Det er to et halvt år siden, Lisbeth forlod sin mand midt om natten, mens han udmattet sov i en lænestol i deres hjem i den røde hjørneejendom i Skellerup. Kun iført en tung kæde om halsen og en stor T-shirt, der dårligt skjulte hendes mange sår og en mørkelilla torso, kørte hun de 4,4 kilometer uden briller midt om natten til tankstationen i Ullerslev, hvor hun fik hjælp til at tilkalde politiet.
Det er to et halvt år siden, Martin så den vigtigste mand i sit liv i øjnene for sidste gang. To et halvt år siden, Martin så, hvilket uhyrligt niveau af ondskab den mand, han engang kaldte far, var i stand til at slippe løs på kvinder. I dette tilfælde på Martins stedmor, Lisbeth.
I dag er Martin Haning 35 år. Lisbeth Haning er 63 år. Hendes eksmand og Martins far, Svend Erik Haning, er 59 år lidt endnu - den kommende runde fødselsdag i juni må han fejre i Anstalten ved Herstedvester.
Her afsoner han en dom på syv år for gennem 28 timer at have holdt Lisbeth Haning fanget - fastspændt til de fire hjørner af deres fælles seng, mens han brutalt mishandlede og torturerede hende for at tilfredsstille sin egen sadistiske drift. Han blev samtidig dømt for en lignende forbrydelse, som han i 2000 begik mod sin daværende kæreste.
Under retssagen blev endnu en beskrivelse oprullet af en sadistisk motiveret seksualforbrydelse af brutal og fornedrende karakter mod Svend Eriks Hanings første kone og Martins mor. Den vil Svend Erik Haning aldrig blive dømt for, fordi sagen er forældet. Og endnu en sag mod en fjerde kvinde har været meldt til politiet, men henlagt. Den er forsvundet i politiets arkiver.
Lisbeth er flyttet fra deres fælles hjem i Skellerup ved Ullerslev. Hun bor nu i et lejet hus et andet sted i Danmark. Hun er førtidspensionist, fordi hun er plaget af gigt.
Og så har hun ar på næsen fra den maske, som hendes eksmand fastgjorde med gaffa-tape. Hendes hørelse har taget skade af den torturmusik, som kørte for høj lydstyrke via små hovedtelefoner tapet fast til hendes ører i de 28 timer. Hun har lammelser i ansigtet og nedsat lugtesans. Og så har hun problemer med at holde på urin og afføring, fordi eksmanden mishandlende hendes voldsomt i de regioner.
Den langvarige mishandling kom som et lyn fra en klar himmel, efter de havde kendt hinanden i ni år.
Det var i 2004, Lisbeth skrev til Svend Erik Haning på Dating.dk.
Der var især to ting, der tiltrak Lisbeth ved Svend Erik Hanings profilbillede: Han stod med en kat i favnen, og han havde et nydeligt, veltrimmet skæg.
- Han var også renlig dengang. Det forsvandt, siger Lisbeth.
Dengang boede hun i en lejlighed i Tappernøje og kørte nattevagt som social- og sundhedsassistent.
Efter de havde kendt hinanden et par år, flyttede de sammen i huset i Skellerup, som blev købt for arven fra Lisbeths mor. Og kort efter blev de gift.
Lisbeth elskede Svend Erik Haning. Når man ser tilbage på det, kan det være svært at forstå.
Han startede konstant skænderier, der endte med, at han forlod hjemmet i vrede og var væk i en uge, 14 dage. Han brugte alle deres penge - på hvad ved Lisbeth ikke. De sad hårdt i det, men der skulle være råd til en citronmåne og et kilo stenfri vindruer om dagen til ham.
- Men jeg elskede ham. Eller kald det forelskelse. Den forsvandt den dag, vi blev gift.
Det var Svend Erik Haning, der friede til Lisbeth. Han havde altid sagt, at et forhold ændrede karakter og blev helt anderledes og meget bedre, hvis man blev gift i stedet for bare at være kærester.
Han friede, mens Lisbeth havde influenza og sad og snøftede i sofaen foran fjernsynet.
- Han spurgte, hvad jeg syntes om en uromantisk kæreste som ham. Jeg svarede, at det måtte jeg jo så synes om, siden jeg stadig var der. Så siger han henkastet: ”Skal vi så ikke gifte os?” Han kiggede ikke engang på mig.
