- Havde hun set på mig, havde jeg nok sagt:
Hjælp mig

Nynne stod i køkkenet, da det bankede på ruden. Familien var flyttet til Humble på Sydlangeland for et par måneder siden og kendte ikke nogen. Hvem var det? Hun drejede hovedet efter lyden og så to kvinder stå på den anden side af vinduet.

De sagde, at de var fra kommunen, og at de kom for at byde familien velkommen til Langeland og se til den lille.

Det havde Nynne aldrig oplevet før de steder, familien havde boet. Og det var mange. Over 30 adresser på seks år. Silkeborg, Børkop, Holland, Norge ...

Hendes mand var oppe på førstesalen, vidste hun. Tøvende viste Nynne kvinderne indenfor.

Der stod flyttekasser over alt i stuen. De havde ikke orket at pakke dem ud.

Flytningen til Langeland var sket pludseligt. Som altid. Nynnes mand kom hjem og sagde, at nu skulle hun pakke deres ting. Og hun stillede ingen spørgsmål. Det havde hun lært at lade være med. Hvis hun stillede spørgsmål eller diskuterede, fik hun tæv. Nynne var også for længst holdt op med at spørge sig selv, hvad der foregik. Hun følte ingenting. Overlevede bare.

På seks år havde hun født fire børn. De to af dem som et resultat af hendes mands voldtægter af hende. Han tillod ikke, at børnene kom i institution, så de var hele tiden omkring hende.

Engang imellem fik hun lommepenge af ham til mad. Hun vidste ikke, hvornår hun ville få igen, så hun lagde altid lidt af dem til side ved at gemme dem mellem den lilles bleer. Der opdagede han dem ikke, for han skiftede aldrig de små.

Et ordløst liv med børn

Nogle gange spillede hun guitar for børnene og sang godnatsange. Engang havde hun drømt om at blive musiker. Men ellers var det et lydløst liv. Børnene skreg ikke, for så blev far sur. De stoppede også ret hurtigt med at græde som helt små. De larmede aldrig.

På sofaen i stuen denne dag lå hendes fireårige datter. Hun var sløj og afkræftet, kas-tede op hele tiden og vejede kun 11 kilo.

De havde været ved vagtlægen med hende nogle gange de seneste dage uden at finde svar på, hvad der var galt. Nu lå hun blot sløvt på sofaen og kiggede ikke op, da kvinderne kom ind.

Hun var der bare.

To andre børn var også i stuen. Og Nynne tog den fjerde og yngste, en datter på syv måneder, i armene og så på kvinderne.

Stemningen var anspændt.

Nynnes mand kom ikke ned fra førstesalen.

Selv om hun for længst var holdt op med at mærke, hvordan hun selv havde det, skælvede alle nerveender, når det kom til ham. Og der var et eller andet galt.

Han lod tilsyneladende som om, at han ikke var hjemme.

Nynne kiggede på kvinderne fra kommunen og håbede, at de blev. Når hendes mand blev utryg, blev han ubehagelig.

Omsider kom han dog ned i stuen og hilste på kvinderne. Mens den ene af dem, en socialrådgiver, talte med ham, gik sundhedsplejersken sammen med Nynne ovenpå for at kigge på den lille.

De stod ved siden af hinanden ved puslebordet, mens sundhedsplejersken undersøgte den lille pige.

I årevis havde Nynne aldrig været alene med en person fra myndighederne. Hendes mand var altid med og førte altid ordet, hvis de en sjælden gang var hos en sagsbehandler eller en læge.

Nynne fik hjertebanken.

Sundhedsplejersken pludrede med babyen og noterede i sine papirer, at den lille var god til at fange sin egen tå.

Men hun kiggede ikke på Nynne.

- Se da på mig. Se da på mig, tænkte Nynne.

- Spørg mig, hvordan jeg har det ...

Men sundhedsplejersken sagde intet. Og det gjorde Nynne heller ikke. Hun kunne ikke finde initiativet. Stod der bare, tynd og træt.

Da de kom nedenunder igen, aftalte de med sundhedsplejersken og socialrådgiveren, at de to store børn skulle i børnehave. Naturligvis, naturligvis. Farvel, farvel. Tak, tak.

Så gik de to kvinder. Og helvede brød løs i det lille hus i Humble.

Af sted til Holland

Nynnes mand råbte og skreg og var utrolig stresset. Og de kommende dage installerede han hende og børnene i et feriehus, og snart derefter befandt de sig i en bil på vej til Holland, hvor han stammede fra.

Nynne holdt igen op med at spørge, tænke og føle. Hun fulgte bare med.

- Hvad havde du sagt, hvis sundhedsplejersken havde kigget på dig?

Det er tre år efter flugten til Holland.

