Verdensmesteren, der brækkede livet

Det føles som om, kroppen sprænger i en brændende eksplosion, da Jan O. Pedersen skøjter ind i hegnet med hovedet først og speedway-cyklen efter sig.

Det går galt i først sving. Han har lagt sig midt i banen med god afstand til Hans Nielsen og Peter Ravn lidt foran ham på indersiden. Men da Peter Ravn læner sig ind i svinget, mister han kontrollen, så cyklen står på tværs lige foran Jan O. Pedersen, der kun kan nå at lægge sig ned med cyklen, så han undgår at køre direkte ind i sin fynske holdkammerat fra ligaen i England. Styrt hører sig med til en sport, hvor kørerne kæmper om hver en meter og skal få cyklen til at glide gennem svingene i høj fart. Men denne gang går det galt. De to cykler filtrer sig ind i hinanden og trykker Jan O. Pedersen sammen mod hegnet. Otte måneder efter han blev verdensmester i Göteborg, er han nu sendt ud på sit livs kamp.

Jan O. Pedersen føler sig fuldstændigt fokuseret, da han krydser Øresund på vej mod VM-finalen.

De seneste to år har han fået ødelagt sine chancer for at blive verdensmester. Blot fem sølle dage før han som en af de helt store favoritter skulle være stillet til start i München to år forinden, styrter han i Wolverhampton, tager fra med hånden og brækker håndleddet. Året efter har han igen kæmpet sig tilbage, og har stort set vundet alt, han er stillet op i. Men samme håndled er ikke helet godt nok og brækker igen to uger før VM.

Han har set Hans Nielsen og svenske Per Jonsson tage titlen i hans fravær. Nu er han klar til at kæmpe om den i Göteborg lørdag den 31. august 1991.

Han kæmper for at få luft. Han har brækket flere ribben, men det er lige så meget smerterne fra ryggen, der tager pusten fra ham. Nogle timer forinden lå han og hvilede sig efter en lang køretur fra Polen. Nu ligger han i grusset på Løvelbanen i Viborg til et showløb, der kun skulle have været for sjov. Fire mænd får ham løftet over på en båre og ind i en ambulance.

Smerterne er næsten ikke til at holde ud. Han må ikke få morfin, før lægerne på Viborg Sygehus har fået et overblik over skaderne, men han får lov til at tage nogle gedigne hvæs lattergas, da han skal skæres ud af den tykke, tætsiddende dragt.

Røntgenbillederne af ryggen viser, at tre ryghvirvler er blevet knust. De er nærmest eksploderet i trykket mod hegnet. Lægerne bestiller tid til en operation på Aarhus Hospital allerede næste dag. To metalskinner på 22 centimer skal holde sammen på rygsøjlen.

Jan O. Pedersen ligger helt stille i en rus af morfin og hører kun lyden fra politiets motorcykler, der fræser forbi ambulancen, der ikke må holde stille en eneste gang på vejen til Aarhus.

Der er kun gået fire dage. Det er fire dage siden, Jan O. Pedersen tog til Viborg som verdensmester, og blev hyldet af de mange tilskuere, der var mødt op for at se ham og de andre kørere fra speedway-sportens elite. Nu får han hjælp til at sætte sig op i en hospitalsseng med metal i ryggen og morfin i blodet. Selvom man ikke behøver at kunne løbe en marathon for at køre stærkt på en speedway-cykel, er han i så god form, at iltmålerens alarm går i gang, når han skal sove og pulsen falder.

Operationen er gået, som den skulle, men han er voldsomt træt og i konstante smerter. Han er lige ved at besvime, da han bliver hjulpet op i sengen på rygcentret. Han kan ikke gå et eneste skridt endnu. At komme op at sidde er det første skridt.

Han gør sig ingen tanker om, hvorvidt hans karriere er slut. Lige nu går al hans energi på at håndtere situationen og finde vejen fremad. Hvor den ender, må tiden vise.

Målet er lige derover. Fra morens bageri i Ejby er der ikke mere end halvanden hundrede meter. Hen over vejen. Under viadukten, hvor togene blæser forbi. Lige dér står pølsevognen.

