- Er det egentlig ikke dig, der sad som gidsel i Syrien?
Det var en forårsdag i maj i år, og det var første gang, jeg mødte Daniel Rye.
Vi var seks mennesker, der kendte hinanden på kryds og tværs, samlet omkring et bord med øl i Vintapperstræde i Odense.
Stemningen var løssluppen, grinene rullede, mens alt fra selvudleverende jokes til virkelig grove vittigheder hang i luften.
Daniel Rye stod for enden af bordet og var skarp. Spinkel og kantet. Hurtig i bemærkningen.
Hvis han havde været en figur fra en sitcom, ville han være en krydsning af hverdagskomikeren Chandler fra ”Friends” og den velklædte og coole Barney fra ”How I Met Your Mother”.
Det var ham, der havde været gidsel. Vittighederne og grinene blev pakket væk, og i stedet snakkede vi om smerte, og hvordan man kan lære at håndtere den.
Om eftermiddagen havde Daniel Rye læst et kapitel fra en bog op for to af de andre i selskabet. Bogen skulle senere få titlen ”Ser du månen, Daniel” - den ligger i boghandlerne nu med DR’s korrespondent i Mellemøsten Puk Damsgård som forfatter, og tredje oplag er allerede på vej i trykken.
Kapitlet handlede om den intensive behandling, som Daniel Rye blev udsat for af torturbødlen Abu Hurraya i de første tre uger af de 13 måneder, han sad som gidsel i Syrien. Han var 24 år, da han blev taget i Syrien i maj 2013, 25 år, da han blev løsladt i juni 2014. Nu er han 26.
Ved bordet i Vintapperstræde beskrev Daniel Rye for os, hvordan de 13 måneder i fangenskab hos Islamisk Stat forløb i fire faser: Chokket, tilpasningen, hverdagen og løsladelsen.
Hverdagen ramte os. Daniel Ryes fortælling om, hvordan mennesket - i hvert fald dette menneske - lærer at leve i en fucked up situation ved hjælpe af rutiner, kreativitet og positiv indstilling.
Men det, der blev hængende i os længe efter, var noget andet: Nemlig, hvordan Daniel Rye drog sine konklusioner oven på de 13 måneder i ondskabens vold.
- Jeg var jo taget til Syrien som fotograf for at fortælle historien om, hvordan almindelige mennesker får et liv til at fungere i en krigszone. Og den historie fik jeg med hjem.
Den historie kan nu læses i Puk Damsgårds bog. Det, man ikke kan læse i ”Ser du månen, Daniel”, er, hvor Daniel Rye er i sit liv i dag.
Tommelfingerreglen for psykologer er, at for hver måned man har tilbragt som gidsel, skal man bruge et år for at vende tilbage til sit gamle jeg.
Højt sat kommer blot en ud af 25 hjem uden at være skadet af posttraumatisk stress. Mange skal igennem svær genoptræning for overhovedet at kunne gå på gaden og bevæge sig ud i virkeligheden.
Man bliver spundet ind i det, psykologer kalder undgåelsesadfærd, hvor man ikke kan klare at se, høre, lugte, smage og føle ting, der minder en om fangenskabet. Adfærd, der kan være så invaliderende for et normalt liv, at førtidspension er løsningen.
Daniel Rye er den ene ud af de 25. Han er ikke kandidat til førtidspension. Han har ikke posttraumatisk stress syndrom.
Men lad os først skrue tiden længere tilbage.
Til sommeren 2011, hvor Daniel Rye er 22 år og er kravlet 25 meter op i en mast i en forlystelsespark i Hongkong.
Under ham er der et bassin. Han står med det yderste af tæerne på et gult trinbræt med ryggen til bassinet og er lige på nippet til at give slip og snurre de 25 meter ned mod vandoverfladen.
”Når man står oppe på en skammel i 25 meters højde, tror jeg, det er vigtigt at nyde udsigten, når man endelig er kommet derop ... man står rent faktisk på toppen af verden i en situation, hvor ens liv giver enormt meget mening.”
