Privat er jeg ikke meget for at stille mig op

Hvordan spiller man egentlig en, der ingen ben har?

- Der er jo både det med at forstå, hvordan det må være at miste sine ben, når man er i 20’erne og på sit fysiske højdepunkt. Og så er der det rent tekniske i at få det til at se ud som om, jeg ingen ben har.

Lad os tage det tekniske først.

- Der er tre forskellige måder, som vi har brugt i filmen. Den dyre Hollywood-metode er green screen, hvor der er en grøn baggrund, og så får jeg nogle grønne strømper på, så man kan man fjerne underbenene bagefter på computer.

Kermit forneden og krigsveteran foroven?

- Ja præcis. Men vi har mest brugt den gammeldags metode, hvor jeg sidder med mine ben nede i nogle huller i en speciallavet seng eller kørestol. Mine ben bliver most op under mig, så jeg har hele vægten på mine underben.

Det er jo en kendt torturmetode.

- Ja fuldstændig. Mine ben sov i de seks uger, vi lavede filmen. Det snurrede sindssygt. Så var der konstrueret nogle stumper, som gik ud fra lårbensknoglen og lignede mine ben. Det er den helt gammeldags måde at lave film på. Den tredje måde, der bliver brugt i filmen, er en splitscreen, hvor man ser min overkrop, og så er den nederste del af billedet en rigtig benamputeret.

Hvordan så, når du går på proteserne i filmen?

- Så er det mine egne ben, jeg går på, men jeg har trænet i at gå på en måde, så det ser ud som om, jeg går på proteser.

Så er der den psykiske del. Hvordan forestiller du dig, at det må føles at have mistet sine ben?

- For at fylde sådan en rolle ud og forstå, hvordan det må være at have et psykisk traume, oversætter jeg det til, hvad det kunne betyde for mig at miste et eller andet, som jeg har kæmpet for. Og som det ville være en kæmpe sorg at miste.

Hvad kunne du miste, der var lige så stort?

- Det kunne være min evne til at være skuespiller.

Hvor frygteligt ville det være? Hvad betyder det for dig at spille skuespil?

- Det betyder utrolig meget. Det er noget, jeg på en eller anden måde har beskæftiget mig med, siden jeg var 10. Hvis det forsvandt, ville det være et kæmpetab, for det er en meget stor del af mig.

Hvad giver det dig personligt at spille skuespil?

- Åh, det er et stort spørgsmål.

Jeg kunne også spørge: Hvad er det at spille skuespil?

- Det er at skabe nogle øjeblikke. Forhåbentlig nogle magiske, ægte og levende øjeblikke. Det er også at være til stede i et nu med en medspiller. Jeg forestiller mig, at det er i nærheden af at spille musik, når det under en jamsession pludselig går op i en højere enhed, hvor alle bidrager til noget sindssygt fedt. Det er en følelse, som jeg ikke kender andre steder fra.

Det er vel også en form for narcissisme, fordi dit fokus er på, at det er dig, der skal høres og ses i den mindste bevægelse.

- Jo, det har da noget narcissistisk over sig, at man stiller sig op der og siger: Følg mig. Det pudsige er, at jeg privat ikke er meget for at stille mig op. Jeg har aldrig i mit liv holdt en tale til en fest. Jeg ville dø af skræk, hvis jeg skulle rejse mig op og sige ord som mig selv. Men der sker et eller andet, når man spiller en karakter og fortæller en historie. Så er det narcissistisk, og samtidig fjerner man al fokus fra sig selv og portrætterer en anden. Jeg stiller mig til rådighed.

Hvordan forklarer du den der dobbelthed, hvor du både er genert og samtidig har behov for at blive set?

- Jeg kan bedst forklare det ved at sige, at når jeg spiller en karakter, så er jeg hele tiden i kontrol. Jeg er der ikke for at blive bekræftet som mig.

Men måske udlever du alligevel noget af dig, som ikke ville komme ud ellers?

- Ja, det er klart. Som jeg sagde før, ville jeg føle et stort tomrum, hvis det var væk.

Hvad handler det så om, når du gerne vil vise alle nuancer af dine følelser gennem dine roller?

- Jeg er egentlig ikke så interesseret i at undersøge de forskellige følelser. Det er mere det med at undersøge, hvad der kan ske i et eller andet nu, hvis jeg spiller nazist og for eksempel skal henrette en. Det er mere som at være ude og lege med sine venner i skoven. Det er mere den fantasi og indlevelse, som jeg tager med derover.

Hvad var du for et barn?

- Jeg var nok meget et fantasibarn.

Alene eller med andre?

- Begge dele, men når jeg legede med andre, var det mig, der bestemte reglerne. Hvem de var, og hvad de skulle sige.

Du skal nok blive instruktør!

