Han bærer på en frygtelig hemmelighed. En hemmelighed, som dusinvis af fynske betjente i op mod et halvt år har kæmpet for at afsløre. I en menneskejagt, der ikke er set større, siden en hovmester en sensommerdag i 1964 bortfører, voldtager og kvæler en blot syv-årig pige ved Hvidkilde vest for Svendborg i det, der siden bliver kendt som Mona-sagen.
Han er "manden i den røde bil" - en mand, der er begyndt at overveje, om han har mere at leve for.
Det er april 2013. Lige omkring bededagen.
"Hvis det hele er et stykke musik, så lyder det elendigt fra min plads. Der er ikke sket noget som helst de sidste 40 år. Hvorfor skulle der ske noget de næste 40 ..."
Han sidder foran computeren i sin to-værelses lejlighed på førstesalen af et baghus på Skippervænget 10 i Skibhusene. En lille klynge huse for enden af Skibhusvej i det nordøstlige Odense. De ligger isoleret fra resten af byen i skyggen af Fynsværkets enorme skorsten.
Hemmeligheder på filer
Han har siddet der i hundredvis af timer over det seneste halve år. For at betro sig selv sine dybeste hemmeligheder - og tankerne, der nærmest bare hvirvler rundt i hovedet dag og nat. I dokument efter dokument. Over 2000 sider.
Hans far bor i stuelejligheden.
Selv om de to nærmest bor dør om dør, har faderen ingen anelse om, hvad hans 40-årige søn Nis Bekker-Hansen laver ovenpå. Hvordan sønnen har omdannet sin knap 60 kvadratmeter store lejlighed til ét stort kemilaboratorium, hvor han med indkøbte kemikalier fra England, USA og Matas arbejder på at lave sprængstof. At han har et helt skab fyldt med håndvåben og en indendørs skydebane, hvor han med lyddæmper kan skyde med såkaldt Floppert-ammunition. Noget, der mest af alt kan sammenlignes med hagl fra en luftbøsse.
En anden verden
Den 40-årige halvskaldede og overvægtige mand har fuldkommen isoleret sig fra verden udenfor. En verden, der ønsker at afsløre ham som den, han er - en serieforbryder af hidtil uset karakter på Fyn.
Faderen ved, at der er et eller andet galt i lejligheden ovenpå. At sønnen er psykisk ude af balance. Han har forsøgt at få hjælp til sin søn, men det er som at løbe panden mod en mur. For sønnen er 40 år. Han er myndig og skal selv bede om hjælp, for eksempel ved at opsøge den psykiatriske skadestue ved OUH, lyder beskeden. Men det vil han ikke. For han kan slet ikke se sig selv. Og det er der i øvrigt heller ingen andre, der kan.
Han glider bare længere og længere ind i sin egen verden. En verden, hvor ufattelige mængder børneporno, skydevåben, hjemmelavede sprængstoffer og ikke mindst et ekstremt forbrug af ADHD-medicinen Ritalin fylder alle hans vågne timer.
En ond cirkel
Og selv om han ved sin runde fødselsdag spiser middag med sin mor og far, som de har for vane at gøre en gang om ugen, så er ingen i stand til at bryde tavsheden og den onde cirkel.
Han virker trist og siger næsten ingenting, og det gør hans mor heller ikke. End ikke, da han lufter tanken om, at han måske bare skal kaste sig selv i havnen. Den eneste, der taler, når de spiser sammen, er faderen. Og han taler mest om sig selv, som moren senere vil forklare, da de retspsykiatriske eksperter i Middelfart spørger.
Ønskebarn
Der er ellers ikke noget, der tyder på, at det skal komme så langt ud, da Nis Bekker-Hansen kommer til verden 25. april 1973. Et ønskebarn i en kernefamilie i Ryslinge.
Men som i andre familier begynder kernen at rådne op indefra.
Da han fylder 10 år, falder familien fra hinanden, og han flytter med sin mor til Vollsmose. Hun har problemer med at holde sig fra flaskerne efter skilsmissen.
Og da drengen kommer på Vestre Skole, noterer man sig, at han har visse adfærdsproblemer.
Har han svært ved at klare sig socialt, så går det til gengæld o.k. fagligt. For han er ikke dum. Nok nærmere det modsatte.
Derfor forlader han også skolen efter 9. klasse med et eksamenspapir, der godt kan bruges til noget mere. Men til hvad aner han ikke.
Faktisk bruger han nu mest tiden på at ryge hash. Han er begyndt at ryge de brune klumper som 14-15-årig, og den daglige røg giver ham ikke noget svar på fremtiden.
