Uffes sidste rejse

De, der har kendt Uffe Holst, har svært ved at kende den tynde, skaldede mand, som jeg lærte at kende. De husker en stærk mand, der som regel fik det, han gik efter. Altid videbegærlig. Altid diskussionslysten. Hans kendetegn var det gnistrende sorte hår og fuldskægget.

Lidt af en eventyrer, tænker jeg, når jeg hører, hvor forskellige ting han har lavet i det liv, han nåede at få. Han blev maskinmester og sejlede ud på verdenshavene med Maersk, han læste biologi, og han arbejdede med misbrugere. Han arbejdede inden for trykkeribranchen, aktiverede ledige og blev it-konsulent på borgmesterkontoret i Nordfyns Kommune. Det var ikke altid en uddannelse, der banede vejen til Uffes job. Han fik arbejdet, bare fordi han kunne. Det ene førte til det næste, og han var hurtig til at lære nyt, hvis det ellers interesserede ham. På Uffes eget regnskab over eventyr er der dog ét, der overgår alle de andre. Det smukkeste, han efterlader, og det, han havde allersværest ved at sige farvel til. Uffes datter Stine og hans to børnebørn. Det er Stine, der har fortalt mig, at Uffe også har været lokomotivfører en kort overgang, for det vidste jeg ikke før efter Uffes død. Men sådan var det med Uffe - han leverede kun det af sig selv, han havde lyst til. Og en dag i oktober havde han lyst til at levere resten af sit liv til offentliggørelse.

- Ja tak. Sort, siger Uffe Holst og får en kop kaffe fra automaten. Det er 7. oktober, klokken er 10, og vi sidder ved et af de små runde caféborde på hver sin hvide skalstol på anden sal i Fyens Stiftstidendes Mediehus. Uffe er skaldet, tynd, og han støtter sig til en stok, der stadig virker fremmed i hånden på ham.

Han har en usædvanlig historie med. Han kender ikke hele historien, men han kender slutningen, og han ved, at den nærmer sig meget hurtigere, end han ønsker. Uffe Holst skal dø. Årsagen sidder usynligt mellem alle de bevidste tanker i hjernen på ham. Metastaser hedder de små cancer-djævle, som moderkræften i hans lunge har plantet i hans hjerne. Det er dem, der kommer til at slå ham ihjel, er han overbevist om. Lægerne kan ikke sige, hvor længe han har tilbage, men Uffe har brugt timer med sin Ipad på internettet for at komme tættere på et svar.

- Ingen onkolog i verden kan sige, hvor hurtigt det går. Men prognosen for min kræfttype er en restlevetid på to til fire måneder. Der er kun to procent, der lever længere, siger Uffe Holst. Han holder øjenkontakt og virker sikker, når han taler om sin sygdom. Han tøver heller ikke, da han skal svare på det spørgsmål, som er det mest påtrængende:

- Hvorfor, Uffe? Hvorfor vil du invitere en journalist og en fotograf helt tæt på i den allersidste tid af dit liv ? - Jeg synes, jeg har noget at give videre, siger han.

Han forklarer, at han vil have læger og sundhedspersonale pillet ned fra piedestalerne. Han har selv insisteret på at få underbyggede og forståelige svar ud af de hvide kitler, når han har været på sygehuset.

- Jeg har reddet mit eget liv mere end en gang, fordi jeg stillede spørgsmål til behandlingen. Der har været læger, som ville sætte en behandling i gang, som jeg er overbevist om ville have taget livet af mig, hvis jeg ikke havde sagt stop, siger han.

Men Uffe er ikke på et hævntogt mod sygehuspersonalet. Det er også alt for sent. Han er her for at tage hul på et tabu: - Døden og det at være døende er et af de få store tabuer, der er tilbage, og hvis jeg kan være med til at afmystificere det, så vil jeg gerne det, siger han.

Jeg nikker og tænker på, hvad det er for en rejse,Uffe er ude på. Hvad sker der med et menneske, der skal dø. Vil en eller anden større mening eller sandhed vise sig? Bliver man bange, eller bliver man afklaret? Fortryder man, eller forliger man sig med sit liv ?

Der er styrke i det håndtryk, Uffe giver mig. Et håndtryk på en aftale, som bygger på en uhørt stor tillid mellem to mennesker, der lige har mødt hinanden for første gang. En mand, som skal dø, og en mand, som skal skrive om det efter hans død. Det er en aftale, som vi senere nedfælder skriftligt.

Det er, som om denne tirsdag - 22. oktober - ikke vil acceptere, at kalenderen siger efterår. Himlen er klar, og solen trænger den kølige luft væk i en grad, så temperaturen når i nærheden af 18 grader. Uffe Holst er i godt humør, for det er i dag, vi følger ham tilbage til barndommens gader.

Han står med sin stok på fortovet på Njalsvej i Tarup og kigger ind på sit barndomshjem - det lille hus for enden af havegangen, hvor han og to søskende er vokset op.

- Havelågen er her endnu, siger han og lægger en hånd på en sort smedejernslåge.

- Den har min far selv lavet, siger han.

Uffes far, Børge, kunne meget og turde meget. Han var frihedskæmper under Anden Verdenskrig, og det gav ham en særstatus resten af livet. Ikke at det var noget, han gik og snakkede om i detaljer, men Uffe husker især én historie, som han har hørt mange gange. Om dengang, hans mor fik at vide, at tyskerne havde skudt hendes mand. Hun løb - højgravid og med barnevogn - hele vejen fra deres lejlighed på Adamsgade til Bolbro Bakke. Det viste sig, at det var en anden Børge, der var blevet skudt.

Det er længe siden, Uffes far døde, og hans mor døde en fredelig død for seks år siden på Hospice Fyn. Her vil Uffe også gerne slutte livet.

Men lige her på Njalsvej kommer fortiden myldrende. Længere oppe ad vejen boede en vaskeægte helt, Willy Baasch, der vandt tre danmarksmesterskaber i speedway for sidevogn i 1950’erne. Ham så Uffe og de andre knægte på Njalsvej op til.

