Din Roman - en arbejdstitel

Loke fortryder det hele.

Det vil være nemmere at gå ud og blive en af dem, få det overstået.

Åbne lågen og lade sig bide, eller hvordan fanden de nu gør. Han fortryder, han bider i sit knæ … kære Gud, lad mig ikke dø i et skab på en færge, han folder hænderne … fuck dig Gud, hvad har du gjort ? Stop det, Gud fri mig … stop så, og Loke bidder så hårdt han kan, og så begynder færgen at sejle, han mærker den lægge fra færgelejet, han holder vejret, det kan ikke passe, der må være et menneske i førerhuset. Skikkelserne har ikke den slags forstand, de er mekaniske gentagelser, i hvert fald når sygdommen slår helt igennem.

Loke holder vejret, deres rallen og slæben rundt på kropsdele stiger i intensitet, måske hører han døren åbne sig. Så bliver der givet fuld kraft frem, og han kommer til at læne sig en lille smule fremad og lemmen går op. Han skynder sig at lukke den til igen, der er stadig nogen derude, de kommunikerer på en eller anden måde derude. En af skikkelserne nærmer sig, Loke holder fast i låsepalen, lukker øjnene, prøver igen at forberede sig på at ophøre, måske skulle han have brugt det sidste skud på sig selv, men selv i et skab på Strynø-færgen virker det forkert. Så er en af dem kommet helt tæt på, det er den samme rallen som hjemme i Flossenburg, bag skabslågen i Ikea-skabet.

Han vågner i sengen ved, at den store pige står ved sengekanten og rokker frem og tilbage.

Loke siger noget til hende, men hun står i mørket, vugger frem og tilbage.

”Gå ind i seng igen,” mumler Loke. Så kan han mærke duften, som han kender fra arbejdet i lejren, lugten af noget afbrændt, svedent, han trykker sig ned i sengen, trækker sig væk fra konen.

Jeg skal ud af sengen, han mærker konen vende sig om på siden, hun kigger på ham, og så den rallen fra luftrøret, som om den er fyldt med slim og det, at han ikke kan høre nogen form for vejrtrækning. Han er stiv i kroppen, kigger op i mørket, gadebelysningen bliver tændt, og han vender sig om mod hende.

Hendes øjne er døde og kolde.

Ligesom vores forhold, tænker han, huden er indsunken, gennemsigtig.

Han går i panik, falder ud af sengen, den store pige stopper op. Den lille kommer ind.

”Mor,” siger hun.

Det er hendes egen stemme.

”Du skal gå ind på dit værelse,” siger Loke.

”Mor,” siger hun igen.

”Ja, hvad er der min skat?” hører Loke en stemme.

Det er hverken konens eller den store pige. Han kigger ned i sengen, og så går han ud på gangen og kaster op.

Hvor er Lise? Han finder telefonen, men hun tager den ikke. Han går ind i soveværelset igen, tager den lille pige med ud derfra.

Loke træder i sit eget bræk, glider og lander på hoften, det giver et jag op gennem rygraden, han sidder lidt med den lille og går nedenunder.

Hun bliver sat på bordet i stuen, Loke tænder for lyset, hun kniber øjnene sammen, holder sig for øjnene og virrer med hovedet.

”Få det væk, far.”

Loke venter, til hun har vænnet sig til lyset.

Hun krabber sig baglæns hen over bordet.

Loke tager fat i hende og lægger hende ned og tvinger hendes ene øje op, der er ikke noget at se, lidt blodsprængt, men det kan være alt muligt. Så kan han høre konen på trappen.

”Lad hende være.”

Loke kigger op sin kone, det giver et nyt jag i ryggen, og han kan ikke holde på den lille længere, Lokes ben knækker sammen, konen står på trappen i sin hvide natkjole. Den lille kravler hen over bordet, ned på stolen og videre ned på gulvet, hun rejser sig med besvær og humper hen til sin mor.

De står lidt sammen.

