Allan Lassen lader øjenlågene falde i og sukker opgivende. Han sidder på sit værelse på forsorgshjemmet St. Dannesbo og forsøger at finde hoved og hale i fortællingen om sig selv. Han er gået i stå midt i en sætning.
- Jeg har problemer med at huske, siger han.
Det har han sagt før.
- Det har jeg haft siden brandulykken.
Det har han også sagt før.
Han plages af flashbacks, der sender ham tilbage til den brændende lejlighed i Rødovre. Træder han på en kvist, hører han trægulvet knitre i flammerne. Tænder han en lighter, ser han ilden sprede sig i boligen. Nævner nogen filmen ”Blinkende lygter” er politiet og brandvæsnet parkeret i hans tanker.
Tanker forråder ham. De myldrer rundt i hovedet på ham og gør, at han glemmer sine pointer, sine ord og sine minder.
- Det er på grund af branden, at jeg har problemer med at huske, siger han.
Lægerne har sagt, Allan er skizofren. Selv føler Allan sig paranoid. Han er bange for sig selv og sine egne tanker.
- Smæk en flaske i skallen på dig selv. Stik en kniv i låret. Sådanne ting hører jeg mig selv sige i mit hoved, fortæller Allan og tilføjer, at han for år tilbage gjorde alvor af det med kniven i låret.
Naboerne fandt ham, før han forblødte.
Han taler med en dyb og mørk stemme og har selv bedt om lov til at fortælle sin historie.
- Det er vigtigt, at folk ser, hvordan sådan nogen som mig har det. Jeg er et eksempel på, hvordan et alkoholmisbrug kan ødelægge en, siger han.
Kenneth Allan Lassen
Allan Lassen blev døbt Kenneth Allan Lassen, men fjernede Kenneth sidenhen.
- Hvad skulle man ellers bruge 500 kroner på, svarer han på spørgsmålet om hvorfor.
Han er fra 1967 og voksede op i et hjem, hvor forældrene drak meget alkohol.
- Kan I ikke godt lade være med at drikke juleaften, spurgte jeg dem om som 10 eller 11-årig, siger Allan.
Som 13-årig var han for første gang stiv. Det skete til farmors fødselsdag. Den fem år ældre storesøster hældte snaps og citronvand på lillebroren, og om natten havde han ondt i maven.
- Jeg blev så hønefuld af de flyversjusser, at jeg ikke kunne spise aftensmad, siger Allan.
Som 14-15-årig begyndte han efter eget udsagn at hænge ud med de forkerte venner. De gik i byen om natten og fortsatte direkte fra værtshuset til skolen om morgenen, fortæller Allan.
- Og så drak vi den første reparationsbajer i frikvarteret.
Alkoholen gjorde ham aggressiv. Til en familiefest kom han i håndgemæng med sin far, der også var stærkt beruset.
- Jeg tror, det handlede om et par sko. Jeg kan ikke huske det.
Allan blev alkoholiker, før han blev voksen. Han kan ikke huske hvornår eller hvordan, det skete. Som 18-årig kom han i behandling på misbrugscenteret Markusholm i Tommerup.
Forslidt hverdag
Allan drikker ikke i skrivende stund. Han har lyst, men han må ikke. St. Dannesbo har vurderet, at han udgør for stor en sikkerhedsrisiko, når han er beruset. De har tvunget ham på antabus.
I upåvirket tilstand er han bevidst om sit misbrug. Og han er indstillet på at reducere omfanget.
- Jeg vil gerne stoppe med at drikke.
Fra klokken halv seks om morgenen begynder han at vandre hvileløst rundt på forsorgshjemmet. Det fortsætter han med til solen går ned om aftenen. Hans gang er monoton og langsom.
- Det skyldes alt den medicin, jeg får, siger Allan.
Han snakker til personalet og de andre beboere. Om branden i Rødovre. Om konen, der døde af kræft. Og om den 14-årige søn, han ikke har kontakt med. Historierne kører i ring.
- Jeg kan ikke huske, at jeg allerede har fortalt om dem, undskylder han.
Tågede 20’ere
Allan kan heller ikke huske meget fra sine 20’ere. Han tror, det skyldes en kombination af alkoholmisbrug og overmedicinering.
