Manden med arret

Han har taget turen fra pusher og hidsig slagsbror til narkoman i behandling med statsfinansieret heroin. Og herfra – som den første i Odense – taget springet til at komme fri af både stoffer og medicin. Det er 20 måneder siden. I dag er 43-årige Peter Bang engageret i at hjælpe andre misbrugere på ret kurs og for at skaffe penge til det arbejde, holder han lørdag foredraget ”Mit liv i helvede”. Håbet er at samle penge ind til socialt udsatte ved hjælp af frivillige donationer. Her er første del af historien om manden med tilnavnet pitbull.

De blå øjne kigger væk. Men det gør tilskuerens nysgerrige øjne ikke, når de ser billedet af 19-årige Peter Bang med de tynde brune dun på overlæben og det lidt viltre hår. For lige der i venstre side, hvor overskægget så småt kigger frem, tæt på mundvigen, begynder en lang rød linje at klatre op mod øret. Fem små plastre klemmer huden sammen på hver sin side af såret.

- Han kunne ikke tåle at få tæsk, så han trak en kniv, lyder forklaringen på hvad der skete for 24 år siden, da en ung mand med anden etnisk baggrund end dansk kørte en skarp kniv gennem den ene halvdel af Peter Bangs ansigt.

Manden forsvandt, men arret sidder der endnu - og har i perioder været Peter Bang en god ven. Eller Peter Pitbull, som han senere kom til at hedde på grund af sin adfærd som slagsbroder.

Det var dengang, han solgte stoffer, blev skudt på, havde speedbåd, bil, motorcykel, sad i fængsel, delte øretæver ud til store mænd og kunne håndplukke smukke kvinder i byen.

Senere ramte han bunden i svimlede høj fart, ligeglad med livet.

I dag er Peter Bang under ombygning og en anden person. Men ærgrer sig over, at han skulle en tur i helvede, som han kalder det, før han fandt sig selv.

Peter Bang kommer til verden en onsdag i begyndelsen af august 1971 på Odense Sygehus.

Når han husker tilbage på sin barndom i dag, husker han en familie med tre vilde drenge, travle forældre og mange flytninger betinget af succes eller smalhans i faderens busfirma.

Men han husker også de mange slag, først og fremmest fra hans far, der kører en konsekvent opdragelsesstil, hvor overtrædelser bliver straffet fysisk. Nogle gange med en bøjle, andre gange med et spanskrør - så det er ikke altid af uvilje, at Peter har svært ved at sidde ned i skolen, hvor han hellere laver ballade end følger undervisningen.

Han får senere fortalt, hvordan han som fem-årig bliver fundet liggende på trapperne, nærmest bevidstløs, efter at have drukket den velkomstbowle med alkohol, der står tilbage efter en reception.

Som otte-årig stjæler han sprut fra sin fars hjemmebar og drikker, fordi han godt kan lide den snurrende og svimlende fornemmelse, han får – ikke hver dag, men nogle gange også når han går i skole.

Ni år gammel møder han en anden type voksen end sine forældre, da han render rundt i kvarteret for at tjene penge på at hjælpe med praktiske opgaver.

En mand, der gladelig betaler for græsslåning, roser og smilende lytter til Peter. En nærværende mand, som Peter godt kan lide at være i selskab med – det meste af tiden. Her kommer han frivilligt de næste to år.

Men Peters fascination af alkoholen forsvinder ikke som han bliver ældre, tværtimod – han laver sin egen minibar efter inspiration fra tv-serien Dallas, hvor hovedpersonerne tager en drink fra det rullende barbord, når de er stressede eller får gæster. Han fylder sin egen bar op med sprut fra fars barskab og Vermouth, Martini og æblesnaps fra Aldi - og inviterer vennerne ind til at smage.

I skolen fortsætter problemerne – nu er han også involveret i slagsmål med lærere - men udenfor elsker han de oplevelser, der kan give et sus. For eksempel at køre overfor rødt med 100 km/t på knallert med en ven bag på. Kommer der biler? Mere end en gang hører han, hvordan de må bremse hårdt op og skrider, når han suser gennem et lyskryds.

