Glamsbjerg: Jesper vågner. Lang tid før vækkeuret bipper. Hører et eller andet nede fra stueetagen. Regina ligger ikke ved siden af ham, så han står op. Klokken er halv fem om morgenen, da han finder hende livløs på badeværelset. Liggende på de natkolde klinker med panden mod gulvet og benene stukket ud på hver side af toiletkummen. Hun har kastet op, og en slingrende stribe blod ligger i opkastet.

Han tror først, at blodet er noget, hun har kastet op. Men hun har en flænge i panden. Hjertet er holdt op med at slå, mens hun har siddet på toilettet, og hun er faldet ned derfra. Armene peger bagud, så kroppen har ikke kunnet tage fra i faldet. Hun vejer 100 kilo, og han bander for sig selv over, hvor ”fandens svært” det er, at få hende vendt om og slæbt væk fra toilettet. Ansigtet er blåt og øjnene åbne. Hun ligner slet ikke sig selv. Glæden og varmen er væk. Han prøver at tale til hende, men hun svarer ikke.

Han ringer 112 og begynder på hjertemassage. Selvom han ikke aner, om han gør det rigtigt, ved han, at det er bedre at gøre det forkert end at gøre ingenting. Manden fra alarmcentralen spørger ham over telefonen, hvordan hun ser ud. ”Hun ser satme død ud,” siger han med en røst af frygt og forvirring. Han tænker, at det allerede er for sent, da han sidder på sine knæ og trykker håndfladerne taktfast ned i brystkassen foran ham.

I fem minutter gør han alt, hvad han kan, for at bringe sin kæreste tilbage til livet. Så kommer ambulancen.

Regina klynker aldrig

Det er onsdag. De spiser aftensmad sammen, ikke noget ekstraordinært, sætter sig ind i sofaen og ser fjernsyn. Huset har været uden børn hele dagen. Det hører ellers til sjældenhederne. For om det er Jespers to voksne børn, Reginas 15-årige søn eller børn fra nabolaget, så er deres hjem et godt sted. Derfor har de tit børn, som ikke er deres egne, på besøg for at blive passet.

Jesper skal tidligt i seng, fordi han, modsat Regina, skal op på arbejde i morgen. Så han lægger sig for at se lidt TV Fyn, men han når ikke at se noget, for han sover, inden der er gået to minutter. Klokken er et stykke over tre om natten, da Jesper Vestergaard på 43 år vækkes af sin syv år yngre kæreste, Regina Holmegaard, der råber på hjælp nede fra stuen.

Han skal skynde sig ned.

Jesper haster ned ad trappen til Regina, som han finder siddende et sted mellem sofabordet og sofaen.

Over sofaen på den mathvide væg hænger to billeder af Regina sammen med hestene Ejla og Monique, som de ejede før i tiden, og som Regina tilbragte meget tid sammen med, inden allergien brød frem. Hun kunne altid slappe af i deres selskab.

Men nu kan hun ikke finde hvile. Hun virker rastløs. Urolig. Bange. Krummer sig sammen på gulvet. Skiftevis sidder, ligger og farer frem og tilbage i rummet. Hun er nøgen. Det er hun altid, når hun sover.

Regina er ikke en, der klynker. Det ved Jesper fra den tid, de har været kærester. Hvis hun endelig siger, at hun har ondt eller føler sig dårligt tilpas, plejer Jesper at bede hende holde mund. Det er kærligt ment. Der skal meget til. Men han fornemmer, at det er alvorligt, så da hun beder ham om at hente et termometer, tøver han ikke med at finde et.

”Jeg har en trykken for brystet. Det føles som en klump.”

Hun fortæller også, at kroppen summer og at vejrtrækningen er hurtig. At hun ikke kan være til - stå, sidde eller ligge. Når Regina har feber, plejer temperaturen at være meget høj, men termometeret viser kun 38,3. De beslutter sig for at ringe til lægevagten. Jesper taster nummeret ind, mens hun ømmer sig i hjørnet af den mørke sofa.

”Virus-agtige symptomer”

Jesper mindes ikke, at han i løbet af sine syv år sammen med Regina har set hende lide så meget som nu. Deres veje krydsedes i 2007 over nettet, efter Jesper havde oprettet en profil på et datingsite.

Efter en måned faldt han over Reginas profil.

Første gang de mødtes, var til middag hos hende, da hun boede i Søndersø.

Jesper glemmer aldrig, hvor seje bøfferne var. De var slet, slet ikke til at tygge i. Hun har heller ikke fået lov at lave bøffer siden. Alligevel kom han ikke derfra før næste morgen.

Som chauffør i en handicapbus arbejdede Regina ustandseligt. Ofte 60 timer om ugen, så det var altid Jesper, der måtte køre til Søndersø, for at se hende. Det blev han hurtigt træt af, og efter et halvt år flyttede de sammen i Jespers hus i Glamsbjerg.

