Din Roman - en arbejdstitel

Og så er det, at han springer ud af skabet. Han ved ikke, hvor længe han har siddet derinde. Nogle timer, og hendes fingre, hvorfor åbnede hun ikke bare skabet? I bunden af skabet lå et stemmejern.

Han har det i hånden, og hun vælter omkuld af hans voldsomhed. Loke kigger på hende.

Hun vrider sig, men kan ikke komme om på maven. Hendes krop er for stiv, det rejser sig i Loke, tvivlen udebliver, han kigger på den bunke kulstof, kroppen egentlig er. Der er ingen af bevægelserne, der er hans datters.

Loke løfter stemmejernet, og så alligevel. Han kan ikke, det er ikke din datter, for helvede, men han bliver holdt tilbage, det er ikke meningen, det er ikke meningen, vi skal slå ihjel, der er ikke noget at tale om, det er ikke et menneske, det er en sygdom.

Men det er min datter, det er ikke din datter længere, gør det!

Hvorfor?

Så hun ikke smitter den lille!

Den store fægter med sine stive arme og ben, hun åbner munden, og Loke kigger ned i svælget, det er som om, han bliver suget ned mod hende, ind i hende ...

Loke falder på knæ, han taber stemmejernet på gulvet, og så kommer det væltende. Hvis han havde passet bedre på dem, hvis han ikke absolut skulle tosse rundt med Lise og lege skilsmissefamilie, hvis han havde gået op i sin kone, talt med hende, nusset omkring hende …

Så kommer der et brøl fra den store, der stadig fægter med arme og ben, og der begynder at ske noget udenfor. Loke hører konen på trappen. Så er det nu, gør det, og han finder stemmejernet, løfter det. Han kigger ud af bryggersvinduet, de kommer ind. Har hun kaldt på dem?

De søger med armene, vejrer og Loke går tilbage i sit skab. Han kan høre konen, hun kommer ud i bryggerset, basker med den store, hun får hende om på maven, så kan hun tage fat i kanten af bænken og hiver sig op, så kan hun få fat i en knage og trækker sig helt op.

Konen og den store står over for hinanden, de vugger frem og tilbage i en rytme, som om de taler sammen uden deres munde bevæger sig. De kigger ikke over på skabet, så springer Loke ud af skabet og stikker konen i ryggen, men han klumrer i det og får ikke stemmejernet rigtigt ind. Hun vender sig om og kigger ham i øjnene, og Loke stikker hende dybt i maven, op under ribbenene, op til hjertet, hendes krop ryster og falder sammen mens datteren råber ”moar”, og så kan han se hende, den pige han holdt i sine arme dengang.

Hun falder på knæ, lægger sig over sin mor og græder.

Loke står med stemmejernet. Hvad fanden var det? Han bliver bange. Har jeg taget fejl? Har jeg opdigtet det hele? Er det bare et jalousidrab? Endnu en hjernedød mand i mængden.

Han kigger ud ad bryggersvinduet, men der er ingen derude. De var her lige før.

Forsvandt de, mens han var i skabet?

Så længe var han der ikke, det var bare, eller ... måske er det bare noget, han forestiller sig ... det kan ikke passe, hvad har de så lavet de sidste måneder i lejren, er det så også fantasi?

Og så kigger hun op på ham, hun smiler, hun har blod mellem tænderne, hun breder armene ud, åbner sit bryst for ham, og han stikker til, og går ind i køkkenet, hvor han brækker sig. Den store kommer efter ham, han går op ad trapperne, ovenpå sidder den lille sammensunken i en lænestol.

”Jeg er bange, far, der er noget”.

Loke løfter hende op fra stolen og bærer hende over skulderen. På vej ned ad trappen står den store med håndtaget til stemmejernet stikkende ud af maven, han skubber hende bagover.

I bryggerset indser han, at han ikke kommer ud. Udenfor i mørket står de som afpillede træer, dinglende svagt. Glem alt, hvad du her lært, Loke, glem alt, hvad du ved.

Han går ovenpå igen, den lille ser sin storesøster og begynder at skrige, han lægger hende i sengen i gæsteværelset, og lægger sig tæt ved siden af.

Han ved ikke, hvad han skal sige til hende, at de ikke var mennesker, men det giver ingen mening for hende, tænker Loke, for hende var det hendes verden, som ikke er der længere, som at dø uden for sig selv, eller blive fredløs.

