Carl Holsts ministerdrøm blev et mareridt. Sundhedsdirektør Jens Elkjær måtte forlade sin stilling. Og i Region Syddanmark har man været nødt til at lave helt nye regler for at sikre sig imod misbrug, så borgerne med tiden igen kan fæstne deres lid til en region, der allerede i det kommende år vil stå over for en række udfordringer.

2015 vil blive husket som et år, hvor Region Syddanmark igen og igen kom i fokus for de helt forkerte ting. I en kritisk tid, hvor der både skal spares og bygges et helt nyt moderne sygehus i Odense, sætter mange borgere nu ord som magtmisbrug og kammerateri i forbindelse med regionen.

Flere hundreder borgere har givet udtryk for deres frustrationer i læserbreve og kommentarer på de sociale medier. Både over regionerne som konstruktion, over Region Syddanmark og over Carl Holst, der først måtte træde tilbage som forsvarsminister og siden tog orlov fra Folketinget, efter at Regionsrådet meldte ham og den tidligere direktion til politiet.

Sagen er langt fra afsluttet, men her ved indgangen til et nyt år er der alligevel grund til at stoppe op og kigge tilbage på, hvad det egentligt var, der gik så grueligt galt for den region, der tidligere har været fremhævet som en af Danmarks bedste.

Et skud i foden

- Hellere konge i en lorteby end en lort i en kongeby. Sådan sagde Carl Holst, da han som amtsborgmester i Sønderjylland afviste at stille op til Folketinget. Og den sætning endte i efteråret nærmest med at få profetisk karakter, da en række sager fra regionen indhentede Carl Holst kort efter, at han havde fået opfyldt sin ambition om at blive minister.

Først kom sagen om de 833.000 kroner, som Carl Holst havde ret til at modtage fra Region Syddanmark, selvom han selv valgte at skifte regionalpolitikken ud med landspolitik. Efter flere ugers pres endte den med, at Holst takkede nej til den halvdel af pengene, han på daværende tidspunkt endnu ikke havde fået udbetalt.

Der skulle dog ikke gå lang tid, før Carl Holst igen kom i fokus i en langt mere alvorlig sag om et muligt misbrug af regionale skattekroner.

”Carl Holst mistænkt for politisk ansættelse”, lød overskriften på en artikel, der blev trykt samtidigt i Fyens Stiftstidende, Vejle Amts Folkeblad og JydskeVestkysten.

Mistanken om, at Carl Holst havde brugt en af regionens ansatte til at arbejde for sin private valgkamp, blev senere endegyldigt bekræftet af Statsforvaltningen i en sjælden klar udtalelse, hvor tilsynet konkluderede, at kampagnearbejdet for Holst var ulovligt. Men det var ikke mindst Carl Holsts egne formuleringer i de første dage, der fik de første stormvinde til at blæse i medierne.

- Jeg vil 100 procent afvise, at han har ført valgkamp for mig, lød det skråsikkert fra Carl Holst i sin første af få udtalelser om sagen, og i dagene derefter kom han også på kant med sandheden, da han afviste, at den pågældende regionalt ansatte havde arbejdet som hans personlige assistent i regionen.

Det tog dog ikke mange dage, før de første beviser afslørede en helt anden virkelighed og i dag står det klart, at flere ansatte i regionen udførte arbejde for Carl Holst, der ikke havde noget at gøre med regionen.

Farvel uden erkendelse

Carl Holst selv valgte at sige farvel til Forsvarsministeriet samme dag, som regeringen præsenterede sit finanslovsforslag, og mange borgere satte sig endnu engang til tasterne, da det stod klart, at han efter 93 dage som minister var berettiget til mere end 1,7 millioner kroner i eftervederlag. Derefter fulgte 32 dage på de bagerste rækker i Folketingssalen som Venstres kirkeordfører, før Carl Holst valgte at tage orlov, da han blev meldt til politiet af 40 ud af 41 regionsrådsmedlemmer.

