Lykke hjælper Jonas gennem smerterne

Det føles som en kniv, der bliver boret ind i øjet og drejet rundt. Jonas skriger, til der ikke er mere luft i lungerne og smadrer med fuld kraft sin ene hånd ind i en væg i et desperat forsøg på at få smerterne væk. Ved siden af sengen står en livline i form af et apparat med ren ilt, men de ulidelige smerter fortsætter. Måske i et kvarter. Måske i halvanden time. Jonas har brækket hånden, men han kan ikke mærke andet end smerterne i sit hoved.

Tag dig nu sammen. Så ondt kan det jo ikke gøre.

26-årige Jonas Hansen har oplevet ordene blive sagt. Men ligeså ofte har det været de mistroiske blikke hos nu tidligere venner, kommunale sagsbehandlere og fortravlede læger, som har stillet spørgsmålstegn ved hans sygdom.

Posttraumatisk hovedpine og Hortons hovedpine, står der i dag i hans lægejournal. Men det er ikke lige sådan til at se, at Jonas lider af konstante smerter i hovedet og med ujævne mellemrum må stikke sig selv med en sprøjte i låret og skynde sig hjem til sit iltapparat i soveværelset, hvor hans skrig kun kan høres af hans allernærmeste.

Et næsten usynligt ar under det korte hår er det eneste vidnesbyrd om den skæbnesvangre fest for ni år siden.

Selvom Jonas kun er 17 år, har han haft sin egen lejlighed i Svendborg i et års tid, men hos veninden er det stadig den ældre generation, der laver reglerne. Reglen i aften lyder på at passe godt på musikanlægget, der bliver flyttet ud i garagen, hvor festen foregår.

Jonas føler, at han er på rette spor. Det var den rigtige beslutning at droppe ud af Handelsskolen i Svendborg og i stedet søge en fremtid på Teknisk Skole. Han vil være elektriker, men i aften er alle spekulationer om fremtiden lagt til side. Denne sensommeraften står den på fest hos en veninde i Gudbjerg.

Jonas har fået nogle øl og er i godt humør, da han ser to unge mænd pille ved anlægget. Han kender dem ikke, og det er der tilsyneladende heller ikke andre, der gør.

Det ser voldsomt ud. Der er blod overalt på tøjet. Jonas kigger ned ad sig selv og lægger mærke til den metalliske smag af blod i munden. Næsen er brækket, og han har fået en flænge i hovedet, der endnu ikke er blevet syet. Ved siden af sengen sidder hans mor Pernille, der er blevet ringet op af en af de andre forældre.

Jonas synes først, at det er helt vildt mærkeligt at vågne op i en seng på en skadestue, men kommer så i tanke om de to fremmede mænd ved anlægget.

- Hvad laver I her? I skal altså passe på med at pille for meget ved det anlæg, husker Jonas, at han får sagt, før han uden varsel bliver sendt i gulvet med en skalle og en fyldt ølflaske i hovedet. Det allersidste han kan huske, er synet af den fod, han får i hovedet, da han ligger ned.

Derefter bliver alt sort.

Tømmermænd og slag i hovedet skal jo give en ordentlig omgang hovedpine, tænker Jonas i de første uger efter overfaldet. Men smerterne vil bare ikke gå væk. Han forsøger flere gange at gå til lægen, og forklarer, at det føles som at have tømmermænd konstant. Det gør bare dobbelt så ondt som den værste omgang tømmermænd, han har prøvet. Men hver gang lyder der den samme besked: Vent en måned. Det går nok over.

Seks stole går på skift mellem de omkring 20 mennesker, der er samlet i et lille rum, der støder op til en af retssalene i Svendborg. De venter alle sammen spændt på det, der sker inde i salen, hvor to unge mænd er fundet skyldige i vold mod Jonas Hansen.

De blev allerede fundet og anholdt to dage, efter de stak af fra festen i Gudbjerg og er nu klar til at modtage deres dom.

- De har fået 30 dages betinget fængsel, lyder det, da advokaten kommer ind i rummet til Jonas og hans familie og venner.

Jonas ender med at få syv gange så meget Stesolid som normalt, da han på sin kæreste Bonnis fødselsdag - den 29. december 2006 - pludselig bliver ramt af endnu stærkere smerter i hovedet og segner sammen på gaden i et krampeanfald. Fire timer tager det, før lægerne på den intensive afdeling formår at få dæmpet de voldsomme kramper.

