De usynlige sår

Enhver krig har sine ofre. Der er dem, der aldrig kommer hjem. Der er dem, der bliver fløjet hjem uden ben eller arme. Og så er der dem, der vender tilbage med et ødelagt indre, som senere bliver diagnosticeret som posttraumatisk stress.I Danmark lever 624 veteraner, som var udsendt mellem 1992 og 2009, med den psykiske lidelse, viser en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

50-årige Lars Michael Winther Andersen fra Odense er en af dem. Dette er hans fortælling om at blive skadet og få onde øjne af det arbejde, han elskede. Om lige pludselig at have en meget kort lunte, hvis den overhovedet er der mere. Og om at forsøge at blive en bedre far og mand.

Det er fredag morgen hjemme hos familien Winther Andersen. Lars sidder foran computeren, som har fået plads for enden af børneværelset i deres treværelseslejlighed på Falen. Udenfor summer lyden af tung morgentrafik fra Grønløkkevej, hvor brune og gule blade lever deres eget liv på jorden. Inde på den anden side af væggen sidder Laura i stuen og er ved at tage sko på foran fjernsynet, som er det eneste, der giver lys i rummet.

Laura har fødselsdag. I dag er det præcis 12 år siden, hun kom til verden. Det skal fejres med cupcakes i 6.B på Vestre Skole. Kager hun selv har bagt og nænsomt pyntet med glasur og krymmel, men er kommet lidt for sent op til at få styr på, når der også skal smøres madpakker til hende og lillebror Niels.

”Har du lavet madpakker,” spørger Lars med hævet stemme. Han har rejst sig fra computeren og står i døren og stirrer på Laura, mens Niels fiser rundt og ligner en, der har været klar til at lege med kammeraterne i 1.A i flere timer.

”Og er de der kager ved at blive pakket? De skal sgu da ikke af sted på de der tallerkner. Se at komme i gang, din klovn,” vrisser Lars.

Laura siger ikke noget, men lister ud i køkkenet og går i gang med at lave de to eftermiddagsmadpakker, hun ikke har nået.

***

Det var blevet Lars’ tur til at holde vagt i observationsposten for enden af det græsbeklædte dige, som slog en bue igennem skoven, inden det begyndte at løbe langs med Sava-floden nord for den kroatiske by Dubica. Det var her, Lars og de andre danske FN-udsendte, der var kommet derned med hold 1 i begyndelsen af april i 1992, skulle holde øje med troppebevægelser på den anden side af bredden. Primært fra serbere.

Lars havde selv været med til at bygge observationsposten med sandsække op ad et træskelet, ligesom han havde været med til at sprænge træer og krat væk lige foran posten, så der også var udsyn op langs den bred, de selv befandt sig på.

Fire timer inde bag sandsækkene til udsigten af formentlig ingenting, og så kunne Lars holde fri igen. Det var der, han var i tankerne, på vej langs diget med sit gevær, et M75, dinglende i højre hånd, da han blev afbrudt.

”Pfffffffffffffft.”
En smertefuld høj lyd, der mest af alt mindede om lyden af en hveps eller et ultrakort og kraftfuldt pift, skar sig forbi hans venstre øre. Pludselig stod alting helt klart for ham. Det var som om, hans syn blev skærpet. Også selv om der ikke var noget usædvanligt at få øje på. Lars vidste instinktivt, hvad det var, og kastede sig ned på maven i dækning bag diget.

Inden afgang med toget fra Danmark til Kroatien havde Lars og de andre fået at vide, at de skulle ned til en våbenhvile. Nu lå han der og var lige pludselig blevet skydeskive i en krig, hvor han var en del af den fredsbevarende styrke.

Lars begyndte at tømme sit gevær. Et skud ad gangen. Hver gang et nyt sted ind i skoven mod det mål, han ikke kunne få øje på. Måske var snigskytten stadig derinde. Måske var han allerede langt væk. Måske ville han bare skræmme ham for sjov skyld. Måske havde han forsøgt at skyde knoppen af ham.

