Den 6. februar 2016, klokken 19:
Han er rasende. Måske på grund af stofferne, som han stadig er slave af. Eller personalet, som er røvirriterende. Eller datteren, som han er en elendig far overfor. Han er ikke helt sikker på, hvad det er, men det er også ligegyldigt. Nu handler det om at komme ud med sit raseri. Han slår sine næver ind i væggene. Igen og igen, indtil blodet drypper fra knoerne ned på gulvet. Han raserer værelset. Og så forsvinder han ud ad døren. Det næste han husker er, at han ligger i bussen og sover på vej til Assens. Han er kørt for langt. Klokken fem næste morgen vender han retur til St. Dannesbo, der har sat hele alarmredskabet i gang. Nikolaj Toft Hansen foragter sin egen adfærd og ønsker at komme ud af sit misbrug.
Den 2. marts 2016, klokken 8:
- Hej Nikolaj! Har du sovet i nat?
Den kvindelige socialpædagog kigger smilende, med sammenknebne øjne og hovedet på skrå ned på den 160 centimeter høje mand. Han står i døråbningen. Han anstrenger sig for ikke at smile.
- Ja da. Hvad skulle jeg ellers have lavet?
Han sipper af sin X-Ray energidrik, som han 20 mere af inde på værelset.
- Det er altså ikke så sundt at drikke det der, siger St. Dannesbo-medarbejderen.
Hans læber dirrer, mens han igen fastholder hendes blik. Han ligner en dreng, der skal forklare sin mor, hvor kagedåsens sidste cookie er forsvundet hen.
- Det er fordi, jeg har ADD! Det er for, jeg ikke synker fuldstændig sammen. Og det er vel bedre, end at jeg tager amfetamin?
Diagnosen ADD, en form for ADHD uden hyperaktiviteten, er relativt ny for ham. Det samme er det faktum, at han er ærlig.
Socialpædagogen drejer hovedet et hak mere til højre og åbner munden for at sige noget, før Nikolaj kommer hende i forkøbet
- Og det er vel ikke værre, end hvis jeg drak tre kopper kaff’, siger han på syngende fynsk.
Levet på en løgn
Nikolaj er 32 år gammel og har løjet igennem mere end en tredjedel af sit liv. Han løj overfor sine forældre, sin ekskone, sin arbejdsgiver og sig selv. Han levede i illusionen om, at han havde et normalt liv.
Han drak. De fleste kunne både se og lugte bajerne på ham, uden nogen vidste, at han drak 15 øl om dagen.
Han sniffede amfetamin for mellem 100 og 150 kroner dagligt. Nikolaj har før tænkt på, om kollegaer og familie forestillede sig, at han havde intensive tarmproblemer, så meget som han har rendte på toilet hele tiden.
Siden han som 16-årig prøvede amfetamin, har han været hooked. Det gav ham en følelse af energi, selvtillid og årvågenhed. Samtidig undertrykte det grænserne for almindelig opførsel og nedsatte appetitten og sovelysten. Nikolaj følte sig i stand til at klare 60-70 timer om ugen i tøjforretningen, hvor han arbejdede igennem otte år. Men det har også været brændstoffet i slåskampe, indbrud og biljagt, han begik som ung. Og i skænderierne om alt fra opvasken til weekendplanerne, der kostede ham og ekskonen ægteskabet. Alkohol- og stofmisbruget gav ham efter eget udsagn en konstant kort lunte.
Selvmordstanker
Den største hemmelighed har imidlertid intet med hverken øl eller amfetamin at gøre. Den handler om hans eget selvværd.
Som lille følte han sig overset af sin far, der arbejdede meget, og sin mor, der havde nok i egne problemer. Han så det som sin pligt at være den voksne og tage sig af sig selv og sin tre og et halvt år yngre lillesøster, allerede før han blev teenager. Det var hårdt, husker han – specielt fordi han selv boksede med opmærksomheds- og koncentrationsproblemer.
Amfetaminen og alkoholen blev snydekoderne til virkelighedens problemer og igennem årene blev det sværere og sværere for ham at forholde sig til andre mennesker, mens han var ædru. Samtidig blev det også sværere at se sig selv i spejlet.
