Der findes to udgaver af Søren Benjaminsen. Den venlige, der hjælper fremmede med penge til bussen, fordi de ser trængende ud. Ham, der tænker på sin søster med en ømhed. Han følger med i nyhederne, stiller betænksomme spørgsmål til venner og bekendte og har så meget charme, at han kan få unge kvindelige fotograf, der er halvt så gamle som ham, til at rødme.
Og så er der Søren, der stjæler mørbradbøffer og flasker fra Fakta. Han kan finde på at true mere eller mindre uskyldige mennesker med næver og kniv og har siddet i fængsel flere gange. Syv forskellige personer har brækket hans næse, fordi han er øretæveindbydende. Han råber og skriger af tilfældige, hvis han synes, de ser irriterende ud, og han går i bad cirka hver anden måned. Han tænker på at tage sit eget liv.
Søren drikker. Han er fuldtidsalkoholiker og lever en stresset tilværelse, hvor han konstant skal tænke på, hvordan han skaffer den næste bajer eller flaske vodka. Han sidder på bænken i Slotsgade i dagstimerne og på byens værthuse om aftenen. Han sover på bekendte og venners sofaer, i varmestuer og i lejligheder, som han kun har i kortere perioder, fordi han ikke betaler huslejen.
- Jeg er et forbandet skvat, når jeg er fuld, siger Søren. Han peger på sin næse, der er så skæv, at den sidder under det ene øje, som vidnesbyrd for, hvor håbløs han er.
Han har været på antabus mere end 50 gange. Og som regel forvandles han til den ædruelige, sobre og tiltalende udgave af sig selv efter endt behandling. Men venligheden hører op. Ligesom hans far ikke kunne, kan Søren ikke modstå fristelserne med alkoholprocenter i.
Ligger til familien
Søren Benjaminsen blev født den 1. november 1958 på Nordfyn. 13 år senere var han med til at begrave sin egen far. Den gamle drak sig ihjel. Én kasse Odense Pilsner og to halve flasker snaps om dagen var standarden for landmanden, der i påvirket tilstand indimellem truede sin søn og bankede sin kone. Søren kan ikke huske, han nogensinde oplevede sin far ædru.
Sidenhen er flere andre fra farens side af familien døde efter massivt alkoholmisbrug.
- Jeg tror sgu, det er arveligt, siger Søren, der i en tidlig alder fandt ud af, at han også selv kunne lide at forsvinde i en brandert af alkohol eller hash.
Så meget, at han blev afhængig af det som 22-årig, siger han. Omgivet af grundtvigianske tanker og sønderjyske marker tilbragte han fire måneder i en rus på Rødding Højskole.
Hverdagen var triviel. Søren stod op med tungt hoved ovenpå nattens lemfældige omgang med kvinder og bajere. Så røg han en morgenjoint og tog til sang og folkedans i fællessalen. Efterfulgt af fag som psykologi og biologi. Klokken 14:30 sluttede dagens undervisning, og festen startede. Akkompagneret af rocktoner fra Pink Floyd, eksperimenterede Søren og højskolekammeraterne, som primært kom fra Esbjerg, med stoffer og stigende mængder alkohol. Det sluttede som regel med en kvinde i favnen og en uhyggelig høj promille.
- I bund og grund har misbruget lige siden dengang handlet om en form for angst. Jeg manglede selvtillid og selvværd, siger Søren og giver et konkret eksempel fra højskoletiden.
Første gang han sad i spisesalen side om side med sine nye kammerater, rystede han og var ude af stand til at spise noget.
- Jeg ved ikke, hvad jeg var bange for. Men alkoholen har altid virket som verdens bedste nervepille for mig, siger han.
Efter højskolen flyttede Søren i kollektiv i Haderslev. De barberede sang, dans, psykologi og biologi af skemaet, men fortsatte ellers højskolelivet ufortrødent i et halvt års tid.
Drankerne foran døgnkiosken
I 1981 flyttede Søren til Odense og påbegyndte sin mest velfungerende periode. Efter forskellige mekaniker- og gartnerjobs blev han truckfører og lagermedarbejder i den gamle Thrige-virksomhed i 1984. De fleste af dagene var præget af tømmermænd, men han formåede at beholde sit arbejde i otte år.
Vennerne fra Esbjerg var blevet skiftet ud med vennerne foran kiosken, og oftere og oftere tilbragte Søren sine eftermiddage og aftener sammen med de andre på gaden, stærke øl og røverhistorier. Søren holdt af uforudsigeligheden. Nogle gange stak det helt af, og han vågnede op dagen efter uden at kunne huske, hvad han havde lavet.