Forskellige småjob i byen tjener til at opretholde virkelighedsflugten, der får brændstof i form af hash og i en periode andre euforiserende stoffer.
Børn og eksperimenter
Først som 20-årig begynder han at få en smule styr på sit liv. Det kommer med et job som pædagogmedhjælper i Børnehuset Ådalen tæt på OB's klubhus og de dyre villaer på Langelinie og i Hunderup-kvarteret.
I børnehuset er personalet glad for den unge mand. Året er 1994, og som mand i en ellers kvindedomineret verden er han noget særligt. Også selv om han på nogle forældre virker som et mærkeligt menneske. En nærmest sky og indadvendt mand, der har svært ved at se folk i øjnene, når han taler med dem.
Men personalet er glad for ham. Og det er børnene også. Særligt drengene. For Nis gør noget, ingen pædagoger kan finde på.
Han laver eksperimenter.
Med en far, der en årrække har arbejdet på et laboratorium, og en onkel, der er så skarp på kemi, at han har skrevet en ph.d. om emnet, er Nis vokset op med kemiforsøg gennem hele sin barndom.
Med stoffer, der kan brænde i vand, stoffer, der med den rette blanding kan skifte farve, og med hjemmelavet sortkrudt, der kan give et ordentligt brag.
Det er den sidste slags, han præsenterer drengene for. I de grønne buskadser ved åen og børnehaven. Det er sådan noget, drenge godt kan lide, og som piger og kvinder ikke forstår, som han senere forsøger at forklare anklager Lenette Skak, da han i byretten skal fortælle, hvorfor han hjemme på Skippervænget fremstiller den ene klump sprængstof efter den anden, som han detonerer og filmer på de mest øde steder, han kan finde i udkanten af Odense.
Slået tilbage og slået op
Da eksperimenterne i børnehuset bliver opdaget, bliver det dog i første omgang dysset ned over for forældrene. Pludselig en dag er Nis bare væk igen. Slået tilbage til start efter næsten to års optur.
Han gør dog et nyt forsøg, der for en stund ser det ud til at lykkes.
Dels med en HF-eksamen, der kommer i hus, og ikke mindst med kærligheden, der udvikler sig til et længerevarende forhold til en kvinde med en mindreårig datter.
Det er kun anden gang, han oplever at have en kæreste i længere tid. Måske derfor rammer det ekstra hårdt, da hun slår op med ham i 1999.
Bruddet får hans verden til at styrte i grus.
De få venner, han havde engang, er væk, og en velmenende læge ordinerer lykkepiller i et håb om at få ham på ret kurs igen efter det, der kan synes som en depression.
Om det er en egentlig depression, der rammer ham, er landets fremmeste lægevidenskabelige eksperter i Retslægerådet stærkt i tvivl om, da de mange år senere læser alle hans papirer igennem.
De hælder mest til, at det er hans egenart, som de kalder det, der gør ham depressiv og altopgivende. Lykkepillerne har da heller ingen effekt.
For han har svært ved at finde lykken. Både med og uden piller.
Men drømme kan han stadig.
Både om en uddannelse som datamatiker eller multimediedesigner. Men han rykker ikke. Skyder bare drømmene ned igen.
Tilbage til børnene
I stedet vender han tilbage til det eneste, han har haft i hvert fald en vis grad af succes med. Han bliver medhjælper igen. Ikke i et børnehus, men på Dalum Ungdomsskole.
Hos kommunen noterer man sig først hans ansættelse fra 2000 til 2002, da hans navn dukker op i medierne i forbindelse med oprulningen af sagen mod "manden i den røde bil".
Afsløringerne får kommunens Børn- og Ungeforvaltning til at gennemgå alt, hvad man har på ham som ansat, efter at en tidligere leder i børnehuset i Ådalen genkender hans navn, da han i pressen bliver afsløret som "manden i den røde bil".
For kommunen gælder det om at finde ud af, om han har optrådt upassende over for børnene eller de unge på ungdomsskolen.
Det har han ikke.
For han har slet ikke udfoldet sine mørkeste sider endnu.
Hvorfor han stopper på ungdomsskolen, er der ingen, der ved. Han stopper bare.
Og næste stop bliver SDU. Først med et filosofistudium, og kort efter dropper han ud og skifter til medicinstudiet.
Han er skarp på kemien, men det kniber med det meste andet på studiet. Da han til en anatomi-eksamen får et fem-tal, dropper han ud igen.
Han vil gerne - men han kan ikke.
