Nu gør han det igen, Allan Olsen. Stiller sig frem. Han har det ellers halvskidt med det, for det gør man ikke.

- Der hvor jeg kommer fra, var man virkelig en idiot, hvis man gik rundt med et billede af sig selv, der var større end et pasfoto. Jeg kan huske, da jeg skulle spille min første koncert i Frederikshavn, efter jeg var flyttet fra byen. Jeg havde fået trykt plakater, som blev sat op i telefonboksene. Efter koncerten cyklede min far rundt i hele byen om natten og pillede dem ned. Man skulle ikke sidde der, som han sagde, og så behøver man ikke sige mere, siger Allan Olsen.

Og nu stiller han sig så frem, er forfatter og har skrevet første del af historien om sig selv. ”Tilfældigt strejfet”, hedder bogen, der ligger hos boghandlerne 4. november.

Det er derfor, vi er her. Derfor, vi er gået de fire etager op til hans lejlighed øverst oppe i et af byhusene i Øgadekvarteret i Aarhus. ”Kom ind”, lyder det inde fra det lille bord i køkkenet, hvor han sidder.

Den 59-årige sangskriver, sanger, musiker og nu også forfatter giver hånd og sætter os ind i sagerne:

- Det er Marco, siger han og peger mod sin 19-årige søn, der sidder foran computeren i stuen og holder sabbatår.

- Og det her er Muddi, min kone, siger han og nikker mod den dansksvenske gårdhund, der døjer med noget gigt på grund af trapperne.

Støvsugeren står midt på gulvet, og hvis de indtørrede rester i gryden på komfuret ikke lyver, så fik de noget med nudler i går. Der er ikke gjort overdrevent brug af nips, pynt og feminint touch i mandehulen. Til gengæld er der instrumenter, guitarkasser og lyddæmperplader på skråvæggene.

Allan Olsen har det der lidt bistre udtryk - som en hård skal uden om en rar mand med en lys nordjysk melodi i de ord, der kommer ud af hans mund.

Det er let at skrive en bog

Det er også på grund af ordene, vi er her. Både dem, han bruger, når han i sine sange bygger små kortfilm op om jævne folk med store drømme. Men også de ord, han nu har brugt til at tage os med tilbage til kilden i den nye bog. Tilbage til barndommen og ungdommen. Til tosser, drømmere og stilstandmænd.

Og i virkeligheden er det jo ikke noget særligt at skrive en bog, siger han.

- Det er jo bare en lang sang, jeg har skrevet. Det er meget lettere at skrive sådan noget her, end det er at skrive en sang. Når du har skrevet 60 sider, og den er ud på natten, så har du lavet noget. Det er ligesom at lave træarbejde. Uanset hvor grimt det bliver, så har du lavet noget, siger han.

Og selvfølgelig har han ikke selv læst værket, ligesom han ikke ejer nogen af sine egne plader.

- Nej, jeg har bare skrevet den. Jeg kan kun have ærgrelser ud af at læse den, for jeg kan ikke ændre noget alligevel. Men forlaget har læst den. De siger, jeg kan skrive, siger han.

Sådan er det med Allan Olsen. Han siger hele tiden noget, der skal vise, at han ikke stiller sig an. At han ikke regner det, han laver, for noget særligt.

- Jeg har aldrig forberedt mig til noget som helst, siger han for eksempel.

Jeg tror ikke på ham. Men jeg tror på, at det er sådan, man fører sig frem, når man er vokset op på husmandsstedet Grønholt et par kilometer syd for Frederikshavn.

Sked sammen med køerne

Det er her, hans barndom og hans bog begynder.

Her, hvor en bette bedrift på 12 tønder land eller cirka 10 fodboldbaner var nok til at brødføde en familie, hvis man var dygtig.

Der var ingen vand indlagt, intet køleskab, ingen varme ud over kakkelovnen i køkkenet. Og intet lokum. Når man skulle, så gjorde man det ned i møgranden bag køerne. Lunt og trygt.

Den der nøjsomhed er kilden til, at Allans far mange år senere cykler rundt i Frederikshavn og piller plakater ned. Det skal ikke hedde sig.

- Det ligger naturligt, at man skal ikke føre sig for meget frem, for det kunne jo godt gå galt.

