Din Roman - en arbejdstitel

Så er det sådan, det er. Det er dem og os. Det er dem imod os. Det er sådan, det kommer til at blive. Det kan ikke være anderledes. Det er og bliver den logiske udgang. Krigen kommer, og ingen ved, hvilken slags krig det bliver. En fuldstændig krig? En ting er sikkert. Det er for sent.

Han sætter sig på færgen til Strynø. Solen skinner og blæsten går frisk over vandet, han læner hovedet mod vinduet, motorens vibrationer i ruden fordeler sig på hans huds overflade. Ruden er fedtet af andre menneskers hoveder. Han tænker et øjeblik på smitte­faren. Det er ligegyldigt nu. Hvordan finder man en kur mod en sygdom, som ikke har nogen årsag.

De begyndte at komme ud af skovene i det østlige Tjekkiet, først var det en gang imellem, strejfere kaldte de dem, egentlig arbejdede han i et forskerteam, hvor de arbejdede med at genmanipulere planter.

Pludselig fik de at vide, at de skulle koncentrere deres arbejde om strejferne. De skulle kortlægge deres genom. Beskrive symptomer. Forsøge at tale med dem, men de kunne ikke rigtig sige noget, kun enkelte ord, og så det døde ansigt, uden nogen form for følelser. Strejferne var stærkere.

En dag kom Lise Herikke ind på hans kontor, hun satte sig og begyndte at græde, han rejste sig, lukkede døren, låste, vendte sig om og lagde sin hånd på hendes hoved.

“Der er et eller andet helt galt.”

“Hvad mener du?”

“Kan du ikke se det, alle de biler, lastbiler der kommer kørende dag og nat. Jeg har en fornemmelse...”

Lise kom af og til, når hun blev for anspændt, når noget gik hende på, eller når hun var lige ved at løse et eller andet kompliceret, så skulle hun forløses, han satte sig over for hende, hun løftede hovedet, “...der er ved at ske et eller andet.”

Han troede hende ikke, der sker ikke noget særligt, der sker aldrig noget særligt, alt er det samme i forskellige afskygninger, og i sidste ende begynder hele forfra med en ordentlig knald, og det var vel også derfor, Lise var kommet, hun virkede for anspændt og kunne ikke selv frigøre sig, hvad end der nu skulle frigøres.

Han var forelsket i hende. Han ville gerne dele sit liv med hende. Hun havde sit. Han havde sit. De havde deres og sådan skulle det blive.

Han tænkte på dem derhjemme. Konen kedede ham, hun var ligesom sunket ned i sig selv, læste bøger om at hjælpe sig selv. ”Hvis din hest er død, så find en anden” var en af titlerne og vel et vink med en vognstang til ham.

Og børnene... deres ansigter, det giver et sæt i ham, færgen brummer stadig i Rudkøbing Havn. Han kigger ud på lystbådene, det er ikke kommet til Danmark endnu, ikke så vidt han kan se, tingene fungerer normalt.

Lise havde ret, hun ævlede på kontoret, og han trak tøjet af hende, uden at hun lod sig mærke med det, hun blev ved med at ævle, indtil han stoppede. “Så vis mig det,” sagde han.

Hun kiggede på ham, “Hvad mener du?”

“Hvis det er, som du siger, så lad os finde ud af, hvor de kommer fra. De falder jo nok ikke ned fra himlen.”

Lise smiler. Hun spørger til familien, da de sidder i bilen.

“Jeg troede ikke, vi talte om det.”

“Jeg vil gerne vide noget om dig.”

“Jeg går og tager mig sammen til at blive skilt. Og hvad med din?”

“Det taler vi ikke om!”

“Hvis du...”

“Vi har været igennem det, Loke, vi taler ikke om det,”

De kører over grænsen til Tjekkiet, Lise kigger ud af sidevinduet, og Loke holder øjnene på vejen, han orker ikke mere derhjemme, de skændes ikke, de har forladt hinanden, og børnene, der bliver ved med at ævle om Danmark, de vil bare tilbage til det, de kender, til deres vaner, mennesket laver ikke andet end at træde på de samme stier, det er meget effektivt, men ingen udvikling, han har sagt flere gange at der ikke er noget Danmark tilbage, ikke til dem i hvert fald, og han kan mærke konens øjnene over selvhjælpsbøgernes kant, at hun mener det samme, pengene er gode nok, to biler, hun kan gøre, hvad hun vil, men hun bestiller varer på nettet, læser bøger og lader huset stå til.

