- Ingen skal dø alene

Klokken er syv mandag morgen. Det lille mødelokale på 1. sal på Plejecenter Svanedammen er helt fyldt op med 13 personaler på dagvagt og to ledere. Der er overlevering fra de to nattevagter til dagholdet.

En af de 48 borgere på hjemmet har mistet sin kolbe til at tisse i, og aftenvagten beretter om en nat med gennemvædede lagner. En anden beboer har til gengæld sovet igennem.

”Det var godt!” Lyder det i kor fra de fire sosu-assistenterne og -hjælpere, der arbejder på afdelingen med den sidste beboer.

En sygemelding skal dækkes ind ved at en bliver længere tid på arbejde i dag, og det volder ingen problemer overhovedet.

To har barn syg. Den slags rækker budgetterne ikke til at dække ind for, så her må styrken bare løbe lidt stærkere.

Overleveringen slutter med en salut fra Svanedammens leder Annette Fabricius:

-Så må I have en god dag derude!

”Derude” er tre etager på det mere end hundrede år gamle plejehjem. Seks afdelinger med otte beboere på hver. 48 beboere som lever deres sidste tid i velfærdssamfundet ved siden af hinanden.

For ti og tyve år siden var det i liv med et vist niveau af socialt samvær. Et liv hvor snakken gik ved middagsbordet og erfaringer og oplevelser blev rekapituleret på daglig basis.

I dag er det et tavst liv. Plejecentre er blevet et sted, hvor der ikke er plads til begyndelsen på slutningen længere. Det er ikke nok bare at være gammel, hvis man vil have en plads. Man skal også være dement eller hårdt skadet af f.eks. blodpropper. Det gør at kommunikationen højst er halvanden vejs. Fra plejerne til beboerne. Til en hvis grad fra beboerne til plejerne. Kommunikationen beboerne imellem er nærmest umuliggjort - ud over ganske få simple fraser.

142 dage når man i gennemsnit at være på plejehjem i Nyborg Kommune.

Klokken er kvart over otte. Nanny Mortensen sidder i dagligstuen på den afdeling, der i personalesproget hedder Ny Grøn. Hun er et sært syn på en moderne plejehjem. For det første har hun været her i 10 år - og hun kan sagtens komme til at være her 20 år mere.

Hun fylder 67 til oktober, går selv ned i gågaden og køber sit tøj i Butik Helle, og så er hun i stand til at føre en helt almindelig samtale.

I dag ville det aldrig været kommet på tale, at hun kunne blive visiteret til en plejehjemsplads.

Før Svanedammen boede hun i en beskyttet bolig. Og før det boede hun ved sine forældre, der begge døde i 1977.

- Jeg kunne ikke klare mig selv. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg var anderledes end mine søskende, siger Nanny.

Når hun taler, kigger hun væk. På et punkt langt væk i horisonten ude bag de hvide vægge. Hun har et udtryk som en skolepige, der godt ved, at når de andre skal videre i gymnasiet eller ud på arbejdspladserne, må hun finde sin egen vej.

Hun får ingen besøg af pårørende. Fredag kommer besøgsvennen Tove. Det gjorde ikke noget, hvis Tove kom oftere, men hun har jo også sit at se til. Sine to søskende har hun ikke hørt noget til, siden deres forældre døde i 1977. Nanny ved ikke engang, hvor hendes søskende bor.

- De flyttede vist nok væk i 1977. Det er mærkeligt, at jeg ikke hører fra dem. Ikke engang til jul. Jeg ved ikke hvorfor. Det er jeg ked af.

Nanny taler ikke med de andre beboere på Svanedammen.

- De er ikke så meget for at snakke. Det er mest personalet, der kan det. Jeg er ikke alene, når jeg kan snakke med personalet. Ellers kan man godt blive lidt alene.

Svanedammen leverer det basale til dets 48 beboere. Giver medicin. Serverer opvarmet mad fra køleskabene. Hjælper i tøjet. Tørrer spildt mad op. Arrangerer aktiviteter - rafling, bankospil, stolegymnastik, blomsterbinding, kagebagning og så videre. Er der for dem.

Det der lidt ekstra kommer fra frivillige. Foreningen Svanedammens Venner arrangerer månedligt bankospil, hvor der også kan komme deltagere udefra, arrangerer busture og hjælper til ved de daglige sociale aktiviteter.

Somme tider er der beboere, som træder ind i det tusmørke, der kaldes den terminale fase, uden at have pårørende til at være der. Da lederen Annette Fabricius startede i sit job i 2007 satte hun personale til at sidde og våge og ledsage de gamle ind i døden.

- Ingen skal dø alene. Det vil jeg ikke have. I hvert fald ikke hvis det kan undgås, siger hun.

Men midlerne rækker dårligt til den luksus længere. Så nu er det oftest frivillige vågekoner, der tager den tjans.

