Din Roman - en arbejdstitel

… Loke vågner, han gnider sine øjne, han sidder stadig i Strynøfærgens lille passagerafsnit.

Der er ikke andre end ham, motoren brummer, der er ingen vind i det sydfynske.

Han går ud på dækket og hen til stævnen, der plejer at være vind her, men der er kun … kun hvad, havet med sine dybe bølger, sine malstrømme at synke ned i, og blæsten, hård og standhaftig, soldaten der kæmper med havet, får lagt hende ned mod kysten igen og igen, uden at det tæmmer hende, men at det alligevel tilfredsstiller ham, bølgen mod den hårde grund, og det at det aldrig holder op, elskovsbruddet.

Kærligheden er en kystlinjen, altid bevæger den sig, altid skal man flytte på sig, men her, tænker Loke, han snuser ind, vandet har stået stille længe. Lugten af brakvand og rådden tang, sådan ser han hende for sig, konen; han sidder foran hende og har af flere omgange forsøgt at tage sig sammen til at bryde forholdet.

Der er ingen blæst, ingen bølger, ingen kyst, en endeløs plade af vand.

Han går tilbage til sit sæde i færgens passagerafsnit, han nåede ikke at gøre det forbi.

Lise og han kom hjem fra Tjekkiet to dage senere, bilen lod de stå, løb nogle kilometer og indså, at de ville være nødt til at søge ly for natten, i et forladt diskotek på grænsen mellem Tjekkiet og Tyskland.

Efter lidt tid fandt de relæet, men det virkede ikke, de gik ud på en slags balkon hvor der engang havde været udsigt over dansende unge mennesker, sikkert tyskere, unge tyskere, der forsøgte sig, men nu var der et goldt mørke,

Lise tænder sin lommelygte og lyser ud i rummet.

På dansegulvet står nogle skikkelser, Loke tæller otte ti stykker. Lise slukker med det samme, de holder vejret og hører rumsteren, samt en slags lyd, rallen, uden vejrtrækning, og så denne skraben hen over gulvet, på et forladt diskotek i Rozvadov, hun tager hans hånd, og de går tilbage mod udgangen.

Trappen knirker, Loke synes, han ser skikkelserne hele tiden, hører dem bagfra, foran, ved siden af, han slår ud med hænderne uden at ramme noget.

Lise tysser på ham, men Loke slår igen og igen, og så rammer han noget, det gør helvedes ondt. Lise tænder for lygten. De befinder sig for foden af trappen. Der er nogle få meter hen til udgangen. Der står en på hver side af døren, store muskuløse skikkelser, deres hoveder er vredet rundt på en underlig måde, de står med brystet fremad, men ansigterne vendt skråt bagud.

Lise tager i døren og flår den op, den ene skikkelse vælter, men hverken Lise eller Loke ænser lyden, glas der knuses …

Ude på gaden et par kilometer fra diskoteket stopper de op, de holder stadig hinanden i hånden. Loke bøjer sig forover, de er stoppet ved et hus med levende lys i, de siger ikke noget, de bør banke på.

- Det er en fælde, det der, siger Lise.

Loke kigger ind ad vinduerne, der går en ældre dame rundt derinde.

- Det tror jeg altså ikke.

- Hvorfor ikke?

- Hun ligner en gammel dame ...”

- Og så ..?

- Ja, og så har hun lys i vinduerne.

- Vi skal ikke derind!

Loke holder hendes kinder.

- Det er en gammel dame ...

- Prøv at se, siger Lise og peger.

I stuen går en ældre dame rundt, hun har tørklæde på hovedet, i døren til køkkenet står hendes mand, han står og svajer.

- Kan du ikke se det, det er en af dem, siger Lise.

- Men den gamle dame ligner ikke sådan en.

Lise trækker på skuldrene.

- Det ved vi jo ikke noget om ...

Der er helt mørkt nu, der er kun det levende lys, resten er mørke.

- Men der er lys derinde, ingen af dem, vi har set i centeret, kan noget. Det virker, som om de ikke engang ved, at de selv er til stede, måske når de kommer ind, men når de har været der noget tid, så er det, som om deres bevidsthed stopper.

- Hvad sker der så?

- Ja, så bliver de aggressive. De er meget stærke, vi lukkede engang en hund ind til en, og hunden blev ligesom splittet ad, altså rykket fra hinanden ...

