Egentlig skulle det tyske krigsbarn, Josef, være bygningsingeniør. Og guderne skal vide, at sådan nogle var der brug for i et sønderbombet Tyskland efter Anden Verdenskrig
Men i stedet for at bygge et land op fra grunden, kom han til at bygge et dansk landshold op i en størrelse, hvor det både kunne vinde og begejstre. Og ses på lang afstand. Han gjorde det lige midt i fattigfirserne, da der var mest brug for det i Danmark.
Og han er her endnu, Sepp Piontek. Inde i det lave gulstensparcelhus ved Blommenslyst vest for Odense, der er næsten så hverdagsdansk, som det kan blive.
Vi skal have fat i ham, fordi han er hovedpersonen i den nye biografiske bog ”Sepp” om manden, der ændrede dansk fodbold. Vi er her for at finde ud af, hvad det var for en opgave, han havde med at få rødder som Elkjær, Arnesen og Lerby til at præstere. Også på landsholdet.
Vi er her også for at finde ud af, hvad Sepp selv er bygget af.
Og så er vi her selvfølgelig også for at høre nogle gode røverhistorier fra Sepps vilde eventyr af et liv.
For eksempel dem om målslugeren og provokatøren Preben Elkjær. Han havde kun ét ønske til en ny landstræner: Bare det ikke bliver en tysker. Det blev det, og Sepp havde heller ikke ligefrem ønsket sig en Elkjær:
- Also ham Preben Elkjær. Jeg kunne have skudt ham, naeh, siger Sepp Piontek på den helt særlige udgave af dansk, som han vandt respekt på, fordi han havde lært sig at tale det næsten fra starten.
Vi sidder ved spisebordet, og i resten af interviewet er det Sepp-danske skrevet om til rigsdansk.
Disciplin og sort magi
Tre egenskaber hos Sepp er skyld i, at Danmark og han blev en god cocktail.
Den ene handler om sort magi, om zombier og om hjemmetrykte pengesedler, som smitter af på fingrene. Den venter vi med.
Den anden handler om at tro på Gud.
Men vi begynder med den tredje. Den, der handler om Sepps disciplin, grundighed og hårde slid. Egenskaber, der er bygget ind i én, når man er født den 5. marts 1940 i den tyske by Breslau. Josef Emanuel Hubertus Piontek blev døbt i den katolske kirke, men han blev hurtigt til Sepp.
Breslau var ikke noget sted for et barn at vokse op. Eller for nogen. Byen var et af Anden Verdenskrigs hede steder. Især i den sidste del, hvor nazisterne blev trykket tilbage af Den Røde Hær, mens civilbefolkningen i Breslau holdt stand, blev bombet og til sidst flygtede, hvis den kunne.
Breslau blev polsk og hedder i dag Wroclaw.
Sepp Piontek ved, hvad det vil sige at sulte. Han ved, hvad det vil sige at være utryg. Og han ved, hvad det vil sige at måtte knokle. At være krigsbarn i efterkrigens Tyskland bygger karakter - hvis man ellers klarer den.
Den slags karakter, som gjorde Vesttyskland til verdensmestre i fodbold mod alle odds og mod Ungarn i 1954. Miraklet i Bern, hed det, og det var uhyre vigtigt for det nye lands selvforståelse, mener Sepp Piontek.
Han var selv en overlever og en fighter, der blev til en atlet. Som 13-årig hamrede han den bageste hæl ned i sandgraven 6,11 meter efter afsættet og blev Ostfriesland-mester i længdespring. Viljen, styrken og hurtigheden gjorde ham til en kompromisløs fodboldspiller først på det lokale hold Leer og siden i Werder Bremen, som hentede ham som 20-årig.
Det var her, Sepp måtte love sin far at læse til ingeniør ved siden af. Han blev optaget på studiet, men det kunne ikke lade sig gøre både at studere og være professionel fodboldspiller.
- Jeg lovede min far, at jeg nok skulle begynde på noget fornuftigt, når jeg var færdig med fodbold. Men jeg blev aldrig færdig, siger han i dag.
Den skræmmende bøffel
Werder havde fået øje på Sepps kompromisløshed mere end hans teknik.
- Jeg har aldrig været god til at jonglere med en bold. 10-12 gange og så tabte jeg bolden, siger Sepp Piontek.
Faktisk kunne han heller ikke rigtigt finde ud af avancerede ting som bandespil, som de praktiserede i prof-klubben. Han var vant til bare at gå direkte mod mål med sin stålfysik, når han fik bolden.