- De frivillige leverer den fløde, som vi ikke kan levere. Og det vil der blive meget mere af i fremtiden, fordi der bliver flere ældre, siger Annette Fabricius.

To af de ansatte har påtaget sig at servere en årlig sommerhustur for de beboere, der kan klare det, hvor de har brugt deres fritid på at søge penge fra fonde for at kunne gennemføre turene.

I dag er det en af de frivillige, der er med til at få raflingen til fungere. 12 beboere sidder i det lokale, der bliver kaldt dagcenteret, foran hver sit raflebæger fyldt med tegninger og et afskåret stykke gulvtæppe som underlag.

Det er et simpelt spil. Enerne skal gives til sidemanden til venstre, toerne til højre, og sekserne tager man fra og beholder selv. Den med flest seksere til sidst har vundet.

Det er et spil, personalet har fundet på. Ud over adspredelse hjælper det beboerne med at huske tallene og kende forskel på højre og venstre.

Ud af de tolv beboere skal de 11 have hjælp til at kunne gennemføre spillet. Det er kun Nanny Mortensen, der kan selv. Der falder enkelte bemærkninger beboerne i mellem, men i realiteten er det 12 mennesker, der sidder ved siden af hinanden og må bruge al overskud på at finde mening i det simple spil.

Fru Glad er ikke med til rafling. Hun tilbringer al sin tid inde i sin bolig. Hun hedder Grethe, men det er der så mange, der hedder på et plejehjem i dag, så hun går kun under sit efternavn. Hun kom på Svanedammen to dage før sin 100 års fødelsdag og til efteråret fylder hun 107.

Sammen med Nanny Mortensen er hun en af de få beboere, som kan føre en almindelig samtale.

Livet lever ikke længere op til hendes efternavn.

- Livet er ikke godt længere. Mit mavesår er det, der ødelægger mig. Jeg har haft et dejligt liv. Tidligere tog jeg mig selv af gamle mennesker, men det kan jeg ikke mere. Jeg tør heller ikke. Jeg ønsker ikke for nogen at blive så gammel som jeg, siger hun.

De andre beboere på hjemmet siger ikke fru Glad meget. Personalet kan hun godt lide. Det er “de elskelige piger”.

Hun bliver nærmest betragtet som et aristokratisk væsen af “de elskelige piger”, der taler om at komme i audiens, og om hvor fin i tøjet fru Glad altid er. Det bliver bestilt via postordre.

- Sådan var vi i min familie.

Tiden går blandt andet med at gætte kryds og tværs.

- Det er gymnastik for hjernen. Jeg ser også tv. Det er en uhyggelig verden med alt det krigshalløj. Jeg bliver dårlig af at se alle de flygtninge. Det kan jeg ikke klare. Det var det. Der er ikke mere at tale om. Jeg går og bliver trist ind i mellem. Jeg synes, du har fået nok nu. Vi må holde.

Klokken er 17:40. I dagligstuen lige over for spisebordet på Nye Rød sidder Birthe, Kirsten, Erhardt, Inger og fru Andersen. De sidder i sofaen, i lænestolene og i kørestole i tilfældig formation, og de sidder i stilhed. De venter på aftensmaden.

Sosu-assistent Connie Jäger kommer og hjælper dem over til bordet og deres faste pladser, plasticunderlagene, tallerkenerne og glassene, der om lidt bliver fyldt med gul saftevand.

- Der er mad, fru Andersen.

Fru Andersen er den sidste der skal hjælpes til bordet.

- Op at stå du gamle, siger fru Andersen, mens hun kæmper sig op af lænestolen og over til gangstativet.

- Ja, og du har snart fødselsdag.

- Det er frygteligt!

- Nej, det er da dejligt at have fødselsdag.

- Njaah. Det er mange år, siger fru Andersen, der lige om lidt er 90 år.

I ovnen er der kyllingefileter i blød panering, paprikasovs og kartofler, hvor det er lidt svært at afgøre, om de er brændt lidt på, eller om det var meningen, at de skulle være stegte. Grå ærter og majs er grøntsagsgarnituren.

Marie kommer selv fra sin bolig i sidste øjeblik og sætter sig ved bordet. To af afdelingens otte beboere vil hellere spise inde ved sig selv. Fru Glad er en af dem.

Aftensmaden er en social begivenhed på den vis, at de gamle sidder ved siden af andre gamle. Men det er ikke en social begivenhed på den vis, at man taler om dagen og i morgen. Der er ikke noget at tale om, og hvis der var, så var det for svært. Der er rigeligt koncentration bundet op på at spise med kniv og gaffel.

Aftensbordet slutter med skemad. Ferskenyoghurt fra en skål.

Ude i Nyborg er børnefamilierne ved at gøre deres indkøb færdig i Føtex, Kvickly, Fakta, Lidl, Aldi, Meny og Netto og et ræs mod hjemmelavet mad, tv-program og puttetid er i gang.

På Svanedammen er dagen krøbet mod afslutning. Rundt om hjørnet venter natten.