Spisebordet i stuen i Hedegård flød med små sedler med navne, telefonnumre og mails på personer i Daniels og familiens netværk. Kjeld og Susanne noterede alle de kontakter, de overhovedet kunne komme i tanke om.
Anita sad ved computeren og rettede i det udkast til et brev, som Arthur havde sendt hende. Fra sit arbejde havde hun erfaring med at søge penge til miljøprojekter, og selv om dette var noget ganske andet, vidste hun en del om, hvordan man indsamler penge. Brevet skulle sendes ud i bredere, men stadig kontrollerede kredse af mennesker, som de kendte og stolede på, for eksempel via forældreintranettet på Vesterlund Ungdomsskole og gymnastikforeninger. Det var afgørende, at ordene ramte rigtigt, og at hun ikke afslørede for meget, og hun håbede, at de netværk, der kendte Daniel, ville være villige til at hjælpe.
”Denne henvendelse handler om et menneskeliv, der er i fare,” begyndte brevet.
Derefter stod der, hvorfor Daniel var rejst til Syrien, og hvorfor sagen var meget følsom:
Papirerne, du sidder med, er mærket ”fortroligt”, hvilket ikke forpligter dig i juridisk forstand, men vi håber, at du vil behandle denne henvendelse fortroligt, da det i værste fald kan koste Daniels liv, hvis oplysningerne kommer til offentlighedens kendskab.
Hvis modtagerne ville støtte, skulle det ske gennem familiens advokat, Oluf Engell fra advokatfirmaet Bruun og Hjejle, som bistod med at bestyre den konto, hvor givere anonymt kunne indsætte et beløb.
Der er professionelle og kompetente kræfter bag denne indsamling, og alt foregår korrekt og efter alle love og regler. Pengene kommer ind på en klientkonto, som kun advokaten disponerer over. Vi som familie samt offentligheden vil aldrig få at vide, hvem der har bidraget til sagen.
Ifølge den danske straffelovs paragraf 114b er det strafbart at give, indsamle eller på anden vis formidle penge til terrororganisationer. Bestemmelsen er sat i verden for at forhindre, at folk i Danmark er med til at finansiere terror. Det var underordnet, at Danmark ikke havde sat ISIS på listen over terrororganisationer, for retsligt krævede det blot et par videoer af organisationens handlinger for at bevise den påstand.
Men hverken i paragraffen eller i de fyldige forarbejder til loven er det omtalt, hvad der gælder, når det handler om løsesummer for gidsler, der sidder fanget hos terrororganisationer. Da ingen domstol endnu har behandlet en sag og dermed taget stilling til det særlige spørgsmål, er det en gråzone, hvor det er uklart, om det er lovligt eller strafbart. En løsesum ender stadig i terroristernes lommer. Samtidig kan der argumenteres for, at sigtet med at indsamle penge til en løsesum ikke er at finansiere terror, men at redde et menneskeliv.
Netop fordi familiens indsamling opererede i en juridisk gråzone, blev den gennemført i tæt kontakt med de danske myndigheder for at sikre, at bidragyderne eller familien ikke ville kunne blive dømt for at give penge til terror.
Selv om ISIS fik løsesummen, handlede det for Anita og resten af familien om at få Daniel hjem i live. Anitas kæreste havde en fortid som soldat og syntes, at en løsesum til ISIS var stærkt problematisk, om end der ikke var noget valg, hvis Daniel skulle frigives. Anita var bevidst om dilemmaet, når hun bad folk om et bidrag, og forstod godt, hvis de ikke ønskede at donere.
Indsamlingen foregik efter devisen ”mange bække små gør en stor å”. Ud over folk fra foreninger og efterskoler i gymnastikverdenen, der kendte Daniel, blev brevet sendt til familiens venner og bekendte i nærmiljøet. Hele familien hjalp til med arbejdet. Daniels farmor skrev indsamlingens kontonummer op på tavlen der, hvor hun gik til kor, og fortalte sine korvenner om situationen, mens Daniels morfar samlede ind blandt naboer og venner i de ældreboliger, hvor han boede.
Selv om indsamlingen foregik i et relativt snævert felt af modtagere, havde familien knap sendt brevet af sted, før udsendte fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) ringede på døren i Hedegård.
Susanne tog pænt imod besøget, tændte for kaffemaskinen og bad PET-folkene sætte sig i stuen, så de kunne tale sagen igennem over en kop kaffe. Anita stod konstant inde på kontoret og modtog telefonopkald. Linjen til Hedegård glødede, mens PET udtrykte bekymring over indsamlingen. PET’s forbehold gik på, at det sandsynligvis ville være umuligt at sikre, at informationen om Daniels tilfangetagelse ikke blev delt på de sociale medier og dermed kom til offentlighedens kendskab.