Sådan sagde Daniel Rye til Politiken, da avisen bragte et billede af Daniel på toppen af verden.
Ifølge Daniel Ryes psykolog har han en særlig evne til at fraskille frygten. En evne, der er en væsentlig faktor i, at Daniel Rye kunne gennemgå et langt og brutalt forløb som gidsel og siden bruge oplevelsen konstruktivt.
Nu sidder vi i Daniel Ryes gamle, grønne Volvo 940 med lavprofildæk på vej over Fyn med kurs mod Aarhus, hvor han skal holde foredrag på Train om aftenen. Det er torsdag i efterårsferien. Fire år efter tårn-springet og et halvt år efter det første møde i Vintapperstræde.
Vi taler om, hvordan det har været at blive fri og komme hjem, og hvad det er, der gør, at Daniel Rye er den ene ud af 25. Og at tårnspringer-oplevelsen i Hongkong er en del af det.
- Frygt er det uvisse. Dernede var jeg pissebange i starten, men så fik frygten et ansigt. Jeg forstod, hvad jeg var bange for, og begyndte at tænke praktisk.
- Det samme gjorde jeg, da jeg skulle springe ud fra 25 meter. Jeg kravlede op på fem meter og sprang. Så gjorde jeg det igen og forbedrede springet lidt. I stedet for at fokusere på, at der var langt ned, begyndte jeg at fokusere på, hvor hurtigt jeg roterede i luften, hvordan jeg ramte vandet. Der var pludselig 1000 ting, der var mere interessante, end at der var langt ned. Så kravlede jeg en meter længere op. En meter mere. En meter mere. Når jeg så stod i 25 meters højde, kildede det i tæerne, det kildede i tissemanden. Det var på samme tid en ubehagelig og en enormt frisk følelse, fordi jeg følte mig virkeligt i live. Samtidig havde jeg tusind ting, jeg skulle fokusere på, og hvis jeg glemte dem, var risikoen for at dø ret stor.
- Det handler om at forblive fattet, når man er i en presset situation i stedet for at løbe rundt i cirkler og skrige. At fokusere på det gode og skille det dårlige fra. Det handlede det også om i Syrien, og det bliver man bedre til, jo flere dage, uger, måneder der går. Jo flere meter, man kommer op.
Angsten er irrationel.
En uge tidligere sad vi i Daniel Ryes kolonihavehus i en haveforening i Odense.
Solen var gået ned, og der var kulsort uden for vinduerne.
Huset var en ruin, da han købte det for 3500 kroner, efter han kom hjem fra Syrien. Han har selv genrejst det som en fortsættelse af de tanker, han fik i slutningen af sit fangenskab i Syrien om at bygge og indrette sit eget hjem, når og hvis han fik muligheden.
Kartoffelkælderen er indrettet som værksted og ovenover svæver en soveplads under loftet.
Mens vi sad ved køkkenbordet og drak dåseøl og spiste rugbrød, fortalte han om en nat, hvor han lå i sengen under loftet og læste i en stor, tyk moppedreng af en bog om ISIS. Pludselig hørte han en varevogn bremse op i gruset udenfor, og en gruppe mænd trådte ud. De talte arabisk.
Han lå stiv som en flitsbue i sengen og tænkte: ”Hvorfor har jeg ikke en nimillimeter under puden, så jeg kan forsvare mig selv?”
Tyve minutter efter kørte mændene igen. De skulle formentlig bare læsse noget af hos naboen.
- Da jeg var barn, var jeg bange for vampyrer. Så fandt jeg ud af, at de ikke findes.
- Når jeg i dag bliver bange, som da jeg lå i sengen den nat, er det bare noget inde i mit hoved, der fortæller mig, at jeg skal være bange. Jeg vidste jo godt, at det ikke var noget, og at de mænd ikke ville komme ind i mit hus. Jeg vidste godt, at der ikke var noget reelt at være bange for. Det var bare inde i mit hoved.