- Ja, ja. Nej, det ved jeg ikke, men jeg kan huske, jeg havde en rigtig god ven, hvor jeg hele tiden sagde: Så sagde du det og det, og så gik du jo derover.

Rigtig irriterende.

- Ja, røvirriterende. Dårlig, dårlig ven. Haha.

Og hvis de ikke gad, så ville du måske hellere lege selv?

- Ja, fuldstændig. Jeg kunne stå i timevis og lege med mine actionmænd i håndvasken og lægge stemmer til, og mine forældre kunne ikke komme i kontakt med mig. Jeg fandt altid sådan nogle verdener, som jeg kunne putte de der actionfigurer ind i. Et buskads eller et eller andet.

Men nu kan du jo ikke bestemme mere. I ”De standhaftige” var det den svenske instruktør Lisa Ohlin, der bestemte. Var du enig i alle hendes valg?

- Nej. Det var jeg sgu ikke. Men nogle gange handler det om smag. Hvis hun vil noget, som jeg bare ikke er enig i, men som er det, filmen skal, så er vi bare uenige. Så er det sådan, det er.

Har du temperament i sådan en situation?

- Hvis jeg virkelig føler, at jeg har ret. Hvis jeg ligesom kan se for mig, hvordan det skal være, og der ikke bliver lyttet, så bliver jeg irriteret. Men jeg synes også, jeg kan være diplomatisk langt hen ad vejen.

Du måtte æde nogle kameler undervejs i den her film?

- Ja. Der er valg, hvor jeg tænker, hvis jeg var chefen, så havde jeg sgu gjort det på den diametral modsatte måde. Men det er hendes projekt, som hun har arbejdet på i tre år, og hun er skibets kaptajn.

Du er reduceret til en af de der action-figurer fra håndvasken?

- Ja, det er jeg jo på en måde, og det er o.k. Men der, hvor det bliver rigtig sjovt for mig som skuespiller, er jo der, hvor det er en mere kollektiv proces. Sådan er det at lave ”Arvingerne”, hvor man lytter meget til hinanden, og hvor der ikke er noget, der er låst fast på forhånd. Det er den jamsession-fornemmelse, vi snakkede om.

Når du så ser ”De standhaftige” i dag, er du så tilfreds?

- Jeg synes, det er blevet en rigtig fin film på mange områder. Jeg kan godt se, hvad Lisa Ohlin har villet med filmen nu. Hun har haft en overordnet plan. Men jeg har altid meget svært ved at se mine egne film i starten. Jeg har svært ved at se det som en helhed, så jeg ser en masse fragmenter, og så sidder jeg og tænker: Nå, så er den scene røget væk. Og så er der byttet om på det og det. Så bliver jeg ikke suget ind. Men nu har jeg set ”De Standhaftige” tre gange, og jeg er begyndt at kunne se den som en rigtig god og fin film.

Havde du det også sådan med din største succes ”En kongelig affære”?

- Ja, faktisk endnu værre. Jeg var grædefærdig. Nu var det også første gang, jeg så mig selv på det store lærred, så det spillede nok også ind.

Selv om du er ret ny som skuespiller, er du den rutinerede i ”De standhaftige”, hvor du spiller over for Cecilie Lassen, som ikke er skuespilleruddannet.

- Ja det er ret pudsigt at være den gamle lige pludselig. Men Cecilie kommer jo fra balletten, så det med at stille sig op på en scene og formidle noget med sin krop, kan hun jo bare. Det har faktisk været enormt nemt. Allerede fra den første casting var der en god kemi imellem os. Jeg har kun været den gamle i forhold til sådan nogle lavpraktiske spørgsmål om, hvordan en optagedag ser ud og den slags.

Du har jo prøvet at være den ny. Du var ikke engang færdiguddannet som skuespiller, da du fik rollen i ”En kongelig affære”.

- Ja, det var sjovt sådan at gå fra at have taleøvelser på skuespillerskolen den ene dag til at sidde på et set i Tjekkiet sammen med Mads Mikkelsen og lave film den næste. Da var det til ham, jeg stillede de praktiske spørgsmål, som Cecilie Lassen nu har stillet mig.

Gav det præstationsangst at slå så hurtigt igennem, som du gjorde i ”En kongelig affære”?

- Det var jo først og fremmest en døråbner. Jeg tror, der var mit held, at jeg allerede havde fået rollen i ”Arvingerne”, så jeg begyndte bare at arbejde med det samme.

Og så blev du endnu mere kendt. Hvordan har du det med at blive genkendt?

-Det er jo ikke det, jeg er gladest for, men folk er søde. Det er som regel bare det klassiske dobbelttjek, når folk går forbi, hvor de lige skal se, hvem det nu var. Eller måske en selfie og en bemærkning om, at man gør det godt. Og hvis jeg ikke gider, kan jeg bare tage en hue på. Sværere er det heller ikke.