Tilbagetrækningen fra magten er dog ikke blevet fulgt af nogen erkendelse af misbruget af offentlige skattekroner.

Carl Holst har indtil videre beklaget, at han har udtrykt sig uheldigt i forhold til sin personlige assistent og kortfattet slået fast, at han ikke har haft til hensigt at bryde nogle regler.

Over for Statsforvaltningen har han erkendt, at den personlige assistent udførte kampagnearbejde for ham, men selvom meget af arbejdet er foregået i almindelig arbejdstid, er det ifølge Carl Holst sket i medarbejderens fritid.

I de første uger afviste Carl Holst flere gange at svare på spørgsmål, før Statsforvaltningen havde kigget på sagen. Nu er det politiets efterforskning, han venter på.

En sag for politiet

Det er Sydøstjyllands Politi, der i de kommende måneder skal vurdere, om der er grundlag for at rejse tiltale mod Carl Holst og de direktører, der nu ikke længere er en del af regionen. Politiet vil således også skulle vurdere, om der er grundlag for at rejse tiltale mod tidligere sundhedsdirektør Jens Elkjær og de to højt profilerede embedsmænd Mikkel Hemmingsen, der i dag er økonomidirektør i Københavns Kommune, og Jacob Stengaard Madsen, der er regionsdirektør i Region Midtjylland. Spørgsmålet er ikke kun, om de selv har hjulpet Carl Holst i forbindelse med hans kandidatur til Folketinget. Spørgsmålet er også, om de har kendt til sagen og selv har valgt at se igennem fingre med den.

Sagen breder sig

De seneste måneders mange historier om Region Syddanmark har dog langt fra kun handlet om Carl Holst. Den 4. oktober tog sagen således en helt ny drejning, da Fyens Stiftstidende kunne referere fra en hidtil hemmeligholdt undersøgelse gennemført af konsulentfirmaet Muusmann, som i marts 2015 afleverede en 28 sider lang kritisk rapport om forholdene i topledelsen i Region Syddanmark. Rapporten, som var bestilt af regionen selv, skulle i første omgang bruges af Regionsrådet til at vurdere, om den eksisterende struktur i direktionen var hensigtsmæssig. En struktur, der i grove træk betød, at sundhedsdirektør Jens Elkjær og regionsdirektør Mikkel Hemmingsen begge refererede direkte til regionsrådsformand Carl Holst.

Ud over at anfægte den model, borede rapporten fra Muusmann, som er forfattet af firmaets egen direktør og ejer, Lars Muusmann, dybt i Jens Elkjærs personlighedstræk og blotlagde en direktion i åbenlys og skadelig, intern konflikt. Lars Muusmann, der kender Jens Elkjær fra en fælles fortid som chefer i Vejle Amt, lagde ikke fingrene imellem i sin analyse af, hvorfor Mikkel Hemmingsen og den dominerende Jens Elkjær igennem en længere periode havde næret en dyb og ødelæggende foragt til hinanden. Da Muusmann afleverede sin rapport i foråret 2015, var Mikkel Hemmingsen allerede fortid som regionsdirektør, og dermed var den ene af stridens parter ikke længere relevant i en fremadrettet diskussion. Alligevel konkluderede Muusmann-rapporten utvetydigt, at Jens Elkjærs evner til at samarbejde med direktørkolleger var af så ringe karakter, at regionen burde overveje at fjerne ham fra posten som magtfuld sundhedsdirektør.

Millionfusk på sygehuset

Det råd fulgte Regionsrådet ikke. Elkjær blev siddende, og samarbejdet med Muusmann, som ellers var udset til at assistere regionen med rekrutteringen af to nye direktører, blev i stedet skrinlagt.

Men sagen om Jens Elkjærs manglende samarbejdsvilje og egenrådige karakter var åbnet på klem, og i ugerne efter Fyens Stiftstidendes første historie om den kritiske Muusmann-rapport blev døren sparket op på vid gab.