Daniel Rye vidste godt, at han ville kunne håndtere at blive taget som gidsel og komme helskindet gennem oplevelsen. Eller han vidste i hvert fald, at han havde potentiale for det.
- Inden man tager en risiko, skal man gøre op med sig selv, om man har psyken til det. Er du typen, der er den første til at flejne ud i en presset situation? Er du den første, der beklager dig, så er det nok ikke Syrien eller lignende områder, du skal tage til. Hvis du modsat er typen, der godt kan trives i noget ubehageligt, er du bedre rustet til at tage til for eksempel Syrien.
Daniel Rye ved, at han kan trives med noget ubehageligt. Han er tidligere elitegymnast.
- For at blive dygtig skal du leve med, at det kun er én procent af tiden, hvor det er absolut fedt. Resten af tiden bider man i det sure æble. Siger nej til venner. Familie. Kærester. Du bruger alle de penge, du ikke har. Du kommer til skade hele tiden. Jeg har været vant til at leve et liv, hvor jeg har trukket mig gennem ting, fordi der var noget godt på den andens side.
Der var ingen andre, der vidste, at Daniel Rye kunne magte at sidde i mørkets hjerte i 13 måneder for at valse ud igen og bare tage sit liv op igen, hvor han slap det.
Fordi hvem kan det? Er det overhovedet naturligt at kunne det?
- Jeg oplever, at folk vil have mig til at have det meget værre, end jeg har det. Det er vigtigt for folk, at jeg har det slemt, fordi de skal putte mig i en bås. Det er faktisk det mest frustrerende. Men jeg synes ikke, jeg har det, som de gerne ville have, jeg har det. Jeg har det skidegodt.
- Da jeg kom hjem, gav mine forældre nogle gange udtryk for, at jeg lige skulle tage det roligt med, hvor normal jeg var. Det havde jo kostet mange penge at få mig ud ...
Det er slut med gymnastikken. En dag stod han ved siden af en kammerat, der landede på hovedet. Kammeraten blev lam. Daniel Rye blev også bange for at blive lam.
- Efter jeg kom hjem fra Syrien, har jeg af og til mødt mennesker, hvor jeg mærker, at vi har noget tilfælles. Oftest møder jeg ellers folk, der smiler pænt og siger ”det kan jeg jo ikke sætte mig ind i.” Folk undskylder og skal hele tiden lige gøre opmærksom på, at de selvfølgelig ikke kan forestille sig, hvad jeg har været igennem. Det er også fint nok.
- Men da jeg besøgte min kammerat, der er blevet lam, var der en forbindelse. Han kunne sætte sig i mit sted, og jeg følte også, at jeg kunne sætte mig i hans sted. Forskellen er bare, at jeg er ude af mit helvede, og han sidder stadig i sit.
- Det er lige der, jeg mener, at det ikke er så unaturligt, at jeg har nemt ved at håndtere min situation og mine oplevelser. Jeg er ikke i dem mere. Hvorfor skal jeg komme hjem fra Syrien og gøre et stort nummer ud af det, når jeg stadig kan gå på mine ben, spørger Daniel Rye.
Derfor kan en mand med en særlig bagage godt føle sig lidt ensom. For hvor tit møder man egentlig mennesker, der har været noget igennem, der kan sammenlignes med at være gidsel i 13 måneder hos Islamisk Stat?
- På den anden side er det også rart at have det for mig selv. Det er jo en fornøjelse, at jeg kan holde foredrag, hvor folk er enormt betagede af min historie.
- Jeg tror, at der for eksempel er mange soldater, der kommer hjem fra Afghanistan og oplever, at deres historie ikke er så interessant længere, ikke så eksklusiv. Og jeg kan forestille mig, at det må være svært at have været gennem sådan en oplevelse og føle, at det ikke bliver anerkendt.
- Folk er sindssygt anerkendende over for mig. Det gør det nemmere.
- Jeg er også pissestolt af, at min psykolog siger, at jeg har sprængt rammerne for, hvordan man kommer sig over sådan en oplevelse. Så føler jeg, at det er en styrke, jeg har.
