Abu Hurraya torturerede hardcore.
De andre havde spændt den 24-årige fotograf Daniel Rye fast i et bildæk med en stok under knæene og pisket løs på ham. Jaget strømpistoler ind i ribbenene på ham, mens de skreg ”hvem er du?” og ”du lyver, du lyver”. Så bandt de ham i timevis til en radiator, hvorefter de begyndte forfra. Og forfra. Og forfra. Og forfra. Og ... Men Abu Hurraya torturerede hardcore.
”Heeeeellllooooo Daniel. Are you ready for me now?”
Det var første gang, Daniel Rye hørte Abu Hurrayas dybe stemme.
Abu Hurraya spændte Daniel Rye fast med kæder gennem hans håndjern til en krog i loftet og efterlod ham i rummet, hvor der lå en ubevægelig mand i hjørnet.
Sekunderne tikkede højlydt i Daniel Ryes hjerne, mens han drømte om at bryde ind i en 7-Eleven for at drikke alt, hvad der var i butikken. Tørsten fik ham til at glemme smerterne ved at være spændt op som en bue.
Da Abu Hurraya vendte tilbage efter et døgn og løsnede kæden, forsvandt kroppen under Daniel Rye og ind i en sort, blød verden.
Torturmetoden går under navnet ”shabeh”, som man mener stammer fra det arabiske ord for spøgelse.
Og da Daniel Rye fik at vide, at nu var det tid til en omgang ”shabeh” mere, nu i tre dage med trussel om at afslutte det med en halshugning, hørte han en indre stemme:
”Fuck, I kan gøre mange ting ved mig, bare slå mig under fødderne, pisk mig på ryggen, men at hænge mig op uden vand igen ... jeg dør. Jeg kommer til at rådne op ... jeg fucking rådner op af det her. Jeg vil hellere dø.”
Beskrivelsen af Daniel Ryes første tre uger i Syrien er et koncentrat af et kapitel i DR-mellemøstkorrespondenten Puk Damsgårds bog ”Ser du månen, Daniel - 13 måneder som gidsel hos Islamisk Stat”.
Knap to et halvt år efter at Daniel Rye blev kidnappet i grænsebyen Azaz i Nordsyrien, og halvandet år efter at han blev frigivet, sidder han i sit kolonihavehus i Martinsminde Haveforening på kanten af Vollsmose i Odense.
Vi taler om, hvordan man kaperer 13 måneder i mørkets hjerte, og hvordan ens hjerne behandler mødet med folk som Abu Hurraya.
Abu Hurraya hørte nemlig ikke Daniel Ryes indre stemme - hvis han gjorde, fulgte han i hvert fald ikke dens bøn.
Daniel Rye kom op at hænge som et spøgelse igen. Uden vand. Med udsigt til, at det skulle vare tre dage.
- Der knækker jeg, siger han.
Med benene får han trukket et bord hen til sig. Kommer op på det. Vikler kæden om halsen. Springer.
Det sortner for hans øjne. Kilder i kroppen. Hans blære tømmes. Mørket tager imod ham. Og spytter ham ud igen.
Hans vogtere fejrer, at Daniel Rye ikke brækkede nakken, og at de fik ham ned, inden han blev kvalt. Og det gør de ved at banke ham med et rør og efterlade ham bundet til radiatoren.
Daniel Rye havde bind for øjnene, så han så aldrig Abu Hurrayas ansigt. Han hørte blot torturbødlens mørke stemme, når Hurraya kaldte Daniel Ryes lyse hår ”smukt” eller råbte ”Daniel jahass”, det arabiske ord for æsel eller muldyr, mens han klemte Daniel Ryes testikler.
Daniel Rye har siden forsøgt at google sig frem til billeder af Abu Hurraya uden held - men Abu Hurraya er bare torturbødlens krigernavn, som det ikke giver mening at google.
- Han er sindssyg, men det er jo bare hans arbejde at være torturbøddel. Dernede tænkte jeg hele tiden: ”Hvad fanden havde jeg regnet med - at tage til Syrien - hvad fanden havde du regnet med, Daniel?! Det kunne jeg bare have ladet være med, så skulle han ikke stå og banke mig nu. Det er ikke ham, der er et problem, det er mig.”
Det var dernede, at Daniel Rye vendte det mod sig selv.
Herhjemme vender han det ikke mod sig selv. Men han vender det heller ikke mod Abu Hurraya.
- Jeg tænker ikke nu, at jeg vil smadre ham, hvis jeg ser ham. Det kunne jeg ikke. Hvis jeg fik at vide, at han ville komme gående derude om to minutter, ville jeg gå ud til ham. Hvis han kommer venligt hen til mig og siger hej, så ville jeg invitere ham med ind og lave en kop kaffe til ham og spørge: ”Hvad fanden skete der lige der?” Jeg ville ikke smadre ham. Han var der bare for at gøre sit arbejde, ligesom jeg var der for at gøre mit arbejde.
Daniels arbejde var at tage billeder. At dokumentere flygtningestrømmen i sit udgangspunkt og hverdagslivet i kanten af en krigszone.
Daniel Rye ville skildre den almindelige syriske families liv, så hans mor kunne relatere til den. Og han ville skabe sig et fundament som fotojournalist i Syrien, som han ville kunne stå på i lang tid.
Han var velforberedt. Havde været gennem en grundig briefing med en af verdens største kapaciteter, når det handler om, hvordan man skal begå sig i risikable områder i verden.
Men risikable områder i verden er nu engang risikable områder. Der blev ikke noget fundament at stå på i lang tid.
