Så skrøbeligt, at det forsvinder, hvis man nyser

Kai Nielsens 100 år gamle skulptur ”Granittøsen” er pakket ind i papir. Materialet er lagt helt tæt ind, så alle skulpturens unge kvindelige former træder frem i en ny og mere porøs udgave.

Når papiret om lidt bliver klippet op igen, skal det placeres på gulvet rundt om skulpturen. Som om skulpturen er væltet og gået i mange stykker.

På samme måde har kunstneren Peter Callesen pakket Kai Nielsens ”Marmorpigen” ind i papir, så den originale, hvide skulptur kan placeres over for sin tvilling, der er lavet i 40 gram tyndt japansk papir. Hun er sart og sfærisk.

- ”Marmorpigen” bliver næsten transparent, når hun er lavet af papir. Det tilfører skulpturen en anden skrøbelighed, siger Peter Callesen.

At han arbejder i papir er ingen tilfældighed. Han kan lide et materiale, som er hverdagsagtigt og let at få fat i. Som har et element af umiddelbarhed og leg over sig, og som er så skrøbeligt, at man står med en fornemmelse af, at bare man nyser, forsvinder det hele for øjnene af én.

”Skindød” er titlen på hans soloudstilling på Faaborg Museum, som den nye papirudgave af ”Marmorpigen” og ”Granittøsen” skal være klar til.

Peter Callesen kan godt lide ordet - skindød. Det er netop dét, hans papirkunst er, synes han:

- Mine ting er umiddelbart døde, når man kigger på dem, men når man ser efter, opdager man, at de også indeholder liv.

Fra to til tre dimensioner

At arbejde i papir begyndte som en umulighed for Peter Callesen for mere end 10 år siden. Dengang arbejdede han som performancekunstner, og en dag fandt han på at drille sit publikum ved på et A4-ark at tegne et slot, som man umiddelbart kunne klippe ud og samle, men som ved nærmere eftersyn ikke var så let endda. Med vilje gav han slottet så tilpas mange og små detaljer, at det rent konstruktionsmæssigt ikke burde kunne lade sig gøre at samle det.

Til gengæld blev han også opmærksom på, hvordan man kan fortælle store historier med det mest simple materiale. Han blev grebet af idéen om at klippe noget ud af en todimensionel plade og forme det til noget tredimensionelt.

- Jeg siger tit, at mine ting er så tæt på ingenting, man rent værdimæssigt kan komme, fordi det er så simpelt og almindeligt et materiale, jeg bruger.

- Bliver det ikke, som jeg vil, kan jeg altid tage et stykke papir mere, og jeg synes, at det som kunstner giver mig større frihed til at arbejde med de store eksistentielle tematikker, end hvis jeg skulle støbe det i bronze

- Jeg synes, det er interessant, at selv et stort drama kan finde sted på så lille et areal som et A4-papir.

En slange i paradiset

Nogle gange er det i højere grad silhuetterne end selve papiret, der fortæller Peter Callesens historier. Når han skærer noget væk, efterlader det en skygge, som han kalder ”fraværets tegning”.

Indimellem virker hans papirværker som trylleri. Det er, når blodet drypper ned og bliver til valmuer, eller æbletræet er fyldt med skrog. Eller som i hans version af Anna Sybergs blomstrende æblegren, hvor blomsterne er blevet til bier, og æbler er blevet til skrog.

Peter Callesen arbejder bevidst med denne vanitas - forgængelighed - og med kristne symboler i flere af sine billeder. Det virker, som om døden altid er nærværende.

- Jeg betragter mig selv som troende, og religiøsitet er en del af min symbolverden og mit ordforråd, og derfor viser det sig i mine billeder. Men man skal huske, at mine værker er åbne og kan fortolkes på mange måder, siger han.

Ud over forgængeligheden vil han gerne have en form for indbygget farlighed i sine billeder. Noget, som gemmer sig bag den umiddelbare skønhed. Det kan være en edderkop, der kravler i busken, eller en tvivl om, hvorvidt planten er giftig eller ej.

- Det giver en form for ligevægt i billedet, når man ridser lidt i idyllen, synes jeg. At der både er noget godt og noget skidt. Der skal være en slange i paradiset. En lille ulykke, der er i kontrast til det smukke. Det er vel typisk ved mine ting, at de indeholder noget tragikomisk eller dramatisk, siger han.

Se verden på en ny måde

Det er ikke første gang, Peter Callesen lader sine værker til en udstilling påvirke af omgivelserne. Han kan godt lide at blive inspireret af andre, og da han interesserer sig for arkitektur, tager hans egne billeder indimellem udgangspunkt i den. Sådan er det eksempelvis i udstillingsbygningen Gl. Strands Montanasalen, hvor han i et år er indbudt til at udsmykke rummet og har benyttet lejligheden til at bygge en hel væg med vinduer i papir.

For ham kan det stedsspecifikke handle om at mime virkeligheden. Han siger:

- Engang var der én, der sagde, at god kunst er en genkendelse af noget, man ikke har set før, og sådan har jeg det også.

Det er et paradoks, men der er en sandhed i det på dén måde, at der helst skal være et eller andet, som vækker genklang i én, før man bliver interesseret og berørt. Men samtidig skal man gerne blive klogere eller få en indsigt, som man ikke havde før.Man skal se verden fra en anden vinkel. Kunst skal derfor både rumme en genkendelse og en erkendelse.

Står det til Peter Callesen, skal de skrøbelige papirværker få folk til at se på verden med nye øjne.

- Det er en af idéerne med at lade de ældre, kendte kunstværker spille sammen med nye ting på en udstilling. Alt har behov for at blive set på ny, siger han.

Det nye og udfordrende for ham som kunstner er til gengæld at eksperimentere videre med sit materiale, og i forbindelse med denne udstilling er dét netop at lave papirkopier af skulpturer og at farve papiret.

Selv om materialet er enkelt, er der uendeligt mange muligheder, og Peter Callesen er langtfra færdig med at skære sig frem med sin skalpel, som i modsætning til en saks skaber et rent snit og en tydelig dybde.

- Papir kan holde til mere, end man tror, og eftersom det er syrefrit og gemt bag uv-glas, når det bliver udstillet, kan det også holde i flere hundrede år, siger han.