De var enige om, at de ikke ville have børn sammen, for Regina havde et barn, og Jesper havde to. Ægteskab var der heller ikke planer om. Det gik jo godt uden.

Men der var aldrig tvivl om Regina. Hende ville Jesper dele resten af sit liv sammen med.

Alle kunne lide Regina. Specielt børnene i nabolaget. Hun har altid drømt om at arbejde med børn. Måske er det derfor, det falder hende så naturligt at være reservemor. Jesper faldt for hendes humør, hendes lune sind og at hun ikke var bange for at sige sin mening.

Men denne nat mistænker Jesper Regina for at holde sin mening for sig selv. Mest af alt vil hun nok helst på sygehuset. Men det kommer hun ikke.

Regina overtager telefonen. Hun sukker med et anstrengt ”åh” og fortæller, at hun har det skidt. Hun forklarer udtrykkeligt, at hun har trykken for brystet, der føles som en klump.

Lægen spørger hende, om hun er forkølet. Det er hun ikke. Hun fortæller lægen de samme ting, som hun fortalte Jesper. Om vejrtrækningen, kroppens summen og at hun ikke kan hverken stå, sidde eller ligge. Hun sukker igen med en tung udånding. ”Jeg har det bare rigtig, rigtig skidt.”

Lægen i røret konstaterer, at det ”lyder jo desværre som nogle virus-agtige symptomer.” Han råder hende til at tage to panodil og to ipren.

”Men den der trykken for brystet og summen i det hele? Jeg kan slet ikke være til.” ”Nej, men øh... Mit bedste råd er jo at tage noget panodil.”

I sofaen sidder Jesper og overhører samtalen med vagtlægen. Telefonen er ikke sat på medhør, så han kan ikke høre andet end en tilfældig summen. Men han kan fornemme på Regina, at hun føler, hun ikke bliver lyttet til.

”Okay. Så det er det eneste, jeg kan gøre?”

Det er det, mener vagtlægen. For de har ikke eksempelvis symbicorter, et middel mod astma, som lægen ellers foreslår hende at tage for at få styr på vejrtrækningen.

Jesper og Regina bliver siddende i sofaen bagefter, mens de lader pillerne virke. Han aer hende på benene for at berolige hende. Det virker. Langsomt slapper hun af. Efter 20 minutter er der ro på. Hun siger, at han bør gå oven på og få sig noget søvn, inden han skal på arbejde.

Jesper tror, at det værste er overstået. Reginas stemme er, godt hjulpet på vej af pillerne, endelig rolig. Så han forlader hende i sofaen og går oven på for at lægge sig. Søvnen omslutter ham med det samme.

Gyngende ambulance

Regina ligger ikke ved siden af Jesper, da han vågner. Han vågner før vækkeurets bimlen. Hørte han en lyd komme nede fra stuen? Det er marts måned, så solen viser sig først om to en halv time, hvilket efterlader stueetagen i en omfattende mørketilstand - kun forsøgt afværget af sporadisk gadelys, der finder sig vej ind ad indkørslen. Men der er lys fra badeværelset.

Sekunder efter sidder han med knæene i klinkerne og kæmper for at tvinge livet tilbage i Regina. To refleksklædte mænd tager over noget tid efter han har ringet 112. De arbejder på hende i et kvarter, tyve minutter, en halv time, Jesper ved det ikke. Han har tabt fornemmelsen af tid. De bærer kroppen ud i ambulancen. Arbejder videre derfra. Jesper står i indkørslen og ser på ambulancen, der gynger i en fast takt, og lægeambulancen, der er parkeret ved siden af. Han er paralyseret. Af situationen og af dårlige minder.

Det er ikke mange år siden, hans far døde af en blodprop. De arbejdede også på ham fra en ambulance. Han ved derfor om nogen, hvordan udrykningsbiler gynger op og ned i fjedrene, når nogen inden for modtager hjertemassage. Derfor holder han sig væk.

Efter en rum tid kommer en redder ud og fortæller, at de har fået liv i Regina. Men det er ikke godt nyt. Jesper håber næsten, at det ikke varer ved. Fordi hun har været væk så længe, frygter han, at hun aldrig vil blive den samme. At hun vil ende som en grøntsag. At alt vil blive anderledes. Jesper vil tage bilen og køre efter ambulancen, men inden han når så langt, ringer de til ham fra ambulancen.
Det er slut. Regina er død. Definitivt død.

"Regina blev syg i nat. Og hun døde af det.”