De legede tagfat på vejen, og de sloges med kæppe mod rødderne fra Saxovej. Det var dengang, drenge kunne løbe rundt ovre på det militære øveterræn Højstrup i timevis, uden at en mor eller far blandede sig. Vi løber lige over på ”Eksi”, sagde de bare, inden de løb over togskinnerne på banen fra Odense til Bogense for at komme over til eksercerpladsen. - Vi tændte bål dernede, og en gang gik det galt, kan jeg huske. Ilden bredte sig i det høje tørre græs, og så løb vi hjem, alt hvad vi kunne.

Han har tit tænkt på, hvem der fik slukket ilden efter drengestregerne, mens lille Uffe sad artig hjemme på Njalsvej og spiste aftensmad.

Øveterrænet havde alt det, som pirrer en dreng. Der var rigtige soldater med rigtige våben, der holdt vagt. Nogle gange bad de knægtene skrubbe af, men tit var de venlige, og nogle gange fik de lov at skyde med et rigtigt gevær. Uffe husker en aften, hvor stemningen var særlig løftet nede ved soldaterne.

- Der var en løjtnant, der skulle udsendes, og det ville han fejre med et brag ved at fylde løbet med krudt. Da han trykkede på aftrækkeren, eksploderede det hele, og vi var chokerede, for flere af hans fingre var væk. Drengene var rædselsslagne og gjorde, som de plejede: Kom - vi løber.

- Men vi var alligevel ikke mere bange, end at vi tog derhen næste dag igen. Vi skulle over og lede i græsset for at se, om vi kunne finde nogle af løjtnantens fingre, siger Uffe.

Uffe Holst løber ikke mere. Han er afkræftet, har smerter og åndedrætsbesvær. Men turen tilbage i tiden giver ham kræfter. Vi ruller ud ad Rugaardsvej mod Langsø i bil. Dengang Uffe og de andre knægte fra kvarteret kørte herud, var det på cykler og i korte bukser.

- Vi løb rundt derude hele dagen og legede røvere og soldater, og så cyklede vi 10 kilometer hjem igen, siger han. De delte sig i hold og løb rundt med kæppe og forestillede sig, at de var soldater eller Robin Hood, som de havde set i skikkelse af Errol Flynn fra tredje bænkerække i biografen på Skibhusvej. - Langesø ligner sig selv, siger Uffe.

Vi står lige der, hvor bækken løber ud i søen, hvor drengene fiskede men ikke fangende noget. Der er en sær form for forår i den lune luft, selv om naturen burde være i gang med at gøre sig klar til vinter. - Der kommer liv i det hele, siger Uffe.

Flere ord kommer der ikke ud af ham, mens han står og kigger ud over søen, som igen virker uendelig stor som i barndommens land. Han behøver ikke sige noget, mens indtryk bearbejdes bag hans skaldede isse. Uffe Holst har altid haft det godt i naturen. Han tror på den, og han har læst biologi, men han nåede ikke helt i mål. Han manglede sit speciale.

Til gengæld har han haft sin naturvidenskabelige baggrund som bisidder, hver gang han har siddet over for en læge. - Jeg ved jo mange af de samme ting som medicinere, jeg kan tale det samme sprog, og jeg følger med i den samme forskning som dem, siger han.

Første gang jeg oplever Uffe i rollen som modstandsmand bevæbnet med medicinsk indblik, er 23. oktober. Han skal mødes med kræftoverlægen til en afklarende samtale. Sådan hedder det nu, hvor de har opgivet at behandle ham. Han er kommet halvanden time før for at lede efter noget på en særlig database, der kun er adgang til fra universitetshospitalets forskningsbibliotek. Her sidder han foran en computer side om side med unge medicinstuderende. - Jeg har fundet den case, jeg leder efter, siger han.

Vi går ned ad trappen til Afdeling R, og overlæge Karin Holmskov tager imod med et smil og et håndtryk. - Hvordan har du det, spørger hun.

- Det går ned ad bakke, kan jeg mærke. Jeg mangler energi og sult, siger Uffe. Han brænder for at komme ind på det, han har fundet under sin research i forskningsbiblioteket. - Siger cyberknife dig noget? spørger han, og lægen svarer:

- Ja - det er en form for stereotaktisk strålebehandling, man anvender, hvis der sidder ganske beskeden sygdom i hjernen.

FAKTA: CyberKnife er et robotstrålebehandlingssystem, der ødelægger kræftvæv ved at levere høje doser af stråling fra flere punkter uden for kroppen med ekstrem nøjagtighed . Metoden kan anvendes til behandling af tumorer overalt i kroppen . Det er helt smertefrit og kræver ingen anæstesi.

- Ja hvis der er mere end tre metastaser, bruger I ikke behandlingen. Men jeg har fundet ud af, at man kan stråle op til 24 metastaser i hjernen, fordi metoden er så nøjagtigt. Hvorfor er jeg ikke blevet oplyst om det ? Der er frit syghusvalg - også i hele EU. Vi har det ikke i Danmark men i alle lande omkring os. siger Uffe Holst.

- Det kan man sige. Det er sådan, at man bliver tilbudt den behandling, der er godkendt i Danmark til en start, siger hun. Uffe mener, at han skulle have været oplyst om den nye metode, og han lægger sin research på bordet:

- Jeg har fundet en case her fra Kina, hvor man har brugt cyberknife på 24 metastacer i hjernen på grund af lungecancer. Det er nøjagtigt min situation. Har det overhovedet været overvejet, om jeg skulle tilbydes cyberknife?

- Nej. Ikke så vidt jeg ved, siger overlægen.

- Jeg føler mig snydt. Det skulle kunne udvide restlevetiden med cirka syv til tretten måneder.

- Det kan man jo ikke vide med sikkerhed.

- Nej, men det er der da lavet statistikker over.

- Den eneste mulighed, jeg har, er at henvise til Sundhedsstyrelsens second opinion-udvalg. Det vil jeg meget gerne gøre.

- Det må du meget gerne gøre.

- Og så vil jeg skrive til dem, at du specifikt har spurgt til cyberknife.

- Jeps. Og det nærmeste sted, det tilbydes, er i Hamburg. Det har jeg også undersøgt. Det findes i Tyskland og Sverige og mange andre steder. Det er udviklet på Stanford University, så det kan ikke være helt dumt.