Lisbeth sagde ja. Det var det, hun ville, og det, hun opfattede som formålet med deres forhold.
De blev gift på rådhuset i Nyborg og holdt festen på en kinesisk restaurant i Odense.
- I bryllupstalen sagde han, at han var glad for at blive gift, fordi så havde han en til at tage sig af ham, når han blev gammel. Det var det. Han har aldrig sagt, at han elskede mig, og det gjorde han heller ikke. Han blev gift for at få et hus og en til tage sig af ham.
Det 28 timer lange overfald på Lisbeth var seksuelt motiveret. Svend Erik Haning er sadomasochist.
I al den tid, de var sammen, havde de aldrig, hvad Lisbeth opfatter som sex.
- Erik kunne kun få den op at stå, hvis han blev bundet, pisket, låst inde i et skab eller andet, der havde med S/M at gøre. Vi havde aldrig et samleje.
Lisbeth fik ikke noget ud af S/M. Hun anede faktisk ikke, hvad det var, før hun mødte Svend Erik Haning
- Jeg var en bondepige med slør fra landet. Men kunne det gøre ham glad, gik der da ingen skår af mig, tænkte jeg i begyndelsen.
I deres ni år sammen dyrkede de S/M 10-12 gange. Altid med Svend Erik Haning i den modtagende rolle, hvor Lisbeth skulle gøre ting ved ham, som han på forhånd havde skrevet ned i et manuskript til hende.
- Det udviklede sig til, at han brugte måneder på at skrive de manuskripter med minutiøse beskrivelser af, hvad jeg skulle gøre ved ham. Jeg var ved at brække mig. Jeg gad det ikke.
Og så pludselig en aften i oktober 2013 vendte Svend Erik Haning spillet og drev det ud på brutalitetens vanvittige overdrev. Nu var det ham, der selv skulle udleve og udføre sit manuskript, og Lisbeth, der skulle udsættes for det.
I forbindelse med retssagen bragte Fyens Stiftstidende en stor søndagsartikel med overskriften ”Da ondskaben flyttede til Ullerslev”. Her udtalte anklager ved Fyns Politi Kirsten Flummer, at hun aldrig havde oplevet en grovere sædelighedssag. Professor i klinisk psykologi med speciale i seksuelle afvigere Bo Møhl fra Aalborg Universitet sagde:
”Jeg har aldrig hørt om noget, hvor det har været så råt.”
Ala Elczewska, terapeut ved Dignity - Dansk Institut Mod Tortur, sagde:
”Her er vi inde i psykopatien. Det er sygt og sadistisk. Jeg vil helt klart sige, at det er ondskab.”
Lisbeth sidder på et kontor med udsigt over Svendborg og fortæller som sin tid sammen med den seksualforbryder, der nu afsoner på Anstalten ved Herstedvester. Hun vil ikke tale om den derhjemme. Ikke med en journalist i hvert fald. Hun vil ikke have forbrydelsen ind i sit nye hjem.
Eller hun vil ikke have mere af forbrydelsen ind i sit nye hjem. Fordi den er der.
Den er der som flyttekasser, der kræver styrke at pakke ud.
- Jeg er stærk. Men jeg skal også passe på min psyke. Jeg har siddet og gloet på de der kasser. Jeg har ikke kunnet tage mig sammen. Jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg ikke ønskede den flytning. Jeg er flyttet af nød og tvang, ikke af fri vilje. Huset måtte jo gå på tvangsauktion, fordi jeg ikke kunne sidde i det med en indtægt. Det var nemlig også en konsekvens, at min økonomi blev smadret.
Lisbeth har ikke fået egentlig psykologhjælp efter forbrydelsen. På hospitalet talte hun lige kort med en psykolog, og senere ringede psykologen også til hende.
- Første gang tegnede hun en kommode på et stykke papir og sagde, at jeg kun måtte trække en skuffe ud ad gangen. Det syntes jeg ikke, jeg kunne bruge til noget. Og da hun ringede til mig og spurgte, om jeg havde brug for hjælp, sagde jeg, at hun kunne finde en lejlighed og skaffe mig flyttehjælp. Det kunne hun ikke hjælpe med. Jeg har også prøvet at ringe ind til en eller anden linje, hvor jeg fik at vide, at jeg kunne gå på kommunen og bla-bla-bla. Jeg fik noget at vide, som jeg godt vidste i forvejen.