Da vi i Daniel Ryes gamle, grønne bil ankommer til Aarhus, forsøger vi at finde en parkeringsplads i lang tid.
Efter foredraget tager han imod spørgsmål. Et af dem lyder cirka sådan:
”Hvordan er det at håndtere hverdagen nu? Giver de små problemer nogen mening? Kan du blive irriteret, hvis bussen kommer for sent, for eksempel?”
Daniel Rye svarer med ansigtet. De løftede bryn og det skæve smil siger: Er du tosset, hvor kan jeg blive nøjagtig lige så irriteret som alle andre over hverdagens trakasserier.
Og med ord fortæller han om, da vi to timer tidligere lå og cirklede rundt om Train, hvor alle de offentlige parkeringspladser var optaget, mens der samtidig var et væld af ledige pladser, der blot var reserveret til mennesker, der ikke bruger deres plads.
Daniel Rye var ved at springe i luften og parkerede efter kort tids sprutten ulovligt. Men endte dog med at blive reddet af en parkeringsbillet fra en af hjælperne på Train.
Frustrationerne over parkeringsproblemerne bliver serveret med samme afvæbnende humor, som har gjort det to timer lange foredrag om 13 måneders pinsler for den udsolgte sal til en livsbekræftende begivenhed.
Et andet spørgsmål lyder:
”Nu er du jo fotograf. Skal du så af sted igen på et tidspunkt?”
Daniel Rye står på scenen i lyset foran de mange mennesker. Han ved godt, at nu skal han træde varsomt.
Der er mange blandt publikum, som er kommet op til Aarhus fra hans hjemegn ved Give. Formentlig også folk, der har givet penge til indsamlingen af de godt 15 millioner danske kroner, der fik Daniel Rye købt fri af Islamisk Stat.
Vi snakkede om det under bilturen på vej til foredraget i Aarhus.
- Jeg ved da godt, at de ikke betaler igen. Men det er et godt spørgsmål, hvordan jeg forholder mig til, at folk herhjemme har betalt for mig. Jeg skal aldrig sætte mig i en situation, hvor det bliver nødvendigt igen. Derfor er jeg i tæt samarbejde med et forsikringsselskab om at lave den helt rigtige pakke til mig denne gang.
Denne gang. Hvilket vil sige næste gang.
For der bliver en næste gang, som spørgeren til foredraget i Aarhus også fik at vide. Han fik bare ikke at vide, at næste gang er lige rundt om hjørnet.
Daniel Rye er allerede langt i planlægningen af en ny tur til et af verdens brændpunkter. En stat, der fornylig er blevet selvstændig, men ikke en stat i Mellemøsten og ikke en muslimsk stat. Hvor præcist det er, vil Daniel Rye gerne holde ude af offentligheden for nu, men det er en stat med en borgerkrig. Og et land hvor der er en forhistorie med kidnapninger.
Daniel Rye har lavet et omfangsrigt stykke research. Har talt med både lokale og vesterlændinge i landet. Har kontaktet stort set alle de journalister fra internationale medier, der har været der.
- Jeg er i løbende kontakt med dem for at høre om sikkerhedssituationen.
Daniel Rye vil derned for at lave en positiv historie om sport som et billede på nationalfølelsen i en ny stat.
- Sportsfolk er nogle af dem, der tør at drømme for et land. De vil til OL og VM. Det er en måde at lave en fortælling fra den tredje verden, der ikke er bare endnu en historie om børn, der sulter.
Og så er der dem derhjemme. Dem, som gik rundt med angsten og fik mennesker til at bidrage til den indsamling, der bragte Daniel Rye hjem.
Mor. Hvordan fortæller man mor, at man vil af sted igen?
- Hun er cool nok med det. Hun forstår godt, at nogle skal fortælle historierne. Hun er bare glad for, at jeg skal ned og fotograferer folk, der dyrker sport, i stedet for at jeg skal rende med rundt med skudsikker vest.
Sådan siger Daniel Rye. Og sådan tænker Daniel Ryes mor måske.