I løbet af 14 dage på Aarhus Hospital har Jan O. Pedersen lært at gå så langt, at han selv kan komme på toilettet. Men der er så sindsygt langt hen til pølsevognen. Han kunne bede sin lillebror Kim Iversen om at køre ham derhen i en kørestol. Men det ville være ligesom at stille til start med en rallybil til et speedway-løb. Det ville være snyd. Ikke mindst for ham selv. Pølsevognen er den næste målstreg og den kogte, røde pølse smager af sejr, da han når målet efter 14 dages kamp.

Danmark og Sverige tørner sammen i det første heat. Hans Nielsen og Tommy Knudsen med dannebrog på vestene og den forsvarende mester Per Jonsson og Jimmy Nilssen i de svenske farver.

Jan O. Pedersen står bag hegnet og ser ind på banen, men registrerer næsten ikke, at finalens to andre danskere tager de to første pladser, før han vender ryggen til og forlader stadion.

Der er næsten gået to måneder siden ulykken på Løvelbanen, da lægerne på Aarhus Universitetshospital giver grønt lys til, at han kan tage flyveren fra Billund til Birmingham og videre hjem til Brierley Hill. Jan O. Pedersen glæder sig til at sætte sig nye mål for genoptræningen og er heller ikke ked af at skulle forlade systemet i Danmark, som han også senere i livet skal komme til at kæmpe imod.

Med sig tager han en regning på 14.000 kroner, som dækker over en del af hjemturen fra Aarhus Hospital og to senere tjek på hospitalet. Særligt den første tur på regningen føler han som et slag i mellemgulvet. Ikke så meget på grund af pengene. Det er mere princippet i, at hospitalet var tvunget til at kræve betaling for den del af turen hjem, der overskred turen fra ulykkesstedet i Viborg til Aarhus. Og så minder regningen ham ikke mindst om den blanke afvisning, som Danmarks Motor Union gav ham, da han ringede og spurgte, om de kunne hjælpe ham med at håndtere situationen og få organiseret den sidste del af turen til bageriet i Ejby.

I England står den på genoptræning tre gange om ugen. Jan O. Pedersen bliver henvist til en specialist i vandterapi og knokler sig hver eneste gang så fuldstændigt flad i vandbassinet, at han nærmest falder om af træthed, når han kommer hjem.

Han begynder stille og roligt at kunne mere og mere, men det virker til, at der ligesom er en grænse for, hvor langt han kan nå. Han forsøger hele tiden at sætte nye mål, men når han presser sig selv for hårdt, er der altid en pris at betale. Så blusser de konstante smerter op i et niveau, der næsten er ulideligt.

Ligesom på speedwaybanen handler det om at fokusere på nuets mange øjeblikke. Tankerne om et muligt comeback skubber han væk. Det er et mål, han slet ikke kan overskue, hvordan han skal nå frem til.

Han kan tydeligt høre publikum og stadionspeakeren, så der er ikke noget problem i, at han sidder på en bænk på en bilfyldt, men mennesketom parkeringsplads. Han har brug for at holde fast i det fokus, han har bygget op i løbet af dagen. Med en flaske vand ved sin side forsøger han at holde tankerne væk fra alle de ting, der kan gå galt. Kort før hans første heat skal til at begynde, går han tilbage i ryttergården, henter sin cykel og triller ud på grusbanen.

Selv for en speedway-kører er Jan O. Pedersen ikke særlig høj. 159 centimer. Han kan derfor ikke lægge den samme vægt ned i dækkene, som mange af sine konkurrenter og har derfor altid haft de vigtige starter som sin akilleshæl. Han er i stedet blevet kendt for at være fighteren, der kan komme fra baghjul. Som da han i 1990 skabte overskrifter i både ind- og udland, da han fik en forfærdelig start på Guldbarre-løbet i Vojens, men endte med at bruge løbets otte omgange på at overhale de syv andre kørere og snuppe guldbarren til 100.000 kroner.

Denne gang laver han starten. Allerede i udgangen fra første sving trækker han sig et godt stykke fri af amerikaneren Sam Ermolenko. Han er næsten en hel langside foran, da cyklen pludseligt begynder at tabe fart med halvanden omgang til mål.