Det var nok derfor, han blev omskolet og fik sin storhedstid som forsvarer og blev kendt som ”Bøflen fra Bremen”. Knuser-typen, der skræmte angriberne med fysik og med mere til, hvis det skulle være.
- Ja, ja, psykologisk krigsførelse brugte jeg også, som Sepp siger.
Spørg bare vejlensiske Ulrik le Fevre, der var målfarlig wing hos konkurrenten Borussia Mönchengladbach. Sepp ville have stoppet le Fevre og fik dansklærer-hjælp af sin holdkammerat John Danielsen. Ja, det er ham, der blev dansk mester med B1909 og var med på sølvholdet ved OL i 1960.
Sepp chokerede le Fevre ved på dansk at spørge ham, hvilket sygehus i Bremen, han ville indlægges på. Ulrik scorede ikke i den kamp.
Publikum elskede den hårdt arbejdende fighter og viste det med det taktfaste: Büffel, büffel, büffel.
Den unge tyske superstjerne, Franz Beckenbauer, nåede også at blive tacklet af bøflen fra Bremen. Han omtalte Sepp og hans forsvarsmakker Höttges som ”Mörder-brüder” - morder-brødrene.
Det forhindrede nu ikke Sepp i at blive holdkammerat med Kejser Franz på det tyske landshold. Sepp nåede seks landskampe. Kejser Franz nåede 103.
Orden og kontrol
Sepps kompromisløshed og hans lederevner gjorde ham til et naturligt valg, da Werder Bremen var i økonomiske vanskeligheder og klubben manglede en træner.
Den ene dag var han firmaets trofaste mand og bøffel på banen, og den næste var han Bundesligaens yngste træner.
31 år - men ikke en, man løb om hjørner med.
- Tillid er godt, men kontrol er lidt bedre, siger han.
Det kan en af de unge spillere på Sepps hold, Per Røntved, skrive under på.
Han beskriver i bogen ”Sepp”, hvordan Sepp aldrig helt stolede på sine spillere. Og han røber også, at der måske var en grund til det.
Når Sepp gik rundt på værelserne for at sige godnat til spillerne aftenen før en udekamp, tjekkede han lige, om de havde gemt øl bag gardinerne.
Det havde de ikke. Den snu Røntved havde sænket to øl ned i toiletcisternen, som han og værelsesmakkeren kunne hejse op, når Sepp havde lukket døren, så de kunne få sig en kølig godnatbajer.
Allerede i sine år som spiller og træner i Tyskland havde Sepp ikke så meget fidus til de danske fodboldspillere. De var antiautoritære og kunne være rapkæftede og dovne.
- Danskerne skulle vækkes før en Bundesliga-kamp. De sov. De tyske spillere kunne ofte ikke sove. De var for meget oppe at køre og tænkte på kampen, som Sepp Piontek udtrykker det.
En anden dansker, Sepp stødte på som træner, var Allan Simonsen, som var talentfuld bænkevarmer i Borussia Mönchengladbach. Sepp blev tilbudt at købe ham og en anden reserve for 100.000 D-mark, men Bremen havde ikke råd.
Det ærgrer stadig Sepp, da
”Spurven fra Vejle” som bekendt blev kåret som Europas bedste fodboldspiller og solgt for mange millioner til Barcelona.
Både Simonsen og Røntved fik dog Sepp som landstræner nogle år senere.
Hærdet i voodoo-land
Sepp var dog ikke klar til danskere i store doser endnu. Hvem ved - måske havde han rent faktisk skudt Preben Elkjær, hvis han var gået direkte fra tysk jerndisciplin til dansk hygge.
I hvert fald er han ikke selv i tvivl om, at det var en helt nødvendig chokkur, han fik i et af verdens fattigste lande, Haiti. Et land styret med hård hånd af Baby Doc Duvalier, og han ville have en tysker til at skaffe succes til sit landshold.
Han fik Sepp Piontek, og Sepp fik hele sit verdensbillede vendt på hovedet.
Godt nok var Sepp bossen på landsholdet, men flere af spillerne troede mere på voodoo og sort magi. Et par spillere ville ikke gå i bad, fordi de onde kræfter så kunne komme ind i kroppen på dem.
En anden spiller var overbevist om, at han kunne flyve. Det ville Sepp se, så han stoppede spillerbussen og lod ham flyve til stadion. Han kom ret jordnært sjoskende flere timer senere. Flere af hans holdkammerater mente, at han måtte have haft en dårlig dag, siden han ikke var kommet på vingerne.