Hun sidder ikke i bilen med os, så hun kan ikke nikke - ikke kigge væk eller rømme sig bebrejdende, hvis det var det, hun i virkeligheden havde lyst til.
Så må jeg prøve at sætte mig i Daniel Ryes mors sted for en stund.
- Hvorfor skal du til et sted, der er hærget af borgerkrig . Hvorfor tager du ikke bare til Island og fotograferer fårehyrder, spørger jeg.
- Det kan jeg ikke!
- Ikke efter jeg har været så dyb en del af verdenshistorien. Efter jeg har prøvet, hvad det vil sige at være et offer. Efter jeg har prøvet, hvad det vil sige at sulte og være syg og frygte at dø hvert et øjeblik. Det er jo det, som mange i den del af verden lever under. Så kan det godt være, at det ikke er det, jeg skal fotografere konkret, men det er en kæmpedel af historien.
- Jeg har endnu mere lyst til at fortælle de historier nu, fordi jeg ved, at det er nødvendigt, og at der ikke er særlig mange, der gør det.
- Det er det, jeg kan, og det er mit kald. Jeg har erfaringer nu, som jeg ikke kan smide væk, siger Daniel Rye og hentyder ikke bare til den dybe indsigt, han har fået i, hvordan mennesker skaber et liv i en fucked up situation, men også til, at de 13 måneder på mange måder var en professionel masterclass, hvor han sad i fangenskab sammen med erfarne krigskorrespondenter og hjælpearbejdere, som han kunne suge næring af.
Og de mennesker, han har mødt efter frigivelsen.
- Jeg har fået et kæmpe netværk af mennesker, jeg kan rådføre mig hos. Og jeg har fået en masse værktøjer, som skal bruges.
- Jeg kan ikke forestille mig, hvad jeg ellers skal.
Psykologer ved meget. Men nu er psykologi er jo ikke en eksakt videnskab. Nogle gange må selv psykologer forfalde til de samme forklaringsmodeller som os andre.
Daniel Ryes psykolog forklarer hans særlige evne til at komme ud af Syrien helskindet med erfaringer med fraskilning af frygt og en robusthed, som Daniel Rye har opøvet som elitegymnast og tårnspringer.
Men psykologen kan også godt selv høre, at det ikke ligefrem er noget, der venter på at blive fældet ned i en videnskabelig artikel. Og siger så det, som vi andre kunne have sagt:
At det måske bare handler om at være glasset er halvt fuldt-typen. Og at være en sindig jyde.
På vej hjem fra foredraget i Aarhus mod Daniel Ryes kolonihavehus i Odense er det mig, der kører den grønne Volvo 940.
Daniel Rye styrer underholdningen fra sin telefon, mens hans ven og fotografen på denne historie, Asbjørn Sand, sidder på bagsædet.
Det første stykke ned gennem Jylland viser Daniel youtube-klip fra filmen ”Four Lions”.
Det er en sort komedie om fire britiske jihadister, der kommer galt af sted med alt og blandt andet sprænger bazookaer i forkerte retninger og sprænger sig selv i luften.
Vi græder af grin, mens Daniel selv drager den oplagte parallel til de britiske jihadister, som var hans sadistiske fangevogtere i Syrien.
Det næste lange stykke vej hører vi musikalsk humor.
De Nattergale.
Niels Hausgaard.
Allan Olsen, der synger ”Balladen om T.T.T.” - den tragiske historie om Tårnspringer Thomsen fra Tåstrup, der blev båret væk som en livløs bylt af pølsemanden efter sit sidste spring. Han skulle have ladet fuglene om at flyve, fordi ”den slags krumspring skal gå galt, var vi mange her i byen der godt ku’ ha’ fortalt.”
Da vi rammer Fyn og lægger Jylland bag os, begynder vi i stedet at høre Den Korte Radioavis, Casper og Mandrilaftalen og Gramsespektrum.
På vej ind gennem Odenses gadelys skråler Daniel Rye højt med på sangen om det danske curlinglandshold ”Vi kaster med sten og fejer med koste”.