Vi mødes i Nynne Christoffersens nye bolig i Vollsmose. Ved et solidt spisebord, som hendes nye kattekilling hele tiden hopper op på.

- Hvis hun havde kigget på mig, havde jeg nok sagt: "Hjælp mig", siger Nynne.

- Jeg ønskede sådan, at hun spurgte, hvordan jeg havde det. Når nu han endelig ikke var der. Jeg fandt senere ud af, at de var bekymrede for os. Men det sagde hun ikke. Hun sagde ikke: "Vi er bekymrede for jeres børn. Hvordan har I det egentlig?", siger Nynne.

På tørrestativet i gangen hænger små strømper og T-shirts. På væggen hænger hendes to guitarer. Hun har brygget te til os.

Hun er ved at samle sine stumper til et brugbart liv.

Hendes to ældste børn på ni og syv år er frivilligt anbragt i hver sin behandlingsplejefamilie, men de er hjemme hos Nynne hver anden weekend.

De tre yngste på seks, fire og to år bor her. Hun har adressebeskyttelse mod eksmanden, der kun ser de to ældste børn under overvåget samvær hos plejefamilierne.

- Jeg er langtfra fremme endnu. Men jeg er på vej, siger hun om sit liv i dag.

I morgen, onsdag, holder hun foredrag sammen med Lisbeth Zornig i Vollsmose Kulturhus. Og hér, i avisen, står hun frem med billede og sit rigtige navn, når hun nu fortæller sin historie.

- Jeg vil gerne have, at folk ser, at jeg er et rigtigt menneske med et navn og et ansigt, siger hun.

Uden myndighed

Dengang, da familien pludselig styrtede af sted til Holland, endte hun på avisernes forsider som moren fra Langelandssagen.

"Nomadefamilie på flugt: fireårig datter vejer kun 11 kilo", lød en af overskrifterne.

Det blev en af de mest omtalte sager om socialt udsatte familier på flugt fra myndighederne, såkaldte nomade- familier. Medierne berettede om, hvordan børnene var massivt omsorgssvigtede, og hvordan familien levede af bedrageri og kriminalitet.

Nynne siger, at hun ikke anede, at hun var på alle forsider, eller at myndighederne jagtede dem.

- Jeg kendte ikke til detaljerne i vores liv overhovedet. Jeg vidste ikke, hvad han foretog sig, og jeg turde ikke spørge. Jeg havde lige så lidt myndighed, som mine børn havde, siger hun.

Overtalt

Hun var 17 år, da hun mødte ham.

Nynne var vokset op hos sin far og mor, der var henholdsvis pædagog og lærer, og hun kalder sin opvækst for almindelig.

Som 17-årig havde hun trang til eventyr. Hun spillede meget musik, og på en jazzfestival mødte hun den 14 år ældre mand, der også var glad for musik og fortalte, at han var uddannet ingeniør og fra Holland.

- Jeg tror ikke, at jeg blev forelsket i ham. Jeg tror, at jeg blev overtalt. Han havde sprogkundskaberne i orden, var god til at fortælle og fange min interesse, og jeg ville bare ud at se verden, fortæller hun.

Nynne flyttede med ham til Holland med en plan om at gå på musikkonservatoriet. Men hurtigt faldt hun sammen i en rolle, hvor det var ham som meget ældre og mere erfaren, der styrede deres liv.

Som 21-årig blev hun gravid, og da hendes søn var omkring et halvt år, begyndte det hele at falde fra hinanden.

Til et møde på kommunen i Silkeborg, hvor hendes mand bad om et sprogkursus, så han kunne få job i Danmark, kom han op at skændes med en sagsbehandler, og da Nynne derhjemme påtalte, at det var uklogt, gik han amok.

- Jeg fik en på skallen, og derfra blev vores verden tumult. Han begyndte at flygte og gravede sig en grav af gæld og problemer med myndighederne. Til mig sagde han bare, at han havde fået nyt arbejde, når vi pludselig skulle flytte. Eller også sagde han ingenting, og jeg turde ikke blande mig. Hans sindsstemning styrede alt.

Familien overnattede ofte på hoteller og stak af fra regningen, fra kreditorer, politi og myndigheder. Jo større problemerne blev, jo mere stresset blev han, og jo mere lukket blev familiens tilværelse.

Nynne mistede over årene kontakten til sin familie og sine venner. De brød sig ikke om hendes mand, og han brød sig ikke om dem.

- Jeg anede virkelig ikke, at vi var efterlyst for bedrageri, og at myndighederne var bekymrede for omsorgssvigt. I mange år fik jeg ikke post. Det ordnede han, siger hun.

- Og jeg kunne ikke selv se det. Jeg havde ingen selvstændighed, intet selvværd, ingen viden om mine muligheder. Jeg var heller ikke bevidst om, hvordan jeg havde det, for det var ikke vigtigt. Jeg levede af at holde hovedet oven vande og gøre, som jeg fik fortalt. Det var en krigszone, hvor jeg kun havde få muligheder, siger hun.

