Milliardærens rock-fix

Over jorden i Bernstorffsparken er der helt stille. Et lag sne ligger som et tyndt hvidt tæppe hen over det, der sker under jorden.

Under jordlagene skulle bunkeren egentlig bruges, hvis helvede og Tredje Verdenskrig brød ud over jordoverfladen. Men russerne kom aldrig, og nu bliver beton-armeringen brugt til at holde støjen fra hvinende guitar-distortion og trommebulder forseglet på de 1100 kvadratmeter dybt under Bernstorffsparken nord for København.

I det største af undergrundens øvelokaler gemmer sig en af de mest særprægede konstellationer i dansk rockmusik.

Det er her, vi er.

- You’re bigger than Dylan, man. You showed up, brøler guitaristen og spasmageren Rick Richards bag solbrillerne.

Han var en af de markante kræfter i Georgia Satellites i den periode, hvor sydstatsbandet var størst.

Og ham, der er større end Dylan, fordi han møder frem, er den tynde, blege bassist, Keith Christopher, der netop er kommet ind ad døren for sent. Men dog kommet.

Dagen før kom Keith endnu senere. Han har været slået lidt ud af jetlag, siden han kom til København. Det var hans band Keith & The Satellites, der blev til Georgia Satellites og stod bag et af 1980’ernes markante rock-aftryk med hittet ”Keep Your Hands To Yourself”.

Det band, de øver med nu, hedder The Bullhounds, og det er ikke de amerikanske stjerner, der gør det usædvanligt. Det gør den danske sanger med den sorte T-shirt.

Erling Daell hedder den høje, korthårede og veltrænede mand med mikrofonen. Han er ikke bare sanger i bandet med de amerikanske stjerner. Han ejer sammen med sin far Daells Bolighus, Harald Nyborg og Jem & Fix og er god for en milliard-formue.

Erling Daell har sunget i drengekor, men han har ikke været med i et gymnasieband eller et ungdomsskoleband, og han kan ikke spille på noget instrument. Men lige nu er han rocksanger. Og på onsdag spiller han på Posten i Odense med sit band The Bullhounds.

Lige nu øver de, og de har travlt, for det er sidste øvedag inden turneen. De to første øvedage gik lidt i mudder på grund af jetlag og problemer med låsen til øvebunkeren.

- Det er en stor udfordring, men jeg kan godt lide at påtage mig en opgave, der er svær. Men det er pissesjovt at stå med de drenge her, siger Erling Daell.

Nu skal der rockes.

Imod alle odds

Det med at kæmpe imod alle odds ligger lidt til familien. Erlings far, Kurt Daell, havde i hvert fald ikke fået de bedste kort på hånden, da han efter Anden Verdenskrig var en udmagret dreng i Østrig og havde tuberkulose. Da hed han Kurt Hauptmann.

Han blev et af de wienerbørn, som fik chancen for at komme til hægterne hos en dansk familie.

Kurt havnede via tilfældigheder hos enken Ingeborg Daell, der tilhørte den ene gren af overklassefamilien, som ejede den købehavnske detail- og postordre-succes Daells Varehus. Ingeborg endte med at adoptere Kurt, og han blev til Kurt Daell.

Det betød nu ikke, at den røde løber hen imod at blive en af landets rigeste var rullet ud.

Men hvordan det trods familiefejder og forhindringer lykkedes Kurt Daell at bygge et forretningsimperium på ruinerne af Daells Varehus, er en anden historie. En historie, som også handler om købet af den odenseanske virksomhed Harald Nyborg.

For sønnen Erling er det bare sådan, det er.

- Livet er en lang række af tilfældigheder. Det er ikke noget, jeg tænker så meget over. Det er jo også et tilfælde, at jeg nu står på scenen sammen med folkene fra Georgia Satellites. Det var aldrig sket, hvis jeg ikke var taget på Mojo den aften i 1996, siger han.