- Jeg har aldrig haft den der stopklods, som almindelige mennesker har, fortæller Søren.
Det kostede arbejdsdage og skæve blikke fra kollegaerne og chefen, der bogstavelig talt kunne lugte Sørens misbrug.
Den 3. oktober 1992 blev han fyret fra Thrige. Han husker datoen, fordi det var den sidste dag, han nogensinde skulle gå på arbejde.
Kvartalsdranker
Siden den dag har Søren Benjaminsens liv gået i ring. Som en kugle i en flippermaskine hopper han imellem antabus, misbrug, fængsel, forsorgshjem og hjemløshed.
- Lad os tage det seneste år for eksempel, siger han i et forsøg på at forklare sit omtumlede liv.
Den 11. juni 2015 løslades Søren fra Statsfængslet Kærshovedgård i Bording i Midtjylland, hvor han har afsonet 60 dage. Han er skyldig i at have begået fem butikstyverier i Fakta og Netto. Vodkaflasker og mørbradbøffer er hans foretrukne tyvekoster. Sprutten drikker han, og bøfferne sælger han til en tredjedel af prisen på nogle af byens værtshuser, hvor man kan købe alt fra Ludvig oksekød til vaskemaskiner.
Igennem årene har han siddet bag tremmer i cirka fem år og hans personlige kriminalregister spænder fra indbrud til voldsdomme.
De sidste 30 dage i Midtjylland tilbringes i fængslets afvænningsafdeling. Alligevel falder han i misbrugshullet 20 minutter efter løsladelsen. Han køber 10 almindelige Tuborg på Bording station. Han kalder dem for frihedsøl.
- Drik du bare de øl, Søren, så ses vi igen om et lille års tid, siger fængselsbetjenten til ham, da han møder ham ved stationen.
- Hold din kæft. Det kan jeg sagtens styre, svarer Søren igen.
Han ved godt selv, at det ikke passer. Toget kører til Odense via Skanderborg, og da Søren er fremme, er der 3,3 liter øl i hans mave og 10 tomme dåser i DSB’s skraldespand.
Han fortsætter direkte på Lørups Vinstue, hvor han mødes med en bekendt. To hurtige guldbajere og videre til opgangsfællesskabet i Reventlowsgade, hvor Søren har adresse. Her står den på frihedsvodka og flere øl.
De næste otte måneder er han stiv hver dag. Han sidder på forskellige bænke rundt omkring i byen, han tigger i gågaden, og han spiser udelukkende billige færdigretter. Han stjæler, ryger hash, kommer i slagsmål og går i bad sammenlagt tre gange. Når han har tømmermænd, har han af og til selvmordstanker. Men så skynder han sig at drikke sig fuld igen.
Søren kan ikke administrere sin egen økonomi, og han kommer bagud med sine terminer. I starten af 2016 kalder kommunen ham til møde. Det har han prøvet før. Betal, gå i behandling eller få besøg af fogeden, lyder meldingen derfra.
Ofte har Søren på grund af dovenskab valgt at vente på fogeden. Det tager som regel to måneder, før han kommer alligevel. Denne gang lader han sig indskrive på St. Dannesbo – for femte gang i sit liv.
Uforbederlig
Der er gået tre uger, siden Søren flyttede ind på forsorgshjemmet i Brylle den 15. februar 2016. Han har været igennem afrusningsforløbet og er på antabus på tredje dag. Han er blevet den ædruelige, sobre og tiltalende udgave af sig selv. Og han er i kontrol. I går afleverede han pænt en BjørneBryg-bajer til personalet, da han fandt den på sit værelse. Han går ture, han oddser, socialiserer med de andre beboere, spiser fornuftigt og ser fjernsyn. Og det føles fantastisk, fortæller han.
Men han ved, at lykken er på lånt tid. På et tidspunkt vil han falde i igen. Ligesom det skete helt tilbage i højskoletiden, bliver Søren angst. Og så drikker han sig ud af problemerne igen.
- Jeg håber, jeg kan holde mig ædru i et års tid. Det kunne være dejligt. Men jeg kender mig selv. Hvis jeg eksempelvis komme til at drikke to øl nu, så ville jeg tage direkte hen til det nærmeste supermarked og købe 10 mere. Om der så var 50 kilometer derhen.