”De skyder efter mig,” råbte Lars til vagten, han skulle afløse i observationsposten, mens han foroverbøjet løb i sikkerhed. Fire timer senere var hans vagt slut. Otte timer senere havde han stadig ondt i øret af trykket fra projektilet.
***

***
Det var en af de morgener, hvor Lars og en 10-12 andre mænd var i gang med at træne til en officiel march på 30 kilometer. De havde været i gang siden klokken tre om natten, og de var godt halvvejs på ruten, da solen begyndte at stå op i det kroatiske bjergområde langs Una-floden syd for Dubica.

Som overkonstabel af første grad og den ældste i gruppen gik Lars forrest med en dårlig kopi af et kort over terrænet. Alle havde uniform på, og alle havde gevær med, men der var plads til at hyggesnakke. Det var trods alt kun en tur, der handlede om at få kilometer i benene til den kommende march.

Da grusvejen, som de fulgte, førte dem op ad en bakke, fik de for første gang et glimt at solens skarpe stråler, der skar sig gennem træerne, og fuglene begyndte at synge. Lyset nåede også dugdråberne på grusvejen og fik dem til at skinne. Et kønt, men mærkeligt syn.

”Stå lige stille,” sagde Lars til de andre, mens han fortsatte fremad.

Tættere på var synet knap så kønt. De glimtende dugdråber, der havde fået Lars til at tænke på en lysende perlekæde, hang på en kobbertråd, der var spændt ud over grusstien i knæhøjde. En kobbertråd han fulgte med øjnene, indtil den stoppede ved en claymore-mine placeret 15-20 meter fra vejen.

”Er der nogen, der har minestrimmel med,” spurgte Lars, da han vendte tilbage og forklarede, hvad han havde set.

Sammen fik de afspærret området. Andet kunne de ikke gøre. Der skulle ingeniør-soldater til at demontere minen.

Alligevel kunne Lars ikke lade være med at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis de var gået ind i snubletråden. Hvad der var sket med dem, hvis minens onde side havde fået lov til at åbne sig og affyre de 850 stålkugler, som formentlig sad i den?

Lars havde aldrig været særlig troende, men nu var det, som om at der var en eller anden, der holdt hånden over dem. Og hvis hånden ikke havde været der, havde de alle været døde nu.
***

Lars sidder foran computeren, som han plejer at gøre hver formiddag, når han er alene hjemme. Det dagens inden Lauras fødselsdag, og udenfor kører busserne med små FN-flag. Han logger på Facebook og trykker sig ind på en af de mange grupper for veteraner, han er medlem af.

”Ha en god FN-dag,” skriver han. Et par minutter efter har de første liket hans opdatering, og den første kommentar tikker ind: ”Tak og i lige måde.”

Lars kigger i alle de grupper, han er medlem af, for at se, hvad andre veteraner går og laver. For at følge med i, om der er sket noget i andre veteraners sager, der ligger hos Arbejdsskade- eller Ankestyrelsen. Eller for at få sig et billigt grin af sjove videoer.

Derinde – i Facebook-universet – har Lars masser af venner og grupper, han deltager i. Men det er de færreste, han ser. Kontakten foregår fra computeren på det lille kontor for enden af børnenes fællesværelse, hvor Lars med tegnstifter har hængt fire gamle militærkort op, som viser Odense og omegn. Det får det lille rum til at ligne en kommandocentral, og ved siden af hænger tre medaljer fra hans tid i Forsvaret.

Den ene minder ham om dengang, han begyndte som konstabel-elev i Haderslev i august 1981. Det var dengang, han lærte at sige javel og marchere. Og det var dengang, han fik medaljen, fordi han var et fysisk pragteksemplar, der for eksempel kunne løbe fem kilometer på cirka 18 minutter.

Foran computeren hviler Lars sin venstre hånd på maven, der buler ud under skjorten, mens han lader den højre arbejde med musen. Han bladrer sin Facebook-profil igennem og finder et videoklip med en amerikansk soldat, der holder en takketale efter at have fået en æresmedalje. Lars har set den før og ved, hvad der kommer til at ske. Alligevel trykker han på play-knappen.

”Brug tid på at lære om krigens usynlige sår. I skal vide, at soldater og veteraner, der lider af posttraumatisk stress, er de mest dedikerede mænd og kvinder, som I nogensinde vil møde,” siger soldaten til den fremmødte presse sidst i klippet.