FAKTA: Hvis lægerne på sygehuset ikke har flere tilbud tildig om behandling for kræft eller en anden livstruende sygdom, har du mulighed for at få en ny vurdering fra Sundhedsstyrelsens ekspertpanel - en såkald seond opinion. Panelet kan undersøge, om der herhjemme eller i udlandet findes en behandlingsform, patienten kan have gavn af. Det kan eventuelt være en eksperimentel behandling.

Uffe får smidt et par andre frustrationer på bordet. Blandt andet vil han vide, hvorfor ingen har oplyst ham om, at han kan få tilladelse til at parkere på handicappladser, når han er døende. - Det har forbedret min livskvalitet med 100 procent, at jeg kan holde lige ved døren, når jeg er ude og handle. Hvorfor har jeg ikke fået det at vide noget før? spørger han.

Karin forklarer, at det normalt er en socialrådgiver og ikke en læge, der rådgiver om forskellige hjælpeforanstaltninger. Uffe vil også være sikker på, at han ikke skal fyldes med mere kemo, som han bliver syg af.

- Det betyder ikke noget, at jeg lever en måned længere, hvis jeg har det ad helvede til.

Lægen giver ham ret. Hun svarer direkte på Uffes spørgsmål, hun kigger ham ind i øjnene, og hun fanger hurtigt Uffes ironi og humor. Efterhånden som Uffe føler sig hørt og forstået, er det som om, han sænker paraderne lidt.

- Der er ikke noget med at holde mig i live med maskiner og ditten og datten. Det står i mit livstestamente, siger han.

- Jeg skriver det også lige i din journal. Så er de ikke i tvivl om, at de ikke skal genoplive, hvis du pludselig vælter med hjertet eller noget andet, siger hun.

Uffe ændrer sig og virker pludselig mere sårbar.

- Om jeg dør nu eller om to eller tre måneder- tjah. Det betyder da noget, siger han og ånder tungt , tager sig sammen og fortsætter:

- Sådan er det, siger han og tager sig sammen til at fortsætte:

- Jeg plejer altid at kunne vinde over sygdomme, men den her kan jeg ikke vinde over, siger han.

- Det er også en af de kedelige, du har trukket nu, siger overlægen.

- Det må man sige. Det var et bevidst valg, da jeg fik konstateret min blodsygdom. Jeg valgte at fortsætte med at ryge og nyde livet. Jeg ved godt, at det er min egen skyld, jeg sidder her nu.

- Ved du hvad? Vi snakker ikke skyld her.

- Nej, men det gør jeg jo. Over for mig selv.

- Det gør du. Det er en sygdom, som er behæftet med rigtig meget skyldfølelse generelt, men det kan man ikke bruge til så meget nu.

Du kan ikke ændre på, at du har røget, siger overlægen.

- Hvad er min estimerede restlevetid? spørger Uffe.

- Puh, den er svær. Det plejer vi ikke at sætte tid på, for der kan gå få uger, og det kan være, du sidder her om et år igen. Jeg ved det jo ikke. Men du fejler også andre ting, og din krop er svækket. Derfor er det svært at sige. Snakker vi statistik, så ...

- Så er det to-fire måneder, siger Uffe.

- Ja prognosen for overlevelse med hjernemetastaser er ikke særlig god. Men det med at sætte tid på kan jeg ikke gøre. Det vigtige er, at du indstiller dig på, at du er uhelbredeligt syg, og det har du allerede gjort.

- Jah ja.

- Du må have fokus på at have det så godt som muligt.

- Det kan jeg love dig for. Jeg drikker alt det rødvin, jeg har lyst til.

- Det lyder godt. Bare det er noget god rødvin, du drikker så.

- Arh. Så mange penge har jeg jo heller ikke.

De snakker lidt videre om, hvordan sygdommen kan udvikle sig, og særligt én ting bekymrer Uffe:

- Jeg tænker mest på det, der kommer til at ske i min hjerne, ændrer min personlighed, siger han. Det kan ingen vide.

Uffe Holst står i det lille rygeskur uden for sygehuset og hiver en Pall Mall-cigaret op af den røde pakke. Det har været en god samtale, synes han. Han er ikke sluppet af med alle sine bekymringer, men han føler sig godt tilpas.

- Hun var meget dygtig, siger han om kræftlægen.

Nu kan han bare vente på, at specialisterne i Sundhedsstyrelsens second opinion-panel tager stilling til, om en cyberknife behandling er noget, som måske kunne give Uffe Holst nogle flere måneder at leve i. Men for ham handler det mest om et princip.

- Det er jo for sent, siger han og suger røg ned i sine kræftramte lunger.

Han ved godt, at den knibe, han er i nu, kan man ikke løbe fra, som de kunne, da de var drenge hjemme på Njalsvej.

Dagene bliver kortere, men på en sær måde insisterer solen på at være med, hver gang jeg mødes med Uffe. Som nu denne novemberdag, hvor den glimter i de blå bogstaver på glasfacaden ved Reventlowsvej i Odense. ”Farvel Jord” står der på ruden, og indenfor sidder Uffe Holst og forklarer bedemand Jesper Lund, hvorfor han er her. - Jeg har jo fået min terminalerklæring på grund af kræft. Det er metastaserne i min hjerne, der gør, at det nok ikke varer så længe, inden der bliver brug for dig, siger han.

Det er ikke tilfældigt, at bedemanden, der sidder over for Uffe i de lave bøgetræsmøbler, er netop Jesper Lund. Han har specialiseret sig i begravelseshøjtideligheder uden gud, kirke og salmer. Uffe Holst er stærk i sin tro på ikke at tro på nogen gud. Faktisk slap han også helst for bedemænd, siger han til manden overfor:

- Jeg har set bedemænd stå til begravelser med et professionelt anlagt sorgudtryk. Det kan jeg ikke tåle. Jeg bryder mig ikke om bedemænd, siger Uffe Holst med en lidt svag stemme, der får nyt liv, da han tilføjer:

- Men I er svære at undgå.