Hans dag begynder med unger, op, mad, madpakker, i skole, og lidt over ni kører han ind på pladsen i Flossenburg og går op i barakkerne for at begynde dagen, kører derfra ved tretiden, hente pigerne, handle ind, hjem, sidde med ungerne lidt, forsøge at tale med konen, men hun går som regel ret hurtigt op og lægger sig, hovedpine, kvalme, så laver han mad sammen med pigerne, han savner sin kone, når de sidder ved bordet, pigerne og ham, han ved ikke, hvad han skal sige til dem.

De kan godt mærke, at der er et eller andet galt, og den ene begynder at spise som en baby, han forsøger at tage sig sammen, holde fokus, se dem i øjnene.

”Hvad har I lavet i skolen?”

”Ikke en skid, vi fatter ikke, hvad de siger, tysk, eller hvad det nu er, de snakker, er grimt.”

Det gør ondt i ørerne, og han gider ikke høre på det mere og ender med at skælde ud, skælde for meget ud, fordi han i virkeligheden kalder på sin kone, fordi han savner hende, og han slår i bordet og råber: “Nu skal I sidde ordentligt...” og fortryder med det samme, han skubber stolen bagud, så den vælter, det giver gib i den lille, og han kan høre, hun tisser i bukserne, og så bliver det for meget for ham, han går ud på altanen, hvornår er det bedst at blive skilt fra sine børn?

“Hvornår er det så skidt, at mine børn vil få det bedre,” siger han til Lise i bilen.

Hun trækker på skuldrene.

“Det kunne godt lyde til, at det er ved at være tiden.”

“Ja, det tænker jeg også...”

“Hold ind til siden...”

Loke finder et sted, de kan holde. Lise stiger ud af bilen. “Kom med,” siger hun og rækker sin hånd frem.

Han kan mærke telefonen ringe, det er konen, han tager den ikke, han går ud fra, at hun vil vide, hvornår han kommer hjem, at hun vil fortælle ham, at der ikke er noget at lave mad af, at der ikke er nogen, der har hentet børnene.

Han tager Lises hånd, og de går ud i kornmarken, hun er ved at knappe sin skjorte op, han kigger ned i kavalergangen, hun har ikke bh på, hvornår har hun taget den af, i bilen. Det ene bryst falder ud af skjorteåbningen, og hun stopper op. “Se!” hvisker hun og peger, der ligger en skikkelse mellem kornstråene.

Lise dækker sig til. “Hvad tror du, det er... en af dem?”

“Det ved jeg ikke.”

De står stille.

“Den rører ikke på sig, gør den?”

“Jeg ved det ikke.” Han ser på hende, hendes kinder svulmer op og bliver røde, hendes blik er fraværende, der er et eller andet bag dem, han kan fornemme det.

“Jeg tror, det er en af dem,” siger Lise.

“Der er noget bag os,” siger han, Lise sætter sig på hug og holder sig for ørerne, Loke vender sig om, der står en strejfer ti meter fra dem, det ser ikke ud til, at den har opdaget dem.

“Lise, rejs dig op, langsomt.” Nede ved bilen står to mere, kan han se, “vi skal væk herfra.”

Lise nikker. “Lad os løbe i en bue hen mod bilen og se, om vi ikke kan...”

De begynder at løbe, de to nede ved bilen retter sig op, vejrer i luften, nu ser de, at der er flere i marken, som rejser sig op og begynder at gå efter dem.

Loke fisker sine nøgler frem, han vil have Lise til at sætte sig i bilen og køre efter ham, når han har lokket dem væk fra bilen.

Nede i rabatten kommer der flere til, som om de nærmest rejser sig af jorden, de begynder at gå, de går mod Lise, og så taber han nøglerne, han falder. “Løb videre,” råber han til Lise, men hun stopper op, han leder efter nøglerne, men de er ikke til at finde, der kommer flere ud af tykningen, og fra den anden side af vejen kan de også se dem komme, de to ved bilen er begyndt at gå, det er umuligt, Lise er lige bag ham, så stiller de sig op i en kæde. Og Lise og Loke løber væk fra bilen...