Jack, bajere og venskab

Den aften på det københavnske spillested stødte Erling og en kammerat ind i heltene fra Georgia Satellites på det københavnske spillested. Det blev til en stribe bajere, Jack Daniel’s og starten på et usædvanligt venskab.

Et venskab, Erling Daell har holdt fast i lige siden. Og da Erling nogle år senere stod på en bar i New York sammen med guitaristen Rick Richards og sagde, at han overvejede at samle et band og måske engang udgive en plade, kom det fra Rick, at han var på:

- I wanna be in that band, sagde han.

Fuldemandssnak eller ej, så er det sådan, det er blevet. To andre Georgia-drenge ville også være med, og i 2014 udkom pladen ”Protector”. I år er opfølgeren ”To Rock To Serve” netop udkommet, og Bullhounds skal nu ud og give deres første live-koncerter.

For Erling er det første gang, han kommer til at stå på en scene med et band foran et publikum.

I øveren under jorden er de ved at skyde sig ind på setlisten.

- Skal vi ikke gemme det nummer til encore (ekstranummer)? siger Erling Daell.

Han står sammen med trommeslageren Mauro Magellan og den svenske guitarist Mikael Fässberg fra bandet Bonafide, der er hentet ind for at give mere guitarbund på touren. På bordet står dagens forsyninger af danskvand i toliters flasker, bananer og energibarer.

- Jeg ville være forsigtig med encores. Får vi overhovedet nogle? spørger Mauro Magellan og uddyber:

- Det er vores første tour, vi har ikke etablerede fans. Det kan være, vi får ekstranummer. Men det er ikke sikkert, siger han.

Keep your hands to yourself

Mauro er en lille venlig mand med runde guldindfattede briller. Udover dem er han klassisk halvgammel rock’n’roller med langt sort hår som Rick. Mauro spiller stadig sammen med Dan Baird, der sang Georgia Satellites’ ultimative hit ”Keep Your Hands to Yourself”, og den er stadig fast på repertoiret:

- Jeg bliver aldrig træt af den sang. Den har betalt mit hus. Jeg prøver hver gang at spille den, som om det er første gang, og 90 procent af tiden kan jeg det. Det er en mental ting, siger Mauro Magellan.

Her i Bullhounds er han kapelmesteren, der skal have det til at spille rent musikalsk på tre dage, og det er sidste dag nu. Erlings rolle er en anden:

- Jeg er den, der får det til at ske, og den, der organisatorisk står for alt det, der ikke har med musikken at gøre. Men når det kommer til musikken, er det jo Mauro. Uden at nævne navne kan der være humørsvingninger i bandet, og han er god til at få sagt det, der skal siges. Han har en anden autoritet, end jeg har. Jeg har jo ikke en musikerkarriere, der strækker sig 40 år tilbage, siger Erling Daell.

Mauro Magellan med den lange erfaring mener, at de skal være forsigtige med at satse på at blive klappet og piftet på scenen igen.

- Det, vi kan gøre, er, at vi lader, som om vi går af scenen, det sparer tid. Vi kan ikke være sikre på, at publikum vil vente. De skal hjem til deres babysittere. For det er vel et voksent publikum? spørger han.

I det samme vader guitaristen Rick forbi med sit bud på det publikum, han håber at se:

- Young chicks, man, are coming to see the show. Think positive for God’s sake. siger Rick Richards.

- I’m with you on that, siger Erling Daell.

Vild i Odense

Erlings egen vilde ungdom var, da han flyttede fra trygge Frederiksberg til et ni kvadratmeter stort kollegieværelse med skråvæg i Odense for at læse cand.negot. på universitetet. Det med at studere kneb det med:

- Jeg kunne ikke finde balancen mellem studie og fis og ballade. Køkkenet lå lige over for mit værelse, så der kom hele tiden nogen forbi og snakkede. Jeg var slet ikke studiemoden, og jeg var alt for involveret i alt muligt andet til at læse nok. Der var gang i den, siger Erling Daell.