- Jeg ville ønske, at jeg kunne have været stærkere og gjort mere for børnene, men det kunne jeg ikke. Jeg levede i frygt. Det gjorde børnene også, siger hun.

Ikke rigtig mor

De blev flere og flere. På seks år fødte Nynne fire børn.

Familien levede i fattigdom. Nogle gange var der penge at gemme mellem bleerne, nogle gange ikke. Nynne lavede gryderetter og kartofler, som kunne strækkes langt. Møblerne blev købt i Røde Kors eller klunset.

Børnene blev slået, var vidner til vold og havde ingen venner på grund af de mange opbrud, og fordi de ikke kom ud. Det var et helt isoleret liv.

- Jeg var beskyttende. Jeg sprang mellem dem og ham, men jeg var ikke mor som sådan. Jeg havde ikke nogen opdragende rolle, og en psykolograpport har siden beskrevet det som en storesøsterrolle. Det er meget rigtigt.

- Jeg kunne heller ikke se, hvor dårligt børnene havde det, som jeg kan i dag. Det ville kræve et mentalt overskud, som jeg ikke havde. Vi levede ikke. Vi overlevede, fortæller Nynne.

Fanget

Mens aviserne i Danmark skrev om Langelandssagen i sommeren 2011, hoppede Nynne i et badebassin i haven bag deres nye hjem i Holland. Det var en 32 grader varm dag, og børnene var med.

- I løbet af 10 sekunder stod der 14 betjente, fire social-rådgivere og to andre mænd i haven. Det kaldes en gidseltagning, fortæller hun.

Nynne og hendes mand blev anholdt, og børnene blev anbragt sammen i en akut plejefamilie. De næste to måneder så Nynne dem kun fire gange, mens hun afsonede en dom for meddelagtighed til bedrageri. Det var et chok, der med ét armgreb, vækkede hende, åbnede hendes øjne for, hvilket liv hun havde levet og budt sine børn.

- Man skal dø for at blive genfødt. Og det føltes som en meget smertefuld død. Hele min verden ramlede, husker hun.

Da hun kom ud af fængslet og hjem til sit tomme hjem, lå der et bjerg af breve fra inkassofirmaer, politi, rets-instanser og andre myndigheder, husker hun. Det var umuligt at overskue.

Samtidig var hun gravid igen. Med barn nummer fem.

Hjem - til Odense

Hendes børn blev hjem- givet to dage efter hendes løsladelse. Deres far sad stadig i fængslet, og det blev den chance, som Nynne havde brug for.

En dag ringede hun til socialrådgiveren fra Langeland. Hun havde læst presseomtalen af deres sag.

- Og jeg kunne se i avisen, at hun faktisk havde prøvet at gøre noget. Langeland Kommune havde som den eneste nogensinde været opsøgende, og det gjorde indtryk, fortæller hun.

I hvert fald var det hendes eneste halmstrå. Den langelandske socialrådgiver kunne finde hende en bopæl i Rudkøbing, men Nynne ville hellere til Odense, og med hjælp fra Langeland fik hun kontakt hertil.

I Holland rumlede myndighederne med at tvangsfjerne børnene permanent. Nynne blev rådet til at flygte til Belgien, hvis hun ville undgå det. Men hun ville ikke flygte mere.

Den 13 oktober 2011 puttede hun børnene i bilen og ringede til Odense Kommune.

- Vi er på vej, sagde hun.

I Odense blev hun højgravid installeret på Det lille Hotel. To dage efter blev hendes børn fjernet og anbragt på Løkkehus Børnehjem.

- Det var skrækkeligt. Jeg havde jo lovet dem, at de ikke skulle fjernes. Men det var det helt rigtige at gøre. I Odense fik jeg endelig den hjælp, jeg havde brug for, siger Nynne.

Det var en skræddersyet hjælp, hvor Nynne fik en fast sagsbehandler.

- Jeg kunne ringe til hende døgnet rundt. Selv da hun tog på ferie, fik jeg hendes mobilnummer og besked på at ringe, hvis det hele brød sammen. Endelig fik jeg en relation til en person fra myndighederne, siger Nynne.

Hun fik hjælp til at få overblik over sin økonomi, hvilket blandt andet åbenbarede en personlig gæld på 800.000 kroner. Hun fik juridisk hjælp til at ordne sin skilsmisse og klare de retssager, der fulgte og venter. Hun fik psykologhjælp. Og hun fik hjælp til at finde sig selv som mor. Den hjælp har hun stadig nu.