Der var også spilleren, som var røget i fængsel for angiveligt at have skudt sin kone. Ham fik Sepp ud af spjældet til en vigtig kamp, fordi han var svær at undvære. Uden at det gav ham moralske skrupler.
- Det tænkte jeg ikke på. Min opgave var, at vi skulle vinde kampen og kvalificere os, og jeg skulle bruge det bedste hold, så jeg havde brug for ham, siger Sepp Piontek.
Der var en anden vigtig kamp, som endte med skyderi, ni døde og 45 kvæstede på tilskuerpladserne, mens spillerne fortsatte kampen på banen. Dommeren havde jo fået
fare-tillæg for indsatsen.
Penge var ikke noget problem, når man arbejdede tæt på diktatoren, Baby Doc, som Sepp har mødt flere gange. Nogle gange fik han løn som en stabel pengesedler, hvor tryksværten stadig var våd og smittede af.
Sepp er i sit es, mens han sidder og fortæller om de vanvittige situationer, hvor han har oplevet zombier, og har været med til voodoo-seancer, hvor han skulle danse med voodoo-dronningen.
I dag ved han, at det var nødvendig forberedelse til senere at møde Elkjær og danskerne:
- Jeg lærte noget vigtigt i Haiti. Jeg kom væk fra det tyske ”ordning muss sein”. Det var så tosset i
Haiti, at jeg blev nødt til at slippe det.
Ellers kunne jeg ikke arbejde der.
Operation Elkjær & DK
Efter et trænerjob i tyske St. Pauli er Sepp nu klar til at komme til Danmark i 1979 for at tage opgøret med hyggen og gøre det danske landshold til vindere.
- De havde brug for disciplin og for at vise karakter, men jeg kunne ikke køre den tyske model. Vi skulle finde en middelvej, for de skulle også bevare glæden ved at spille.
Ellers kunne vi ikke lave det sprudlende spil, som vi gjorde i Mexico.
Det er nu, Sepp for alvor ramler ind i Preben Elkjær i et slags had-kærligheds-forhold.
- Oh - jeg kunne have myrdet ham i starten. Han var jo sådan en type, der blev sur og aggressiv. Han kunne bringe både modstandere, dommer og hele stadion imod sig, og det gik ud over vores hold. Brugte Elkjær bare benene lige så godt som munden, så ville han være den bedste, siger Sepp Piontek.
Preben kunne bare ikke lade være med at udfordre og drille. Når der var taktikmøde, og Sepp stod ved tavlen med ryggen til spillerne, kunne spillerne sige til hinanden: ”Nu skal de bulgarere have røvfuld i aften”, selv om det var Rumænien, de skulle møde.
Eller da Preben Elkjær på en træningslejr bildte buschaufføren ind, at han bare skulle køre til stadion, for Sepp var blevet syg. Så da Sepp kom ud mod bussen, var bussen begyndt at rulle.
Sepp blev mere gemytlig, men han var chefen. Ikke en ven. Han holdt fast i, at kontrol tit er vigtigere end tillid. At straf er en motivationsfaktor. Og at belønning var noget, man skulle fortjene.
Det var udekampen mod Italien i 1980, der fik Sepp til at sætte en straffeaktion i gang. Det var ikke det, at kampen blev tabt, det var måden, den blev tabt på. Men det, der rystede Sepp Piontek mest, var reaktionen i flyet hjem.
Spillerne havde fået en opsang og var behørigt tavse, men jo længere flyet var i luften, jo mere ændrede stemningen sig. Der blev skålet, der blev røget, og stewardesserne fik travlt med rullevognen og de våde varer. Og så blev der sunget.
- Jeg kunne ikke forstå det. Hvordan kunne de slå sig løs efter sådan en dårlig kamp? De var seriøse professionelle i store klubber i Europa, og de ville også gerne vinde på landsholdet, men når de så fik lidt modstand, så troede de ikke rigtigt på det. Så gav de op, og så kunne de godt hygge sig bagefter og få en oplevelse alligevel, siger Sepp Piontek.
Fra luksus til beton
Sepp havde kuren klar, næste gang spillerne kom hjem til landholdssamling. Den hed Idrættens Hus, og var et betonbyggeri og kursuscenter i Brøndby. Slut med fine hoteller til fodboldstjernerne. Her var værelserne små, de var uden tv, og sengene var smalle og hårde. Skulle de i kontakt med nogen, var det via den fælles mønttelefon på gangen.
- Det var billige værelser. Hvorfor skulle vi bruge 900 kroner på et hotelværelse, hvis de ikke tager det alvorligt, spurgte Sepp sig selv.
Spillerne var i oprør. Først klagede Frank Arnesen og Søren Lerby og krævede en forklaring.