16 år gammel gør han oprør mod sine forældres opdragelsesstil:

- Der var konsekvens på alt, hvad vi gjorde derhjemme, og jeg var nogle gange fræk og provokerende. Når jeg stak af ud gennem vinduet, blev vinduet hamret fast – men en dag blev det for meget. I stedet for at jeg fik tæsk, gennembankede jeg min far og havde i mange år en trang til at slå ham ihjel. Den dag fik han alt det, som han havde givet mig i hele barndommen. Han havde tilmed en rigtig dyr stol, som vi aldrig måtte sidde på – den smed jeg ud gennem en kæmpe rude, og det føltes så godt. Min mor kom for at blande sig – hun røg ind i radiatoren, så den knækkede, fortæller Peter Bang.

Efter den dag bliver han smidt ud hjemmefra – forældrene tør ikke have ham boende længere. Og herfra bliver hans liv vildere og vildere. Jo mere ekstremt, jo bedre.

Han kommer med i den såkaldte banegårdsbande, der er stærkt inspireret af grønjakkerne fra København, og gruppen aftaler et slagsmål med Alibrødrene og nogle af deres støtter i Kongens Have.

- Vi stod mere end 20 personer med baseballbats, kæder og jernrør, og jeg stod forrest. Da de kom gående imod os - tror ikke de vare mere end 10-12 stykker – råbte jeg: ”Hvad så drenge, er I klar?” Men da jeg vendte mig rundt, stod jeg alene tilbage. De andre havde smidt deres våben og var løbet.

- Nu får jeg bank, tænkte jeg, da de omringede mig. Men i stedet gik en af lederne hen til mig, tog fat i min skulder og sagde: ”Hold kæft du er sej.” Og så blev jeg gode venner med dem. Jeg var ellers ved at pisse i bukserne. Bagefter stoppede jeg i banden, for vi skulle jo være der for hinanden og hjælpe hinanden og alt det, men de stak bare af.

Som 16-årig havner Peter Bang kortvarigt på døgninstitutionen Egely. 17 år gammel tvinges han på antabus og sendes på kostskole i Køng mellem Vordingborg og Næstved for at afsone 40 dages hæfte for vold. Han får dispensation til at komme på skolen, men under opholdet lærer han bare endnu flere kriminelle tricks.

Byture varer flere dage med alkohol og stoffer i rigelige mængder. Det er sjovt at vende biler på hovedet og flytte dem ud midt på vejen, så trafikken bliver spærret. Eller skrive med læbestift på væggene og hærge og smadre, når man bliver smidt ud af en privat fest. Andre gange stjæler han biler, som ender med at blive kørt i smadder som en anden stockcar-racer – han stjæler endda en ambulance, som holder i tomgang.

I 1991 indleder han sin karriere som pusher i Odense – igen noget, der giver ham et sus af spænding - og som årene går, vokser hans ry som slagsbror. Arret er tykt og fremtrædende, og han mærker, når folk kigger. Det giver respekt hos fyrene og vækker beskyttergenet hos mange kvinder.

Han får flere domme for vold, hæftestraf, 20 dage, 30 dage, 90 dages fængsel – men er også den, der skaber tryghed for sin omgangskreds og venner.

Ingen af dem slipper af sted med at kalde ham bøsse – heller ikke for sjov – så får de tæsk.

En dag slår han fem rockerlignende typer i gulvet på et værtshus uden selv at tage synderlig skade. Han ligner en rasende kamphund, når først han går løs på folk, også selv om de er to meter høje og brede, og selv om han bliver ramt, stopper han ikke, før de ligger ned.

Fra den dag er han også kendt som Peter Pitbull.

Som tiden går føjer han små ar og stiksår til samlingen, men en aften i byen er det tæt på at gå helt galt. Nu har dem, han slås med, ikke kun kniv – en rocker fra Aarhus ender med at hente et oversavet jagtgevær i sin bil. Og hvad gør en pitbull så?

