Om hvorfor vi skal ud i rummet
Bibliotekschef Bertil F. Dorch fra Syddansk Universitet bød velkommen. Han nævnte, at Fyn har en betydelig plads i europæisk rumforskning, fordi Danish Aerospace Company, DAC, på Hvidkærvej i Odense har leveret tonsvis af udstyr til Esa. Han sagde blandt andet:
- Vi bringer i dag himlen ned på Jorden. Rummet er en uendelig kilde til inspiration for fantasien og forskningen.
Herefter sagde dekanen for naturvidenskabeligt fakultet, professor Martin Zachariasen:
- For 14 dage siden fik vi her på SDU besøg af den sidste spaceshuttle captain, og i dag er det dig, Andreas. Min personlige fascination af rummet nåede et højdepunkt i 12-års-alderen, hvor jeg studerede en bog med billeder af vores solsystem. Husker specielt Jupiters størrelse. Den er 1000 gange større end Jorden. Men igen 1000 gange mindre end Solen. Rummet kalder på udforskning. Hvad driver mennesker ud i dette helt fjendtlige og enestående smukke miljø, rummet? Der er tre grunde. For det første den viden, vi kan indsamle. Den anden årsag er den teknologiske og menneskelige udfordring. Mennesket performer bedst, når vi bliver presset til det yderste. Udforskningen af rummet stiller store krav til problemløsning. Hvis I ikke ved, hvad jeg taler om, skal I se filmen ”The Martian”, der handler om problemløsning på højt plan. Vi forskere og studerende laver jo problemløsning hele tiden. For det tredje: Rumforskning er et samlende og fredsskabende projekt. I dag har russiske, amerikanske og russiske astronauter været i 15 år på rumstationen. Det er en bedrift.
Herefter gav han ordet til Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, som indledte med at tale om Iriss-missionen:
Om at se ned på Jorden
- Det er snart to måneder siden. En af de ting, jeg tit bliver spurgt om er, hvordan det er at sidde på rumstationen og se ned på jorden. På dagsiden ser man ikke noget tegn på liv. På den måde kan Jorden godt se ubeboet ud. Men at se ud på nattehimlen, når vi befandt os på skyggesiden ... fra rumstationen kan man se milliarder af milliarder af stjerner. Hvis man går 50-100 år tilbage i historien, ville man også kunne se noget lignende det her, når man kiggede ud om natten. Det kan man desværre ikke mere. Der er for meget lys, men det er synd, for det er utroligt inspirerende at se så mange stjerner. Man kan ikke undgå at føle, at vi er en lille del af noget meget meget større.
- Det får mig til at tro, at der venter os uendeligt mange spændende oplevelser i fremtiden, når vi forsøger at drage længere ud i rummet. Jeg er sikker på, at vi vil gøre mange flere spændende oplevelser i fremtiden. Vi er først lige begyndt at udforske vores solsystem.
Om Esas projekter
- Vi kender alle sammen Nasa, men knap så mange kender Esa. Det er lidt synd, for Esa er vores fælles rumfartsorganisation her i Europa. Esa består i dag af 22 lande. Vores største testcenter ligger i Holland. Vi har også et kontrolcenter i Darmstadt i Tyskland, hvorfra vi kan kommunikere med og styre de mange satellitter i kredsløb om Jorden og Mars. Vi har astronautcenter i Tyskland, hvor japanske, amerikanske og russiske astronauter træner, når de ska lære at arbejde i vores Columbus-modul på ISS. Vi har en opsendelsesbase i Fransk Guyana, hvor vi kan sende Ariane 5-raketterne op. De opsender 50 procent af alle kommercielle satellitter i dag. Og så har vi et netværk af antenner spredt ud over Jorden.
- Esas budget ligger på omkring 4,5 milliarder euro. Det største proram, der sluger 30 procent, er vores jordobservationsprogram, hvor vi sender satellitter i kredsløb for bedre at forstå vores klode. Det er igennem de data, vi bedre kan forstå forandringerne i Jordens klima.
- Det næststørste er raketterne, hvor vi i dag bruger Ariane 5 og er i gang med at udvikle efterfølgeren, Ariane 6, inden for de næste 5-10 år. I kender sikker allerede gps, men i Europa er vi i gang med at udvikle netværket Galileo. Forhåbentlig i 2016 vil de første otte satelitter være i brug og være i stand til at levere mere præcis målinger her på Jorden.
- Vi har også rumsonder længere ude. Marx Express kredser om Mars og så har I sikkert hørt om Rosetta-missionen. Vores bemandede projet har fokus på vores bemandende rumstation, ISS. Her kan vi lave forskning inden for biolog, fysik og fysiologi. De er så spændende, fordi tyngdekraften er den eneste konstant, der har været mere eller mindre permanent hele vores hele historie. Det er noget, alt liv på Jorden har skullet forholde sig til, så derfor er det spændende at se, hvad der sker, når vi fjerner tyngdekraften. Så får vi en bedre forståelse for nogle af de her naturfænomener.
- Rumfart er en utrolig vigtig industri, hvor der er en kæmpe vækst i øjeblikket. Esa har en klar politik på det område. For hver krone, vi sender til Esa, får vi en krone tilbage til arbejdspladser. Hver krone vi investerer i Esa genererer 4,5 kroner.
Om Den Internationale Rumstation
- Rumstationen kredser i en højde på 400 km med en hastighed på 28.000 i timen. I løbet af et døgn oplever vi 16 solopgange og solnedgange fra rumstationen. Der er ingen naturlig døgnrytme, så vi arbejder ud fra GMT, men det er fuldstændig tilfældigt.
2015 er et specielt år på rumstationen. I mandags var det 15 år siden de første astronatuer flyttede om bord. I år er det også første gang, to astronauter skal tilbringe et helt år. Amerikaneren Scott Kelly og russeren Mikhail Kornienko. Og det er ret lang tid, når man tænker på, at de ikke kommer i bad i den tid.
Et andet problem. Sojus-fartøjet kan kun arbejde et halvt år., Det betyder, at for Scott og Mikhail, der skal være der et helt helt år, er vi nødt til at udskifte deres fartøj, og det var min chance. Jeg har efterladt mit fartøj deroppe, som de så kan bruge til at lande i til marts næste år.
Formålet med rumstationen er forskningen. Derfor fik vi også et tætpakket program med forskning. Vi fokuserede på tre områder. Fysiologi - vi vil gerne forstå, hvad der sker med astronauters kroppe i rummet. Derfor fik jeg taget muskelbiopsi og skannet mine knogler og min hjerne før og efter missionen. Det sammenligenes med de astronauter, der er deroppe seks måneder og et år, så vi kan forstå, hvordan vi kan modarbejde de negative effekter af ophold i rummet.
Men det er også vigtigt på Jorden, fordi det er viden, vi kan bruge til patenter, der er indlagt i måneder på hospitalet. De oplever samme muskel- og knogletab som astronauter. Osteoporose (knogleskørhed, red.) er også noget, vi ser hos astronauter, der har været lang tid i rummet.
Så var der udviklingen af teknologier. Til sidst havde vi også nogle danske forsøg med.
Om at blive skudt op med en raket
- Før vi blev sendt af sted, fik vi at vide, at det ikke kun ville tage seks timer, men to dage at komme op til rumstationen, det ville ellers kræve for meget brændstof. Så min 10-dages mission blev forkortet til kun otte dage. Men det lykkedes. Vi nåede at udføre alle de eksperimenter, vi havde planlagt. Det er noget, jeg er meget stolt over, for det var et meget hårdt program.
- Jeg bliver tit spurgt: Hvordan var opsendelsen? Meget overraskende. For jeg satte mig om bord på toppen af raketten. Der er en aerodynamisk fairing, så vi kan ikke kan se ud ad vinduerne. Det kan vi først fra 40 km højde. Sojus accellererer meget langsomt, så de første to minutter foregår meget stille og roligt, og hvis nogen havde fortalt mig undervejs, at jeg sad i simulatoren, så havde jeg troet på dem. Det var først, da brændstoffet var ved at være brugt, at vi blev presset ned i sæderne med 3 g. Landingen er så noget helt anderledes. Men opsendelsen er slet ikke noget så voldsomt som på den den amerikanske rumfærge.
Om at sidde to døgn i en kapsel
- Vi skulle bruge to dage om bord på Sojus for at komme op til rumstationen. En af de ting, jeg husker allerbedst, er det øjeblik, vi kom i kredsløb om Jorden. Det tager ni minutter fra vi tænder raketten, til vi når 200 km højde og er i kredsløb. Vi går fra at være presset ned i vores sæder med 3 g til at være vægtløse. Da jeg blev vægtløs fik en stærk fornemmelse af, at jeg slog en baglæns koldbøtte, og det næste døgn havde jeg en underlig fornemmelse af, at jeg hang ”bagud” med hovedet nedad.
- Vi sætter Sojus i passivt spin og den roterer 3 grader sekundet, så hvis man kigger ud ad vinduerne bliver man svimmel. Det betød også, at da vi endelig kom frem til rumstationen, var vi rigtig, rigtig glade. Vi åbnede lugerne, krammede de andre astronauter og de var klar til den traditionelle pressekonference, hvor vi kan tale med kontrolcentret og sige hej til familie og venner.
Om at tumle rundt inde i en rumstation
- Jeg fik at vide at jeg bare skulle ”flyve til højre”. Så jeg fløj til højre, og så stoppede jeg. For jeg kunne slet ikke genkende, hvor jeg var, selv om jeg fra min træning kendte rumstationen ud og ind. De andre lagde mærke til det: Det er fordi du flyver langs loftet. Bare vend dig om. Hjernen har virkelig et problem med at genkende det du ser, hvis du ser det fra en anden vinkel.
- Der er en meget lille tunnel, man skal flyve igennem. Hvis du flyver langs gulvet, er den lille, og hvis du flyver langs væggen virker tunnellen større, fordi du har en anden vinkel. Det er sjovt. I stedet for at flyve langs gulvet og dreje til højre, stillede jeg mig, så min hjerne så det som et dybt hul, og jeg havde en fornemmelse af, at jeg ville falde ned i et dybt hul. Det har noget at gøre med den måde, vores hjerne fungerer på. Vores hjerne skaber en model af verden, som den forsøger at passe sanserne til. Det var meget sjovt, som jeg prøvede at gøre hver dag. En virkelig sjov fornemmelse.
Om at sove i en ophængt sovepose
- Vi tilkoblede vores rumfartøj på den russiske del. Jeg tilbragte det meste af min tid i det europæiske Columbus-modul. Sovekabinen minder om et lille klædeskab, du kan træde ind i. Der er seks sovepladser, men fordi vi var ni, blev tre af os nødt til at finde en stille krog at hænge vores sovepose op i. Så jeg valgte at hænge min sovepose op i Colombus-modulet, hvor jeg alligevel skulle arbejde.
Om at styre en robot fra rummet
- Jeg arbejdede på to projekter med robotter. En i Holland skulle jeg fjernstyre. Den skal starte opbygningen af en base på Månen, inden astronauterne selv lander. Den skal derfor kunne fjernstyres fra astronauter i kredsløb om Månen.
- Projektet gik ud på, at udvikle teknologien til at styre en robotarm. I dag bruger vi et joystick, men vi har ikke fornemmelse for de kræfter, en robotarm bruger. Så det at samle en flaske vand op er svært. Vi vil give astronauten, der styrer robotten, en fornemmelse for disse kræfter. Så jeg skulle styre og ved hjælp af force feedback indsætte en pind i et hul på et bræt. Det gjorde jeg ved hjælp af en pind, som skal fjernstyre en anden robotarm.
- Det er teknologi, som man kan forestille sig en læge i for eksempel Danmark i dag kunne bruge til at foretage operationer i et helt andet land. Det er DAC her i Odense, som skal til at bygge denne robotarm, som inden for et år eller to skal sendes op til rumstationen.
Om at teste afløseren for manualer
- Ud for Floridas kyst har jeg boet under vand i en uge ad gangen og testet mobilteknologi, der består af briller med headup-display, der skal gøre det lettere for astronauterne at arbejde. ISS er så stor og kompleks, at man umuligt kan have et overblik over det hele. Typisk har vi manualer på bærbare computere, og så skal vi bevæge os rundt. Vi håber at vi i fremtiden kan få instruktionerne vist lige foran øjnene, så vi kan arbejde mere effektivt.
- Et andet eksperiment går ud på at undersøge, hvad der sker med vores muskler. Noget tyder også på, at hjernen ”glemmer” hvordan den skal styre muskler. Så hvor meget af den muskelstyrke, der forsvinder, kommer fra muskler, der svinder og hver meget fra hjernens evne til at styre dem? Derfor havde vi et forsøg, hvor man med elektriske stød undersøgte, hvor meget styrke jeg kunne sparke med, og hvor meget jeg kunne sparke med, når mit ben fik et stimulerende stød. Det forsøg var en stor del af missionen.
Om at blive længere at være i rummet
- Når man er vægtløs, fjernes presset på rygraden, så den bliver længere. Nogle astronauter vokser op til 6-8 cm i højden. Det kan give rygsmerter senere i livet, og man kan ikke længere sidde i det formstøbte sæde i Sojus, når man skal hjem. Derfor skulle jeg teste en skinsuit, som efterlignede det pre,s tyngdekraften øver på rygsøjlen på Jorden. Jeg skulle bare se, om man kunne holde ud at have den på en hel dag … og ikke kan tage bad. Men det var fint nok. Der var ingen problemer.
Om at drikke sit eget tis
- Så var der det andet danske forsøg. Vi rengør alt spildevand, blandt andet vores tis, som bliver til drikkevand næste dag. Så vi plejer at sige, at den kaffe, vi drikker i dag, er den samme som den vi drak i går og den vi drikker i morgen. Men det kræver meget energi at rense, så vi testede en membran, der kun tillader vandmolekyler at passere igennem. Den er udviklet i Danmark og fungerer på Jorden, men vi vil forstå, hvordan det fungerer i vægtløs tilstand.
Om at tage det første billede af naturfænomen
- Et andet dansk eksperiment er meget stort eksperiment på 300- 350 kg, der skal sendes op og installeres på ydersiden af Columbus og pege ned ad mod Jorden og studere kæmpelyn. I stedet for at skyde ned mod Jorden, skyder de helt op i 80-90 km. Vi opdagede dem helt tilfældigvis for 20 år siden, så vi ved ikke så meget om disse lynfænomener. Hvordan opstår de og hvilken effekt har de på atmosfæren? Fordi det er et dansk eksperiment, er det noget, jeg har talt om de seneste fem-seks år, og jeg har tit vist den her tegning. Men hvordan ser kæmpelyn ud i virkeligheden? Jeg var spændt på, om man kunne filme det her fænomen. Og det var forskerne på DTU Space også.
- Jeg sad så en aften i cupola (astronauternes glaskuppel på ISS, red.), og mens vi dfløj over Indien om natten, så jeg pludselig et kæmpe tordenvejr starte. Jeg begyndte at filme, men der var lyn over det hele, så jeg vidste ikke, hvor jeg skulle filme. Jeg filmede så meget som muligt og anede ikke hvad jeg filmede, downloadede filerne på computeren og kiggede dem igennem. Det viste sig, at jeg havde haft en rigtig heldig dag, for jeg havde fanget nogle af der her røde lyn, der skød opad – red spikes. Jeg var også så heldig, at jeg havde fanget en blue jet, der skyder op mod rummet. Det viste sig så endda at være en pulserende blue jet, der skyder op til tre gange inden for et sekund.
- Det er første gang, det er filmet, så jeg styrtede ind til de andre astronauter og spurgte, om det var noget, de nogensinde havde set før. Det var det ikke. Det tegner godt for projektet, at det kan lade sig gøre at filme de her lysfænomener.
Om at være første dansker, der tager et billede af hele landet
- Generelt var jeg utroligt heldig. Jeg havde heller ikke regnet med, at jeg ville kunne se Danmark. Men i løbet af de otte dage var der to-tre dage, hvor vi passerede over Danmark, hvor det var næsten klart og skyfrit. Formen på Danmark er jo meget speciel og nem at kende. Min tyske kollega Alex, der var oppe i 2014, var meget interesseret i at tage billeder af Nordtyskland. Han forstår ikke, hvordan jeg kunne. Han tog fem måneder, før han fik taget billeder, og jeg gjorde det på ti dage.
Om Ny Nordisk Rummad
- Jeg ville gerne have noget dansk mad med, fordi nogle af de andre skulle være der et helt år, så jeg syntes, det ville være en god idé at give dem en chance for at smage noget anderledes mad. Kokkene Torsten Schmidt og Palle Sørensen udviklede noget dansk mad, jeg havde med derop. Jeg havde en hovedret og en desser med, og Palle Sørensen havde lavet noget hul chokolade med sammenfoldede beskeder fra de andre astronauters familier i. Det kom som et kæmpechok for dem, for det havde de slet ikke regnet med.
- Der er én regel i rummet: Man må gerne lege med maden. Når vi skal spise, bliver astronauter til små børn, fo der er et eller andet sjovt ved at leget med maden.
Om hvorfor man skal lukke munden, når man lander
- Efter 10 dage var jeg rigtig træt og udkørt, fordi det havde været et meget tæt program. Turen tilbage er jo næsten en hel oplevelse i sig selv. Efter at vi har koblet os fra rumstationen og tændt raketten, starter den vildeste rutsjebanetur. Først bliver luften omkring kapslen lyserød, fordi varmen skaber en plasma. Derefter begynder dele af varmeskjoldet at brænde og falde af og flyve forbi vinduerne, som blev forbrændt, så man ikke kunne se ud, fordi vinduerne blev brune.
- Vi blev presset ned i sæderne med 4,5 g. I 10 km højde, når farten er sænket fra 28.000 til 800 km/t udløser vi vores faldskærm. Så bliver kapslen virkelig svunget omkring dig. På et tidspunkt lavede vi et flip, det varede et par minutter, indtil vi bare faldt ned mod Jorden. Vi havde ingen højdemåler. Så vi vidste ikke, hvor højt vi fløj over Jorden, så vi sidder bare stille i vores sæder og forsøger at lukke munden og ikke tale. For det værste der kan ske er, at man har munden åben og tungen mellem tænderne, når vi lander.
- Vi mærkede to brag. Det første, da bremseraketterne blev tændt og det andet, da vi landede. Herefter tippede kapslen over, og vi rullede rundt. Det var lidt som et bilsammenstød. Man får lidt af et chok, men det er ikke fordi, det gør ondt. Efter bare 25 minutter kunne vi kravle ud. Selv om jeg smiler billedet, er det eneste jeg tænker: Gud, hvor vil jeg gerne ud af den her kapsel. For man sidder i den 7-8 timer og der er ikke meget plads. Men ellers var jeg meget overrasket over, at jeg kunne mærke forskellen i kroppen efter bare 10 dage i rummet. Min krop var ikke længere vant til at føle dens egen vægt. Der gik to dage, før jeg ikke skulle koncentrere mig om at bruge benene og musklerne. Kunne mærke det i ørerne, fordi de skulle vænne sig til tyngdekraften. Jeg havde en fornemmelse af at svinge fra side til side. Som når man er gået i land fra en båd. Det bliver spændende at se, hvordan Scott og Mikhail har det til marts efter et helt år i rummet.