Uffe vil brændes, men ellers vil han helst overlade det, der ligger efter hans død, til sin datter, Stine. Hun må gøre det, hun synes føles rigtigt for hende. Han er ligeglad.

- Jeg er jo død, som han siger.

Selv om det meste lige nu er lagt i hænderne på datteren, kommer de to mænd til at snakke sammen igen senere om et ret specielt valg af den kiste, Uffe skal brændes i.

Lige nu handler det om urner til asken, og Uffe Holst følger interesseret med i, hvilke typer bedemanden har at tilbyde. Den klassiske af keramik som en uglaseret urtepotte, papurnen i et materiale, der mest minder om en æggebakke, og endelig en designerudgave i et papmateriale, som koster 1300 kroner.

- Det skal vi sgu ikke give for en urne. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvordan den ser ud. Bare den bliver opløst hurtigt, så alle mine molekyler kan komme ud og svæve rundt, siger Uffe Holst.

Han stiller en del spørgsmål, som ligger ude i kanten af det, en bedemand normalt beskæftiger sig med, og det kan være svært at høre, hvornår han laver sjov, og hvornår det er dyb alvor.

De snakker om, at Uffe gerne vil på hospice, og at det derfor nok er her, bedemanden skal hente hans lig.

- Hvor hurtigt bliver man sparket ud fra hospice, når man er død? spørger Uffe.

- De vil gerne have, det går hurtigt, siger Jesper Lund.

- Der er et begrænset antal pladser, så der er folk, der venter på at flytte ind. Og så er det heller ikke så rart for de andre beboere, at der i alt for lang tid er en låset dør til et værelse, hvor de ved, der ligger en, som er død, siger han.

- Jeg har også overvejet, om man ikke bare kunne få 3x34 til at hente kisten fra hospice, griner Uffe Holst.

Det er der principielt ikke noget i vejen for, siger Jesper Lund.

Ude på Reventlowsvej foran bedemandsforretningen står Uffe tavst og støtter sig til sin stok, mens han tænder en smøg, inden vi kører ham hjem. Han har gjort det igen, tænker jeg. Han har angrebet og afvæbnet i den særlige blanding af kritik, viden og humor, som er Uffes varemærke. En cocktail, der gør det let at være sammen med ham, men også svært at vide, hvordan han egentlig går og har det inde bag facaden.

- Hvordan har du det, spørger jeg ham. Hvordan kan du lave sjov, når det handler om, hvad der skal ske med dit lig, når du dør?

Han kigger frem for sig, puster røg ud og siger:

- Årh. Det jo sådan, det er. Le klovn - græd hjerte.

Mere siger han ikke, og mere har han ikke lyst til at sige. Han vil hellere se frem mod de gode ting, der skal ske. Bryggerierne har frigivet julebryggen, og hans nevø Lasse og ham har aftalt at drikke øl sammen et par dage senere. Jeg er også inviteret.

Uffe bruger begge hænder og ryster, når han fører ølglasset op til munden. Over for ham i det dunkle lys på ølværtshuset Chr. IV på Vintapperstræde i Odense sidder hans nevø, den 40-årige efterskolelærer Lasse Højstrup Sørensen. De to har mere end god belgisk og fynsk øl til fælles.

Når der er påske- eller julekomsammen i familien, ender de altid med at sidde og snakke intenst og længe. Diskussionslystne og videbegærlige, som de er. Og lidt stædige.

Siden Lasse var dreng, har Uffe haft bøger med til sin nevø, og senere er de to fortsat med at anbefale bøger til hinanden. I dag ved de, at det meget vel kan være sidste gang, de er sammen, for Lasse bor i Aarhus nu, har kone og børn og kommer kun sjældent hjem til Odense. Han har taget en gave med, og Uffe får bakset båndet af og får trukket papiret af en lille 153 siders paperbackbog - ”Sisyfos-myten” af Albert Camus.

- Har du læst den, vil Lasse vide.

Uffe har ikke læst den franske filosofs behandling af den meningsløshed, der er personificeret i myten om Sisyfos, der i al evighed skulle skubbe en stor sten op ad bjerget blot for at se den rulle ned igen, så han kunne begynde forfra. I dag snakker Lasse og Uffe ikke så meget om filosofi og politik. De snakker om kvinderne. Dem, der har elsket dem, og dem, de har elsket. Og dem, de har svigtet. To af Uffes tre lange forhold var til kvinder, der hed Ulla, mens Lasses kærester har heddet Marie.

Lasse mener, han han har lært af sine fejl og har lært at sige undskyld, selv om det har taget tid.’ Uffe er slet ikke stolt af sig selv, når det gælder hans forhold og hans kvinder:

- Jeg ved godt, at jeg har svigtet, siger Uffe. Jeg har ikke behandlet mine kvinder ordentligt, siger han.

Ikke at han har været utro. Han har bare ikke været der rigtigt. Ikke nok i hvert fald.

- Jeg har haft det for let. De har været meget glade for mig, og jeg har gjort, hvad der passede mig. Det er da noget af det, jeg fortryder nu, hvor det er for sent, siger Uffe.

Det har altid været sådan, at kvinderne er kommet til Uffe, uden at han skulle gøre noget særligt for det. De faldt for hans grønbrune øjne, det sorte hår og hans charme. Men måske faldt de også for alt det, han ikke viste. Mystikken. Sådan var det allerede, da han og ungdomsvennen Ivan kørte ud til forsamlingshuset i Ubberud med en pose øl på styret af hver sin blå Vespa, når der var bal. Herude på landet var pigerne nemmere at få fat i, havde de hørt. Det var nu ikke helt rigtigt, for de lokale drenge havde ikke tænkt sig at lade bydrengene inde fra Odense rende med deres piger. Øllerne gemte de bag en gravsten på kirkegården på den anden side af vejen, så når en af knægtene spurgte, ”skal vi ikke gå på kirkegården”, så var det signal til, at der skulle tankes selvtillid og slukkes tørst.

På Chr. IV i Odense er der ingen kvinder. Næsten ikke i hvert fald. Men julebryggen virker. Uffe fører glasset til munden, og han ryster betydeligt mindre nu, end da vi kom.