Peter flår trøjen af, stiller sig overfor ham og brøler:

- Så skyd din motherfucker…

Noget ændrer sig i mandens øjne, og Peter fanger, at det er fordi, han trykker af.

- Jeg når at smide mig og i stedet rammer han min kammerat, som står bagved. Jeg løber efter ham, som skød, men han stikker af i bilen, fortæller Peter.

I denne periode har han masser af piger, men holder ikke på dem særligt længe. Når de siger, de vil have kærlighed, får de sex – når de vil snakke følelser, bliver han utilpas og sur. Og så tier de stille af frygt. Andre gange langer han en lussing ud, når hans ord slipper op i en diskussion, hvis kvinderne bliver ved med at snakke og diskuterer og diskuterer – det kan han slet ikke have. Han vil meget hellere have, hvis de slog på ham – det er da til at forholde sig til.

Han driver sin pushervirksomhed fra Vestergade 123, kendt som Vesterbro 1-2-3, og Vestre Stationsvej 94, i lejligheden anden sal til venstre. I mange år sælger han hash, men da hans nabo bliver arresteret for heroinsalg, overtager han kundekredsen og forretningen.

- Peter har det godt, siger hans venner. Og han kan selv vælge, om han vil tage en tur på havet i sin store motorbåd, satte sig bag rattet i den blå Toyota Celica GT, 79-model med twincam-motor og sænket bund, og skrue op for det voldsomme musikanlæg, eller svinge benet over sædet på sin elskede motorcykel, en Suzuki 750’er, og vride gashåndtaget i bund.

Men som tiden går bliver det sværere og sværere at holde succes-facaden, for han føler sig sjældent glad. Og er stresset – blandt andet på grund af politiets overvågning, som bliver mere og mere intens.

Han begynder selv at tage kokain for at lette trykket, men afskyr narkomanerne, når de kommer med deres hælervarer for at få stoffer. Beskidte, svinske. De skal ud af døren hurtigst muligt:

- Jamen, uret er mindst 2000 kroner værd...

- Du kan få 800, svarer han, selv om han godt ved, at 2000 er den rigtige pris.

Men det er ham, der har det, de vil have.

Til sidst begynder politiet også at gå efter hans kunder, og han ender i en retssag, anklaget for salg af to kilo kokain. Beviserne rækker kun til, at han dømmes for salg af 89 gram.

Efter fængslet stopper han som pusher – dem, han køber af, sælger ikke til en aktiv misbruger.

I løbet af de næste to år vokser hans eget forbrug alt for hurtigt. Han må sælge ud af sine ting for at finansiere sit forbrug – bilen ryger, båden, motorcyklen, guldkæden, de 3000 CD’er og alle de andre omhyggeligt indsamlede ting i hans hjem.

Men han føler sig bedre end de andre narkomaner, som han nogle gange sidder ved siden af – de er sorte af snavs og går i grimt tøj, han er ren og ordentlig klædt; de fikser, det gør han ikke. Han er ikke en af dem.

Alligevel mister han sin lejlighed og tilbringer vinteren i en carport. Hjemløs.

Nedturen er i gang.

Januar 2011.

Peter Bang, engang spændstig og veltrænet, slæber sine 103 kg, inklusiv vom og hængebryster, op mod heroinklinikken, selv om han overhovedet ikke har lyst til at nedværdige sig på den måde.

Det er flovt, at ham, der har solgt stoffer til mange af dem indenfor – og kørt dem benhårdt – skal ind og være en af dem.

Men han orker ikke mere – altid at være på jagt efter penge, at snyde og stjæle og videresælge tyvekoster med det ene formål at skaffe kontanter nok til et nyt skud heroin, noget at ryge, piller at sluge eller en streg kokain.

