Tim mærker pistolmundingen mod nakken og sveden, der løber koldt ned ad ryggen. Hans 20-årige krop skælver i tusmørket på en legeplads i Vanløse. Her sælger han hash otte timer om dagen og er deres bedste sælger. Blandt kunderne har han ry for at være pålidelig og stjæler hverken hash eller penge fra bagmændene. Det gør hans halvbror til gengæld, og det betaler Tim for.
I det mindste kommer det til at gå hurtigt, tænker han, mens manden bag ham lader pistolen med et højt klik. Han har hørt historier om folk, der er kommet i bad standing hos bagmændene, som har fået sparket en halvanden liter hård, plastikflaske op i røven og er døde på stedet. Så er en kugle i nakken alligevel bedre. Aftrækkeren trykkes ind, men intet blod bliver udgydt.
- Du er heldig i dag. Men hvis ikke din bror betaler sin gæld, så er du ikke lige så heldig næste gang, siger manden med pistolen, som også er Tims overordnede.
Skæv til præst
Tim Brøndum sidder i sin seng på forsorgshjemmet St. Dannesbo, 170 kilometer og syv år fra begivenhederne på legepladsen i Vanløse. Han fortæller om den barske oplevelse med et smil på læben, som var det en anden, der havde oplevet det. På bordet foran ham ligger en halv joint. Han ryger hash jævnligt, men modsat tidligere er han ikke kronisk skæv, forklarer han. Og han pusher ikke længere for at få råd til sit misbrug.
- Fra jeg var 16 til 21 år røg jeg hash, som almindelige mennesker ryger cigaretter, siger eks-pusheren, der er 27 år gammel.
Første gang var til konfirmationsforberedelse. Præsten skimtede salmerne til næste time igennem, mens Tim og hans venner brugte pausen på at ryge hash udenfor, fortæller han.
Han følte sig let, nærmest svævende, og læren om kristendom var for første gang sjovt – selvom han ikke huskede ret meget af det.
I løbet af uger rykkede hashrygningen fra kirken til festerne torsdag, fredag og lørdag og efter et par måneder begyndte afhængigheden at få sit tag i den dengang 14-årige Tim.
Hakkedrenge og amfetamin
Det er lørdag den 4. februar 2006.
- Skal vi prøve noget, der er vildere, end det vi plejer?
Spørgsmålet kommer fra gruppens alfahan og afføder flakkende øjne fra fem teenagedrenge, der sidder midt i hver deres hakkebøf med brun sovs og kartofler i en lejlighed i Vanløse. De forsøger at skanne hinandens reaktioner.
Et lyserødt og fugtigt stof bliver lagt på bordet, og en stærk lugt af salmiak spreder sig i lokalet. Det er amfetamin. De sniffer det igennem en sammenrullet 100-kroner-seddel, mens de griner nervøst. 15-20 minutter senere kan Tim mærke sveden i sine hænder. Hans puls galoperer af sted, og han har svært ved at holde sig i ro. Det er en fed følelse, synes han.
Efter den aften begyndte Tim og de andre at blande stofferne med alkohol og eksperimenterede i løbet af de næste to år med kokain, ketamin og ecstasy. Misbruget kostede ham adskillige tusinde kroner hver weekend, husker han.
Forældrene opdagede det ikke. Det meste af tiden opholdt han sig udenfor huset eller nede i kælderen, hvor han havde værelse.
- Faktisk sponsorerede de en del af misbruget igennem lommepenge, som de troede blev brugt på tøj og alt muligt andet fornuftigt, fortæller han.
Pusher
Minderne strømmer ud af Tim Brøndums mund med en enorm hast, mens hans blikretning veksler mellem væggen foran ham og de regnvåde marker udenfor vinduet til venstre for ham. Men selvom munden bevæger sig hurtigt, kan den ikke følge med hjernen, og Tim kløjes flere gange i ordene. Samtidig roder han rundt i datoer og steder.
- Noget oppe i hovedet har taget skade af mere end et årtis hashmisbrug, fortæller han og tilføjer, at han også er ordblind.
Skolen var en kamp for den københavnske dreng, der igennem årene forgæves forsøgte at gennemføre henholdsvis elektriker-, murer-, maler- og kokkeuddannelsen.