Toiletterne ligger i kælderen en etage nede, men Uffe klarer turen derned og tilbage uden hjælp. De, der passerer ham på trapperne, kan se, han klamrer sig til gelænderet, men de tænker nok ikke, at manden om mindre end to uger flytter på hospice.

Lige nu lever han, og han går udenfor og ryger på Vintapperstræde, hvor det virker alt for lyst i forhold til den dunkle belysning inde i ølhulen.

Herinde tager Lasse hul på et nyt emne. Familien. Om hvordan den gør én til den, man er. Om patriarken Børge, der var far til både morbror Uffe og til Lasses mor.

Uffe er stolt af sin far, der var en rigtig mand. Han var frihedskæmper under krigen som helt ung, han startede sit eget firma, hvor han lavede badekar af glasfiber, og han var vidende. Og så var han en lidt usædvanlig far for sin tid. Han legede med sine børn. Han var den, der badede dem om aftenen.

- Hvordan har det været at skulle leve op til ham? spørger Lasse.

- Det har ikke altid været let. Det kan godt give lidt mindreværdsfølelse, erkender Uffe.

Han har gerne villet udrette noget stort som sin far, og han har haft evnerne. Alligevel er det aldrig for alvor lykkedes ham at nå helt i mål.

Men familien har altid været der, og den er vigtig, siger Uffe Holst. Hans storebror døde af lungekræft for et par år siden, og nu er det hans tur. Det er vigtigt for ham, at familien bliver ved med at holde samme og ses, når han ikke er der mere.

Lasse forstår:

- Ja, det er jo min mor og dig, der har sørget for, at vi ses. I fremtiden bliver det måske op til mig og Stine (Uffes datter). Det er mærkeligt, siger Lasse Højstrup Sørensen.

Mørket er begyndt at falde på, da vi siger farvel. Jeg står og ser to mænd, der støtter sig til hinanden, mens de går op ad Kongensgade. Uffe er træt. Det er Lasse faktisk også

Jeg står og kigger efter dem og er lidt nervøs for, hvad en gedigen druktur kan gøre ved en kræftsvækket krop. I aften gjorde den i hvert fald godt, og jeg morer mig lidt over de to mørke skikkelser, der føler sig knyttet til hinanden. Lige nu er det helt fysisk for at holde Uffe på benene hele vejen hjem til Østre Stationsvej.

To kapilærkasser i flamingo står uden for Uffe Holsts dør. De skulle have givet liv i den lille toværelses lejlighed på fjerde sal i det nye byggeri på Østre Stationsvej I Odense.

- Jeg havde en plan om, at jeg skulle plante i dem, så jeg kunne plukke mig en frisk tomat, men det bliver ikke til noget, siger han.

Nu håber Uffe Holst, at andre kan få glæde af plantekasserne. Vil du have dem? spørger han.

Nej tak. Jeg får nok heller ikke friske tomater ud af dem, erkender jeg. På den måde har Uffe og jeg nok også noget til fælles.

Hans lejlighed er aldrig rigtig nået at blive et hjem. Der er flyttekasser, der ikke er pakket ud. På reolerne står kogebøger skulder ved skulder, men der bliver ikke lavet mad i det lille køkken. Køleskabet er fyldt med drikkeyoghurt og ikke ret meget andet.

Vinduerne mod Østre Stationsvej lader lyset komme ind, og netop de vinduer er også en af grundene til, at Uffe skilte sig af med sin andelsbolig ude i Bellinge og flyttede ind i den lille lejlighed, som skulle være Uffes seniorbolig.

- Mit barnebarn går i skole lige derovre på Henriette Hørlücks Skole, siger han og peger ud ad vinduet.

- Jeg vinker til hende heroppefra, siger Uffe og bliver lidt fjern i blikket.

Hver gang han taler om sine to børnebørn og om sin datter, sker der noget med ham. Hans stemme lyder anderledes, end når han snakker om sin sygdom eller om at dø. Det snakker han om på samme måde, som når han taler om politik eller byudvikling. Men når det gælder børnebørnene, tøver han mere, og øjnene kan blive lidt blanke.

Han ved godt, at hans datter, Stine, måske ikke kan forstå, hvorfor i alverden han har inviteret mig og Fyens Stiftstidende med til sin død.

Jeg spurgte ham fra starten, og allerede da sagde han til mig:

- Jeg ved ikke, om I får Stine til at sige noget. Det bestemmer hun 100 procent selv, og hun er lige så stædig som mig.

Stine afviser nu ikke at snakke med mig, når jeg ringer, men hun har travlt. Hun ringer tilbage, hvis hun får tid, siger hun. Det får hun. Men først på et tidspunkt hvor jeg slet ikke venter det.

Lige nu synes hun vidst, det er en mærkelig idé, hendes far har fået. Og Uffes søster, Birgitte Holst, har det lidt på samme måde.

Næste gang, jeg henter Uffe, er han meget træt, men han vil med. Der er kun en uge til kommunalvalget 19. november, og vi har aftalt at køre ham ind til Odense Centralbibliotek for at brevstemme i dag. For en gangs skyld er vejret gråt i gråt, og vinduesviskerne arbejder på højtryk for at holde den grædende himmel væk fra frontruden. Men Uffe vil være sikker på, at han får stemt.

- Det er en borgerpligt, siger han og tilføjer, at han også gerne vil sikre sig retten til at brokke sig, hvis han skulle leve længe nok til at se nye politikere rykke ind i de fynske rådhuse. Han har selv arbejdet i et af dem som it-ansvarlig på borgmesterkontoret i Nordfyns Kommune. Det sidste job, inden han blev pensioneret som 65-årig.

Uffe Holst lægger ikke skjul på, at han er rød, men han synes ikke, han behøver at sige, hvilket navn han sætter sit kryds ved, da han går ind i den opstillede valgboks på biblioteket og trækker forhænget for. Derinde yder han sit sidste bidrag til demokratiet med et kryds.

Uffe er afkræftet, og han sover meget. Han får heller ikke så meget at spise, og når han spiser, er det mest fastfood fra grillen på den anden side af vejen.

- Det går ned ad bakke, siger han, når jeg spørger ham.

