Din Roman - en arbejdstitel

Der sidder et egern på en gren. Det pusler med poterne, kigger op, snuser ind og piler af sted, vender om og kommer ud på grenen igen.

Kigger op i trækronen, skynder sig ind i et stort knasthul. Det kigger ud igen, hurtigt, forsigtigt.

Så er det ud på grenen igen. Egernet kommer ud på de yderste grene, låser bagbenene omkring grenen og får fat i et agern, krabber sig ind på grenen igen og piler ind i knasthullet. Venter lidt, kigger, ud igen, finde et nyt agern. Tilbage.

Det gør det med en usvigelig sikkerhed, indtil skovmåren kommer bagfra og bider egernet i nakken og med et hurtigt bid knækker halsen på egernet, og det agern, det havde med sig, falder ned i hovedet på Loke og triller videre ned i bladene.

Loke åbner øjnene.

Han ser agernet stoppe, og han får fat i det med hånden, det er varmt og så drypper der noget på hans håndryg, Loke kan se, at det er blod, og der drypper mere ned. Loke kommer på benene, går væk fra træet. Han begynder at undersøge sig selv. Er det ham, der bløder? Er han blevet bidt, overfaldet?

Kroppen virker som den plejer bortset fra, at den er noget stiv efter at have sovet ude, og næsen er stoppet, og han fryser og har ondt i halsen. Han må skaffe sig noget ordentligt, hvis han skal opholde sig udenfor.

Loke går hen ad vejen. Området virker bekendt, nede i dalen kan han se røgen fra jernstøberiet i Flossenburg. Der er ingenting at komme efter i Flossenburg.

Lise.

Men hun er forsvundet. Det her er ikke den rigtige vej, er der overhovedet en rigtig vej længere? Ikke derned, ikke ned ad den vej, videre …

Han skal nordpå. Han kunne se på DR's hjemmeside, at tingene stadig fungerer i Danmark. Det virkede faktisk som om de ikke ved, hvad der foregår. Der var en masse tale om flygtninge og at Facebook var gået ned og havde været det i nogle dage.

Loke kigger på kortet. Gå op langs Oder, så er der vand. Skikkelserne virker svage i vand. Det var et af resultaterne i deres undersøgelser. Skikkelserne må være kommet østfra, eller fra Mellemøsten. Dem han har set tæt på, har været vanskelige at tyde i forhold til race, huden var krakeleret, blålilla, og der skete også noget med formen af hovedet, det blev længere og smallere. Loke pakker kortet sammen og går hen mod forskningslejren i Flossenburg.

Der er ingen mennesker, hverken i administrationsbygninger, eller laboratorierne. Han går op på forskergangen, hen til sit eget kontor, døren er brækket op udefra, der er blod på gulvet, men der er ikke nogen derinde.

Han går ned på etagen nedenunder, ruderne i dørene er knust og glasstykkerne flyder på reposen, han åbner døren, mest af vane, længere nede ad gangen finder han Lises kontor.

Hendes telefon ligger på bordet, han tænder den, hun har lagt en post-it ved siden af. Der står en firecifret kode, han tænder telefonen, trykker koden. Der er ingen beskeder, kun nogle af dem han har sendt, holdt kæft, hvor er de ynkelige, han tigger hende jo om sex, trygler hende nærmest. Han tjekker opkaldslisten, men der er ikke noget iøjnefaldende, han går ind på foto. Hun har forsøgt at tage nogle billeder og en video, men billederne ryster for meget og lyden er kaos, råben og skrigen, ting, der går i stykker, der er kun femten procent på telefonen.

Han finder en gammel video frem, det er de to. Han husker ikke aftenen, det er hjemme ved hende, men det var det for det meste, når det ikke var på kurser, seminarer eller lignende, hun har filmet med fast indstilling.

I mobilen sætter de sig i lænestolen og hun serverer et glas rødvin for ham, han smiler fjoget. Det må være i begyndelsen. Hun kommer hen, læner sig ind over ham, hun hvisker ham noget i ørerne og han tager sin hånd op under kjolen og trækker underbukserne af hende, så kysser hun ham længe, retter sig op og sætter sig i stolen ved siden af ham.

Lise begynder at stille ham spørgsmål, og han ser undrende ud, hun spørger til familielivet, hvordan det er at have børn, hvordan hverdagen er, han føler et ubehag ved hendes spørgsmål, sådan ser han ud i hovedet.

Loke ændrer stilling hele tiden, armene over kors, armene bag hovedet, benene over kors, vride overkroppen væk fra hendes spørgsmål … så giver det mere mening, at hun ikke vil flygte sammen med ham, han var på ingen måde klar til det.

Hvem var han der i videoen? Hvad sad han og følte? At hun var virkelig? At det skete for dem? At de mødtes? At det usigelige voksede mellem dem? At de blev mere end dem, de var i forvejen, og ikke mindst at verden var deres? At nu indtog de den kommende verden? Så rejser Lise sig op, går hen til kameraet, hun ændrer vinklen og peger kameraet hen mod sengen.