Om morgenen vågner han med nedtur på. Kramper, svedeture. Har det af helvede til, men skal ud og skaffe penge - eller låne, velvidende at han ikke kan betale tilbage. Når han skyder heroinen ind i åren og får nedturen til at forsvinde, har han seks timer, før næste nedtur rammer. Derfor bliver han nødt til at skaffe penge til det fiks også – og til et om natten, så han kan sove bare nogenlunde. Går nedturen først i gang, bliver den værre og værre, indtil noget nyt får fat.

Nu har han ikke flere penge, broerne er brændt og ressourcerne væk.

- Hvad søren Peter, er du begyndt at fikse...

- Nnahh, siger han siger han undvigende.

Men jo, det er det, man gør i heroinklinikken.

Han har ellers været stoffri i perioder, men på få uger i 2008 ramler alt omkring ham.

Hans mentor og støttekontaktperson dør af et hjerteanfald – hans bedste kammerat dør af en overdosis efter et kortvarigt tilbagefald, og endelig dør Louise, hans kæreste fra Slagelse, som han har åbnet sig overfor og fortalt om noget af alt det, som plager ham.

Hun dør af kræft.

Hendes kiste sættes ind i ligvognen, og som i trance tager Peter Bang toget tilbage til Odense og går direkte hen og køber stoffer.

- Jeg har altid haft mange venner, men meget få tætte venner, og der røg de alle tre. Det gjorde ondt, og jeg tog ikke til de to andre begravelser – det kunne jeg slet ikke. Jeg følte mig forladt – hvad sker der Gud? – som om at nu skulle jeg virkelig have igen, siger Peter Bang.

Han fylder sig med stoffer og lukker sig inde, ligeglad med alting.

Når der går rygter om dræberheroin i byen, forsøger han at finde ud af, hvem der sælger det – for at købe og tage det i lige så store doser, som han plejer.

- Jeg var så ligeglad om jeg skulle dø. Det var russisk roulette, og hvis jeg tabte, så tabte jeg – og tak for det.

Forbruget af heroin, kokain, hash og piller vokser til et niveau, hvor han ikke længere kan skaffe penge nok. Og efter nogle år som misbruger melder han sig i 2011 til behandling på heroinklinikken, tung og overvægtig efter at have spist antidepressiver gennem længere tid.

Han får omkring et gram ren heroin gratis hver dag, men tager – selv om det ikke er tilladt – andre stoffer ved siden af, for fuck det hele.

- Rudekuverterne kom hele tiden og røg bare over i hjørnet. ”Jeg har ikke pengene mand, jeg prøver på at overleve, lad mig nu bare være.” Og bliver du det mindste presset – af en ekskæreste, der siger til dig, at du må tage dig sammen – skal du lige have lidt til at klare det også. Du er i et miljø, hvor der bare ikke er noget positivt. Det hele er noget lort. Der er sorte skyer, og det regner, selv om solen skinner, siger Peter Bang.

Heroinklinikken giver ham mere overskud, for han ikke skal skaffe så mange penge som før, og han begynder at tænke over sin egen situation. Han vil ikke være på stoffer – hver dag handler bare om at overleve, intet andet.

Tre gange forsøger han med en kold tyrker hjemme hos sig selv – hver gang giver han op efter fire dage, når kramper, søvnløshed og svedeture tamper kræfterne ud af ham. Og hver gang kommer han tilbage på heroinprogrammet igen.

I slutningen af 2012 efter små to år på heroinklinikken gør han et sidste forsøg.

Denne gang vil han i døgnbehandling først for at komme gennem den sværeste fase og derfra arbejde videre. Han søger – velvidende at muligheden for at få nej er det mest sandsynlige svar, for Odense Kommune sender mindre end fem i døgnbehandling om året. Og er indstillet på at tage sit eget liv, hvis han får nej.

- For jeg havde ikke noget liv mere – og var ensom, flov og deprimeret, siger Peter Bang.

Han ender med at få ”ja” - og tager af sted til Sct. Ols på Bornholm.