I en pause mellem telefonopkaldene erkendte Anita over for PET-folkene, at indsamlingen var et eksperiment, og at hun ikke kunne styre, om nogen skrev om Daniel på Facebook. ”Vi har valget mellem pest og kolera, og vi har valgt kolera, for pest kan vi simpelthen ikke leve med,” forklarede Anita til PET.
Allerede kort tid efter løb indsamlingen løbsk. Magasinet Gymnasten sendte en mail om Daniel ud til alle de medlemmer, der var tilmeldt magasinets nyhedsbrev. Anita havde nær fået et slagtilfælde. Men donationerne væltede ind, og ingen nævnte et ord om Daniel på Facebook. Familien fik nu for alvor en tro på, at det måske kunne lade sig gøre at holde Daniels sag uden for offentlighedens lys, selv om de indviede andre i den. Anita udvidede derfor kredsen af indviede gennem idrætsakademiet BGI og andre organisationer, der hjalp med at videresende brevet. Men efterhånden som kredsen voksede, meldte flere udfordringer sig. Det viste sig, at selvejende institutioner, foreninger og efterskoler ikke måtte give penge til en løsesum. Derfor foreslog BGI, at der blev lavet kopier af Daniels fotografier af gymnastikbørn fra hans rejse til Rusland, som foreningerne og efterskolerne kunne købe. På den måde kunne blandt andet Vesterlund Efterskole, hvor Daniel havde gået, bidrage indirekte.
Indsamlingen blev udbredt til forstandere, gymnaster, direktører, bestyrelser, fredagsbarer, kortklubber, Rotaryklubber, bedsteforældre, kolleger og venner. I løbet af det første døgn blev der indsamlet 145.000 kroner, og efter to dage var beløbet nået op på en halv million.
Anita fik nærmest en afhængighedsrus af at få opdateringer fra advokaten om størrelsen på det indsamlede beløb, selv om der stadig var lang vej endnu. Familien regnede med, at det ville kræve fem-seks millioner kroner at købe Daniel fri.
Arthur vidste ikke, hvad han skulle forvente af forhandlingerne. ISIS var muligvis ikke en af den slags organisationer, der indgik kompromiser. I de over 20 forhandlingssager, han havde deltaget i som sikkerhedskonsulent, havde han aldrig været vidne til en gidselsag, der var så spektakulær som den, Daniel og de andre gidsler sad midt i.
Det havde den danske regering heller ikke. Flere gange blev den vendt i Udenrigspolitisk Nævn. Risikoen for, at gidseltagerne ville benytte et gidsel fra landet, der stod bag Muhammedtegningerne, til at lægge pres på regeringen, var langt mere overhængende end i andre gidselsager, hvor det udelukkende var et spil om penge. Derfor var det afgørende for regeringen og Folketinget at holde Daniel-sagen helt ud i strakt arm, både i forhold til forhandlinger, løsesum og alt andet.
Kjeld oplevede også den afstand, som Folketinget på tværs af partier og bag lukkede døre var blevet enige om at lægge til Daniel-sagen. I desperation over, at udgifterne bare voksede, sendte han en appel til blandt andre folketingsmedlem og Dansk Folkeparti-formand Kristian Thulesen Dahl, der boede i Thyregod lidt nord for Give.
”Dette er et råb om hjælp,” begyndte Kjeld mailen.
”Kan det være rigtigt, at man ikke kan få nogen form for økonomisk støtte/hjælp? Ved godt, at den danske stat aldrig vil forhandle med gidseltagere, men hvad så med støtte til de folk, som vi har til at arbejde for os?”
Partiformanden svarede kort og præcist tilbage, at han intet kunne gøre for at hjælpe.
Også derfor var det familiens held at have en datter som Anita, der kunne koordinere indsamlingen professionelt. Det var ikke mindst hendes fortjeneste, at familien 14. marts 2014 sendte et nyt bud til gidseltagerne, der lød på 512.000 dollar svarende til over tre millioner kroner.
En uge gik. Intet svar fra gidselstagerne. 22. marts gensendte Susanne og Kjeld mailen med buddet på tre millioner kroner i håbet om at få et svar.
