Det er Ann Christina Jensen og Jette Joan Pedersen, der sidder tilbage. De faste nattevagter. De arbejder, når andre sover, og når de har været på vagt i syv dage, har de syv dage fri.
Ude på gangene er der døralamer på cirka ti af de 48 boliger. Andre har ringemåtter liggende hen over sengegærder eller på gulvet foran sengene. Hvis der bliver lagt vægt på måtterne, eller dørene går, får Ann Christina og Jette Joan et automatisk kald via deres telefoner og de må ud og se, hvad der er fat.
Først skal de ind på kontoret og ned foran computerne. Her sætter de sig og læser op på, om der er sket noget i borgernes liv i løbet af dagen, som de skal vide, og da klokken nærmer sig midnat går de deres første runde.
Det er ind i boligerne og tjekke om alt, er som det skal være. Ligger de trygt og sover - det gør de fleste - eller er der nogle, som skal have hjælp?
Svanedammen er delt op i seks afdelinger: Nye og Gamle Blå, Rød og Grøn, fordelt på tre etager. Ørene hos Ann Christina og Jette Joan er på stilke. Lyde, som ingen uerfarne ville opfatte, vibrerer som sirener hos nattevagterne. En dør, der går flere etager nede, sender dem straks i løb gennem bygningen.
Øverst er en beboer kommet ud på gangen. Han er noget i tvivl om, hvordan han skal gøre sig klar til sengen. Skal han have jakkesæt eller pyjamas på? Det vil han gerne drøfte med nattevagterne, og man må forstå, at jakkesættet faktisk er det foretrukne sovesæt. Efter lidt palaver indgås der et kompromis. Det ender med en nat i pyjamasbukser, skjorte og cardigan.
Ann Christina og Jette Joan er erfarne. De har arbejdet nat i henholdsvis otte og 28 år. Mens dag- og aftenvagterne passer deres faste afdelinger, er det nattevagterne, som har det bredeste blik over beboerne, fordi fra deres kontor på 1. sal er de rundt ved alle 48 beboere på de tre etager.
- Den store dagsorden i ældreplejen i øjeblikket er rehabilitering. At man skal hjælpe borgerne med at hjælpe dem selv. Det giver ikke nogen mening for en nattevagt på Svanedammen. Nu er de beboere, der kommer her, så dårlige, at man bare skal hjælpe dem. De kan ikke hjælpe sig selv. Vi skal passe dem og sørge for at de får en god sidste tid. Vi arbejder dog bevidst med, at de selv skal gå på toilettet og ikke ende i en ble, siger Ann Christina.
Som arbejdsplads er Svanedammen et godt sted. Udskiftningen i personalet er nærmest ikke-eksisterende, og i løbet af de tre dage avisen tilbringer på plejecentret er det ikke en eneste ansat, som ikke taler om glæden ved at være her. Før i tiden kom en større del af glæden ved kommunikationen med beboerne - nu er signalerne den vej mere subtile.
- Tidligere kunne vi tale med beboerne i langt højere grad. Nu får vi et blik, et smil eller et klem, når der bliver udvist øjeblikke af taknemmelige. Jeg vil helst sige det sådan, at det nu handler mere om kvalitet i plejen end om kvantitet, når det handler om vores oplevelse af nærvær med beboerne. Og det kræver mere af de ansatte, siger leder Annette Fabricius
Når Ann Christina og Jette Joan arbejder om natten har de ikke store forventninger til, at beboerne overøser dem med taknemmelighed. Succeskriteriet er trods alt, at de skal ligge og sove sødt i deres senge.
De er ligesom dag- og aftenvagterne rigtigt godt tilfreds med deres arbejde. Det betyder ikke, at de drømmer om, at deres dage skal ende på plejehjem.
- Jeg vil gerne undgå at komme på plejehjem, når det bliver min tur. Sådan at sidde og være afhængig af medicin ... så ville jeg nok hellere have den berømte sprøjte inden, det kommer så vidt, siger Jette Joan.
- Vi kan jo se, hvor dårlig man er, når man kommer på plejehjem i dag. Vi snakker nogle gange om, at det er ved at udvikle sig sådan, at vi nærmest er blevet et hospice, siger Ann Christina
Når de ikke går en af de tre runder i løbet i af natten eller render efter alarmerne fra dørene eller ringemåtterne, sidder de på kontoret og registrerer den medicin, som er kommet ind på plejecentret i løbet af dagen, og gør den klar til næste dags medicinering af beboerne.
Det er administrativt arbejde, som går fra den tid, hvor de skal bruge det, som politikerne kalder deres “varme hænder”, men det er ikke nogen stor byrde. De fleste nætter er der fin tid til det, og hvis der er særligt tryk på en nat, hvor de ikke når deres administrative opgaver, er næste nat oftest stille, så de kan indhente det tabte.
- Vi er glade for, at vi er to på nattevagt. Der er plejecentre, hvor der kun går en om natten. Her ville det betyde, at der ville være beboere, hvor der ville være for lang ventetid på at få hjælp, siger Ann Christina.