Først skal han håndtere det, som misbrugere frygter mest - nedturen. Kroppen reagerer med krampe. Koldsveden løber af ham, han skiftevis sveder og fryser, hans arme og ben bobler af uro, og maven rumler. På toilettet skider han og kaster op samtidigt.

Så begynder tankerne og følelserne fra tidligere at vende tilbage - alt det, Peter Bang har haft på afstand takket være stofferne.

Han gemmer på en hemmelighed, som han nu for første gang fortæller andre – at den mand, han besøgte frivilligt i sin barndom og lavede havearbejde for, faktisk misbrugte ham seksuelt. Værre og værre. Alligevel kom han igen, for bortset fra de 20 minutter, hvor det gjorde ondt, elskede han den opmærksomhed, omsorg og ros, han fik. Men det, at han selv kom igen, betød, at han ikke havde sagt noget til sine forældre. For så var det jo hans egen fejl, og så ville han bare få bank, tænkte han.

- Jeg havde været i behandlinger før, men aldrig været 100 procent ærlig – jeg har kun været ærlig et stykke af vejen, så de ikke kunne ramme mig. Men på Bornholm fortalte jeg det hele, og fik det rigtig godt. Meget havde jeg aldrig sagt før, fordi jeg var skamfuld og flov overfor de ting, jeg havde været ude for eller lavet. Nogle få venner vidste lidt, men aldrig det hele, siger Peter Bang.

På Bornholm bliver han også bedt om at tage sig selv alvorlig – og behandle sig selv godt. Og da han får en opgave med at skulle skrive et brev til sig selv – om at være sin egen bedste ven - er han endelig i stand til at sætte ord på mange ting i sit liv. Det bliver til et meget langt brev, hvor han skriver:

Peter Bang læser sit brev op og har øvet sig mange gange for ikke at komme til at græde, men han kan se, at de andre på behandlingscentret bliver rørt. Ved at være åben og ærlig får han nu den respekt, han har jagtet hele livet - den han forsøgte at slå sig til, men fik frygt i stedet.

De fysiske eftervirkninger ved at stoppe helt med både stoffer og antidepressiver raser dog stadig i hans krop. Han sover næsten ikke, og der går 75 dage, før han endelig får fire timers søvn i træk. Han er ved at blive vanvittig, men noterer sig: Nu vender udviklingen.

Hjemme i lejligheden i Odense venter den virkelighed, han flygtede fra i mange år.

Strømmen er lukket, fordi regningerne ikke er betalt. Bøder og flere regninger hober sig op.

Modsat flere andre kommuner yder Odense Kommune ikke meget hjælp i denne periode. Peter Bang vælger at se det som en styrke, at han må klare sig selv.

Nu gælder det bare om at gøre det modsatte af det, han tidligere har gjort, når han har været stoffri, tænker han, for dér er det jo gået galt.

For første gang har han følelsen af at have fået fat. På de lange gåture lægger han mærke til, at solen skinner, fuglene synger, blomsterne dufter - og at pigerne igen viser interesse for ham. Men han kan godt lide bare at være sig selv.

Han begynder at træne igen, svømmer, cykler og løber, lægger sin kost om og taber 15 kg på tre måneder.

Hver dag tager han til møde i NA - Anonyme Narkomaner - og begynder at komme på Lyset, et sted drevet af frivillige for tørlagte alkoholikere og tidligere misbrugere.

Besøgene giver ham nye venner og en ny indsigt og en konkret følelse af kærlighed - af at være elsket som den han er: En følsom og faktisk også kærlig person, der kan lide at hjælpe andre.

Vejen tilbage føles lang og til tider uoverskuelig. Han laver afdragsordninger for politiets bøder og til energiselskabet - og begynder at arbejde med sig selv. Han lærer, at der udover stofmisbrugerens to grundfølelser – fucked up deprimeret eller lykkelig – findes 66 andre, godt nok flest negative, men alligevel nogen, han kan sætte ord på, så han bedre kan tale med andre. Og via besøg på Incestcenter Fyn og senere privat psykolog finder han ud af, at hans pitbull-raseri hænger sammen med det seksuelle overgreb.