”Det er slemt det her, Loke, det er slemt, hvad skal vi gøre, hvad gør vi?”

Den lille ryster, spjætter. Loke henter sin mobil nedenunder.

Han træder over storesøsteren.

Hun prøver at komme op ad trappen, hun har trukket stemmejernet ud.

Loke tager og stikker det ind i halsen på hende, han tørrer hænderne og forsøger at gå på internettet, men forbindelsen er dårlig.

Han prøver at ringe til Lise, men der er ingen, der tager den. Han sukker, går op til den lille igen. Han lægger sig oven på den lille, for at hun kan få ro på sin krop. Det lykkes ikke, hun har jo hørt det hele, hun har set ...

Loke synes, det lysner, han sætter sig op, det er ikke til at sige endnu, han stopper noget af puden i munden på hende, klemmer hende ind til sig, så ...

Så hvad? Så ingen hører hende, hvorfor? Loke lukker øjnene.

Hvad fanden er der sket, det kommer til at se ud som ...

Hun prøver at komme fri, presser sin arm mod hans bryst.

Det kommer til at ligne, det kommer til at se ud som om ...

Hun prøver at skubbe sig væk med benene ...

Det bliver umuligt at forklare, og hvad med Lise, det her er jo ikke andet end ...

Det er jo bare et jalousidrama, det er, hvad det er, og han bliver rasende over sine handlinger, de giver jo ingen mening, og han klemmer til, og endelig er hun blevet stille.

Han kan høre telefonen ringe, udenfor er det ved at blive lyst.

Han finder mobilen, det er skjult nummer.

Og hun ligger stille i sengen, Loke kaster op i sengen, ruller hende rundt, tager puden ud af munden på hende. Det var dén familie.

Han går ned ad trappen, ringer til Lise, men der sker ikke noget.

Loke ser sig i spejlet, han sejler i blod og går i bad, finder rent tøj og går ud i morgentrafikken.

Byen ligner sig selv, folk kører på arbejde, lysreguleringen virker, bageren sælger brød, duften af kaffe, han går ind og beder om en kop.

Han sætter sig ned, hvad fanden sker der?

Nu er der ikke noget at gå tilbage til, nu er han et sted, hvor der kun er fremdriften.

Loke føler en stor kraft i sig, han går hen til hæveautomaten og hæver så stort et beløb, som han kan, og sætter sig med sin kaffe igen. Det er en lun morgen, følelsen af lethed, rygsækken er tom, han er kommet af med dødvægten, og han skal ikke opsøge Lise, det står helt klart for ham, hun er en del af dødvægten.

Uden han kan sige hvorfor, vil mødet med hende være et møde med familien.

Hun blev på en måde en del af Lokes familiebevidsthed, og den eksisterer ikke længere, han betaler og går.

I udkanten af Weiden går han ned i et krat, tager pungen frem og brænder kørekort, pas og alle kort, der kan pege på ham undtagen hævekortet. Det lægger han ned under skosålen og går op på vejen igen, han går mod Floss.

Tilbage til grænsen mod Tjekkiet, gå langs grænsen, eller nogle kilometer på den tjekkiske jord, så må han sove.

Hvor? Det går ikke på den måde, op langs Oder - og - eller ...

Loke sætter sig på autoværnet. På asfalten er der en mariehøne.

Han ser datteren for sig i sengen, og lyset gennem vinduet, og det, at der ikke var mere.

Så simpelt, døden findes ikke, der er kun et ophør og så omsætning af det nærværende, hvis det er reinkarnation, så kan de rende ham i røven.

Alt det, hans datter stod for, vasket væk, så kan de synge deres sange om frihed og samvær og fællesskab og pis og papir og hvorfor er der aldrig nogen, der har skrevet en march til bureaukratiet?

Så kommer der en lastbil drønende forbi, mariehønen blæser væk, og tilbage er asfalten og Lokes tomme pung. Han rejser sig op, strækker sig, kroppen gør noget, og Loke følger efter, bilerne, cyklisterne, butikkerne, alt er som det er, der er ikke noget at se.

Loke forstår det ikke. Har han taget fejl. Uanset hvad, så var der den lille, hendes stemme som et orgel, de sidste vejrtrækninger. Hørte han dem, eller er det noget han tænker nu?

Loke går ind og køber noget vin, sætter sig under et træ, drikker til han falder i søvn.