Til gengæld solgte han efter eget udsagn narko. Som 18-årig, mener han at huske, introduceres han for en bagmand i slut 20’erne, der forsynede ham med hash. Det skulle sælges på legepladsen ved Skibelundvej i Vanløse, som ligger midt i et socialt boligbyggeri. Han var på arbejde otte timer hver anden dag og fik 500 kroner og tre gram hash per vagt, fortæller han.
- Man starter som ”fisk”, hvilket vil sige, at man skal gøre alt det beskidte arbejde. Stå på legepladsen, hente mad til nogle af dem, der er højere i hierarkiet og få et par på hovedet af de større drenge af og til, siger Tim.
Han fortæller, at han aldrig gravede i, hvem han solgte for.
Bag tremmer i og udenfor fængsel
Men pusherlivet havde en grim bagside. I 2009 blev han truet med en pistol af sin arbejdsgiver på grund af sin halvbrors fejltagelser, og det fik den dengang 20-årige knægt til at bekende sit dobbeltliv overfor sin mor og moster. Han ønskede at komme ud af kriminaliteten og blive stofferne kvit. Han flyttede til sin moster i Slagelse og tog også på idrætshøjskole i Uldum i Jylland. Men han kunne ikke lægge jointen fra sig og blev smidt ud af idrætshøjskolen for at ryge hash.
Samme år blev han trukket tilbage til hovedstaden.
- I løbet af pushertiden var jeg blevet taget med store mængder narko på mig flere gange, og politiet havde opbygget en sag, siger han.
Han blev idømt to års fængsel, men påstår, at livet fortsatte ufortrødent.
- Bagmændene smuglede hashen ind til mig, og jeg solgte lige så mange stoffer som hidtil. Faktisk tjente jeg langt flere penge derinde, fordi efterspørgslen i fængslet er meget større end udbuddet, siger Tim.
18 måneder senere kom han ud og begyndte at sælge hash på gaden igen.
Langt væk fra virkeligheden
Det er lørdag den 7. december 2013, og Tim Brøndum kan ikke bevæge sig. Øjnene er åbne, og han fornemmer de mange mennesker, der kigger ned på ham. Men han har ikke kontrol over sin krop. Han er til koncert i København og har sniffet en alt for stor streg ketamin – et bedøvelsesmiddel til dyr, der af nogle mennesker bruges som narko.
Nu ligger han som en hjælpeløs zombie på gulvet, mens den israelske DJ Bubble psykedeliske trance-musik brager ud af højtalerne. Mange andre til koncerten er også på stoffer.
Efter små to timers blackout kom Tim til live igen. Han brugte sine nyfundne kræfter på at kæmpe sig i en metro og tage ud på Christania. Her røg han så meget hash, at han fik en hashpsykose, mener han. Næste dag huskede han ikke, hvordan han var kommet hjem. Han vidste bare, at det han havde gang i ikke var holdbart.
En lysere fremtid
Tim har efterhånden snakket i to timer og er begyndt at lave flere og flere talefejl. Kronologien i fortællingen hænger ikke sammen, og han kan ikke dokumentere fængselsophold
Han er blevet træt på grund af interviewet og trængende efter den halve joint, der ligger på bordet foran ham. Her på forsorgshjemmet ryger han næsten hver dag. For almindelige dødelige lyder det voldsomt, men for Tim er det vand i forhold til det misbrug, han tidligere har haft. Og fremtidsudsigterne for hans liv ser lysere ud, end de har gjort i mange år, tror han selv.
- Bubble-koncerten blev et vendepunkt. Et kvart år senere tog jeg til Odense og vendte endegyldigt ryggen til pusherlivet, siger Tim.
Han startede på kokkeuddannelsen på Kold College, men hash førte til fravær, og han droppede ud. Han mistede SU’en og røg ud af sin lejlighed på Nyborgvej. Som både boligløs og stofmisbruger kom han på forsorgshjem, og den 17. december 2015 lod han sig indskrive på St. Dannesbo. Nu får han hjælp til at finde en ny permanent bolig, samtidig med at han bliver motiveret til at stoppe med at ryge hash.
- Det er fantastisk at være her, hvor der bliver lyttet til mig. Jeg tror, de kan hjælpe mig tilbage til det virkelige liv, siger han.
Han drømmer om at genoptage uddannelsen som kok. Og han drømmer om at stoppe med at ryge hash, inden han bliver 30 år.