Det sagde han også, da Palliativt Team var på besøg hjemme hos ham. Han sad i sin gode lænestol i hjørnet. Rundt om ham i hans møbler sad en sygeplejerske og en overlæge på hver sin drejestol. I hans sofa sad en fra Odense Kommunes hjemmepleje og en praktikant, der skulle lære lidt om, hvordan samfundet hjælper en mand, der ikke har langt igen.

Jeg sidder lidt bag ved hele sceneriet og oplever en svækket Uffe, som dog er stærk nok til at fortælle detaljeret om sin sygdom og om sin medicin, der er en hel blå plastkasse af, som han hiver op på skødet for at forklare.

- Jeg medicinerer mig selv efter, hvordan jeg føler, at jeg har det, som han siger.

For sådan er Uffe Holst. Han har læst biologi, og han følger med i den medicinske verden. En forsker i sin egen sygdom, kan man sige, og man kan mærke, at sundhedspersonalet respekterer ham for det.

Han er også stærk nok til at bruge både humor og kynisme om sin egen situation som en døende mand her i sin stue.

- Jeg er fuldstændig afklaret i forhold til at skulle dø. Det siger jeg i hvert fald, men jeg har jo ikke prøvet det før, siger han.

Og så er han selvfølgelig stærk nok til at sige, hvad det er, han ønsker. - Jeg vil på hospice, siger han.

Han har ikke brug for, at en natsygeplejerske fra kommunen kommer og kigger til ham.

- Jeg er alene, og det har jeg det ikke godt med. Jeg har brug for tryghed, og jeg har brug for at få mad, for det får jeg ikke meget af for øjeblikket.

Uffe fortæller, hvordan hans mors død var en god oplevelse midt i sorgen, fordi hun kom på hospice og fik omsorg og pleje. - Hun var vild med de røde dråber, siger Uffe.

Kort efter Palliativt Teams besøg har Uffe også fået en flaske af de røde morfindråber, som virker øjeblikkeligt lindrende ved for eksempel åndenød, angst eller kramper. Kort tid efter besøget får Uffe også tilbudt et tre ugers aflastningsophold på Hospice Fyn i Sanderum. Så han kan komme til hægterne og - hvis helbredet tillader det - komme hjem igen.

Uffe kommer aldrig hjem igen.

FAKTA: Palliativt Team Fyn arbejder med lindrende behandling af patienter med alvorlig, livstruende sygdom, hvor helbredelse ikke er mulig. Uhelbredelig sygdom betyder udfordringer af fysisk, social, psykologisk og eksistentiel karakter, og teamet er uddannet til at tackle netop de problemstillinger. Palliativt Team Fyn hører organisatorisk under Onkologisk Afdeling R, Odense Universitets Hospital.

Uffe sætter sig bag rattet i sin lille hvide Chevrolet Spark, trækker sin krykke med ind og smider skuldertasken om på bagsædet. Han er klar til at køre den sidste tur, og den går til hospice.

Jeg sætter mig ind ved siden af. På gulvet mellem mine fødder ligger fire parkeringsbøder og flyder. Der får de lov at blive liggende ubetalte.

P-bøder er noget af det, man ikke behøver tage alvorligt, når man er ved at dø.

Blomsten er tegnet med blå tusch på whiteboardtavlen sammen med ordene ”Velkommen Uffe Holst & din familie”. Væggene er karrygule, og sengen kan det samme som en hospitalsseng, men dens lyse bøgetræ giver den en snert af hjem og soveværelse. Det er underligt at sidde her på værelset og vide, at det måske bliver Uffes sidste hjem. Det håber han selv. Uffe vil ikke tilbage til sin lille lejlighed, og foreløbig er han lovet tre uger på hospice, så han kan genvinde lidt styrke. Uffe Holst sidder på kanten af sengen, og lægen har rykket en stol helt tæt på ham for at undersøge ham.

Hun spørger til hans sygdom, hans liv og hans ønsker

- Der er ikke meget sul på dig, siger Karen Malle.

- Jeg spiser næsten heller ikke noget, svarer Uffe Holst og giver sig til at forklare lægen, hvordan først hans fedtlag og nu også musklerne tæres, når de bliver omsat til energi.

Uffe har også overskud til at fortælle lægen om en ny type medicin mod hyperaktiv blære, som Lægemiddelstyrelsen netop har godkendt.

- Den har jeg ikke hørt om. Det må jeg lige slå op, siger Karen Malle.

Hun kommer til gengæld med bud på, hvad hun kan gøre for, at Uffe får det så godt som muligt. Uffe er imponeret:

- Det har jeg slet ikke tænkt på, udbryder han, da han får at vide, at væskemangel og forstoppelse nok er årsagen til, at han hele tiden skal på toilettet.

Lidt tidligere har en sygeplejerske allerede vist Uffe Holst rundt på Hospice Fyn. Der er terrassen uden for hans værelse, hvor han kan stå og ryge. Der er de lyse fællesområder med grønne planter, bløde stole og Keld Moseholm-vandkunst. Og så er der boblebadet, hvor man kan lade pulserende bobler løsne anspændte muskler.

Og så er der selvfølgelig rygerummet. Det er her, jeg siger farvel til Uffe på hans første dag på hospice. Han er træt, men han er ikke alene.

- Her er rart. Der er en god stemning, siger han.

Uffe har ret. Her er mere hjem end sygehus. Mere nærvær og pleje end hospitalseffektivitet. Mere kærlighed simpelthen.

Det er varmt i rummet, hvor Uffe står nøgen og krumbøjet. Dampende varmt. Det er svært for ham at holde balancen. Selv om to ansatte hjælper ham, virker den kant, han skal over for at komme ned i det varme vand i spabadet, næsten uoverstigelig.

- Aarhg. Åh, siger han, da han endelig bliver lempet over kanten.

- Gjorde det ondt? spørger sygeplejersken.

- Ja, det gjorde da. Jeg kom jo i klemme, siger Uffe lettere bebrejdende.

- Det er ikke sådan med sådan nogle kvinder, hvad, siger den ene af hjælperne.

