Din Roman - en arbejdstitel

Han vågner med et sæt, der er nogen på færgen, eller også var det bare noget, han drømte. Han kigger sig over skulderen, der er ikke kommet nogen ind i passagerafsnittet... Han rejser sig, kigger på sit armbåndsur, et han tog af en gammel mand i Mecklenburg, der ikke havde brug for det længere, han trækker det op, måske har han sovet i nogle timer, motoren på færgen kører stadig, han går op på færgelejet, der står en inde i førerhuset, måske er det ham, der er kommet, måske ved han noget.

Loke bliver stående og kigger på ham, han går lidt frem og tilbage deroppe, det ser ud til, at han ordner forskellige ting, flytter en kaffekande, sætter sig ned, drejer på stolen, rejser sig, går lidt rundt, tager kaffekanden, går lidt rundt med den, sætter den, hvor den stod før, sætter sig i stolen, drejer lidt rundt på den.

Loke knuger sin hånd, for helvede da ikke også, maven trækker sig sammen, han bøjer sig forover, men der kommer ikke noget ud. "Tag dig sammen," tænker han, han kigger rundt, solen hænger lavt, der er en god time, til den går ned, og så ser han det: alle sporene.

Disse små slimklatter på bildækket, han burde have set det med det samme. Han går ind i passagerafsnittet, på vinduerne, på borderne, og så tuder færgemanden i hornet, Loke løber ud på dækket, de kommer allerede fra pakhusene og henover parkeringspladsen, stavrende.

"Hold hovedet koldt, tænke tænke, tænk dig nu om." Og så går bommen op, hornet lyder igen, han kigger over på dem, de kigger op mod førerhuset og udstøder en lyd, der skærer sig gennem Loke og får ham til at kaste op igen, selvom det kun er noget grønt slim, der kommer op, han går ind i passagerafsnittet, han ser sig omkring, nu kan han høre dem på færgen, der er et lille skab, der er nogle hylder i, han vipper hylderne op, sætter sin rygsæk i bunden og sætter sig på hug i skabet og lukker lågen, der er mørkt, knæene er tæt ved lågen, han kan ikke ændre stilling uden at røre ved lågen.

Det kommer til at vare hele natten, det ved han, sådan sad han også derhjemme den nat... ikke tænke på det, ikke kigge ned i den afgrund ... han prøver at holde det på afstand, men han kan høre de samme lyde som dengang, han holder sig for ørerne for at undgå at kaste op, han ser Lise for sig, for ham vil hun altid stå i en kornmark; dagen efter de kom hjem fra Tjekkiet, de mødtes på hendes kontor, diskuterede hvad det var for noget.

"Jeg sad oppe hele natten," sagde Lise. "De er også her. De går ude om natten."

"Hvad laver de?"

Lise trak på skuldrene. "De går rundt."

"Bare sådan, rundt?"

"Jeg ved det ikke, Loke, det var det, jeg kunne se fra vinduet, de undgik alle former for lys, for eksempel går de ikke ind i lyskegle fra lygtepælene, de er i periferien, hvad med dig, fik du talt med din kone?"

"Jeg havde det dårligt hele natten, kastede op."

"Har du feber?"

"Nej, bare kvalme og opkast."

Lise kigger på Loke, indtil det lykkes hende at fange hans blik.

"Så nej," siger Loke, "jeg talte ikke med hende, hun havde haft travlt den dag, havde gjort rent i huset, ordnet noget i haven sammen med børnene, jeg ved ikke, der var noget forandret ved hende, som om hun har erkendt, at jeg ikke gider mere, at hun endelig er nået op på siden af mig, hun muggede heller ikke sådan ved middagsbordet, var ikke efter ungerne, som hun plejer, hun var mere ... harmonisk ... for mig virker det i hvert fald, som om hun er kommet til en erkendelse. Men det er ikke noget, du ved noget om, vel?"

"Nej, ikke som sådan, så du ved ikke, hvad der sker i hende, det kunne være at hun forsøger at række ud efter dig?"

"Nej, hun holder ligesom en afstand til mig."

"Hvordan?"

"Ja, at hun ikke gider blive rørt ved, og så har jeg tænkt, at jeg nok var for klæbrig, omklamrende, du ved, et tudende bløddyr, men hun vil heller ikke have, ungerne kommer for tæt på, de må sidde ved siden af hende, sidde korrekt, udtale ordene korrekt, det går hun meget op i, at tingene kommer i den rigtig rækkefølge, 'man skulle jo nødigt stikke ud', som hun siger til ungerne."

"Men sidder de grimt, dine børn?"

"Næ, jeg tror, de er meget gennemsnitlige," Loke trækker på skuldrene. "Jeg ved det ikke..."

Lises assistent stikker hovedet ind. "Der er noget, I skal se, kom med." Han venter ikke på dem, men begynder at gå ned mod laboratoriet

"Hvad er det?" spørger Lise.

"Vent og se."

Bag en glasplade i et tæt rum sidder en af skikkelserne, den er ret medtaget, huden virker tynd, kroppen udsultet.

"Prøv at tage dem her på." Loke får nogle infrarøde briller på. "Prøv at se på ham."

"Hvem?"

"Ja, skikkelsen der."

"Men..."

"Ja, er det ikke mærkeligt?

"Kroppen er kold, men det ser ikke ud til, at den er død."

"Nej."

"Har I forsøgt at skære i en?" spørger Loke.

"Vi kan godt skære i den, men der kommer blod ud."

"Men det er jo ikke det samme blod, det må være en anden slags, eller også virker brillerne ikke."

"Prøv dem her."

Loke tager dem på, men det er det samme.

"Prøv at vente lidt... jo, nu er der noget..."