Det bor stadig i Allan, men det gør oprørstrangen og drømmene også. Det gjorde det sådan set også i den lille knægt på Grønholt, der suttede det sorte af tændstikkerne, selv om det kostede et rap over nallerne fra mor, og en belæring om, at det gav sorte rande under øjnene og blindtarmsbetændelse.

Allan Olsen stryger en tændstik og tænder en håndrullet smøg. Her i hulen må man godt ryge.

- Har I lyst til en kop te. Der er ikke kaffe her i huset, siger han.

Og den te, der snart damper i kopperne, er darjeeling first flush - teernes champagne.

Strejfet af et tilfælde

Vi skal lige have kigget lidt nærmere på, hvad det vil sige at være ”tilfældigt strejfet”, som bogen hedder.

- Noget skal den jo hedde, siger Allan Olsen først.

Men der er selvfølgelig mere. Dels er det titlen på en Olsen-sang om en kat, der er tilfældigt strejfet af morgentrafik. Og som i netop denne her by kan få lov at ligge og være død, så en gråspurv kan lune tæer i dens pels, mens den endnu er varm.

Strejfet er også det utrolige tilfælde, der gør, at man blev den, man blev. Blev Allan Olsen for eksempel.

Han kalder det en koordinat og snakker om de punkter, der tilfældigvis mødes.

Et af dem er, hvornår og hvor man er født. Et andet er strømningerne i tiden. Og et tredje er dem, man møder og bliver påvirket af. Olsen føler sig heldig:

- Jeg er født i bondealmuen, som er repræsenteret af min bedstefar, som levede på samme måde som sine forfædre i mange generationer. Han pløjede med heste til det sidste. Samtidigt er jeg en af dem, der er flyttet ind til byen og jernindustrien. Og præcist, da jeg blev de 14-15 år, der er udgangspunktet for ens virkelighed resten af livet, blev jeg ramt af en tsunami af rock, pop og ungdomskultur med Dylan, The Who, Stones, Kinks og de andre.

Ingen form for gavn

Det er der, Olsens koordinater mødes som et kryds på et skattekort, der markerer, hvor kilden ligger. Kilden til alle historierne og sangene.

- Jeg kunne måske være blevet en udmærket murer, hvis ikke jeg havde spildt mit liv på det her. Men jeg er strejfet af det held, at jeg har fået lov til bare at pjatte mig igennem tilværelsen. Jeg har fået lov til at forlænge mine teenageår i det uendelige. Indtil videre i hvert fald.

- Der er aldrig nogen, der har forlangt, at jeg skulle gøre nogen form for gavn nogen som helst steder. Jeg får lov til at stå op om morgenen, hvis det passer mig, og sidde og rime lidt. Andre skal lægge asfalt, bage brød eller noget andet, der kan bruges til noget.

Og der er den igen, skylden. Når man er sluppet væk, så skylder man dem, der tager slæbet. Dem, der bliver tilbage.

Og så er der det med tændstikkerne. Ikke dem, lille Allan gnavede af. Dem, han havde taget fra på loftet fra morens brudekiste, der larmede så meget, når man løftede låget for at lure lidt. Det var en af de æsker, der lå ved hver kuvert, når der var bryllup, og på æskens forside var der malet et lille billede af en tynd mand i sort tøj og en meget pæn dame i en alt for stor, hvid kjole.

Med tændstikkerne knuget i hånden sneg jeg mig op på stubmarken for at prøve at sætte ild til et par strå. Jeg gemte mig bag halmstakken på stubmarken for ikke at blive opdaget hjemme fra vinduerne. Det gik fint med at få ild, men sekunder senere stod hele halmstakken i lys lue. Hø og halm på et husmandssted er ikke bare ligegyldigt affald fra høsten - det er mad.

Uddrag fra bogen.

Min bedstefar sad og drak kaffe sammen med min tante Irma, og bortset fra kaglen fra sommersløve, omstrejfende høns åndede alt den form for fred og ro, der nogle gange opstod, når jeg var ude af syne. Jeg løb skrigende over marken hjemad, og jeg hørte ilden brøle bag mig. Og nu kom min bedstefar og tante Irma til syne på gårdspladsen. Da jeg nåede stenbroen foran stuehuset, stod min bedstefar som forstenet og kiggede mod vest. Halmstakken var fuldstændig overtændt og stod ikke til at redde. Mænd kom løbende til over markerne med skovle, men der var intet at gøre. De tog farten af og slog over i gang ned mod os. Orange flammer slog højt i vejret, så himlen mistede sit lys, og en bred, grå tågesøjle drev ud over markerne, længere end ud til bakken østen til, og længere end til Risager. Jeg stod og knugede min bedstefars ærme, og så var det, han sagde:

- Al’n, hva’ skal køerne nu leve af til vinter? I mange år var jeg sikker på, at han trak ærmet til sig, men jeg er nu 59 år gammel og ikke helt så sikker mere. Det var et hårdt, men meget pædagogisk spørgsmål at få stillet. Jeg tror ikke, at den brand nogensinde har sluppet mig helt. Sådan er det med ting, der sker tidligt i livet. Der er kødkroge, som sidder i os, kroge, der aldrig kan pilles ud, og som bliver en del af dem, vi er.

Senere, især i puberteten, fik jeg tilbagevendende mareridt om ild.

Allan og arvesynden

På grund af letsindig drengeleg blev stemningen mørk og dyster på Grønholt. Og det var Allans skyld. Hele sin barndom var han overbevist om, at det var på grund af branden, at han sammen med sine to søskende, mor og far flyttede ind til byen og overlod Grønholt til morfar. Det mener han for så vidt stadig:

- Hvis den brand ikke var opstået på grund af mig, så var vi muligvis ikke flyttet til byen, og så havde jeg måske været landmand i dag og havde passet grise. Det er igen en af de tilfældigheder, vi snakker om, siger han.

Og for Allan Olsen er det næsten naturligt at bære rundt på skyld.

- Jeg har skylden med mig stadigvæk. Det er faktisk så indgroet en ting i mig, så jeg altid sørger for at foretage mig ting, som gør, at jeg kan føle mig en lille smule skyldig og have lidt dårlig samvittighed over et eller andet. Ikke bevidst selvfølgelig. Måske fordi det har været en naturlig del af min sind, siden jeg var helt lille. Jeg kan stadig godt have samvittighedskvaler over ikke at have foretaget mig andet end at spille på en guitar, fortælle histrier og synge for folk hele livet.

Det er kun 10-15 år siden, Allan Olsen stadig seriøst overvejede at finde noget fornuftigt at foretage sig. Blive snedker eller være i et asfalt-sjak. Nu er det for sent.

- Der er også lidt arvesynd i det, tror jeg. Ligesom man ikke skal stille sig an, så skal man også helst skamme sig en lille smule over sit liv på jorden i den kultur, jeg kommer fra. Mennesker, der arbejder hårdt for bare at leve, de får følelsen af, at uanset hvad fanden de gør, så bliver det aldrig til noget stort. Det bliver højst nok.

Dybt at falde

Det var ikke nok til at holde en eventyrlysten knægt nede. Men knægten måtte alligevel sande, at man rent faktisk bliver straffet, når man pjatter.

Allan så med egne barneøjne både flystyrt og en tårnspringer, der slog sig ihjel efter et vovenummer.

- Det er altid pjatrøve, det går galt for. En mand, der lever af at hoppe 33 meter ned fra en mast i en spand vand - det skal jo gå galt. Og det var hos os, det gik galt.

Jimmy Jamison hed tårnspringeren, der i en Allan Olsen-sang blev til Tårn-springer Thomsen fra Tåstrup.

For Allan Olsen virkede det som en løftet pegefinger ovenfra, når luftakrobater tørnede sammen og brændte.

Flyv bette fugl lige så tosset du vil

det var det du fik dine vinger til

vi andre må nøjes med at forstå

vi blev sat på jorden for at kravle og gå

vi skal fortsat slubre i lunken grød

vi ska’ nøjes med at kratte

for det daglige brød

og at den slags krumspring skal gå galt

var vi mange her i byen

der godt ku’ ha’ fortalt

Hvis vi ellers ha’ fået

en chance for at snakke’

med Tårnspringer Thomsen fra Tåstrup

Fra ”Balladen om T.T.T.” (Tårnspringer Thomsen fra Tåstrup)

- Rent statistisk er der ikke så mange, der oplever alvorlige fald- og flyulykker. Alligevel regnede det nærmest ned med tårnspringere og vragdele over vores lille sted. Det var, som om skæbnen ville vise den her vanvittige ungdom, der var ved at opstå på det her tidspunkt, at man altså skal passe sin læreplads. Hele kulturen var truet af udryddelse, anarki og vanvid, siger Allan Olsen.