De griner. Uffe synker helt ned i det varme vand, så kun hovedet stikker op, og jeg kan se, hvordan roen breder sig i hele kroppen. Han lukker øjnene, og det lettere forpinte udtryk i ansigtet forsvinder sammen med dampen, der stiger op mod loftet. Ud af højttalerne bølger afstressende musik fra Medicure.

På en stol ved siden af står et glas rødvin, og hvis det ikke var fordi, der trods alt er regler, så havde der sikkert også dinglet en filtercigaret på kantet af et askebæger.

Sygeplejersken masserer gelen rundt i Uffes ansigt med blide bevægelser, så den forvandler sig til en tyk hvid skum. Han nyder det, og på en sær måde virker det, som om han bliver yngre.

- Skal du også have barberet issen? spørger hun.

Ja, det skal han. Uffe er en skaldet mand nu, og det ser ikke pænt ud med hår, der gror frem tilfældige steder. Væk med det hele.

Mens skraberen nænsomt skærer de uønskede hår væk, slår det mig, at Uffe er en forfængelig mand. Han kan godt lide farver, når han vælger tøj, og det er aldrig tilfældigt, hvad han har på. Den slags ændrer sig ikke, bare fordi man er ved at dø. Ikke for Uffe.

Efter at skummet og skægstubbene er skyllet væk, hjælper sygeplejersken Uffe til en tår rødvin. Han holder glasset med begge hænder, men han ryster ikke så meget nu.

Han går i spa flere gange om ugen, selv om det gør lidt ondt at komme op i badet. Han skulle jo gerne vinde over sin nye veninde Sheryl fra rygerklubben. De kappes om at nå at komme flest gange i spabad.

Næste gang, jeg møder Uffe Holst, går op ad gangen mod rygerummet med en rollator og et skævt smil. - Har du set mit nye køretøj, spørger han.

Første gang, jeg mødte ham, havde han ikke helt vænnet sig til den stok, han var begyndt at gå med. Nu er både stokken og krykken fortid, og forude venter kørestolen.

Men Uffe ser godt ud, og han har fået mere sul på kroppen. En af årsagerne er køkkenet, hvor en rigtig gourmetkok gør alt, hvad han kan, for at pirre beboernes sult og få dem fyldt med vitaminer, mineraler og gerne fløde. Og så tager han mod ønsker om livretter, og han laver også gerne særanretninger til en enkelt beboer.

- Her forleden havde jeg bestilt en cheeseburger med pommes frites. Og jeg har ønsket gordon bleu, så det glæder jeg mig til, at vi snart skal have, siger han.

Han får også hyppigt skænket rødvin, han får cognac til aftenkaffen, og han har tit fået irish coffee sammen med vennerne i rygerklubben. Det var vist Uffe, der begyndte at kalde de fire faste rygere for rygerklubben. De er godt nok kun to tilbage. Uffe og Sheryl. Men de er stadig rygerklubben.

- Den ene af de andre døde hjemme, og den anden har fået det meget dårligt med vejrtrækningen og - ja, jeg ved jo faktisk ikke helt, hvad det er. Det spørger man ikke ind til. Personalet herude må jo heller ikke sige noget, siger Uffe.

Rygerummet er ikke stort. Da alle fire medlemmer af rygerklubben sad her samtidigt, var det et puslespil at være her rundt om bordet. Især efterhånden som de fik kørestole.

Den tunge tobaksrøg er generende for en ikke-ryger, men i klubben er den noget af det, der binder dem sammen. Den repræsenterer noget af det, de er, og som de vil blive ved med at være. Rygere.

Uffe og Sheryl mener, at rygere har det lidt hyggeligere og får snakket lidt mere. Også selv om tobakken formentlig er skyld i, at de alt for tidligt sidder her på et hospice.

- Vi er ikke tossede i hovedet. Vi ryger, fordi vi dør alligevel. Vi kan ikke lave det om nu. Sådan er det, siger Uffe Holst. Sheryl sidder i sin høje kørestol med et brandhæmmende gråt rygeforklæde på som gardering, hvis hun skulle tabe cigaretten. På bordet står en kop med tud. Uffe har bedre styr på både cigaretgreb, koppen og askebægeret, så han sidder bare i sin gul- og brunstribede T-shirt med en åben sort trøje udenpå.

Sheryl og Uffe ryger som aldrig før, men de ærgrer sig over, at neglene bliver gule af nikotin.

- Det ser så grimt ud, har jeg altid syntes, men det er ikke til at fjerne. Jeg har prøvet acetone og alt. Det eneste, der hjælper, er at gnave det væk. Ligesom et egern, siger Uffe Holst og smiler over mod Sheryl.

Eller dronningen, som han kalder hende, fordi hun sidder højt til vejrs i sin kørestol.

- Hun kigger jo nærmest ned på én. Hun er også begyndt at tillægge sig den her, siger Uffe og forsøger at efterligne den klassiske majestætiske måde at vinke på.

Sheryl griner:

- Det er Uffe, der finder på øgenavnene, når drillepinden kommer op i ham. Det er hyggeligt, for så får vi et smil på læberne, siger Sheryl.

Engang da hun havde været i spabadet, havde Uffe Holst lagt et rødt håndklæde foran hendes dør som en løber, og da hun nærmede sig i kørestolen, råbte han: Der har vi dronningen.

Uffe siger selv, at han er blevet mere udadvendt, efter at han fik at vide, at hans liv ikke kunne reddes. Det ser jeg for alvor her på hospice. Han deltager i fællessang ved klaveret. Han snakker med præsten, fordi han er god at snakke med. Ikke fordi Uffe tror på Gud.

Til gengæld virker det som om, der er mange, der tror på Uffe. Han holder humøret oppe, og det oplever både personalet og beboerne.

Jeg er der ikke, når Uffes familie er på besøg, men jeg ved, at tiden med datteren og børnebørnene Marie og Adam er vigtigst. Her er der hele tiden små milepæle. Når han at opleve Adam gå? Når han at se endnu en tegning fra Marie, der ifølge hendes lærer tegner som en på otte år, selv om hun kun er seks?