Den 24. oktober stod Michael Hansen, tidligere ledende overlæge på Sygehus Sønderjylland, frem i avisen og fortalte sin version af historien om sygehusdirektør Henrik Villadsens misbrug af offentlige skattekroner. Den lægeuddannede Villadsen, som i dag sidder som direktør for Roskilde og Køge Sygehuse i Region Sjælland, havde i en årrække overbetalt sig selv for aftenbehandling af hjertepatienter på det sønderjyske sygehus. Da miseren blev opdaget af Michael Hansen i foråret 2011, gik han til sin øverste chef med oplysninger om, at Villadsen i perioden 2007-2011 havde taget i omegnen af 1,5 millioner kroner for meget for sine behandlinger.

Men stik imod Michael Hansens forventning valgte den øverste sundhedsledelse i Region Syddanmark – nærmere betegnet Jens Elkjær - i august 2011 at lukke sagen uden at kræve pengene retur og uden at orientere sin politiske ledelse i Regionsrådet. Ovenikøbet fik Villadsen lov til at fortsætte i sin nye, højtprofilerede stilling som lægelig direktør på Odense Universitetshospital.

Michael Hansen selv blev to år senere bedt om at forlade Sygehus Sønderjylland. Begrundelsen var illoyalitet.

Direktørkrig kostede kassen

Den 4. november, en lille uge efter, at Carl Holst stoppede som forsvarsminister, tømte regionens nye topdirektør Jane Kraglund - måske uforvarende - en dunk benzin ned over det bål, der nu for alvor var begyndt at brænde under Jens Elkjær.

I en e-mail til de 41 politikere i Regionsrådet fortalte hun, at forsøget på at konfliktmægle mellem Jens Elkjær og Mikkel Hemmingsen havde kostet 827.000 kroner i advokatsalær i løbet af 2013.

Af e-mailen fremgik det, at den voldsomme udgift til direktørkrigen alene kunne tilskrives den nu detroniserede Carl Holst, men oplysningen belastede samtidig Jens Elkjær yderligere. Skåret ind til benet havde regionens sundhedsdirektør belastet fælleskassen med flere hundrede tusinde kroner på grund af et uprofessionelt uvenskab med en forhenværende direktørkollega.

Bedre blev det ikke, da Fyens Stiftstidende dagen efter kunne citere fra et otte sider langt brev, som Jens Elkjær skrev til Carl Holst i august 2013, hvori han i klare vendinger bad Carl Holst om at fyre Mikkel Hemmingsen.

”Det ideelle ville være, hvis en anden i givet fald kunne varetage jobbet som regionsdirektør”, skrev Elkjær blandt andet til Carl Holst.

Luksusløn til chefens kone

Det blev dog hverken Carl Holst, advokatregninger eller sagen om Villadsens overbetaling, der endte med at belaste Jens Elkjær i en sådan grad, at regionens socialdemokratiske leder, Poul-Erik Svendsen, følte det nødvendigt at gå i medierne med en åbenlys fyrreseddel til sundhedsdirektøren.

Den 11. november udtalte Svendsen til Fyens.dk og TV2 FYN, at han ikke længere så Jens Elkjær som en del af den fremtidige direktion. Og fra det øjeblik var Jens Elkjær reelt set en færdig mand i Syddanmark.

Udtalelsen kom fire dage efter historien om Susanne Elkjær (Jens Elkjærs hustru), der som centerchef på Sygehus Sønderjylland fik over 200.000 kroner mere i løn om året end sin chefkollega på en kontrakt, der var indgået stik imod reglerne.

Historien fik mange hundrede syddanskere til at reagere på de sociale medier med beskyldninger om kammerateri og krav om tilbagebetaling af løn.

Beskyldningerne fik yderligere næring, da Fyens Stiftstidende den 12. november kunne afsløre, at Jens Elkjær og regionsdirektør Jane Kraglund, som Elkjær i flere omgange havde været med til at ansætte i regionen, havde en venskabelig relation og havde kendt hinanden privat i årevis.