Forbrydelsen er også i hendes hjem i form af artiklen fra Fyens Stiftstidende: ”Da ondskaben flyttede til Ullerslev”.
- Jeg er god til at komme videre. Jeg drømmer aldrig om det, der skete. Jeg har aldrig genoplevet det. Nogle gange tager jeg den artikel frem og læser den for at minde mig selv om, at det skete. Jeg skal ikke sidde og savle i det, men jeg skal huske mig selv på, at det var virkelighed. Et eller andet sted er det jo en evighed siden. Det var ikke en ond drøm eller et mørkt eventyr. Fordi det er så uhyrligt. Så abstrakt, Så grotesk. Men det skete. Det var virkelighed.
- Og jeg skal sikre mig, at det ikke sker igen. Hvis jeg møder en mand, som jeg synes er sød og rar, skal jeg lige huske at holde øje med signalerne. Jeg skal passe på mig selv.
Lisbeth vil også gerne minde os andre om, at det findes. At det er virkelighed.
- Og at det kommer frem, at det, han gjorde ved mig, var et førstegangsovergreb. Jeg har levet i et dårligt forhold, men jeg har ikke levet i et voldeligt forhold. Jeg har aldrig fået en flad. Aldrig. Og så kommer det pludselig sådan her (Lisbeth knipser, red.) og var så voldsomt. Det er et aspekt, der skal frem.
Svend Erik Haning har ingen familie tilbage. De er rykket over til Lisbeth. Inklusive Svend Erik Hanings egen søn, Martin.
Ud over at Lisbeth og Martin har fået et stærkt bånd, selv om de ikke er egentligt i familie med hinanden, har de en ting til fælles, når de taler om Svend Erik Haning: At de håber, at han dør i fængslet.
- Hvis jeg nogensinde får mulighed for at komme tæt på ham igen - og det håber jeg ikke, at jeg gør - så har jeg én ting, og kun én ting, jeg vil sige til ham, siger Lisbeth.
- At jeg håber, at det var det hele værd for ham. Det er alt, jeg har at sige til ham. Han er mig så ligegyldig. En lille lort. En mide. Han burde trædes ud på fliserne. Hans taletid i livet burde være nul nu. På et eller andet tidspunkt bliver man indhentet af sin skæbne, og det er han heldigvis blevet.
- Og det var ikke mig, det handlede om. Det handlede om hans lyst. Han har en trykfejl i hovedet. Han er født forkert. Derfor holder han ikke op, før han dør. Han kan ikke behandles. Man kan ikke sige trylleryllerylle til et stykke hestekød og sige, at det er svinekød.
- Jeg ønsker ikke død og ulykke for nogen, men dør han i spjældet, behøver jeg ikke kigge mig over skulderen, når han bliver løsladt. Og andre behøver heller ikke at frygte ham, siger hun.
For Martin har konsekvensen været, at han ikke har en far i sit liv længere.
Den beslutning tog han, da han hørte, hvad der var sket.
Når han taler om Svend Erik Haning, siger han ”Erik” eller ”min far”. Aldrig bare ”far”.
- Det føles forkert at kalde ham ”far”. Det er en måde at tage afstand på, siger Martin.
Martin har set sin far to gange, siden det skete. I byretten i Svendborg og i landsretten i Odense.
Og han har ikke set ham i øjnene siden cirka 14 dage, før det skete.
- Når han kom ind i retten, kiggede han ned eller op mod dommeren. Aldrig på os.
- I retten sagde han, at han havde planer om at begå selvmord. Det ville på mange måder have gjort det nemmere.
- Det eneste, der irriterer mig ved, at han kom i fængsel, er, at ellers ville han have været død eller døende nu. Han har diabetes, men jeg tror, de passer for godt på ham i fængslet. Han får ikke masser af chips og chokolade hver dag. Han får nok også et minimum af motion. Helbredsmæssigt har det været et kæmpe held for ham at komme i fængsel. Det kan man sige er lidt ærgerligt.
Efter forbrydelsen loggede Martin ind på Svend Erik Hanings forskellige kontoer på nettet. Han læste hans mails og så hans søgehistorik.
Svend Erik Haning havde været i færd med at leje en ødegård i Sverige, hvor han over for udlejeren udgav sig for at være forfatter. Han sikrede sig, at der var absolut ro omkring ødegården, og at der ikke engang blev leveret post.