- Vi bliver set på som en helhed. Det handler ikke kun om børnene, men om os alle. Den hjælp ville jeg gerne have haft noget før. Jeg vil gerne have, at alle de professionelle, der arbejder med familier som min, forstår, at de har langt mere magt, end de tror. Og at de ser på hver enkelt families struktur og mønster og vinder tillid, så man ikke bare er et navn på en sagsfil.

- I mange år valgte man at sende sagen videre fra kommune til kommune i stedet for at være opsøgende, og det betød, at vi kom ud på helt dybt vand, og at mine børn i dag kæmper med svære problemer, siger hun.

Deres rodløse opvækst har efterladt især de to ældste børn traumatiserede. De har svært ved empati og kæmper med angst. Men det går fremad hos plejefamilierne, synes Nynne.

- Det er fantastiske familier med gode ressourcer, og vi har et godt samarbejde. Det er helt vidunderligt. Jeg ved, at det har lange udsigter, før jeg får dem hjem, men det har jeg sluttet fred med, for jeg kan se, at de får det, som de har brug for nu. Jeg synes, at det går fint, siger Nynne og tøver lidt.

Et andet liv

- Men jeg er jo stadig en bistandsbums. Som sidder her hver dag eller går til møder med sagsbehandlere. Jeg håber, at jeg en dag får et selvstændigt liv, hvor jeg ikke er afhængig af kommunen, og jeg håber, at mine børn får et ordentligt liv, selv om de har fået denne start, siger hun.

Nynne har fuld forældremyndighed over børnene. Og den yngste har aldrig været fjernet fra hjemmet. To dage efter fødslen, fik hun at vide, at hun måtte beholde ham.

- Kender du duften af nyfødt baby? Den kunne jeg først dufte, da jeg fik at vide, at jeg måtte beholde ham. Indtil da kunne jeg ikke lugte ham. Er det ikke utroligt, hvad kroppen kan? Af ren selvbeskyttelse, siger hun.

Sådan har vi gjort

Artiklen bygger udelukkende på Nynne Christoffersens version af begivenhederne

Mød Nynne Christoffersen

Facta

I sommeren 2011 blev familiens fire børn, dengang i alderen otte måneder til seks år, tvangsfjernet fra deres hollandske far og danske mor. Men familien nåede at flygte til Holland.

De boede på Langeland ved tvangsfjernelsen, men var en såkaldt nomade- familie, der flyttede fra kommune til kommune for at undgå de sociale myndigheder.

Sagen blev massivt omtalt i medierne. Blandt andet stod socialrådgiver og souschef i Børn og Kultur-afdelingen i Langeland Kommune Charlotte Jensen frem og fortalte om familien og sit opsøgende arbejde i forhold til øens nomadefamilier.

I slutningen af juni 2011 blev forældrene anholdt og børnene anbragt i en plejefamilie i Holland.

Siden er moderen vendt hjem med børnene, hvoraf tre af nu fem bor hos hende i Odense. To er frivilligt anbragt hos plejefamilier.

Faren har ikke længere forældremyndighed, men overvåget samvær to børn.

Nomadefamilier på Fyn

Langeland: Fire små socialt udsatte børn i en nomade-familie på flugt fra Langeland Kommune er nu kommet i sikkerhed hos de sociale myndigheder i Holland.

Der blev sat en foreløbig stopper i den ulykkelige sag, da hollandsk politi slog til i går og anholdt forældrene i byen Venlo, hvor familien havde søgt tilflugt efter i flere uger at være forsvundet fra deres seneste hjem i Humble.

- Jeg er bare så glad over, at børnene er kommet i sikkerhed. Det vigtigste er, at de er i sikkerhed hos nogle voksne, der tager vare på dem, siger souschef Charlotte Jensen, Børn- og Kulturafdelingen i Langeland Kommune.

Langeland Kommune traf for nogle uger siden beslutning om, at børnene skulle tvangsundersøges på institution, og derfor flygtede den danske mor og hollandske far med børnene i nattens mulm og mørke.

- Nu er børnene fundet, og de skal undersøges på en institution i Holland i tre måneder, hvor det skal afklares, om de skal blive i Holland, eller om de skal herop, siger Charlotte Jensen, der bare er så glad for, at kommunen tog affære.

Spørgsmålet er, om børnene, hvis tvangsundersøgelsen ender med en tvangsfjernelse, skal anbringes i hollandsk eller dansk plejefamilie.

- Økonomisk hænger det indtil videre på Holland, siger Charlotte Jensen.

Langeland Kommune fik færden af nomadefamiliens flugt til Holland via et anonymt tip. Det blev bekræftet af politiets efterforskning via cyberspace, der pegede på en netcafé i Venlo, hvor moderen sendte sine mails fra.

Moderen afslørede sig selv, da hun i en mail til Langeland Kommune henviste til "vores advokat i Odense".