- Tak. Du behøver ikke fortælle mere, skal vi ikke bare komme videre.

Loke går hen mod huset.

- Det gør du bare ikke.

Loke tysser på hende.

- Kom med den mobil.

Lise følger efter, de går om til garagen. Der står en gammel Opel Kadett.

- Sæt dig ind i bilen.

Lise lyser ind i bilen, på bagsædet, åbner bagagerummet. Loke sætter sig på forsædet, begynder at rode med ledningerne under tændingen.

- Sæt dig nu ind ...

Og så starter motoren.

Lise skynder sig ind, og Loke bakker ud, svinger bilen rundt og sætter den i første gear.

Lise ser manden i køkkenet løbe ind i stuen, sige noget til damen, så banker han i bordet, og så ser Lise ikke mere.

Nogle få minutter senere kører de over grænsen.

I Waidhaus virker gadebelysningen, de holder ind til fortovet ved beværtningen Fürstliche Krone. Døren står åben, og fra bilen kan de høre stemmer derinde, der er et tv, der kører. Lise og Loke begynder at grine, det er for latterligt.

- Hvad fanden er det lige vi har oplevet?

- Den russiske velfærdsstat.

De kigger på hinanden, og så begynder de at kysse ...

Inde på beværtningen bliver der pludselig stillet om i tv’et, egentlig var der en fodboldkamp i gang, to ligegyldige engelske hold om en eller anden pokal. Ingen tog notits af det ...

Loke fører sin hånd ned i Lises bukser, og hun knapper hans skjorte op. Vedkommende, der er på skærmen, siger ikke noget af særlig karakter. En eller anden beder værten om at slå over på fodboldkampen, værten finder fjernbetjeningen frem, men han kan ikke skifte kanal ...

- Skal vi ikke køre lidt væk, siger Loke.

Lise er ligeglad, hun har endelig fået åbnet skjorten, og er ved at knappe bukserne op, Loke mærker hendes kølige hånd, han ser værten på beværtningen trykke på fjernbetjeningen nogen gange uden at billedet skifter, så lukker Loke øjnene og læner sig tilbage i sædet, kører sin hånd igennem håret på Lise, griber fat om håret og holder hende stramt. Og så kan han mærke et eller andet, det virker, som om der er en tysk stemme i hovedet på ham.

Han åbner øjnene og kigger sig omkring.

Der er stille på beværtningen, tv’et kører stadigvæk. Det er den samme vært, og nu kan Loke høre stemmen, eller det han hører i sit hoved stemmer overens med den måde, munden i tv’et bevæger sig på. Og så gør Lise et eller andet med tungen, der gør at stemmen forsvinder, og Lise bliver ved, fortsætter og Loke tager fat om rattet, knoerne bliver hvide, og der kommer dug på forruden ... Lise kommer op derfra, tørrer sig over munden, Loke kan høre, hun synker, han skammer sig altid lidt, når hun gør det. Det bliver for meget for ham på en eller anden måde, og selvom hun siger, at hun godt kan lide at mærke det på den måde, så tror han ikke rigtig på det.

Der kommer en ud fra beværtningen, han kaster op på fortorvet og falder om.

Loke starter bilen og kører videre, men de er ikke nået langt, før han må stoppe bilen og kaste op på vejen.

- Var jeg for hård ved dig?

Han tørrer sig over munden.

Jeg har det mærkeligt, siger Loke.

- Hvordan?

- Som om det er influenza, men det kom bare lige pludseligt.

- Det gjorde du også, smiler Lise, og Loke skammer sig og er flov over at kaste op.

- Kan du køre bilen ..?

Og så kaster han op igen.

Lise sætter sig på føresædet.

- Hvad skal vi gøre med bilen?

Lise trækker på skuldrene.

- Lad os køre den tilbage i morgen.

Hun stopper uden for Lokes hus, hun står i vinduet, Loke sukker.

- Du skal gøre det forbi med hende.

- Jo.

- Så gå op og gør noget ved det.

Loke kigger på Lise ...

- Nej, ikke på grund af mig.

- På grund af hvem?

- Dig selv, dit eget liv.

Loke kysser hende.

- Men det er dig ...

- Nej, Loke!

Loke står ved hoveddøren, han skal lige til at banke på, men tager sig i det, så kaster han op i blomsterkrukken og går ind.