Han når det, og han når at holde juleaften med dem alle sammen. Datteren Stine henter ham til en julemiddag med både and, medister og flæskesteg, for sådan skal det være i Uffes familie.

Uffe sidder i en af de lave, sorte læderstole i fællesområdet med en kop kaffe og læser sine daglige to aviser. Fyens Stiftstidende og Information. Han har det stadig ret godt. Lidt for godt måske.

- Der skal være et møde i morgen, og jeg er bange for, at de sender mig på plejehjem, siger han.

- Jeg skal ikke på noget plejehjem. Jeg ved ikke, hvad jeg gør, hvis det sker.

Nætterne er svære for tiden, for Uffe kan ikke sove. Enten går han ud og ryger, og nogle gange sidder Sheryl der også. Ellers ligger han bare og drømmer sig væk til noget godt.

- Så kan jeg gå ind i en drøm, hvor jeg kan frelse hele verden. Jeg har heldigvis altid haft det sådan, at jeg kan flygte fra ubehagelige tanker, siger han.

Men i virkelighedens verden kan Uffe hverken redde verden eller sig selv. Til gengæld får han lov at blive boende på hospice. Han er lettet.

Det er svært at beskrive, hvordan og hvornår det for alvor går ned ad bakke, for Uffe tager sig sammen, når han får besøg. Men han er meget træt nu, sover meget og pludselig går det hurtigt.

I rygerummet oplever Sheryl en mere irriteret Uffe, der ikke forstår en sjov bemærkning.

- Hvorfor bor du egentlig på kollegium? spørger han pludselig Sheryl.

- Det gør jeg da ikke, svarer hun.

Men Uffe insisterer, og Sheryl kan mærke, at det ikke er hans sædvanlige drilleri. Det er noget andet.

Uffe orker ikke rigtigt at få besøg, og familien oplever også små tegn på, at Uffe opfører sig anderledes, end han plejer. Indtil nu har jeg ikke mødt Uffes datter, Stine. Men den 21. februar klokken 7.47 sender hun en mail til mig fra sin iPad: ”Jeg har siddet ude ved min far hele natten, og det ser ud til, at det nærmer sig enden nu ... han har ikke helt givet op endnu - stædig til det sidste. Jeg skal nok give dig nærmere besked.”

Da jeg ser beskeden, er det for sent. Uffe døde kort efter, at Stine havde skrevet mailen. Stine var der hele natten, talte med ham og holdt ham i hånden. Uffe svarede ikke, men han trykkede hendes hånd. Ellers virkede det bare, som om han sov. Pludselig begyndte han at trække vejret voldsommere i stød, og han åbnede øjnene og stirrede ud i luften. Stine holdt ham i hånden, aede ham og kyssede ham på panden.

- Nu må du godt give slip, sagde hun beroligende.

- Hils farfar.

Uffe blev rolig og holdt op med at trække vejret.

Det er eftermiddag nu, og der er trukket for til værelset. På sengen ligger Uffe Holst med sin gul- og brunstribede T-shirt på og sine grønne bukser. Han ser uendelig fredfyldt ud, men også helt forkert. Nogen har lagt en lille buket vintergækker i hans hænder, som ligger på maven. Han har briller på. Og så har han en bøjle om halsen, som forhindrer hans mund i at åbne sig.

Sheryl sidder i sin kørestol og kigger tavst. Det er første gang i sit liv, hun har set en død person. Hun ved, at hun skal samme vej som sin makker fra rygeklubben, men det er ikke sorgen, der fylder mest nu. - Hvor ser han ung og fri ud, siger hun stille.

Hun suger billedet af sin døde ven til sig. Lægger mærke til detaljerne, og hun er overrasket over personen i sengen. Hun lægger mærke til, at han har ladet skægget gro en smule her til sidst. Og hun lægger mærke til, at hans fingre virker helt fri for nikotin.

- Det var altid vores store problem, hvad vi skulle stille op med de gule fingre. Gad vide, hvordan han er kommet af med sine, siger hun.

At mennesker dør omkring en, er en uundgåelig del af at bo på hospice. Mennesker, man har set, har spist sammen med eller snakket med. Hele tiden forsvinder de ud herfra i rustvogne, og nye levende kommer til. Det er normalt ikke noget, man har den store lyst til at være tæt på, og Sheryl plejer som de andre blot at se det tændte stearinlys ved flyglet, som betyder, at en har forladt hospice. Men Uffe var mere end en død nabo. Han var en ven, og ham ville hun gerne sige farvel til. Sygeplejersken, der har hjulpet Sheryl ind til Uffes seng, der nu er hans dødsleje, spørger hende, om det ikke gjorde dagen værre at se ham

- Nej, det gjorde det ikke. Jeg synes, det var et smukt syn at se ham. Så fredfyldt og glat og ung. Han ser jo flot ud, siger Sheryl, mens sygeplejersken ruller hende ud af Uffes stue for sidste gang.

I spisearealet tæt ved det sorte piano står piedestalen, hvor personalet har skrevet, at de to lys er tændt for Uffe Holst, som er død i dag - fredag den 21. februar. Ved siden af står en lille buket friskplukkede vintergækker og et glas rødvin. Uffe er ved at tjekke ud.

Inde i det runde rum med de små glasmosaik-vinduer ligger han i kisten. Rundt langs væggene står den nærmeste familie, bedemanden og en af sygeplejerskerne klar til at synge ham ud. ”Om lidt blir her stille”, synger de.

- Jeg vil gerne lige have lov at sige et par ord, siger Uffes søster, Birgitte Holst.

Hendes stemme knækker flere gange undervejs, mens hun læser op fra et digt af Morten Nielsen. Han var modstandsmand, blev skudt i 1944, men nåede at udgive digtsamlingen ”Krigere uden Vaaben”, som kredsede meget omkring den unge mand og døden:

Men vi fører ingen samtaler med hinanden,
hverken ved dagslys eller når stjernerne går i flok.
Vi ved det kun begge to, at den anden er der.
Mere er ikke nødvendigt. Vi mødes nok.

Birgitte tager sig sammen og fortsætter:
- Og nu har Uffe så mødt, siger hun og holder en lang pause og tilføjer stille:
- Døden.

EPILOG: