Måske kan du huske ham fra hans rejsereportager fra verdens afkroge for 50, 40 og 30 år siden. Måske har du aldrig nogensinde hørt om ham. Det er sådan set ikke så afgørende.
Det afgørende er, at du kan lide historier. Gode historier. Det er nemlig, hvad den 94-årige journalist, eventyrer, filmmand og forfatter Jens Bjerre er.
Det har han bevist i mere end 50 år med sine bøger, billeder og film fra øde egne - som i en alder af blot 26 år fik ham optaget i det fornemme selskab hos Royal Geographical Society i London. Og det beviser han endnu engang, da vi møder ham i privaten i Gentofte i anledning af hans nye bog ”Globetrotter - Jens Bjerres eventyrlige livshistorie”.
Stemmen er godt nok ikke, hvad den har været. Hæs og næsten hviskende, som han sidder der i sofaen og snakker. Men sådan må det nu engang være, når man som Jens Bjerre har brugt det meste af sit liv på at rejse i hele verden på nær Antarktis. Og sådan må det være, når man som ham fortæller om sit liv og sine oplevelser så længe, at han glemmer at komme af sted til sin ugentlige gymnastik-time.
- Hvornår tog du første gang på eventyr?
- Det var nok dengang, jeg var otte år og boede i Skive. Globetrotteren Holger Rosenberg - ham, der skrev i Familiejournalen - havde lige holdt et foredrag på vores skole. Han viste lysbilleder af de indianerstammer, han havde besøgt i Sydamerika, mens vi sad på gulvet og kiggede. Jeg sad sammen med min kammerat Jørgen, og vi blev enige om, at vi også ville være globetrottere.
- Det var nok i kartoffelferien, som det hed dengang, at vi bestemte os for at lave vores egen ekspedition. Vi stjal noget franskbrød og æblemost og fik fat i en voksdug. Så cyklede vi ud til den nærliggende plantage og gik ind i det, som vi legede var en mørk jungle. Vi lavede et telt ud af voksdugen og sov derude. Når vi hørte noget rasle, var det i vores fantasi indianerne, vi kunne høre.
- Vi havde glemt at fortælle vores forældre, at vi tog af sted. Vi var nok ude i plantagen et par dage, men dengang havde mine forældre allerede oplevet, at jeg var stukket at for at tage på eventyr flere gange.
- Var dine søskende lige så nysgerrige som dig?
- Nej, de var mere velopdragne. Jeg strejfede altid rundt og snød i skolen. Da vi skulle have religionshistorie, blev jeg væk fra den første time. På den måde fik læreren aldrig mit navn i protokollen, så han vidste ikke, jeg hørte til klassen. Når vi havde religionshistorie, strøg jeg i stedet ud til grusgraven eller plantagen, hvor jeg kravlede i træer.
- Din første rejse til udlandet var i 1947, da du tog til Kalahari-ørkenen i Afrika. Hvordan endte du lige der?
- Jeg søgte om visum til Sydafrika, men det kunne der på ingen måde blive tale om. Det var jo lige efter krigen. Men så læste jeg, at Det Østasistiske Kompagni havde chartret en flyver fra Det Danske Luftfartsselskab, som skulle flyve til Afrika. Jeg tog kontakt og fik lov til at flyve med.
- Hvad var det, du håbede på at komme ned til?
- Jeg havde læst mange bøger om Afrika og tidligere forskningsrejser, blandt andre af David Livingstone. Dengang var der stadig en masse områder, som man ikke kendte ret meget til - heller ikke de mennesker, der boede der. Det var de såkaldte hvide pletter på landkortet, der trak i mig. Jeg ville ikke rende i rumpen på andre - det har jeg aldrig villet.
- Hvad oplevede du så?
- Tilfældet ville, at der var en lokal mission med to munke, som skulle køre tværs over Kalahari-ørkenen på en ekspedition. Jeg fik lov til at komme med. Vi kørte i to lastbiler, så vi havde muligheden for at redde os selv, hvis en af dem gik i stykker.
- Da vi kørte, fik jeg at vide, at vi ville gøre stop i det, jeg troede, var en landsby. Det viste sig at være ét træ, som stod midt i ørkenen og gemte på en vandåre. Det var derfor, San-buskmændene holdt til i området.
- Vi vidste, at de havde hørt os, da vi kom kørende. Vi lagde noget tobak ud på en presenning og begyndte at vente. Langsomt dukkede der nogle hoveder frem. Vores tolk råbte til dem, at vi var deres venner, og at vi havde gaver med til dem. Jeg troede, at de ville kaste sig over gaverne, men de satte sig bare ned og ventede. ”Du skal tage det i dine hænder og lægge det over i deres hænder. Husk, de er civiliserede mennesker,” sagde en af missionærerne så til mig. Det tog jeg virkelig til mig.
- Bagefter dansede buskmændene af ren glæde. Det gik ned i fødderne på dem, at de ikke behøvede at være bange for os. Det var mit første møde med buskmændene.
- Hvad betød den oplevelse for dit videre liv?
- Den betød, at jeg fik øjnene op for det at filme. Planen var egentlig, at jeg ville skrive fra min rejse, men jeg havde også et lille primitivt kamera med, som jeg begyndte at filme med. Da vi mødte buskmændene, fik jeg overtalt de to missionærer til, at vi kunne blive en dag ekstra. Så gik jeg ned til buskmændenes boplads. Det blev startskuddet til mine film.
- Hvorfor har det været vigtigt for dig at filme de mennesker, du har mødt på alle dine rejser?
- Fordi jeg gerne ville være med til at bevare de her mennesker og deres værdier. For eksempel blev buskmændene betragtet som dyr. De var sådan nogle, som tyskerne gik på jagt efter om søndagen.
- Mange af de steder, jeg har rejst, var der ingen, som havde besøgt før. De var ikke blevet fotograferet eller filmet før. Det fascinerede mig og gjorde mig nysgerrig. Det er den samme nysgerrighed, som har drevet mig, siden jeg var dreng og kravlede op i en skorsten, fordi jeg ville se, hvordan verden så ud deroppefra.
- Du har også været på jagt efter den afskyelige snemand. Hvordan gik det?
- Efter jeg var blevet optaget i Royal Geographical Society (for sin film om buskmændene, red.) foreslog generalsekretæren mig, at jeg skulle tage til Himalaya for at løse mysteriet om den afskyelig snemand. Jeg talte med bjergbestigeren Eric Shipton, som havde taget det berømte billede af det mystiske fodspor i sneen, og han forklarede mig nøje, hvor han havde taget det.
- Da jeg kom til Himalaya sammen med en tolk, var der ikke rigtig nogen, der havde lyst til at tale med os. Enten vidste de ikke noget, eller også havde de ikke lyst til at tale om det. Men vi fandt ud af, at der var nogle, der sagde, at de havde set yetien i en af dalene. Da vi besøgte nogle af de ældre, lokale mænd, fortalte de, at de havde set en eller anden springe rundt oppe i bjergene, og den mad, som de stillede udenfor om aftenen, var altid væk om morgenen.
- Et par dage senere vækkede tolken mig midt om natten, fordi han havde fået øje på yetien. Jeg kravlede ud af teltet og kunne ganske rigtigt se en sort skikkelse længere oppe på bjerget. Det var for mørkt til, at jeg kunne tage billeder, så jeg gik derop sammen med min tolk. Han ville dog ikke med hele vejen op, da han var bange for yetien. Da jeg kom derop, var skikkelsen væk. Jeg kunne se nogle fodspor, men de lignede ikke dem på billedet.
- Da jeg kom tilbage til lejren, havde de lokale fortalt min tolk, at de havde udvist en fra deres stamme, fordi han råbte, og de var bange for, at han var besat. De havde givet ham mad og skind, så han kunne overleve i bjergene. Han var deres yeti.
- Jeg fandt ikke den afskyelige snemand, men den sindsforvirredes fodspor lignede ikke fodsporet fra billedet. Jeg ved ikke, om der eksisterer et eller andet deroppe, som vi ikke kender til.
- På et tidspunkt levede du sammen med kannibaler i Ny Guinea. Det lyder umiddelbart som en dum idé ...
- Jeg havde nogle papirer fra Royal Geographical Society, som gjorde, at jeg kunne rejse ind i områder på Ny Guinea, som få mennesker kendte til. Jeg tog af sted på en ekspedition med fire patruljesoldater, en officer, en tolk og en kok. Pludselig dukkede der en stamme frem på en bakke. De råbte og skreg og skød efter os med deres buer og pile. Jeg blev ramt i hånden og har lige siden haft svært ved at rette en af mine fingre helt ud.
- En i vores gruppe råbte, at vi skulle lægge vores våben fra os, og at vi for alt i verden ikke måtte begynde at løbe. Imens råbte tolken til dem, at vi kom som venner og havde gaver med. Så stoppede de med at skyde.
- Du har engang sagt, at det var de mest elskelige kannibaler, du har mødt. Hvad mener du med det?
- De var ikke fjendtlige. Det var klart, at de reagerede, som de gjorde, da vi kom ind i deres område. Det er naturligt. Det gør vi jo også i dag.
- Jeg havde hørt, at de hilste på hinanden ved at kilde hinanden under hagen. Da vi kom hen til deres boplads, gik jeg hen og kildede de gamle damer under hagen, og så kildede de mig. Så var vi venner.
- Vi slog lejr i udkanten af deres boplads og var der vel i 14 dage.
- Har du aldrig nogensinde været bange på dine rejser?
- For hvad?
- Det ved jeg ikke ...
- Det ved jeg heller ikke. Jeg har aldrig været bange for de mennesker, jeg har mødt.
- Men jo, jeg var engang ved at flyve ind i et bjerg. Det var i 1954. Der var jeg sgu bange.
- Hvad skete der?
- Jeg blev tilbudt at flyve med fra Goroka til Madang i Ny Guinea. Vi skulle flyve i sådan en Tiger Moth fra Første Verdenskrig, hvor passageren sidder bag piloten. Jeg satte mig til rette, og vi kom af sted, men så lukkede det til med skyer ved det bjergpas, vi skulle hen over. Vi kredsede rundt. Der var ingen åbninger. Kun mørket fra klipperne, når vi kom tæt på.
- Piloten havde en masse sække med kaffe med, som han sagde, jeg skulle smide over bord. Det gjorde jeg, men vi kunne stadig ikke komme højt nok op. Jeg kunne se på piloten, at han var ved at give op. Der blev jeg nervøs, og jeg bliver helt svimmel, når jeg tænker på det i dag.
- Heldigvis kom der lige pludselig et vindpust nede fra dalen, som fik det til at klare op. Det reddede os. Vi kom over passet, og da vi landede i Madang, var der ikke en dråbe benzin tilbage i tanken.
- Hvad var det, du ville opnå med dine rejser, når du tænker tilbage på dem i dag?
- At vise respekt for de oprindelige naturfolk og gøre mere for at bevare dem i stedet for at bekæmpe dem. Men det har man jo i vid udstrækning gjort. I Afrika, i Asien og andre steder i verden. Jeg havde håbet - og håber stadigvæk - at mine bøger, film og billeder kan medvirke til, at man viser større respekt for de værdier, som naturfolkene har. I det øjeblik, man giver slip på det sammenhold, som naturfolkene er opdraget til, mister man livskvalitet, og så bliver der aldrig fred.
- Hvad tænker du om den verden, vi lever i i dag?
- At det går tilbage. De menneskelige kvaliteter går tilbage. Der er alt for mange børn, der i dag bliver opdraget uden at have ansvar for noget som helst. De får det hele serveret. De får ikke pligter og ansvar. Og når de ikke gør det, går de glip af det vigtigste: Sammenhold, som giver respekt for andre mennesker.
- Jeg er betænkelig ved den konstante strøm af mennesker, der flygter fra andre mennesker. Hvis det fortsætter, bliver det opløsningen på den civilisation, som vi har arbejdet for og haft i så mange år.