Han var aktiv i VU Odense, og han var med til at arrangere Kollegiefestivalen, som var en stor koncertfest på plænen ved H.C. Ørsted Kollegiet.

- Det var fandme også sjovt at lave. Jeg havde en god kontakt, og i 1993 hyrede jeg Katrina and the Waves til festivalen.

I 1994 var han ikke med til at arrangere den, men han skaffede kontakten til Georgia Satellites, som spillede det år.

- Da var jeg ikke på arbejde, så det var en fed koncert, hvor jeg stod på scenen og tog nogle fede billeder, siger Erling Daell.

Bibliotekar på bas

Dengang havde han ikke vekslet et ord med dem. Nu står de her i hans band i en bunker under Bernstorffs-parken og øver med Mauro Magellan som den pædagogiske indpisker:

- Okay. Vi improviserede, men det var den rigtige slutning, siger han, inden Rick bryder ind:

- I hope to God, we all stop together, siger han.

Bassisten Keith Christopher og han har kendt hinanden, siden de som helt unge duellerede i Battle of the Bands med hver sit band.

Keith er den mindst rock’n’rollede at se på, som han sidder på en kontorstol med sin bas lidt til højre for scenen. Og han ved det godt.

- Jeg vidste ikke, der kom en fotograf. Jeg ligner jo en bibliotekar, siger han.

Rick står oppe på scenen og er lidt optaget af, at Eagles-musikeren Glenn Frey lige er død, og han spørger, om de bør øve et tribute-nummer til ham.

- No, lyder det kort og godt fra de andre.

- Men hvis vi nu var tvunget til det, hvad skulle det så være for et nummer? spørger han.

Indimellem bryder Mauro Magellan ind og siger for eksempel:

- The sooner we get it done, the sooner we get home.

Det her er sjov, men det er også arbejde, der kræver koncentration. Ikke mindst fra Erling Daell, der er ny i gamet og samtidig skal stå for alt det praktiske omkring turneen.

Til gengæld er han vant til store krav. Umenneskeligt store krav faktisk.

Modstand på bestilling

En milliardærsøn får ingen foræringer, når faderen er et krigsbarn, der har kæmpet for alt, hvad familien ejer.

Det blev for alvor synligt, da Erling begyndte at få ledelseansvar. Gang på gang er han stødt sammen med Harald Nyborg-koncernens direktion i hovedkvarteret i Odense, når han præsenterede sine ideer til kæderne i Sverige.

- Jeg kunne komme til dem med ting, som var rationelt logiske. For eksempel, at vi skulle have en prisstruktur i Sverige, som var tilrettet vores svenske konkurrenter og ikke det danske prisniveau. Det burde være logik for burhøns, men jeg fik bare et nej, og så var vi alt for billige med nogle ting og for dyre med andre i forhold til konkurrenterne, siger Erling Daell.

Og det hjalp ham ikke en snus at gå til sin far, der trods alt ejede hele koncernen, med problemet.

- Han sagde bare, at hvis den kommercielle direktør i Odense sagde sådan, så måtte det være sådan. Jeg blev udsat for en række af den slags urimeligheder i mange år, siger han.

Det vidste hans far Kurt Daell godt. Faktisk stod han selv bag.

- Jeg fandt jo først langt senere ud af, at min far havde givet direktionen i Odense besked om, at jeg skulle have negativ særbehandling. Det var hårdt. Det var en af årsagerne til, at jeg fik en depression i 2007. Det og så et forlist ægteskab. Det er måske overdrevet at sige, at arbejdsbetingelserne var umenneskelige, men de var fand’me hårde, siger Erling Daell.

Er jeg dygtig nok?

Han ejer 40 procent af milliard-koncernen i dag, og der er næppe tvivl om, at Kurt Daell ønsker, at virksomheden skal køre videre i familien, når han er væk.

Erling tænker ikke så meget over, hvad hans rolle bliver i fremtidens Harald Nyborg-koncern. Men han har mærket det personlige pres, der hører med til at være en Daell.