”Noget er rivragende galt”

Jesper får et tilbud om et køre med lægeambulancen, der stadig holder i indkørslen, til Odense. Men han er ikke med i bilen, da den triller ud af indkørslen og kører mod Odense Universitetshospital. Han kan alligevel ikke ændre, hvad der er sket. Deres rottweiler, Tyson, skal lukkes ind og fodres, og Jesper vil gerne ringe rundt til familien og fortælle, hvad der er sket.

Han ringer først til sin mor, Marianne Vestergaard. Et øjeblik efter får han fat i Reginas far, Leif Holmegaard, der bor i Knarreborg med sin kone, Bente Holmegaard. Klokken er hen ad 6. Leif vækkes af telefonens kimen og er morgendøsig. Men han vågner med et sæt, da han hører sin svigersøns stemme.

"Regina blev syg i nat. Og hun døde af det.”

Stemmen skælver og bæver. Talestrømmen stopper. Jesper kan ikke tvinge flere ord frem. Det behøver han heller ikke. Leif mærker tydeligt, at der er noget rivragende galt.

Leif og Bente har tid til at græde ud, inden Jesper kommer.

I bilen sidder Jesper med sin svigerfar og sin egen mor. Ordene er få. Kun Marianne kan snakke. Men der er ikke rigtig substans i det, der bliver sagt. Som om et eller andet bare må erstatte stilheden. Jesper føler sig ”væk fra omverdenen”. Klokken nærmer sig 10, da seks familiemedlemmer går ned i kælderen hos Klinisk Patologi på Odense Universitetshospital. De tre fra bilen, Reginas 15-årige søn og hans far og stedmor.

Jesper og Leif forlader rummet, hvor hospitalet har Regina liggende, inden der er gået 10 sekunder. I Jespers øjne ligner Regina en dalmatiner i hovedet. Pletterne i hovedet er bare blå i stedet for sorte. De fortryder det med det samme. De skulle aldrig være gået med derind. Nu har de et billede på nethinden, som de aldrig vil glemme. Det ved de begge to i samme øjeblik, de træder ud ad rummet.

Billeder i stuen

Jesper har sovet dårligt lige siden natten i marts. Vågner han, begynder han at tænke på Regina. Mest på minder. Men også på, om han skulle have gjort noget anderledes.

Når han lytter til lydfilen fra deres opkald til vagtlægen, som han har fået aktindsigt i, hører han en læge, der ikke virker til at høre efter. For lægen spørger ikke ind til smerten i brystet - om den eksempelvis stråler ud i venstre arm eller hvor i brystet den er lokaliseret.

Det er altid let at være bagklog. Nu ser han dumheden i, at vagtlægen ikke reagerede på Reginas symptomer og at han selv troede på, at det ikke var så galt. Det holder ham oppe at tænke på, at det hverken kan eller skal være hans ansvar.

Det hjælper dog ikke på søvnen. Vågner han klokken tre eller fire om natten, står han op. For han falder ikke i søvn igen. Om dagen prøver han at lade være med at tænke for meget på det. Der er blevet stille derhjemme. Mere end der var dengang for syv år siden, hvor Jesper boede alene i det samme hus uden kendskab til Regina Holmegaard fra Søndersø.

Tyson er blevet aflivet. Også selvom den var fars hund, hvilket gjorde det til en svær beslutning. Den var syg med dårlig mave, men det var ikke et problem, så længe Regina gik hjemme og kunne lukke den ud, når den var dårlig. Det ville ikke gå, at den skulle gå hjemme i ni timer i træk, før Jesper kom hjem fra arbejde. Derfor skal han heller ikke have en ny hund.

Leif ved, hvor hårdt det hele har taget på Jesper. Han har besøgt sin svigersøn næsten hver anden dag, siden Regina døde, og de inviterer ham stadig over til middag. Men Leif har Bente, og hun har Leif. Jesper er meget alene.

Men hun er der på en måde endnu. Hendes smil, de runde kinder og det røde hår pryder stadig køleskabet i køkkenet, og billederne i stuen af Regina og hestene Ejla og Monique hænger stadig på væggen i det, der nu kun er Jespers hjem. Som de hang på væggen over hendes hoved den nat i marts, hvor hun hvileløst sad og rokkede på gulvet.

Men faktum er, at nu er alle på billederne væk. Begge heste er blevet aflivet. For et halvt år siden besluttede Jesper og Regina sig for at aflive den sidste. Den ene af dem var en sportspony. Den red Regina. Og når hun gjorde det, var hun lykkelig. Hun talte tit om at begynde til ridning igen. Det nåede hun ikke.

Artiklen er blevet til på baggrund af flere interviews med Jesper Vestergaard og Leif Holmegaard, obduktionsrapporten fra afdelingen Klinisk Patologi på Odense Universitetshospital samt aktindsigt i båndoptagelsen fra telefonsamtalen natten til torsdag 27. marts 2014.