Ikke engang et døgn i Syrien fik Daniel Rye, før håndjernene klappede om ham for første gang.
To et halvt år efter sidder håndjernene stadig der som lysende røde ar og minder om den lange periode i fangenskabet, hvor der var frit udsyn til knogler og sener i håndleddet.
Dernede håndterede han blandt andet situationen ved at dele den op i faser. Faser, som kunne lægges ned over 13 måneder, hvor han konstant var udsat for terror, mens han sad sammen med langt mere erfarne folk som blandt andre den amerikanske krigsreporter James Foley, hjælpearbejdere fra Tyskland og Storbritannien og udsendte fra Læger Uden Grænser. Fire faser:
Chokket.
Tilpasningen.
Hverdagen.
Frigivelsen.
- Det var min måde at forstå dem, der kom til fængslet efter mig. Hvorfor var de, som de var? Hvorfor var de ikke ligesom mig? Hvorfor gad ham der ikke at snakke med mig? Vi er da lige kommet sammen, han er lige kommet ind i fængslet, han burde da ville snakke med mig.
- Indtil jeg indså, at han var i chokfasen. Han var totalt fra den. Nu skulle han til at tilpasse sig. Nogle af de andre havde en meget kort chokfase, fordi de kom direkte ind i vores normale hverdag. De kom hurtigt fra chok over tilpasning til hverdag.
Chokket. Det er fase et.
- Shit, fuck, hvad laver jeg her? Jeg dør af det her! Hvor lang tid tager det? Fem år? Hvad sker der med min familie? Kommer jeg hjem til min kusines bryllup? Min hjerne arbejder på højtryk for at få styr på, hvad der sker. Den situation peaker, da jeg prøver at hænge mig selv. Chokket varer, til jeg kommer til det næste fængsel, får et tæppe at sove på og får håndjernene af. Det varer tre uger.
Tilpasningen. Det er fase to.
- Jeg har konkluderet, at hvis de vil slå mig ihjel, så havde de gjort det. I torturcentret kunne jeg dø med et fingerknips. Nu var jeg i et fængsel, hvor de holdt mig i live, fordi der skulle ske noget med mig. Jeg begyndte at tilpasse mig til den idé.
- Jeg begynder at forstå, at fordi der er lavet ”proof of life” (for eksempel billeder af Daniel, der bekræfter over for hans familie derhjemme, at han er i live, så de kan godt komme i gang med at samle penge ind, red.), betyder det ikke, at jeg kommer hjem næste dag. De prøvede jo at fucke med vores hoveder.
- De sagde, at vi kom til at snakke med Røde Kors, og man tænker, åhr, hvor vildt, vi kommer snart hjem. Indtil man erkender, at de var fulde af lort og bare sagde den slags ting, for at vi ikke skulle prøve at flygte eller tage livet af os selv, eller hvad ved jeg.
- Man begynder at få styr på, hvad der er vigtigt. At man får en spand med, når man flytter fængsel, så man ikke skal skide i cellen eller i bukserne. At vi har vandflasker, vi kan fylde. Vi finder pladser at ligge på. Vi bliver en enhed.
- Tilpasningsfasen varede cirka tre måneder for mig.
Hverdagen. Det er fase tre. Den varede otte-ni måneder
- Så kører rutinerne. Ens hoved går ikke så meget amok, som det har gjort. Det her er mit liv, og det kan jeg ikke gøre en skid ved.
- Man tænker stadig, at man godt kan komme hjem igen, men man bliver bedre til at kapere de tanker. Savnet af familien, vennerne, maden, det virkelige liv lærer man at blive bedre til at styre, fordi man får nogle andre mål.
- For eksempel: Mit mål i dag er, at jeg skal træne. Jeg skal have historielektioner med Marc (Marginedas, spansk journalist, der blev frigivet fire måneder før Daniel Rye, red.). Jeg skal lære spansk af James (Foley, amerikansk journalist, der blev halshugget to måneder efter, Daniel Rye blev frigivet, red.).
- Det var dag til dag, fordi man ikke vidste, hvad der skete næste dag. Det ville være et nederlag, hvis man havde sat sig noget for, som rakte ud over en dag, men ikke nåede målet, fordi man for eksempel blev flyttet til et nyt fængsel.
- Man tager en jernvest på, hvor man er klar til alt - også til at dø.
Frigivelsen. Det var fase fire.
Den begyndte med en henrettelse.
Daniel Rye og fire andre gidsler bliver kørt ud i et ørkenlandskab.
Her sidder en mand, som tidligere på dagen var blevet smidt ind i gidslernes celle og havde været der en times tid.
Manden, der er araber, sidder på knæ foran et hul. Hans hænder er bundet sammen med strips.
Daniel Rye og de andre gidsler står med hver deres A4-ark. På Daniel Ryes står:
”I don’t want to end like him. Pay 2 M (to millioner euro, red.). Go to Danish Government.”
Tre fangevogtere står der. Beatles. John, George og Ringo. Tre unge britiske jihadister, der er rejst til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. Mere om dem senere.
Den arabiske mands læber bevæger sig i en sidste bøn.
John står bag ham med en Glock-pistol.
Ringo filmer.
George koreograferer.
John skyder araberen i baghovedet.
Ringo panorerer over på Daniel Rye og de fire andre gidsler.
De bliver beordret ned i graven og står med den henrettede mand ved fødderne med deres A4-ark i hænderne.
Ringo tager billeder. Og råber:
”Kig ind i kameraet!”