Svend Erik Haning havde også været på jagt efter en varevogn og et bur eller en kasse i menneskestørrelse, fortæller Martin.
- Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg fandt de ting. Det gjorde det endnu nemmere at skære ham ud af mit liv.
Martins forhold til Svend Erik Haning var haltende allerede inden forbrydelsen. Han havde besluttet sig for at vælge Lisbeths side og hjælpe hende, hvis hun tog en beslutning om at forlade Martins far.
Hvis man spørger Martin, om han nogensinde har elsket sin far, så mener han nok, at det må han have gjort, da han var lille. Hvis man spørger, om hans far elsker ham, siger han:
- Jeg tvivler på, at han nogensinde har gjort det. Jeg tror ikke, han er i stand til det. Han har accepteret min rolle, at jeg er hans barn og en del af hans familie. Han har været stolt, når jeg har gjort noget godt, men elsket mig ubetinget - det tror jeg ikke. Han ville stadig have gået langt for sit kød og blod, men det betyder ikke nødvendigvis, at der var kærlighed med i spillet. Mere instinkt.
En gang imellem tænker Martin på sin far. At han måske pludselig kan stå og banke på døren.
- Jeg er ikke bange for ham, men jeg er nervøs for situationen, for jeg kan ikke lide det i mig, det bringer frem. At jeg vil stå og råbe ad ham eller et eller andet. Det kan jeg ikke lide at gøre. Det er ikke en del af den person, jeg gerne vil være.
- Det hænder også, at jeg f.eks. ser en mand i Rema med slidt kasket, kedeldragt og hvidt skæg og tænker: ”Kan det være ham.” Det kan også ske, at jeg kører i min bil på en fin sommerdag og pludselig tænker: ”Hvor må det være irriterende for ham, at det kan han ikke gøre længere.” Det gør mig bedre i stand til at sætte pris på mit liv, fordi han sætter det i perspektiv.
Martin kan også blive stukket af angsten for at have nogle af sin fars mørke egenskaber i sig.
- Det er mest tanken om det, jeg er bange for. Men jeg finder det meget urealistisk. Jeg kan godt lide at hjælpe folk uden at få noget igen. Jeg kan godt lide at gøre noget, som giver andre en bedre dag. Det ligger meget fjernt fra det, han stod for. På den måde er jeg ikke bange for, at jeg ender som ham.
- Jeg er ikke flov over ham mere. Jeg har jo ikke noget at være flov over. Det er ikke mig, der har gjort noget forkert. Jeg føler ikke, jeg kunne have gjort noget for at forhindre det. Men det er heller ikke ligefrem, fordi jeg blærer mig med, at jeg har en far, der har gjort de ting.
Den første onsdag i april var Svend Erik Haning ude at smage friheden for første gang, siden han blev anholdt den nat. Han var på fem timers ledsaget udgang hos det eneste menneske, han stadig har kontakt til: Hans bedste ven, Poul, der bor i en lejlighed i en af Københavns forstæder.
Poul vidnede også i byretten og sagde blandt andet, at de havde en fælles interesse i S/M, og at de ting, Svend Erik Haning havde gjort, ikke var unormale i S/M-verdenen.
- Vi sad bare hjemme ved mig og snakkede, da han var på udgang. Var lige et smut hos købmanden. Det var første gang, men det er meningen, at han skal på udgang en gang om måneden, siger Poul.
- Han var på selvmordets rand, da han blev dømt. Nu er han slet ikke derude længere. Alt taget i betragtning har han det o.k. Det går dog ikke så godt med hans helbred. Hans diabetes har gjort, at han har fået stær, og at han ikke så godt kan bruge sine fingre længere. Det er ikke så godt med finmotorikken.
Det er to et halvt år siden, Svend Erik Haning kom i fængsel. Med en dom på syv år er det realistisk, at han kan komme i betragtning til prøveløsladelse om to år og et par måneder.
- Men han har ikke noget at komme ud til. Ingen familie. Ingen penge. Intet hjem. Han har ikke andet end det, han har i cellen, siger Poul.
- Har han stadig sin seksualitet, driften?
- Ja, det vil jeg tro. Driften er jo ikke noget, man sådan kan smide væk.
Da ondskaben flyttede til Ullerslev
Otte års fængsel fik Svend Erik Haning fredag ved byretten for at have udsat sin kone og eks-kæreste for seksuel...