Nerverne sidder helt ude på tøjet, da Jan O. Pedersen i slutningen af 1993 igen sidder på en speedway-cykel. Han har kørt et par bil-ræs, men har endnu ikke turde prøve sig selv af uden støtten fra et bilsæde i ryggen. Han er taget hen i sin gamle klub i Cradley i England og kører et par omgange til en træning. Han kører hurtigt. Det føles godt, men det får samtidig tanken til at melde sig: Kan jeg komme tilbage?

Det rammer ham næsten ligeså hårdt som selve sammenstødet i Viborg. Selvom der kun er gået nogle timer, siden han har fået fjernet de 22 centimeter lange metalskinner, bliver han nødt til at sætte sig op i sengen. Han kan ikke ligge ned. Tankerne snakker nærmest i munden på hinanden. Han har forsøgt at lade være med at tænke over, hvor det hele skal ende, men nu er som om, han forsvinder i en dyster fremtid fuld af smerter og uden den benzin i blodet, der har gjort ham lykkelig og givet ham nogle af hans bedste øjeblikke, siden han var barn.

Nætterne tilbringer han i personalestuen sammen med sygeplejerskerne. Her er lyset tændt.

Med tre point på kontoen går Jan O. Pedersen tilbage til bænken på parkeringspladsen. Han har ødelagt sin cykel i første heat og må nu køre resten af VM-finalen med sin reservecykel. Selvom der stadig var halvanden omgang til mål, da stempelringen brændte sig fast og tog pusten fra cyklen, havde han fået et stort nok forspring til at tage sin første heatsejr.

Mange speedway-kørere har en favoritcykel, selvom der i princippet ikke er forskel, men Jan O. Pedersen beviser, at han ikke er én af dem, da han i suveræn stil vinder sit andet heat, kører cyklen i ryttergården og går tilbage til sin bænk på parkeringspladsen.

Hvordan kommer jeg videre herfra? Jan O. Pedersen begynder at stille sig selv spørgsmålet. Men han har ikke noget svar. Han har i det meste af sit liv været kendt som fighteren, der kunne se mulighederne i det umulige og lave de mest utrolige overhalinger. Han har igennem hele sit liv lært at fokusere på nuet - på splitsekundet, hvor startsnoren bevæger sig mod himlen og gashåndtaget skal vrides tilbage. Nu kan han ikke se andet end en fremtid fyldt med smerte. En fremtid uden sejre.

Tilbage i Ejby snakker han ind i mellem med enken fra Herremagasinet, hvis mand begik selvmord, efter han blev ramt af en blodprop i hjernen. Han har haft ondt hver eneste dag siden ulykken og tager dagligt morfinpiller for at kunne holde smerterne ud. Han vælger at begynde at gå til samme psykolog som enken fra Herremagasinet.

På fjernsynsskærme overalt i Danmark står der 12 point under Jan O. Pedersens navn. Han har vundet sine fire første heat i suveræn stil med flere længder ned til nummer to. Men hjemmebane-sensationen Tony Rickardsson har også kørt stærkt i sin første VM-finale og sikret sig 10 point. Fynboens drengedrøm går i opfyldelse, hvis han kan sikre sig en andenplads i heatet.

Bag kridtstregen gasser Jan O. Pedersen op, lægger al sin vægt på styret, kigger på startsnorens ene ende til højre for ham og slipper koblingen, da snoren farer op.

Han gør det igen. Fra bane tre kører han frem og skærer ind foran Hans Nielsen. Og så er han væk. På den første langside blæser han fremad, og skaber et hul på 10-15 meter til landsmanden, som holder indtil halvanden omgang før målstregen.

”Verdensmester. Verdensmester”, farer det gennem hovedet på Jan O. Pedersen, der pludselig lægger mærke til alt omkring ham. Larmen fra cyklen og publikum og de mange huller i den opkørte bane, som han for alt i verden ikke må køre i. Han kigger sig over venstre skulder, hvor Hans Nielsen begynder at komme tættere på.