Hun stiller sig ved siden af sengen og begynder at tage sit tøj af. Loke bliver siddende … det er utroligt, at hun i det hele taget har gidet ham, han er jo passiv, og det er først, da hun ligger i sengen, nøgen og med spredte ben, at han får sig rejst.

Hold kæft, hvor er hun smuk, han lægger sig oven på hende som en fed gris, der er ingen ynde over ham, ej heller maskulinitet, bare noget lyserødt slasket flæskefedt. Der er jo intet i ham, han er forloren til knoglerne. Hun kan sgu da ikke have set noget i ham, et karriereløft, eller bare almindelig kedsomhed og ensomhed.

Men sådan var det ikke, sådan husker han det ikke, det var langt mere. Men det var jo bare dine følelser, ikke andet, du følte noget, men virkeligheden … hvilken virkelighed … Loke ligger og pruster oven på hende og ved hvert stød forsvinder hun ned i madrassen … jeg er ingenting, der findes ikke noget, ikke sådan rigtig, der er nogle forbigående følelser, forestillinger. Spørgsmålet er, om der er andet i livet end forestillinger, at livet er en drøm, og at når han ligger dér og mosler oven på hende, at de bare er dyr, der gør det samme som alle andre dyr: æder, knepper, sover. Det er en tragedie, tænker Loke.

Lise skubber til ham, hun vil gerne have ham om på ryggen … det kan han godt forstå, så kan hun i det mindste trække vejret. Lise sætter sig oven på ham … hendes bryster … Loke forsøger at nå dem, men hun verfer ham væk, hun siger noget … han kan ikke høre det på mobilen og skruer helt op for lyden.

”Kig på mig,” siger hun, “kig på mig,” men han kigger ikke på hende, han kigger væk, ind i væggen over mod kameraet, han ser bange ud, som om det er ubehageligt … så kig dog på hende, mand, hun vil dig jo. Loke tager sig til hovedet.

Han er jo bange for hende, for den erotiske muskel hun er, den heftighed der er i hende, at hun kunne blive ved, forventer mere end hans misligholdte krop kan byde på … bagefter ligger de i sengen, nu mangler det bare, at han siger at han elsker hende, så er det så dumt som det kan blive.

Han stopper filmen, lukker øjnene, det kan ikke være det her, Lise vil vise ham. Alligevel tænder Loke for filmen igen og Lise spørger igen: ”Kan du forestille dig, hvordan dit liv vil være uden din familie?”

Loke mumler et eller andet, han ikke kan høre, og det ser heller ikke ud til, at Lise kan høre det. Men svaret er jo ja, tænker han nu, og, ja, jeg vil dele mit liv med dig, herfra og til … han smiler …verdens ende.

Loke rejser sig op og kigger ud ad vinduet. Hvorfor har hun overhovedet optaget den film? For at se den selv, klart nok, for at mindes ham, når hun blev færdig med ham, eller bruge det som pression? Det tror Loke ikke, sådan var hun ikke.

Loke kigger mobilen igennem for flere videoer, men der er ikke rigtig nogen. Der er et par procent tilbage, han kigger hendes mail igennem, men der er heller ikke noget, der fortæller ham, hvad han skal bruge den til. Der er kun et spil på den, Agar:io, han overvejer et at tage et spil, han åbner for programmet, nettet virker stadig, og der er nogen at spille med, men han bliver hurtigt spist. Ved siden af Agar:io ligger hendes memo-app. Den brugte hun hele tiden.

Han åbner den, og der ligger en lydfil, der hedder ”Til Loke”. Den er lavet for nogle dage siden. Han begynder at afspille filen, først er der en masse larm, nogen der råber på gangen, han kan høre, døren bliver smækket og Lise sætter sig ned.

”Loke,” siger hun. Så bliver der hamret så meget på døren, at Loke ikke kan høre, hvad hun siger, hvis hun siger noget.

Hun råber ”Loke,” og så bliver der stille i baggrunden, han kan høre hendes åndedræt, ”Loke, du ved hvem er jeg, og så alligevel ikke, jeg forstår dine forbehold, jeg er bange, det der foregår derude, klart nok, de flygter som om … jeg ved ikke som om hvad, jeg tager af sted nu, jeg var bange for at ødelægge din familie, at jeg skulle blive den der ødelagde dit liv, at du altid vil se mig sådan…” og så dør mobilen.

Loke rejser sig op og går ud på eksercerpladsen, flytter nogle skærver med skoen, står og kigger, hvor kan hun være gået hen? Hvor ville han selv været gået? Ja, langs Oder, fordi den danner en naturlig grænse, som han vurderer, at de er for dumme til at krydse, skikkelserne. Hvad ville Lise have gjort? Hun er klogere end ham, ingen tvivl om det, hun vil søge sammen med andre mennesker. Hun vil finde en gruppe at være sammen med. Det tør Loke ikke, det er bedre at være alene, så er han heller ikke skyld i andres død, og så brækker han sig og går ud ad vognporten i administrationsbygningen.