Lars’ øjenkroge bliver våde, og et par tårer får lov til at komme fri. Han ved ikke rigtig, hvorfor han bliver så rørt. Men det er noget med det, soldaten siger om posttraumatisk stress. Noget om det med de usynlige sår.

Laura er i i gang med madpakkerne i køkkenet. På køleskabet bag hende hænger et brev fra kommunen med et skemalagt program, der er et tilbud til børn og unge i Odense Kommune, som lever i et hjem med psykisk sygdom.

Laura har gået i børnegruppen før og glæder sig til at komme i gang igen. Første gang fik hun nye veninder, og hun fik lov til at fortælle om, hvordan det er at have en far med posttraumatisk stress. Det hjalp hende, ligesom det hjælper, at Lars ikke længere beordrer hende til at komme hjem lige efter skole.

I dag må hun tage hjem til skolekammeraterne, hun må blive og spise hos dem og endda sove der, hvis hun spørger i god tid. Men det kan stadig blive bedre. Selv om far har givet mere albuerum end tidligere, håber Laura, at rummet bliver endnu større. Ligesom hun håber, at han en dag kunne få lyst til at cykle en tur med hende.

Lars ved godt, at han kan blive bedre. Men han er jo gammel soldat og ikke nyuddannet pædagog.

Laura gør madpakkerne færdige, mens Lars vrisser videre og flytter kagerne over i et par plastikbakker, der gerne må komme med i skole, inden han går ud i entreen og gør sig klar. Selv om skolen kun ligger fem minutters gang fra deres hjem, har Lars lovet at køre Laura og Niels i skole, så de kan få kagerne med.

Ude af døren og nede på fortovet, der løber mellem de murstensrøde boligblokke, går Laura forrest. Lars går bagved i sine sorte træsko uden hæl og halter let på sit venstre ben. Det er rygsmerterne fra den posttraumatiske stress, der giver ham problemer med benet.

Bagerst går Niels med sin blårøde skoletaske, der næsten er større end ham selv. Han kigger på månen, der stadig hænger på morgenhimlen og snakker om en regnbuemåne, der ikke er lige så flot, som man skulle tro.

I bilen er der stille, indtil Lars får nok af en ung cyklist, der tydeligvis også er på vej til Vestre Skole. Han dytter ad ham. Cyklisterne irriterer ham, og han skal styre sig for ikke at holde hornet i bund, da de når hen til skolen, hvor det vrimler med de tohjulede. Niels forsvinder ind på skolen med et lynhurtigt farvel, mens Laura får et far-kys på munden.

”Ha’ en god dag,” siger Lars og sætter sig ind i den røde Volvo igen. Hjemme i lejligheden på anden sal til venstre tager han en kop kaffe og lægger sig ind på den mørkebrune sofa, der har været hans anden seng i mange år.

Lars skal ikke nå noget. Det eneste, han venter på, er at få afgjort sin sag, som ligger hos Ankestyrelsen, fordi Arbejdsskadestyrelsen ikke mener, at han har fået det værre, siden han i 2003 fik godkendt et fem procent varigt mén som en arbejdsskade fra sine oplevelser i Eksjugoslavien i 1992. Dengang blev det kaldt en nervøs lidelse. I dag har Lars en speciallægeerklæring på, at han har en svær grad af posttraumatisk stress, der for eksempel giver ham ”angstsymptomer, når han presses psykisk” og ”tendens til at isolere sig”. Han har en ”nedsat frustrationstærskel” og får flashbacks, hvor ”han ser ansigter fra tidligere oplevelser”.

Lars tænder fjernsynet fra sofaen og får selskab i stuen, da der dukker ansigter op på skærmen. Med et Samsung-tv på 60 tommer, som han købte brugt af en ven til en god pris, er det næsten som at være ude i virkeligheden.

Han trykker sig frem til Discovery Channel – en af hans yndlingskanaler. Der er ”Farlig Fangst” på programmet, og han lægger sig til rette på siden med den ene hånd under en pude.