For 15 måneder siden stod han en november nat og kiggede ud over et par venners terrasse i Hjallelse. Han boede der midlertidigt, for han havde hverken job, kone eller bolig. Mens de sov, gik han ned til motorvejsafkørslen. Han havde skrevet afskedsbrevet og planlagt at springe i så god tid, at han ville lande på jorden, før lastbilen kørte ham over. Men pludselig følte han, at han fik et slag i hovedet. Han brød sammen og tænkte atter på det, der siden 2010 havde holdt ham i live: Hans datter.
”Jeg elsker dig far”
Nikolaj sidder på sengen på sit værelse på St. Dannesbo og deler sin inderste sårbarhed og mangeårige misbrug. Episoden ved motorvejsafkørslen får ham til at synke en ekstra gang, mens han stirrer på et udefinerbart punkt i rummet. Til højre for ham hænger en hylde med et lille indrammet billede af hans nu fem og et halvt år gamle datter. Hun smiler på den samme gavtyvsagtige måde, som hendes far gør, når han drikker X-Ray fra morgenstunden. Henover billedet står skrevet ”Jeg elsker dig far” med en sirlig barneskrift. De fire ord er grunden til, at Nikolaj er i live. Samtidig er det hans motivation for ændre sig. Da ægteskabet gik i stykker, forsøgte han at skærme datteren for problemerne. Det gik- indtil han en dag opdagede, at han ikke kunne overskue at være sammen med hende længere. Noget måtte ske.
Derfor stod han frem med selvmordstankerne og afhængigheden af øl og amfetamin overfor sine omgivelser. Og han bad om hjælp.
I løbet af det sene efterår 2015 blev han indlagt på psykiatrisk afdeling på Odense Sygehus og senere indskrevet på St. Dannesbo. På det tidspunkt var han midt i et blandingsmisbrug af øl og amfetamin, og det gjorde ham både uregerlig og aggressiv. Han overfusede flere af medarbejderne på forsorgshjemmet verbalt og forskrækkede alle, da han den 6. februar i år forsvandt fra St. Dannesbo uden at efterlade andet end blodpletter på sit værelse. I dag er der ingen spor på gulvet, men Nikolaj vil gerne dele de sporadiske spor, han har fra aftenen i sit eget hoved.
- Jeg ved ikke, hvorfor jeg opførte mig sådan. Jeg var så vred hele tiden - på mig selv og alle andre. Jeg var ulykkelig, siger han.
Ærlighed betaler sig
14 dage efter, at han smadrede næverne ind i værelsets vægge i frustration og raseri, kom Nikolaj i afrusningbehandling på St. Dannesbo. Han fortalte dem ærligt om sine indre dæmoner. Siden behandlingen har han været clean for både alkohol og amfetamin – for første gang i næsten 15 år.
Øjnene bliver våde og stemmen er lige ved at knække, da han fra positionen i sengen forklarer, hvordan det føles.
- Det er vanvittigt. Jeg kan have flere dage i streg, hvor jeg er glad og positiv. Jeg har lyst til at lytte til, hvad folk siger til mig. Jeg har overskud til at lege de allermest røvsyge lege med min datter. Og jeg tror, hun kan mærke, at far er glad igen.
Han tager ritalin mod sin ADD, hvilket giver ham lidt af den samme energi, som amfetaminen gjorde – uden helt så mange bivirkninger. Nu håber han, at han kan få en personlig sejr ved at passe et arbejde i køkkenet eller lignende på forsorgshjemmet over en periode. På længere sigt drømmer han om at få bolig og arbejde i den virkelige verden, så han ”kan blive den bedste far i verden for sin datter”. Og han tror på, det vil lykkes, for han har ifølge eget udsagn fundet kuren mod både misbrug og dårligt selvværd.
- Ærlighed. Det vildeste for mig har været at se, hvor mange mennesker der hjælper en, når bare man er ærlig. Min ekskone, mine forældre, de ansatte på St. Dannesbo – ærlighed har affødt hjælpen, jeg aldrig fik, fordi jeg gemte problemerne væk. Jeg skulle have rakt hånden ud noget før.