De havde nu ved hjælp af større og mindre donationer indsamlet i alt omkring fem millioner kroner. Og der var flere initiativer på vej. Blandt andet skulle der i april afholdes en påskegalla arrangeret af flere af Daniels gamle gymnastikbekendte og redaktøren fra magasinet Gymnasten. Daniels tidligere holdkammerater og mange af landets dygtigste gymnaster havde indvilliget i at komme og optræde. Overskuddet fra arrangementet gik ubeskåret til indsamlingen. Der var også oprettet en sms-tjeneste, hvor folk nemt og hurtigt kunne bidrage med 150 kroner.
Samtidig havde familien endelig fået brevet og videoen med Daniel, som det spanske gidsel Marc Marginedas havde haft med ud.
På videoen så Susanne og Kjeld deres søn sidde op ad en hvid mur med nøgen overkrop. Røde mærker dækkede hans brystkasse, der var skrumpet så meget ind, at kravebenet stak ud.
Måske var det formatet, videoen var optaget i, der fik ham til at se ud, som om han var klemt sammen på langs.
Både brevet og videoen var dog en rar forsikring om, at han levede, og at de bare skulle klø på med indsamlingen, så han kunne komme hjem hurtigst muligt.
Gidseltagerne var tavse. 7. april havde de stadig ikke svaret, så familien valgte at sende en ny mail. Og denne gang med et forhøjet bud.
For første gang og på Arthurs opfordring dristede de sig til at nævne beløbet i euro og tilbød at købe Daniel fri for 845.000 euro, lidt over seks millioner kroner.
Årsagen til, at gidseltagerne ikke havde svaret, var sandsynligvis, at de havde travlt med at få afsluttet handlen med nogle af de andre gidsler. To spaniere, journalisten Javier Espinosa og fotografen Ricardo Vilanova, var hen mod slutningen af marts blevet frigivet fra ISIS’ fangenskab.
Da Javier og Ricardo skulle løslades og forlade Grusgraven (gidslernes navn for det fængsel, de sad i på det tidspunkt. red.), lavede Beatles en tilsvarende scene som under Marcs frigivelse. Spanierne skulle tro, at deres medfanger blev flyttet. En lastbil bakkede hen til døren for enden af gangen uden for cellen. Gidslerne blev delt op efter nationalitet, og Daniel kravlede sammen med Dan og belgieren først ind i lastbilen med bind for øjnene og håndjern på. Dernæst fulgte franskmændene, spanierne, amerikanerne og briterne.
Selv om de vidste, at spanierne et par dage forinden havde fået proof of life-spørgsmål, opstod der alligevel en sitrende uvished over, hvad Beatles kunne finde på. Efter 10 minutter stoppede lastbilen. Daniel kunne høre, at der holdt en firehjulstrækker med dieselmotor ved siden af lastbilen, da de britiske fanger blev bedt om at hoppe ud.
”Sig farvel til jeres venner!” råbte Beatles.
Daniels hjerte hamrede bag brystkassen, da bagsmækken blev smækket i igen, og lastbilen fortsatte. Han priste sig lykkelig over at sidde helt bagest i bilen sammen med Dan og belgieren. De to virkede værdifulde for gidseltagerne. Der var forskel på at være en dansk fange fra Hedegård og en dansk fange udsendt af en stor fransk organisation.
Da lastbilen igen stoppede, blev amerikanerne skilt fra resten, og ved tredje stop forsvandt spanierne.
Daniel åndede lettet op, da lastbilen kørte tilbage til Grusgraven, hvor briterne og amerikanerne allerede ventede på ham og de øvrige gidsler. Spanierne var på vej mod grænsen for at blive frigivet. Det blev sværere for gidslerne at tale om forhandlinger og løsesummer, fordi der stadig intet skete for briterne og amerikanerne. Tværtimod fik James en stadig hårdere behandling.
”Kan du lide at være i hæren, James ... ligesom din bror?” spurgte Beatles ham en dag.
Daniel sad med ansigtet mod væggen og kunne høre, at de tog kvælertag på James, der kæmpede for at trække vejret. Bagefter lød der et dunk mod gulvet, da James besvimede og bankede hovedet mod betonen. Da han kom til sig selv igen, havde han et stort blåt øje. Men noget tydede på, at de var gået for langt.
Andre vagter, som gidslerne aldrig før havde set, trådte ind i cellen og spurgte bekymret til James’ hoved. Da de ikke turde tale dårligt om Beatles, løj gidslerne og sagde, at James var faldet.
Vagterne tog billeder og forsvandt. Da Beatles vendte tilbage, grinede de af James’ hævede øje, men samtidig fornemmede Daniel, at de kom for at tjekke, om de var gået for vidt. De spurgte James:
”Hvad sagde du til de andre?”
”At jeg var faldet,” svarede han.
”Jamen, det gjorde du jo også.”