- Jeg har da haft den der overvejelse om, hvorvidt jeg nu slår til. Om systemet synes, jeg er dygtig nok. Der vil være en del fokus på min person og på hver lille prut, jeg slår. Det har jeg været meget opmærksom på, siden jeg startede i Harald Nyborg som trainee i 1998 og fejede gulve i Holbæk-butikken.

Nedturen og depressionen var på en sær måde startskuddet til at få mere magt i koncernen.

- Midt i min depression i starten af 2008 slog jeg hånden i bordet over for min far og krævede, at der skulle ske ændringer. Jeg havde skrevet fire-fem sider ned, som blandt andet gik på en anden jobbeskrivelse, så jeg fik mere ansvar.

Siden 2009 har han ikke haft nogle problemer i virksomheden, og det er også i den tid, rockmusikken er kommet til at fylde mere og er blevet et åndehul. I dag har Erling svært ved at sige, om den negative særbehandling, hans far beordrede, har gavnet eller skadet ham.

- Den har nok stivet mig lidt af. Jeg kan sgu klare al modgang i dag. På den anden side så var det ikke nogle særligt rare år, og jeg havde det mentalt skidt, siger han.

Mayday fra Titanic

Under jorden i øvebunkeren er det også alvor, for settet skal fungere, inden Bullhounds tager på landevejen. Men spas og anarki bobler hele tiden under overfladen, når Rick Richards er med.

Han har sat sig ned og tapper på guitaren, der ligger på skødet, og får den til at lave morselyde som i et nødopkald.

- Mayday, Mayday. This is M/S Titanic calling, siger han.

Rick går i gang med en dialog mellem det nødstedte skib og en affekteret engelsk stemme i den anden ende, som ikke kan hjælpe.

Kort tid efter står hele bandet ude i det lille underjordiske køkken og koger vand til en gang nescafé, mens de joker og hyggesnakker. Blandt andet om, hvem der har set, at den tidligere Guns N’ Roses-trommeslager Steven Adler har været med i det amerikanske reality tv-show ”Celebrity Rehab”, hvor kendte for rullende kameraer får hjælp af Dr. Drew til at komme ud af deres misbrugsproblemer. Og om hvor ædru Guns N’ Roses-drengene mon er nu, hvor de vil gøre comeback.

Erling lever sin drøm

Vi spørger, hvordan det er at spille sammen med Erling. Eller Ørhling, som de udtaler det.

- Det kan vi da ikke svare på, mens han er her, griner Rick Richards.

Og Erling Daell lader som om, han vil gå ud af lokalet og lytte ved døren.

Rick Richards fortsætter:

- Det her er en venskabsbaseret virksomhed, siger han.

Mauro Magellan supplerer:

- Han vil jo ikke være rockmusiker, men han lever jo sin drøm ud. Det er fantastisk, siger han.

- Det er sådan, det er, siger Erling Daell.

- Jeg er jo ikke boss her. Jeg er ikke mere chef end de andre, siger han og beder næsten om at blive sat til vægs af Rick Richards:

- In that case - you’re fired, siger han, og latteren runger i undergrunden.

Erling Daell ved godt, at der vil være nogen, som rynker på næsen af, at han forsøger sig som rocksanger. Han ved godt, at nogen tror, han bare køber sig til det hele.

- Jeg kan jo godt forstå, at nogen kan få den tanke. Men jeg har ikke købt bandet, og de gør det ikke for pengenes skyld. Overhovedet ikke. De har budt sig til, fordi de synes, det kunne være sjovt at lave det her, og fordi de godt kan lide mig som person, vil jeg tro, siger han og synes tanken er absurd:

- Jeg kan også lide AC/DC og Rolling Stones - skulle jeg så gå til dem og sige: Hey venner - jeg er en af Danmarks rigeste. Skulle vi ikke lige indspille nogle sange, så får I et par millioner. Det ville jo være helt skævt. Jeg kan ikke arbejde ordentligt sammen med nogen, hvis de ikke har hjertet med, uanset om det er ansatte, eller det er bandet her, siger han.