Jan O. Pedersen har kendt hende, siden de var børn og legede sammen hos hans stedfar i Munkebo, men han har aldrig været klar over, at den lidt yngre Julie har været forelsket i ham, siden hun var teenager. De møder hinanden den 20. december 2009. Julie er ved at gå igennem en skilsmisse, og han har måttet sluge den ene ydmygelse efter den anden. Han ved med det samme, at han har fundet den kvinde, han gerne vil leve sammen med, og allerede juleaften ringer han og lufter tanken om at blive gift. Han har aldrig følt noget så stærkt for en kvinde og i januar flytter de sammen.

Julie står magtesløs på sidelinjen, da hendes kæreste gennem fire-fem måneder og kommende mand pludseligt bliver ramt af en kæmpe depression. Han er stadig sygemeldt, men bliver alligevel i starten af 2010 sendt i arbejdsprøvning i en ungdomsklub, men kan pludselig ikke overskue noget som helst. Jan O. Pedersen nægter at tage lykkepiller eller gå til psykolog, selvom han i tankerne begynder at lave regnskab over, om livet er værd at leve eller ej.

Han vil ramme bunden, så det kun kan gå fremad derfra.

Hans Nielsen kommer tættere og tættere på. Jan O. Pedersen kører ikke længere så stærkt, som han har gjort hele aftenen og i sidste sving er det som om, de to danskere ligger side om side. Men Jan O. Pedersen har inderbanen og kan se manden med det ternede flag ved målstregen. ”Verdensmester! Verdensmester! Verdensmester!!”.

Tankerne om alt det, der kan gå galt, bliver afløst af den mest intense følelse af lykke, som Jan O. Pedersen nogensinde har følt, da han løfter forhjulet og stejler ind over målstregen.

Mens de flere tusinde danskere på stadion går amok og vifter de danske farver fra side til side, toner Jan O. Pedersens navn igen frem på tv-skærmene i de danske stuer.

”WORLD CHAMPION”, står der med store, gule bogstaver under navnet.

- Det er alletiders. Det er simpelthen alletiders, siger Jan O. Pedersen til en svensk reporter, efter han har kørt en æresrunde og er blevet kastet triumferende i vejret af de andre danske kørere.

Han har båret det danske flag rundt på stadioner i hele Europa. Han har repræsenteret sit land og er blevet verdensmester. Men det bliver ikke tillagt nogen betydning, da Nyborg Kommune i 2012 vælger at halvere den førtidspensionsydelse, som Jan O. Pedersen har modtaget i de sidste 10 måneder. Ligesom han måtte betale for sin egen ambulance-kørsel til Aarhus, da han havde brækket ryggen og kun måtte ligge ned, må han nu igen betale prisen for, at han har boet en del af sit liv i England.

Han klager over afgørelsen til Ankestyrelsen og får efter mere end et års ventetid forhøjet ydelsen, så han kun skal undvære lidt over en fjerdel. Men kort efter finder Udbetaling Danmark frem til en anden regel, så han den dag i dag må klare sig for omkring 4000 kroner om måneden efter skat.

Det tog næsten tre måneder, før Jan O. Pedersen rejste sig fra bunden i 2010 og begyndte at komme på benene igen. Selvom tankerne var der, var han ikke på noget tidspunkt tæt på at gøre en ende på livet. Han genfandt sit fokus på nuet. På sit liv med Julie.

Ind i mellem ser han stadig alle hullerne på vejen foran ham, men han giver ikke op.

Selvom han aldrig igen vil stå i en situation, hvor han drukner sig selv i arbejde og tager alt for meget på sine skuldre, er hans højeste ønske at finde noget han kan leve af, så han ikke længere behøver at afhænge af systemet.

Han vil altid stå i historiebøgerne som verdensmesteren fra 1991, der vandt alle sine heat og tog en suveræn sejr foran næste generations helt store stjerne Tony Rickardsson. Han vil i en tid endnu være husket af dem, der så ham tage den mirakuløse sejr til Guldbarre-løbet i 1990.

Nu handler det om at finde en ny vej, hvor smerterne kan træde i baggrunden.

Han er blevet cheftræner for speedwayholdet i Vojens. Han har fundet kvinden i sit liv. Og han har fået bonus-barnebarnet Frederik, som han har fået lært at køre på cykel, inden han fyldte tre år.

Jan O. Pedersen er vant til at få sig kæmpet frem i feltet. Og det her løb er langt fra slut.