- Jeg kommer fra et hjem, hvor man ikke talte om følelser, så jeg kunne ikke komme af med det. Det er nok også derfor, mine kærester nogle gange har sagt, at jeg kunne springe i luften som en bombe. Men jeg havde det af helvede til dagen efter, jeg havde givet en lussing i afmagt over, at mine ord slag op, og prøvede at finde ud af hvorfor. Jeg har prøvet at stikke en kniv i mig selv og lovet mig selv, at jeg aldrig ville gøre det igen. Men efter et halvt eller helt år delte jeg et par lussinger ud igen, siger Peter Bang.

Han har diskuteret nogle af tingene med sine forældre, som han har et godt forhold til i dag, siger han.

- De gjorde det så godt, de kunne. De arbejdede meget og havde ikke tid til tre drenge, der ikke lige var mønsterbørn. Min far var også frustreret, fordi hans firma var ved at gå konkurs – og de fik selv begge tæsk, da de var børn. Og det har de givet videre.

Peter Bang føler, at han lærer noget nyt om sig selv hver dag, efter han er blevet stoffri. Men det er ikke altid rart at være i.

En dag oplever han at blive svigtet af en kæreste, og så kommer hele læsset fra fortiden farende ind over ham – alt det, han tidligere tog stoffer for at få til at forsvinde.

- Jeg fik stoftrang igen – mit hoved kunne virkelig manipulere med mig. ”Tag nu bare lige en, så kan du få ro på, få det på afstand og sove om natten.” Heldigvis kørte jeg tankegangen helt ud og vidste, at det ville betyde, at jeg mistede alt igen, så jeg ringede i stedet til min mentor, fortalte om det til vores møder og snakkede med min venner om det. De tog én følelse og én tanke af gangen og talte med mig om det. I stedet for at jeg slukkede for det med stoffer. Og jeg gjorde det rigtige, for jeg sidder her i dag og er stadig clean. Stoffer løser ingenting – de skubber bare problemerne foran dig, siger Peter Bang.

Et år efter han stoppede med stofferne og medicinen, gør han status. Hvad skal fremtiden bringe? Så kommer han til at tænke på, hvor han var for et år siden – på hvor langt han er kommet – og så begynder han at græde.

Her i oktober er det 20 måneder siden, han stoppede. Han er frivillig de fleste af ugens dage og gør et stort arbejde for at hjælpe andre misbrugere videre, på at snakke med pårørende og være en del af det levende fællesskab, som udgøres af en gruppe af tidligere misbrugere.

Når han lørdag vælger at fortælle om sit liv i et offentligt foredrag på University College Lillebælt i Toldbodgade, er det for at samle penge ind til de socialt udsatte. Dem vil han også bruge tid på i fremtiden - hans liv har fået et mål og indeholder nu også en drøm:

- Jeg vil gerne åbne mit eget behandlingssted. Jeg har ikke nogle færdiggjorte uddannelser som sådan, men jeg har en dyr livsuddannelse, kan du sige, og en erfaring fra det her liv. Den vil jeg bruge og ved, at jeg har meget at give.

- Min målgruppe har været på nedtrapning et år, men mange vil gerne have det godt nu. De vil gerne være clean nu, have ny lejlighed nu, og de tror også, at hvis bare de får en lejlighed eller et arbejde, så kan de blive lykkelige. Nej. Du skal finde tingene i dig selv. Og du skal ikke gøre dig clean for kærestes skyld eller for din kone eller børns skyld, for den holder ikke hele vejen. Du skal gøre det for din egen skyld. Hvis du gerne vil forandre dit liv, så forandre dig selv. Hvis du klarer det, forandrer du også de mennesker omkring dig. Det kan jeg sige af erfaring, for det var det, der skete for mig. Og det virker kraftedme.

Arret sidder på kinden endnu. Han har takket nej til en kosmetisk operation, for som han siger:

- Det er jo en del af den, jeg er.​