Men Erling Daell erkender, at han har nogle muligheder, som andre ikke har. Han har startet sit eget pladeselskab, Rock Bastard Records, for at udgive pladerne. Han sælger dem i Jem & Fix og Harald Nyborg og reklamerer for dem i tilbudsaviserne. Det er også hans eget bookingfirma, der har lejet sig ind på spillesteder som Posten i Odense og Amager Bio i hovedstaden for at få en turné op at stå.

- Jeg bruger selvfølgelig de muligheder og fordele, jeg har, til at få albummet og musikken ud. Man kan ikke sælge gennem supermarkederne mere, og går man ind i en Fona, så har de en top-30, og det er stort set det. Radioen spiller jo ikke den her slags musik mere. Så må jeg gøre opmærksom på det på anden vis, siger han.

Erling Daell ved godt, at der er kritikere, der ikke synes, pladerne er gode, eller som synes, han synger dårligt.

- Hvad kan man gøre ved det? Der er dårlige anmeldelser, og der er gode. Jeg tror, jeg siger ligesom Tim Christensen, at folk selv må vurdere, hvad de synes, siger han.

Bagud på point fra starten

Det er ikke kun en fordel at være en mand med penge og gode forbindelser, mener han:

- Jeg er jo bagud på point fra starten her i Jantelovens Danmark. Folk ved, jeg til daglig er virksomhedsleder. Og i musikmedierne er der noget arty farty over det, for jeg er jo ikke så fin, som hvis jeg var ægte musiker, der ikke havde lavet andet hele mit liv. De udenlandske er mere positive, kan jeg mærke. Det er ligesom i virksomheden, hvor jeg skulle bevise meget mere end gennemsnits-Jensen, siger han. I øvebunkeren er der brug for et køligt overblik, og det har Mauro Magellan bag trommerne.

- Thats rock’n’ roll. We just go on, siger han, når noget går lidt skævt.

Det her er rock’n’ roll, og uanset, hvad der opstår undervejs, så skal de nok komme igennem det, er budskabet.

Eller som Rick Richards siger, så kommer det ikke til at gøre ondt:

- We got through it, and nobody got hurt, siger han.

Erling tager notater til sig selv. Han har ikke rutinen, men han virker frygtløs over at stå foran et band, der er vant til at spille op mod Dan Baird.

- Jeg har ikke prøvet at stå foran et rockband, men det er fint med nogle udfordringer. Det er sjovt, siger han.

Det kildrer måske netop, fordi det er en helt anden udfordring end den, han kender fra forretningsverdenen:

- Hvis man står der på scenen, og der ikke kommer et ord ud af munden, så gør det ondt med det samme, for du har øjenkontakt med folk, og de giver dig feedback med det samme. Det er noget andet, end hvis du fyrer et par millioner af på markedsføring uden at få solgt en skrue mere af den grund.

It’s only rock n’ roll

Under Bernstorffsparken slår en langhåret mand fire taktslag og sætter det næste nummer i gang.

Og en korthåret milliardær og forretningsmand går tæt på mikrofonen for at gøre det, han elsker, ligegyldigt hvad skeptikerne siger. Det er vel det, rock n’ rolle handler om?

Eller som han siger:

- Der er nosser i den her musik. Det er livsglæde, og man får et ordentligt kick af det. Tænk at få muligheden for at spille sammen med nogle af den her genres allerbedste.

Oppe i parken over deres hoveder ligger sneen stadig, mens trafikken er taget til ude på Jægersborg Allé. Erlings sorte Audi A8 er parkeret i vejkanten som eneste tegn på, at der foregår noget usædvanligt i undergrunden. Erling og The Bullhounds er klar til tour med sydstatsrock og et stænk Jem & Fix.