Lureren Allan

De snorlige gader, der var opstået i Frederikshavns sydby for at skabe plads til familierne udefra, blev kaldt ”De ens gader”. En af dem var Vogeliusvej, og det var her, familien Olsen fik sit hvidmalede gasbetonhus med toilet. Både Allan, hans lillesøster og hans storebror fik lov at prøve at trække ud i toilettet. Én gang hver.

- Vi blev jo undervist i den lille ondskab af lærerne. Der var en underliggende terror, hvor du vidste, at hvis du skilte dig ud, så ville de gøre forfærdelige ting ved dig. Det så vi jo praktiseret hver dag, og vi blev gode til at gøre det samme mod hinanden. Børn kan kun reagere udad.

Allan havde altid været en iagttager. Eller en lurer. Da han som lille lå og lurede under bordet, når der var fremmede, kunne han se byben med gabardinebukser og smarte sko, og han kunne se landben i kødfarvede nylonstrømper og praktiske sko.

Men Allan lurede også videre, da han var alt for gammel til det. Som stor dreng sneg han sig rundt i folks haver om aftnen. Han skrev senere sangen ”Op til Alaska” om en mand, der lurer bag folks hæk og stakit og nu tager flugten fra småligheden til noget større - til Alaska.

Uddrag fra bogen.

Hr. Stæhr bevægede munden. Enten sagde han noget til hende ude i køkkenet, eller osse svarede han på noget, hun havde sagt, det var ikke til at vide. De var indendørs, der slap ingen lyd ud indefra. Alt, der foregik derinde, var deres og kun deres, de havde ret til at bevare det for sig selv. Det var det, man betalte for på sin egen matrikel i sit eget hus. Og de vidste ikke, at de blev betragtet af en 14-årig ude fra deres egen have. Det var tyveri. Så længe der var lys inde og mørkt herude, var jeg sikker. Jeg begyndte at udvikle en vane med at snige mig rundt. Ikke for at se nogen uden tøj på. Faktisk vidste jeg ikke, hvad det var, jeg ville se. Det interesserede mig, hvad der foregik hos folk, når de sad og mente sig usynlige. Det var sådan her, de var, når de ikke stillede sig an. De var afvæbnede.

Og nu ved alle, der læser bogen, at det var Allan selv, der lurede i hækken.

- Ja, og min mor er jo nok den første, der render ud og køber den bog, og nu skal hun så læse, at jeg løber rundt i folks haver og kigger ind ad vinduerne. Det var jo voldsomt grænseoverskridende. Man var dødsens, hvis man blev taget i det der. Hvis jeg var blevet taget i det, kunne jeg ikke være der en time mere. Og min familie kunne heller ikke. Det var den ultimative skam, man kunne bringe over familien. Vi var blevet fordrevet i skam. Måske var det også en udfordring af hele den der skam- og skyldting.

- Jeg havde et enormt behov for at betragte mine omgivelser uden forstyrrelse. Og om natten. Det var ikke snageri i den forstand. Jeg havde bare et behov for at vide, hvordan folk lever, når de er private og uobserverede. Et tidligt forsøg på at analysere ting måske, foreslår Allan Olsen.

Med Guitar og Velo Vap

Det krævede dog mere end analyser at blive ham, der i dag lever af at skrive ord, synge og spille musik. Det krævede mod, og det krævede hjælpere. For eksempel en nyuddannet lærer, som kunne se noget mere end en ballademager i Allan. Han hed Willi Aagaard og er stadig en af Allans venner i dag.

- Det er så vigtigt, at en knægt som mig på det rigtige tidspunkt møder det rigtige menneske. Jeg mødte Willi, og det satte en konstruktiv og kreativ snebold i gang. Han gjorde egentlig ikke så meget andet end at tro på os og åbne sit hjem og sit liv for den her lille flok.

Der var andre vigtige hjælpere, og der var en ugdomskultur og en bølge af musik, der var så kraftig, at end ikke Frederikshavn kunne modstå den. Ikke mindst var der en guitar og en knallert.

Allan Olsen nedtoner selv det nordjyske i det, der skete i ungdomsårene.

- Det var det samme, der skete i Nakskov, i Rønne eller i Wuppertal. Ja, eller i Freehold, New Jersey nogle år tidligere, da Bruce Springsteen voksede op og ville have en guitar, fordi, som han sagde: ”this thing’s got wheels”.