Så kom Elkjær og klagede over sengen, der var for smal, for kort og for hård. Sepp sagde, at han kunne tage en vogn ind til byen i frokostpausen og købe en bedre madras. Og at han selv skulle betale taxa og madras.
Til sidst bankede Allan Simonsen på. Han klagede ellers aldrig over noget, men han mente, at han havde fået betonsyge af det dårlige indeklima. Der var ikke noget, der hed betonsyge, men de andre spillere havde fået Simonsen til at gå til træneren, fordi det var ham, Sepp havde mest respekt for. Han gav sig bare ikke:
- Jeg sagde til dem, at hvis de begynder at vinde, så kan de få gode betingelser igen. Luksus er for dem, der præsterer noget, mente Sepp Piontek.
Det gjorde Danmark så. Hjemmesejren over Italien på 3-1 ser Sepp som det store vendepunkt, der gav troen på, at det her hold kunne udretter store ting.
Men det var samtidigt her, hvor den sengetid klokken 02.00, som Piontek havde dikteret, ikke rigtigt rakte til glædesrusen.
Som sædvanlig sad han i receptionen og holdt øje med uret, da klokken nærmede sig to. Den blev over to, inden en stor flok spillere kom hjem. Det kostede en bøde på 250 kroner til hver. Men der manglede stadig to spillere. Da klokken blev kvart i tre, fik Sepp nok og kørte til Kongens Nytorv og ind på diskoteket Tordenskjold, hvor han vidste de holdt til.
Han fandt dem og gav dem en bøde på hver 1500 kroner. Men han fandt også en tredje spiller på dansegulvet med en pige. En af dem, der allerede var kommet hjem klokken 02.08 og burde ligge i sin seng. Han var sprunget ud af vinduet og havde taget en vogn ind til byen igen.
- Hvis du tror, du kan snyde mig, så tager du helt fejl. Du betaler 2500 kroner, sagde træneren.
Sepp Piontek vil ikke sige, hvilke spillere der gemmer sig bag de tre natklubbere, men hjem i seng kom de.
Pengene gik en bødekasse, som blev brugt til gaver til spillere, der skulle fejres. I de første år under Sepp Piontek var der råd til PH-lamper til 7000 kroner. Men efterhånden som indstillingen ændrede sig, og kanterne blev slidt af i forholdet mellem Sepp og spillerne, rakte pengene kun til en æske Anthon Berg-chokolade.
Oven over alting
Sepp og drengene var klar til det, som mange stadig opfatter som det lykkeligste kapitel i dansk landsholdsfodbold.
Holdet vandt ikke titler, men præstationerne til EM i Frankrig i 1984 og for første gang nogensinde til et VM i Mexico i 1986 står stadig tilbage som en tid, hvor Danmark begejstrede verden.
Firserholdet med Arnesen, Lerby, Elkjær, Olsen, Simonsen, Michael Laudrup og alle de andre. Og med roligans, der tørlagde barerne i højt humør, hvor end landsholdet kom.
Det er her, vi træder ud af historien om Sepp for at se på den tredje ting, som gjorde ham og landsholdet til et perfekt match. Tro og Gud.
Sepp Piontek er katolik, og troen var vigtig i hans barndom, hvor alt virkede håbløst under og efter krigen. Han starter stadig bilen og kører fra Blommenslyst til den katolske kirke i Odense hver weekend. Det er tryghed for ham.
- Jeg kan bede Gud om at give mig styrke til at gennemføre det, jeg vil. Og det har jeg også gjort med fodbold. Men det kræver også ydmyghed, så man skal tro på det og gøre sit bedste selv. Hvis du ikke tror, så er det svært at komme videre, siger Sepp Piontek.
Man skylder simpelthen Gud at gøre sit bedste. Til gengæld er han der altid, og derfor har Sepp aldrig været bange for at tage en udfordring. Skulle det gå galt, så er Gud der stadig, lyder Pionteks logik.
Sepps ven og efterfølger, Richard Møller Nielsen, var også en troende mand. Hans og holdets tro rakte til Europamesterskabet i 1992.
Sepp besøgte ham næsten dagligt på hospice, da han til sidst var dødeligt syg af cancer. Sepp pressede på for, at Ricardo skulle optages i Hall of Fame, inden det var for sent. Han nåede det.
- Jeg kan huske, jeg tog hans hånd. Han kunne ikke sige noget, han kunne ikke se, men han kunne høre mig. Jeg sagde: Richard. Du er kommet i Hall of Fame. Så trykkede han min hånd.