Dagen efter fik Jens Elkjær og Region Syddanmarks politiske leder, regionsrådsformand Stephanie Lose (V), nok. I en pressemeddelelse fra den 13. november skrev regionen blandt andet:

”Oven på de seneste dages begivenheder går regionsrådsformand Stephanie Lose nu til regionsrådet i Region Syddanmark for at få mandat til at forhandle vilkårene for sundhedsdirektørens fratrædelse”.

Det foreløbige punktum blev sat kort før jul med meddelelsen om, at Jens Elkjær forlader Region Syddanmark den 1. februar med en fratrædelsesaftale på godt fem millioner kroner.

To kvinder i front

Tilbage står nu regionsrådsformand Stephanie Lose og regionsdirektør Jane Kraglund, som i år skal styre Region Syddanmark igennem spareøvelser på sygehusene, konsolidere driften af Bios-ambulancerne og ikke mindst genoprette borgernes tillid til en skamskudt region, der i årevis ellers har været fremhævet som den, de andre regioner burde lære af.

Efter et 2015, som man vel uden at overdrive kan kalde for annus horribilis, kan det næsten kun gå fremad.

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke også er godt for noget andet.

Et fortærsket ordsprog, som Thyge Nielsen, sindig, vestjysk gruppeformand for regionens venstrefolk, kunne finde på at sige til sig selv oven på partifællen Carl Holsts politiske og personlige nedtur i efteråret og vinteren 2015.

Thyge Nielsen, som ellers har drevet rundt under den fynske befolknings radar i årevis, blev nemlig i 2015 en af de mest omtalte og udskældte regionspolitikere på Fyn. I hvert fald indtil Holst-sagen for alvor tog fart og gav den 62-årige og tidligere gårdejer et lidt mindre konfliktfyldt efterår.

Thyge Nielsens møde med orkanen har i første omgang intet med Carl Holst at gøre. Og så alligevel lidt. For det var Thyge Nielsen og kun Thyge Nielsen - uden synlig hjælp fra sin daværende regionsrådsformand - der stod i første række, da offentligheden og medierne uddelte dummeflade til regionen for den kontroversielle beslutning om lade Bios overtage ambulancekørslen efter Falck i det meste af Syddanmark.

”Træls”

Hvor mange gange Thyge Nielsen har udtalt ordet ”træls” til blandt andre Fyens Stiftstidende i ambulancesagen, har vi ikke tal på. Og længe lignede valget af det langt billigere Bios da også en træls beslutning. Det hollandsk baserede selskab gik i drift den 1. september 2015 på et meget lidt stabilt fundament. Op til driftsstart var regionen ved at vrage selskabet, da det kom frem, at Bios havde fiflet med vagtplanerne og skjult konsekvenserne af en katastrofalt lav bemanding, der blandt andet skyldtes, at en række syddanske Falck-reddere havde valgt at arbejde for Falck i andre regioner for at slippe for en ny, ukendt arbejdsgiver.

Usikkerheden om den syddanske ambulancesituation har måske også haft direkte politiske konsekvenser for Thyge Nielsen. I kølvandet på Carl Holsts valg til Folketinget stillede Thyge Nielsen, fynske Bo Libergren og Stephanie Lose fra Esbjerg sig til rådighed til posten som ny regionsrådsformand. Unge Lose vandt som bekendt, men spørgsmålet er, hvilken kandidat Venstres gruppe i Regionsrådet havde foretrukket, hvis der ikke havde været en ambulancesag, som åbentlyst belastede Thyge Nielsens offentlige omdømme.

Hvad sagde jeg

I dag kan Thyge Nielsen - uanset et tabt formandsvalg bag sig - med en vis ret læne sig tilbage i stolen hjemme i Årre sydøst for Varde og sige ”hvad sagde jeg”.

Bios kører stadig ambulancer på Fyn og i Syd- og Sønderjylland, men skal i de næste måneder præstere en langt større stabilitet og troværdig kommunikation med offentligheden, før end roen - og troen på, at selskabet er langtidsholdbart - indfinder sig.