"Ja, men det er ikke varme, vel?"

"Nej, det er kulde, eller..."

"Det er heller ikke kulde."

"Men er det ikke kun det, de kan måle, kulde og varme?"

"Jo i teorien."

"Hvad er det så?" Loke tager sin briller af, assistenten kigger på Lise, der stadig står med sine briller på.

"Er de kolde at føle på, skikkelserne, hvad temperatur har de?"

"De er vekselsvarme, cirka."

"Men de plejer at bløde rødt, når vi destruerer dem?"

Assistenten nikker: "Der kommer ikke noget ud gennem huden, når vi skærer i den, og det virker, som om den heler sig selv lyn hurtigt."

Assistenten taler videre, mens Loke vinker Lise over til sig.

"Lad os tale med ledelsen."

"Hvorfor?"

"De må vide lidt mere om, hvad der foregår."

Lise følger efter Loke. I ledelsesbarakken kan de ikke rigtig finde nogen, de kigger ind på kontorerne, halvvejs gennem alle kontorerne stopper de op for at lytte, så kommer der en ud af døren, en flot herre, med lyst hår og brune øjne.

Han smiler og begynder at tale, Loke får kvalme med det samme, Lise kigger på hans munds bevægelser, stemmen, Loke trækker Lise i armen.

"Lad os komme væk," siger han, men Lise bliver stående.

"Kom så!" og han trækker hende med, hun falder bagover, han forsøger at stoppe hende i faldet, og hun lander på røven.

Hun virrer med hovedet, Loke får øjenkontakt med hende, han trækker hende ind mod sig.

"Vi skal ud," og så vrider hun sig i smerte, tager sig til lænden.

Loke får hende op og støtter hende.

"Jeg har brække halebenet."

"Ja ja, lad os komme væk herfra!"

"Jeg vil ikke hjem," siger hun, "jeg vil ikke hjem til mig selv, der er ikke noget i mig selv."

Loke kører hjem til sig selv. Hjælper hende ind. Konen kommer ud til ham.

Lise siger: "Der er ikke sket noget."

"Hvad er der sket?" siger konen.

"Det her er min kollega, Lise Herikke. Lise, det er min kone..."

"Hvad er der sket med dig?"

"Jeg faldt og slog mig."

"Det er halebenet, det er brækket," siger Loke.

Konen snuser ind, da Lise kommer forbi hende, snuser ind igen og kigger på Loke.

"Jamen, så går jeg da ud og laver mad til jer," siger hun og vender om og går ud i køkkenet.

Loke hjælper Lise ind på gæsteværelset, lægger hende i sengen, Loke går hen til vinduet.

"Hun ved det godt."

Loke nikker: "Ja, det er rimelig tydeligt, det er sjovt, jeg havde også engang en kæreste der bollede udenom, og jeg fandt ud af det med det samme."

"Hvordan?"

"Ja, det kan jeg ikke huske, jeg ved ikke, hvordan jeg kom til den konklusion, pludselig indså jeg bare, at hun havde været sammen med en anden, så blev hun ked af det og så videre, og jeg tænkte, at det nok var et stykke tid siden, at hun måske var brændt varm på ham eller sådan noget, men det var et par dage forinden."

"Hun må have ændret sig, dårlig samvittighed?"

"Måske, men det virkede ikke sådan, måske var der en usammenhæng i hendes sprogbrug, men det er så længe siden..."

"Hvad gjorde du så?"

Loke trækker på skuldrene. "Ikke noget, hvad skal man gøre i den slags situationer?"

"Jeg gjorde bare gengæld med det samme."

"Blev du glad for det?"

Lise kramper sig sammen. "Har du noget smertestillende?"

"Ja," siger Loke og bliver stående ved vinduet, Lise forsøger at vende sig, men opgiver, lægger sig tilbage på siden.

"Det er en tung vej derned," smiler Lise, Loke nikker og begynder at gå derned. Han tænker, at hun sikkert vil have, at han skrider med det samme.

"Der er et eller andet i vejen med tv'et," siger hun og sætter lasagnen på bordet. "Ja, det er vegetarlasagne i dag, der var ikke noget kød i supermarkedet i dag."

Loke ånder umiddelbart lettet op, tv'et noget praktisk. "Men det må jeg jo lige se på."

"Det er mærkeligt, det er som om, det ikke er de samme programmer, de sender, der er også så mange nye værter..."

"Ja, det med værterne kan jeg nok ikke gøre så meget ved."

Hun kigger på ham, og han kan mærke, at det var langt over stregen. Engang ville det have fået hende til at smile, og han ville have fortsat ud af den tangent, og hun vil ende med at grine, og unger vil hoppe op ad dem.

"Det er slut," siger han.

Hun hører det måske ikke, eller også lader hun som om, hun ikke hører det, øser op til ungerne, det er også forkert af ham at sige det nu, når ungerne sover, så... Så hvad?

"Det er slut."

"Hvad er slut, far?"

"Far mener, at det er slut med at se tv."

"Det er alligevel også blevet så kedeligt," siger den store. "De sender kun gamle mænd, der snakker hele tiden."

Loke tager de første bidder, og maven trækker sig sammen igen. Han rejser sig op og går på toilet og kaster op. Han finder noget medicin og kommer ud til de andre.

"Jeg går lige op til Lise med noget medicin."

"Jamen, det gør du da bare," siger hun.

Lise kaster pillerne i munden og drikker et glas vand.

"Det gik bedre end forventet, eller værre, faktisk var der nærmest ingen reaktion."

"Hvad har du givet mig?"

"Morfin."

"Hvor meget?"

"Du vågner i morgen og vil have mere, min egen junkie."