Det er bare ham og fjernsynet de næste mange timer. Araceli, hans filippinske kone, som han blev gift med for 13 år siden, har været i gang med at gøre rent for Odense Kommune siden klokken seks i morges og kommer først hjem på den anden side af middag. Ungerne kommer først hjem fra sfo’en sidst på eftermiddagen.

Til lyden af bølger og krabbefangere, der råber ad hinanden, falder Lars hen. Han hører ikke, da hans mobil ringer inde ved siden af computeren.

Han begynder at lave små gryntelyde. Nogle gange sover han tungt, andre gange ligger han uroligt og har mareridt.

Enhver krig har sine ofre. Der er dem, der aldrig kommer hjem. Der er dem, der bliver fløjet hjem uden ben eller arme. Og så er der dem, der vender tilbage med et ødelagt indre, som senere bliver diagnosticeret som posttraumatisk stress.

I Danmark lever 624 veteraner, som var udsendt mellem 1992 og 2009, med den psykiske lidelse, viser en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. 50-årige Lars Michael Winther Andersen fra Odense er en af dem.

Dette er hans fortælling om at blive skadet og få onde øjne af det arbejde, han elskede. Om lige pludselig at have en meget kort lunte, hvis den overhovedet er der mere. Og om at forsøge at blive en bedre far og mand.

Araceli stikker hovedet ind ad døren til kontoret med et stort smil i hele ansigtet. Hun er lige kommet hjem fra arbejde. Lille, men stærk. Sådan har Lars altid opfattet hende. Araceli ville ønske, at han ikke brugte så meget tid foran computeren. At han skruede lidt ned for forbruget. Også for fjernsynet. Men det vigtigste er, at Lars bliver bedre til at styre sit temperament og opføre sig ordenligt over for andre. Også børnene.

”Jeg skal sørge for, at jeg ikke er stresset. Hvis jeg nu stresser af ved computeren, så er det sådan, det er,” siger Lars, når Araceli spørger ham, hvad de siger til ham.

”De” er Center for Traume- og Torturoverlevere i Vejle, hvor Lars har gået til psykolog og fysioterapeut siden slutningen af 2012 og netop har afsluttet sig forløb.

En lille smule stress gør det hele meget værre. Lars tænder af over ingenting. Han sover dårligt og får mareridt, hvis han overhovedet kan falde i søvn. Og nogle gange klapper hans krop sammen som en foldekniv, som det skete sidste år, da det hele det gik i sort for ham.

På arbejdet, hvor han fungerede som havemand, var der uoverensstemmelser med chefen. Samtidig kom der afslag fra Arbejdsskadestyrelsen om, at han ikke kunne få godkendt sin psykiske problemer som mere end fem procent varigt mén.

Araceli griner ved tanken om Lars, der på det tidspunkt ikke kunne rejse sig fra sofaen, men i stedet forsøgte at kravle ud på toilettet, da han skulle tisse. Han nåede kun halvvejs, inden han måtte give op for rygsmerterne, og Araceli var nødt til at stille en tom isbakke ind under ham på det grå væg til væg-tæppet i entreen, så han kunne tisse på alle fire som en hund.

”Mahal, skal jeg lave en rugbrød til dig,” spørger Araceli, der stadig står i døråbningen.

De siger altid ”mahal” til hinanden – det filippinske ord for ”min elskede”.

Araceli ved, at Lars ikke får særlig meget at spise til morgenmad eller frokost, hvis han overhovedet får noget. Han spiser for det meste først om aftenen.

”Ja tak. Jeg vil gerne have fedt på,” svarer Lars fra computeren. Kort efter står fire halve rugbrødsmadder med stegt torskerogn klar. Lars putter lange striber remolade på, der snor sig op og ned ad hinanden som en anden Formel 1-bane, inden han fortsætter på Facebook.

”Hende kan jeg da godt være stolt af,” konstaterer han, da trykker sig frem til et billede af sin ældste datter fra sit første ægteskab, der gik i stykker, da han kom hjem fra Kroatien for 21 år siden.

Lars’ daværende kone mente, at han havde forandret sig. Han forstod ikke, hvad det betød, men han kunne mærke, at der var et eller andet galt inde i ham. Korthuset faldt sammen, da hans yngste datter fra ægteskabet kort efter blev indlagt med en livstruende epilepsi på sygehuset i Odense. Lars endte på Rigshospitalets Krise- og Katastrofe-afdeling. Hans øjne var blevet onde, sagde hans kone fra dengang.