Han mindes at have gået seks måneder på idrætshøjskole i Aalborg. Han mindes en masse fisketure, der fungerede som terapi for ham. Og han mindes et mislykket forsøg på at gennemføre en uddannelse på Dalum Teknisk Skole.
- Jeg drak for meget. Jeg kunne ikke holde ud at være sammen med mennesker, når jeg var ædru, siger han.
Han prøvede rygekokain en enkelt gang, men det var ikke noget for ham.
- Jeg fik røde øjne. Hvad fanden skal jeg med røde øjne?
Tydeligst i hukommelsen fra et mere eller mindre mørklagt årti står Søs, fortæller han. Det var hende, han giftede sig med, og de flyttede sammen på Frederiksberg. Hun rengjorde tog.
- Jeg tror, det var sådan, hun udviklede kræft. Fordi hun indåndede dieselen fra lokomotivernes udstødning, siger han.
Livets gåder
Allan tænker meget over fortiden. Hvorfor hans kone døde af kræft. Hvordan hans skæbne kunne have været anderledes, hvis han ikke var begyndt at drikke i en så tidlig alder.
Han tænker også meget over fremtiden og frygter, at hans søn vil opleve de samme lidelser og sygdomme på grund af alkohol, som han selv har.
Tankermylderet plager ham. Branden i Rødovre, sønnens skæbne - hjernen giver ham sjældent fri fra illusionens fængsel, forklarer han. Og den tvinger ham til at spekulere over spørgsmål, som andre aldrig har ænset.
- Jeg kan ikke forstå, at jeg kan snakke. Eller hvorfor jeg har tæer, hvorfor jeg har indvolde. Og tanker – hvad er tanker? Jeg har altid haft det mærkeligt med mig selv og meningen med min eksistens.
Et årti med liv og død
For 14 år siden følte Allan, at livet gav mening. Hans nyfødte søn nøs og begyndte at græde. Og så græd faren også.
- Han var en køn unge, siger Allan.
Minderne omkring fødslen og sønnens tidlige barndom står klart i hans hukommelse.
- Jeg elskede, når han kom ind i sengen med tommeltotten i munden, siger Allan.
Tid havde han nok af, for han fik pension som 31-årig på grund af sin psykiske lidelser. Alligevel gik han glip af meget af familiens lykke på grund af alkoholmisbruget, og fordi han stadig tilbragte perioder på psykiatriske afdelinger og forsorgshjem.
Et årti efter sønnens fødsel, oplevede Allan livets største tab. Søs døde af brystkræft, og drengen blev overdraget til hendes søster.
- Det er jeg glad for, for der har han det bedst, fortæller Allan, der ikke har set sin søn i to år.
Brandmærkede tanker
Et år efter konens død faldt Allan i søvn i sin lejlighed i Rødovre med cigarretten tændt og vågnede op med smerter i ansigtet. 60 procent af kroppen blev forbrændt, og han var indlagt på Rigshospitalet i to måneder. Deraf 11 dage i kunstigt koma.
- Jeg kan ikke huske hele forløbet. Men jeg bliver mindet om branden flere gange om dagen igennem flashbacks, siger Allan.
Den 48-årige mand tror på, at han kan få et stabilt liv, hvis han får et socialpsykiatrisk botilbud. Han vil gerne til Kerteminde.
- Det er et eldorado for fiskeri, og det er en lille by, hvor man skal opføre sig ordentligt, siger han.
Selvom han drømmer om det, ved han ikke, om det er hensigtsmæssigt, at han genoptager kontakten med sin søn. Men han håber, at hans personlige historie kan hjælpe unge til ikke at begå de samme fejl. som han har gjort.
- Fredag- og lørdagsbyturene kan hurtigt udvikle sig til en afhængighed eller søndagsdepression. Og mange teenagere ryger hash – dem er jeg bekymret for. Jeg ved godt, at de fleste ikke ender som mig. Men hvis jeg kan appellerer til, at en enkelt eller to tænker sig lidt om, før de fylder deres kroppe med gift, gør jeg gerne det, siger Allan.