”Gå du op i seng igen.”

Hun kravler op, hun kigger ud mellem gelænderet, smiler.

Loke bakker ud i køkkenet, mest på grund af den måde, konen kommer ham i møde på.

”Hvad tænker du om det hele,” siger hun.

”Det ved jeg ikke. Hvad mener du.”

Hun sukker.

”Det ved du godt …”

Og det ved Loke godt, men han kan ikke holde ud, at det ikke er hendes normale stemme, at det er som om hun taler et andet sted fra, og han mærker et stik af savn.

For helt ærligt, Lise og han havde jo ikke engang et forhold, det var nærmest ingenting, en fling, eller sådan noget, og hvad kan han bruge det til, ikke en skid, især ikke når hun ikke vil noget overhovedet, så er det bare ørkesløs ensomhed, men det er det jo alligevel …

Så kommer kvalmen igen, og han skynder sig ud på toilettet, så kan han høre telefonen inde fra stuen.

Det er nok Lise. Han kan høre, konen tager den, hun siger noget. Loke lytter efter, men han får ikke fat i noget.

Men hvad vil konen sige? At han er din, eller skrid ud af vores liv? Men det har Lise allerede gjort, hun har gjort det klart, at der ikke er noget at komme efter.

Loke er ikke engang ked af det, ikke sådan rigtig, måske kunne han have været ked af det, hvis det ikke var for den her situation.

Han hører hende lægge telefonen, han lytter efter skridt, men det virker som om der ikke sker noget derude, at konen står stille.

Så lyder der en hul rungen, han åbner døren og går ud. Konen står med mobilen i hånden.

Hun prøver at knuse den, hun er vred, men da hun ser Loke, lyser hun op, lægger mobilen fra sig.

”Det var Lise,” siger hun.

Loke siger ikke noget, kigger hende i øjnene, eller prøver.

Men hun har vendt ryggen til og begynder at gå over mod trappen, han kigger på mobilen. Der ligger to beskeder fra Lise.

Loke aflytter den første besked, hun er bange, han ringer op, men hun tager den ikke.

Der er en besked mere, Loke kan høre hun er i lejren, der er larm i baggrunden, en dør, der bliver smækket i, uregelmæssig vejrtrækning, det må være Lises, der er mere larm i baggrunden og så ryger forbindelsen.

Loke kan fornemme den lille på reposen, ”kom du bare ned,” men der sker ikke noget.

Loke går hen mod trappen, han kan se de små ben deroppe.

”Skal du tisse?”

Hun drejer kroppen frem og tilbage.

”Du må gerne komme ned”.

Hun tager et forsigtigt skridt, men det virker som om benene ikke rigtig vil, som hun vil,.

”Kom her,” stønner han og så kommer den rungen igen, som et stort dyr. Han kigger på den lille.

”Du kommer med mig”, og uden at pakke, uden at gøre andet end at tage noget overtøj, går de ud ad døren.

Det første, der møder dem, er skikkelserne. Ikke en, men flere.

”De er overalt, far … ligesom inde i mig, jeg kan …”

Loke kaster op, og hører ikke hvad hun siger til sidst. Han lukker døren.

Han kan mærke hende bag sig.

”Hvor skulle I hen?” siger hun kælent.

Loke slipper den lille, der sætter sig på bænken.

”Jeg vil med far.”

Loke lukker øjnene. Han ser en mørk og tyk flod. Det stinker af olie. Nede ved bredden står en person med ryggen til. Han bøjer sig forover og fylder sin kalk fra floden, løfter den op og drikker, mens en ild starter i munden, og da han har drukket færdig, står hele kroppen i flammer, og så vender den brændende krop sig om, strækker hånden frem mod Loke …

Han virrer med hovedet, han står alene i bryggerset, han lytter.

Han kan høre skikkelserne udenfor. Det virker som om, de snuser efter noget, han sætter sig ved spisebordet, der er ingen lyde.