Han prøver igen og igen at kæmpe sig tilbage til skolen, selvom han konstant har ondt i hovedet og oplever flere krampeanfald. Han holder også op med at spise på skolens kantine, efter han en dag pludseligt står over for en af sine overfaldsmænd, der er begyndt på skolen.

Hans største frygt er at miste kontrollen til kramperne foran de andre elever på skolen. Det er pinligt, synes han. Men i det tidlige forår 2007 – lidt over et halvt år efter overfaldet - er det netop, hvad der sker.

Kort efter vælger han at droppe ud af skolen. Ikke kun på grund af det pinlige krampeanfald. Det går bare ikke. Den konstante hovedpine holder ham vågen om natten, og han har svært ved at koncentrere sig i skolen.

Lægerne har ikke nogen forklaring. De kan konstatere, at Jonas oplever voldsomme smerter og ved flere lejligheder bliver ramt af krampeanfald, men de kan ikke finde ud af, hvad der er galt.

Han får forskellige kombinationer af smertestillende piller, men det er først, da han i starten af 2008 bliver henvist til Dansk Hovedpinecenter i Glostrup, at han møder en læge, der formår at give ham en følelse af at blive forstået og anerkendt.

- De smerter, du siger, du har, dem har du. Du er bedst til at lave en diagnose på dig selv. Hvis jeg ikke stoler på dig, kan jeg ikke behandle dig, siger lægen og løfter en sten af mistro fra Jonas’ skuldre.

Endelig står han over for en læge, som tror på ham, og som ikke beder ham om at se tiden an den næste måned. En læge, der anerkender, at han har ondt, selvom der ikke er noget, der bløder eller er brækket.

Han får lavet en MR-scanning af hjernen, men den giver heller ikke nogen forklaring. Lægen forklarer, at hvis hjernen var en græsplæne, viser scanningen kun de grønne strå over overfladen. Og det er netop i rødderne, i hjernens myriader af nerver, at forklaringen gemmer sig. Det nervernes små beskeder, der fortæller ham, at han har ondt. Også selvom der ikke umiddelbart er noget at have ondt af halvandet år efter, at han blev overfaldet.

Jonas er 19 år og får sin første diagnose: Posttraumatisk hovedpine.

Jonas håber, at Svendborg Kommune kan give ham noget hjælp og godkende ham til et fleksjob, men han ender i stedet som kastebold mellem forskellige arbejdsprøvninger. Diagnosen fra nogle af Danmarks førende eksperter i hovedpiner og adskillige andre lægeerklæringer har ikke overbevist kommunens egen lægekonsulent om, at han skal have lov til at få et fleksjob. Selvom lægerne siger det modsatte, mener kommunen ikke, at alle behandlingsmuligheder er udtømte.

Det er Jonas’ kæreste Bonni og hans mor Pernille, der passer ham. Næsten alle andre falder fra. Jonas har altid været en glad dreng, der har festet og haft mange venner. Han har været en af de seje drenge. Nu er han bare syg.

Han forsøger at skjule sine smerter for ikke at miste for mange af sine venner, men det lykkedes ikke. I stedet isolerer han sig i soveværelset.

Her drømmer han igen og igen om, at han i stedet havde fået amputeret en arm. Det er en god drøm.

Jonas bliver indlagt på psykiatrisk afdeling to gange og bruger også selv en del af sin kontanthjælp på at gå til psykolog. Han føler, at han er til besvær for alle omkring sig og kan ikke se, hvilken fremtid han kan få, som er værd at leve videre for.

Han står flere gange på Svendborgsundbroen og overvejer, hvordan han bedst kan tage sit eget liv, uden at det gør ondt.

Beskeden sender Jonas på knæ i køkkenet på en kold decemberdag i 2011. Han har flere gange forsøgt at få fat i sin sagsbehandler i jobcentret i løbet af de seneste par uger. Men han har ikke kunnet komme igennem, siden han truede med at gå til pressen med historien om, at Svendborg Kommune nu havde givet det tredje og endelige afslag på fleksjob i lodret modstrid med lægernes anbefalinger.