En guitar, et kørekort og en 1957 Chevrolet Bel Air convertible kunne skaffe Bruce langt væk. For Allan var det en Velo Vap-knallert.

- Springsteen kørte måske til sydstaterne, og jeg kørte de 42 kilometer til Skagen, men det var ikke afstanden, der betød noget. Det var den sjælelige rejse. Det var muligheder, siger Allan Olsen.

Frederikshavn var fyldt med skibsarbejdere, daglejere og strejfere, og der var masser af knejper og værtshuse. Et touch af Klondike, som Allan Olsen siger.

Romantikken om de hårde fyre på havnen og om tavse mænd med store drømme lever i utallige Olsen-sange.

- Det sted, hvor jeg kommer fra, er indbegrebet af de to ting. Skismaet mellem at være stilstandsmand og samtidig have den rastløshed og udlængsel. Kiggede vi mod øst var der kun hav, 40 kilometer mod nord var der hav og 40 kilometer mod vest var der havn. Og sydpå kunne man køre helt til Afrika, siger han.

Tæt på at hænge fast

Allan havde intet som helst imod at bruge timer og atter timer alene med sin guitar. Han og slænget startede bandet Folkstones, men Allan havde det svært med at øve hver onsdag på et bestemt tidspsunkt.

- Det mindede for meget om at være spejder eller gå til fodbold. Jeg var ikke i stand til at indgå aftaler med nogen om noget som helst. Alligevel var jeg virkelig en sucker efter at være i et fællesskab. Og så snart jeg var det, så skulle jeg bare gøre noget, som gjorde mig upopulær. Det er nok det skisma, jeg altid har levet i. Både i parforhold, orkestre og andre sammenhænge, siger eneren Olsen.

Der er en grund til, at han som kunster først og fremmest er solist. Først da han flere år senere mødte Johnny Madsen, fandt han sin anarkistiske ligemand.

Selv om Allan ikke blev stilstandsmand, så var det faktisk tæt på. Da flere af de andre fra slænget var begyndt at bryde op og søge mod Aarhus og studier, blev Allan Olsen på jerstøberiet Alpha Diesel, og her var han ved at finde noget, han aldrig havde haft før.

- Jeg har jo aldrig haft nogen arbejdsmoral. Det har altid handlet om at slippe omkring det på den nemmeste måde. Men så går tiden bare endnu langsommere. På Alpha Diesel begyndte jeg at forstå, at jeg indgik i en myretue af et fællesskab. Når jeg stod og rensede stempler med en vinkelsliber betød det noget for andre i processen. Det kom til mig, at mit arbejde betød noget, og så gik tiden skidehurtigt.

På det tidspunkt var den unge Allan flyttet ud på Grønholt, der stod tomt efter morfarens død. Og han cyklede troligt afsted på arbejde hver dag. Hvis der var for meget sne, gik han. Han var ved at ligne en god samfundsborger.

- Det tror jeg godt, jeg kunne være blevet. Jeg havde det fint med at gå på arbejde, og jeg har aldrig haft behov for at nedgøre håndens arbejde. Jeg er stadig dybt fascineret og misundelig på dem, der kan lave håndens arbejde. Jeg har aldrig kunnet det.

Men der var det med musikken, og det vidste tillidsmanden på Alpha Diesel godt.

- Han kunne jo godt se, hvor jeg var på vej hen, og han tog jo fat i mig i kantinen, og sagde, at hvis jeg ikke snart kom ud af klappen så blev jeg hængende her. Det skulle jeg bare vide, mente han.

Det er nogenlunde der, bogen slutter. Med Allan Olsen ridende ud af Frederikshavn med kurs mod noget større.

Uddrag fra bogen.

Så gik jeg ned til sydbyen og fortalte min mor, at jeg ville flytte. Hun pakkede rene strømper og to lommetørklæder i en Føtexpose til mig. Jeg havde ingen telefon, så jeg ringede fra Vogeliusvej og bestilte en taxa til næste formiddag klokken ti. Den skulle til banen, tak.

Og vores møde med den nyslåede forfatter slutter med, at vi skal ud i Øgade-kvarteret og tage nogle billeder af ham. Muddi løber forrest de fire etager ned ad trapperne. Gigt eller ej - Muddi vil ud.

Allan Olsen går tålmodigt rundt og bliver portrætteret forskellige steder i bydelen. Men som han siger:

- Jeg har kun ét fjæs, siger han.