Er det noget, jeg bare oplever? Han presser hænderne mod tindingerne, og den forbandede kvalme, hele tiden, hvornår har han sidst spist? I går, måske.

Han kigger i køleskabet, men der er kun ting, der er for gamle, hvilken dag er det? Han tjekker kalenderen, så går han hen mod trappen, han tager et par trin og så kan han høre den rallen. Der er noget truende ved den.

Den store pige står oppe på reposen, hun står med let spredte ben, knyttede hænder, og så tager hun et skridt ned, mens hun udstøder en lyd.

Loke kaster op, og så siger hun den samme lyd højere, mens hun tager et skridt mere.

Okay, jeg skal væk herfra, jeg skal have min datter med.

Den store tager et skridt mere, Loke går ud i bryggerset, åbner hoveddøren, lader den stå åben og gemmer sig i et Ikea-skab.

Han kan høre hendes rallen, hun stiller sig i døråbningen, hun ved godt, hvor han er, hun gør noget ud i luften, han kan se øjnene ude i mørket.

Det var Loke, der tog imod hende dengang, for femten år siden. De kørte ind på sygehuset, og så skete der et eller andet, noget gik galt, selvom det sikkert var hverdag for jordemoderen.

Så måtte hun i fuld narkose, moren, Loke var for omtumlet til at finde ud af, hvad det var.

Han håbede på, at de begge overlevede, og der sad han med den lille krop i armene og han vidste ikke, hvad han skulle stille op med hende, de små øjne, der kiggede op på ham, ledte efter noget, og han følte sig på ingen måde som en, man burde lede efter, med en falden kone og et helt nyt barn, en han ikke kendte, og han vidste ikke, hvordan de skulle få noget, der lignede en økonomi til at hænge sammen.

Men så gik timerne og hun gled ligesom ind i ham på en sær måde, at de på en eller anden måde blev ét kød, og så kunne han mærke hendes sult, som noget inde i sig selv, og han bad om noget modermælkserstatning, men han skulle vente, hun lå på opvågningen, og det var gået så fint, og hun var jo sund og rask.

Men han gik op i receptionen igen og igen, så kørte de væk med hende igen, der var lige noget, de skulle være sikre på var i orden, og han bad om den modermælkserstatning og han fik en pakke alomin.

Hun spiste næsten ikke, men hun suttede og sked mekonium, han blev bange, den sorte masse, hun dør, hun dør.

En jordemoder lagde hånden på hans skulder, det skal være sådan, det er skidt fra fostervandet, og han tørrede op, gjorde hende ren, og lagde hende ind til sig, stak lillefingeren i munden på hende og hun trak den ind, og han fandt sutteflasken frem og byttede flasken med fingeren og hun trak fra.

Pludselig mærkede han en dyb ro i sin krop, og det gik op for ham, hvor stresset han havde været, han kiggede på hende, hendes brune øjne, og så kom lægen og sagde en masse. Han hørte ikke, hvad han sagde.

Loke ledte efter ord som ”død”, ”omkommet”, ”desværre”, ”vi kunne ikke gøre noget”, men de ord udeblev, en masse sludder om alt muligt. Det, han fik fat i var, at hun skulle opereres, og at han kunne få en hospitalslejlighed stillet til rådighed.

Og så stod han der, i en mørk entre, gik ud i et køkken fra halvtredserne, der var rent, det var varmt, der var en seng. Han lagde sig i sengen med hende, hun rørte ved hans ansigt med sine små tynde fingre, og nu er det de samme fingre, der skraber mod Ikea-lågen, som en hån, som om hun siger, jeg ved godt du er der, far, du er ynkelig.

Loke har lyst til at springe ud, men der er ikke noget handling i ham, sidde i skabet, holde vejret, vente, vente på, at det bliver normaliseret.

Lise, han ser hende for sig, på gangene i lejren, larmen, og så denne skraben på døren, ligesom den store står uden for og presser sine fingre ind mellem skabslågerne …