***
Den lille kroatiske landsby var for længst forladt. Kun husene stod tilbage. Pæne udenpå, udbrændte indeni. Det overraskede ikke Lars og de andre FN-udsendte, da de trillede igennem byen i to pansrede mandskabsvogne. Hjemme i hovedkvarteret i den kroatiske del af byen Dubica, kun en flodbredde fra Bosnien, havde de fået et tip om, at bosniske muslimer skulle gemme sig i brandtomterne. Det var det, de var der for. For at finde ud af, om det havde noget på sig.

Gruppeføreren ville blive og holde radiokontakt, sagde han, da de havde fået parkeret de pansrede mandskabsvogne, så der var det bedst mulige udsyn til vejen gennem byen, som delte sig. Lars troede ikke på den forklaring. Gruppeføreren måtte være bange, tænkte han uden at sige det.

”Kom knuder,” kommanderede Lars med de andre. Som den ældste i gruppen var det naturligt, at han tog teten, når gruppeføreren ikke skulle med. Det mente Lars i hvert fald, og han fik hurtigt delt gruppen op i mindre hold, som begyndte at rundere de tomme bygninger.

Lars gik foran i sin spættede uniform med en fragmentationsvest udenpå. Hans gevær hang over skulderen, og på hovedet havde han spændt den himmelblå FN-hjelm godt fast. To unge konstabler fulgte i hælene på ham i det fine formiddagsvejr den sommerdag. Byen var død, men til gengæld var der liv i græsset og træerne.

”UNPROFOR, UNPROFOR,” råbte de som en forkortelse for United Nations Protection Force, mens de gik rundt om brandtomterne. Da de havde runderet det første hus uden at få øje på nogen, fortsatte de langs facaden på det næste, mens de råbte videre.

Lars stirrede ligefrem for hele tiden at være sikker på, hvad der skete foran ham, og derfor opdagede han det først, da det var for sent.

”Føj for satan,” udbrød han.

Lugten var sød og tyk, og det føltes som om, den satte sig på tungen. Følelsen i foden, som han havde sat ned i en fordybning i jorden, han ikke havde fået øje på, var ikke meget bedre. Det var som at træde i en kokasse, der har fået en tør skorpe af at ligge i solen, men stadig er blød og smattet indeni.

Lars skyndte sig at trække sin højre fod til sig, men det var for sent. Hele støvlesnuden var smurt ind i resterne af den mand, som Lars var trådt igennem brystkassen på. En midaldrende mand med en blåternet skjorte og en grålig hud. Liggende på ryggen med ansigtet vendt mod Lars. Slået ihjel og efterladt.

Han måtte have ligget der længe. I hvert fald uger, hvis ikke måneder. 14 dages feltrationer begyndte at vende sig inde i Lars. Sådan føltes det i hvert fald, og han stoppede ikke med at kaste op, før han var helt tom.
***

Fra chaufførsædet i den røde Volvo har Lars styr på det. Som tidligere taxachauffør glider rattet rutineret mellem hænderne på ham, og han er hurtig til at skifte gear og komme op i fart på de første meter, da han kæmper sig ud af trafikken lidt over middag i Odense. Han er på vej ud til sin motorcykel, som står hos hans mor, fordi han mangler at betale afgiften på den, inden den kan komme ud at køre.

”Kom nu for helvede,” siger han højlydt til bilen foran ham, der efter hans mening ikke er hurtig nok til at komme med rundt, da der er grønt for de højresvingende.

Når Araceli er med i bilen, plejer hun at bede ham om at lade være med at dytte, når hun kan fornemme, at han er ved at være træt af de andre bilister. Men Lars gør det alligevel. Også selv om Araceli synes, det er pinligt. Han dytter ad de andre og snakker til dem.