Nu er afgørelsen faldet anderledes ud.

- Tillykke. Du er blevet godkendt til fleksjob, lyder det i telefonen.

For et øjeblik bliver smerterne fortrængt af en følelse af forløsning. Efter tre års kamp anerkender kommunen, at der ikke er nogen udsigt til, at 22-årige Jonas kan klare et fuldtidsarbejde.

Nu har han noget at se frem til. Nu kan han fornemme konturerne af en fremtid.

Jonas får et lille forvarsel. Så ved han, at han skal skynde sig hjem. Han skal stikke en sprøjte med Imigran i låret så hurtigt som muligt og skynde sig hjem til soveværelset.

Hortons hovedpine hedder den sådan officielt. Men blandt de omkring 5.000 danskere, der menes at være ramt, bliver den kaldt selvmordshovedpine.

For nogen mærkes den som en kniv i øjet. For andre som en knyttet hånd bag øjet, der forsøger at skubbe sig ud. Jonas har lært at håndtere den konstante, næsten monotone smerte i hovedet og har efterhånden fået trappet den smertestillende medicin ned til et minimum, så hans mave ikke bliver ødelagt for meget. Men Hortons hovedpine lader sig ikke sådan inddæmme af morfin eller kognitive øvelser.

Jonas kan gå i flere måneder uden at få anfald, men når han først bliver ramt, får han mellem tre og ti anfald hver dag i flere uger. Og så skriger han.

Én dag kan han puste ud og forlade iltapparatet efter et kvarter. Andre dage kan anfaldene vare i op til halvanden time.

Bonni har mistet en del blod i forbindelse med fødslen, så det nye menneske bliver lagt i Jonas’ favn i de første timer.

I et mørkt hjørne af en hospitalsstue på Svendborg Sygehus sidder Jonas helt stille og kigger ned på den nyfødte baby, mens alt andet ligesom træder i baggrunden.

Et fleksjob som p-vagt i Svendborg har givet Jonas noget at stå op til om morgenen, men det er først nu, han føler de mørke tanker lette. Han føler sig reddet og lover sig selv, at denne dag - den 23. marts 2011 – skal være et vendepunkt i hans liv. Det lille liv i armene skal hedde Lykke.

Jonas skifter i februar 2014 arbejdet som p-vagt ud med en ansættelse som den eneste lønnede medarbejder på den nystartede SmerteLinjen, hvor frivillige sygeplejersker, socialrådgivere og psykologistuderende og andre smertepatienter tager imod opkald fra nogle af de omkring 850.000 danskere, der lider af kroniske smerter.

De fleste af ugens 12 arbejdstimer kan han arbejde hjemme fra huset i Stenstrup, så han har mulighed for at være meget sammen med Lykke.

I det første lange stykke tid efter fødslen har han helst ikke villet passe Lykke alene. For hvad nu, hvis han får et af de voldsomme anfald, hvor han har rigeligt at gøre med at holde sammen på sig selv. Men han har efterhånden lagt frygten fra sig, så længe han er sikker på, at han har én i baghånden, som han kan ringe til.

Selvom Lykke kun lige er fyldt fire år, er det allerede et stykke tid siden, at hun er begyndt at lægge mærke til, når Jonas har svært ved at finde smilet frem. Han har forsøgt at holde hende på afstand af sygdommen. Børn – og da slet ikke små børn – skal jo ikke bekymre sig for deres forældre. Men når smerterne er værst, er de ikke til at skjule.

Lykke kommer ofte med et glas koldt vand til Jonas og tager ham lidt i hånden, når han lægger sig ind i soveværelset og spørger om lov til at lege, når han er ved at være okay igen.

- Er du ved at være okay igen? Så vi kan lege lidt?, siger hun ofte, når Jonas er kommet igennem de værste smerter. Jonas ville helst have, at Lykke slet ikke vidste, at han var syg, men det er endnu en af de ting, han ikke kan løbe fra. Det er én af de ting, han må acceptere som et vilkår i hans liv. Det nytter ikke noget at være sur på livet.

Det har han prøvet. Det er ikke et sted, han vil hen igen. Han har lovet sig selv, at han aldrig vil stå på Svendborgsundbroen, hvis det ikke er for at nyde udsigten.