Sådan var det også i halvfemserne, hvor han tjente penge på af køre taxa i Odense efter sin tid i Forsvaret. De sene arbejdstider passede til den posttraumatiske stress, som helst ikke tillod ham at sove om natten. Det var der, han var mest vågen. Men også der, hvor han gjorde sig uvenner med andre i branchen ved at sige tingene, som han så dem. Kunderne var han heller ikke bange for at være efter. Hvis de ikke opførte sig ordentligt eller løb fra regningen, var Lars ikke bleg for at sætte efter dem. Det var sådan han endte med at få en voldsdom og sidde to måneder i Søbysøgård, da han brugte lidt for mange kræfter på at tilbageholde en kunde, der ikke ville betale en af Lars’ kollegaer for en tur. Han fortrød, at han hjalp kollegaen, men ikke at han forsøgte at få kunden til at betale. Ingen skulle slippe udenom.

Turen ud til Lars’ mor er ingen undtagelse. Da han triller ind på perlegrusset ved morens og papfarens istandsatte husmandsted fem kilometer fra Kerteminde, har flere biler på vejen fået et dyt og en kommentar med på vejen. Ikke fordi Lars har travlt, og de andre kører for langsomt, men fordi de ikke kører godt nok.

Lars hilser på sin mor, men forsvinder lige så hurtigt ud i den gamle lade, hvor motorcyklen holder gemt bag en skydedør: En brugt Suzuki GSX 1100 ES på 232 kilo med en topfart på 260 kilometer i timen. Massiv frihed på to hjul. Lars roder med den, da hans mor kommer ud i laden.

”Vil du have nogle æbler med hjem,” spørger Irene Jensen.

”Det vil min kone nok sætte pris på,” svarer Lars, mens han sætter kåben på motorcyklen.

”Nu skal I huske at skrælle dem,” siger Irene, da hun kommer tilbage med en plastikpose fyldt med æbler.

”Ja…”

”Det er nedfaldsæbler, så der er nogle pletter, som skal fjernes. Det er vigtigt, at I skræller dem,” fortsætter hun.

”Ja…,” svarer Lars igen uden at løfte blikket fra motorcyklen.

”Så kan I for eksempel bruge dem til æbleflæsk.”

Lars sætter sideskjoldene på og monterer de gummidutter, han har købt over nettet i Tyskland, under sædet.

Kort efter svinger han ud af indkørslen i den røde Volvo med kurs mod Odense, hvor han skal hente Niels i sfo’en, inden der er aftensmad.

Æblerne har han glemt alt om.

Hjemme ved spisebordet står maden klar. Araceli har lavet svineskank, der har fået lov til at stå og simre i ananasjuice, vand, sirup, løg, laurbærblade og peberkorn i flere timer. Laura har sørget for, at der er blevet lavet ris i riskogeren.

Da de sætter sig, kommer Lars i tanke om sine piller, som han tager tre-fire gange dagligt.

”Vil du lave et glas til mig,” spørger han Laura, der sidder tværs over for ham ved det mørke spisebord med kakler i midten.

Laura går ud i køkkenet og åbner lågen til skabet ved siden af krydderihylden. På den øverste hylde står der flere krydderier. På den nederste står Lars’ piller.

Laura tager et snapseglas og finder de piller, hun ved, der skal deri. Propranolol er en af dem, Truxal er en anden. Den første hjælper med at få blodtrykket ned, den anden hjælper med at få humøret op.

Lars skyller pillerne ned med et glas cola, inden han begynder at spise.

”Vi skal snart på skiferie… Jeg vil lære at stå på ski,” siger Niels, inden han når at tage mere end et par mundfulde.

”Nej, det har vi ikke råd til,” svarer Laura fra den anden side af bordet uden at kigge op fra tallerkenen.

”Det kommer an på, hvad Ankestyrelsen siger,” indskyder Lars uden nogen rigtig hører det.

”Hvis vi skal af sted, så skal det være til et varmt land,” fortsætter Laura.

Efter aftensmaden forsvinder børnene ind på deres værelse, mens Lars og Araceli sidder foran fjernsynet i stuen. Da Araceli rejser sig for at gå i seng nogle timer senere, kører det stadig, og Lars bliver siddende i sofaen.

Det er nu, hans krop er mest vågen og parat. Det lærte den ham, dengang han var i Kroatien, og selv om der ikke andet end biler, der suser forbi ude i mørket, kan den ikke give slip.