- Undskyld frue, men nu skal De flytte Dem!

En emsig mand i jakkesæt skubber blidt til mig. Irriteret og insisterende. Fjerner mig fra den favn, jeg er på vej ind i. Selveste Bruce Springsteen er på vej til at lægge en muskuløs arm om mig, så vi kan få taget et foto af ham og mig.

Jeg har spurgt ham om lov og fået et ”sure” (selvfølgelig), men mens jeg med rystende hånd fumler to sekunder for længe med telefonen, bliver jeg puffet til side af jakkesættet, så en anden kvinde kan komme til.

Jeg er fra en strandpromenade, hvor så godt som alt her en lille smule fup over sig. Det har jeg også selv.

Bruce Springsteen i ”Born to Run”, Politikens Forlag

Men undskyld mig, hr. Jakkesæt! Jeg er ikke frue, jeg er tre år og ude af stand til at udsætte mit behov. Jeg er 12 år og forblændet, som kun 12-årige fans kan være det. Jeg er 17 år, en arbejderdatter, der synger mine forældres historie fra ”The River” hele tiden. Jeg er midt i tyverne og har erotiske drømme om bossens bagdel, der frister på forsiden af ”Born in the USA”-pladen. Jeg er en kvinde, der musikalsk har været i favnen på Bruce hele mit voksne liv, og nu forhindrer du mig i at mærke den fysisk.

Ydmyghed og værdighed viger for had og desperation.

En franskmand, der står lidt længere fremme foran Bruce, redder mig. Smiler varmt til mig, griber min telefon og begynder at tage billeder med den, mens jeg narrer hr. Jakkesæt ved at snige mig ind på Bruce bagfra. Et øjebliks lykke og så:

- Undskyld frue, nu SKAL de altså flytte Dem!

Min mor overøste mig med hengivenhed. Den kærlighed, jeg savnede hos min far, forsøgte hun at gengælde dobbelt.

Bruce Springsteen i ”Born to Run”, Politikens Forlag

Scenen

Dagen er begyndt tidligt og med styr på følelsesregisteret. Jeg er fløjet fra København til London, hvor der er pressemøde for europæiske journalister i anledning af, at Bruce Springsteen har skrevet sin selvbiografi ”Born to Run”.

Dørene åbnes klokken 14 på kunstgalleriet Institute of Contemporary Arts ved The Mall midt i London. Udenfor er mandagen lun og solbeskinnet. Indenfor er der er kaffe, chokoladekage og et kort sikkerhedskik i taskerne, inden vi - cirka 130 journalister, hvoraf hovedparten er modne mænd - lukkes ind i en biograflignende sal med sortmalede og vinduesløse vægge, og hvor stolene er røde og plysbetrukne. På syvende række midtfor er der fin udsigt til scenen, hvor bagvæggen er dækket af et billede af bogens forside, og midt på scenen står to sorte læderstole. I den ene sætter den franske journalist Antoine de Caunes sig, og kort efter sætter Bruce Springsteen sig i den anden, mens vi klapper ham på plads.

Jeg ved bare, at det at spille for vores oversøiske fans var og stadig er en af de største oplevelser i mit liv. Det begyndte for alvor i 1981, og det er aldrig hørt op.

Bruce Springsteen i ”Born to Run”, Politikens Forlag

Betingelserne

Læderstøvler, mørke cowboybukser, T-shirt, halskæder, stor fingerring, læderjakke. Hans rå rock-look er, som det plejer. Han er solbrændt, tænderne lyser hvidt, og man kan ikke se, at han som ung surfer slog en fortand ud, da en bølge smed rundt med ham. Smilerynkerne omkring hans brune øjne er blevet kraftigere, og han lyder hæs, da han hilser på os med et ”hello”.

Det slår mig, at han synes lidt genert, ydmyg og ikke mindst meget mindre, end når han med guitaren ejer sin scene, sit publikum og titel som bossen.

Den dag i dag kan jeg ikke læse noder.

Bruce Springsteen i ”Born to Run”, Politikens Forlag

Som han sidder der i stolen ligner han også mere og mere de irere, halvdelen af hans gener stammer fra. Det er længe siden, håret var længere, sortere og krøllet og blikket oprørsk og italiensk som hos den anden halvdel af hans gener.

Vi må ikke tage billeder, og vi må ikke stille spørgsmål. Det, vi er inviteret til, er at overhøre samtalen mellem Bruce Springsteen og den franske journalist. Vi må ikke optage samtalen, men har fået lovning på en udskrift af den senere. Vi må sidde stille og tie, mens vi tager noter med blyant på blok. Og nyde, at den mand, så mange af os tydeligt er begejstrede for, er i samme rum som os og bruger af den samme ilt.

Det er svært ikke at fnise, da den franske journalist går i gang. Denne velmenende og pæne mand, der senere hjælper med at få taget mine billeder, lyder som den gamle tv-serie ”Allo Allo”, når han ”låver” (love/elsker) Spring-steens bog eller taler om at være ærlig (unnest).

Briller

Mange af spørgsmålene er hørt før. På Springsteens egen hjemmeside ligger et interview om bogen fra en lignende session i USA, og fornemmelsen af, at hans markedsføringshold har været med til at formulere spørgsmålene både der og her er nærliggende.

Stærkest er interviewet de gange, Springsteen bliver bedt om at læse op fra sin bog. Måske fordi han befinder sig bedst ved at optræde. Måske fordi det er velvalgte passager, der viser, han har og altid har haft noget på hjerte.

Han griner af sig selv, mens han finder læsebrillerne frem, og selv mærker jeg tårerne, da han til sidst læser fra bogens afslutning:

”Når jeg gennem hele mit liv har kæmpet, øvet, spillet og arbejdet, har det været for helst at ville høre og forstå hele historien, min historie, vores historie ...

... I håbet om at rokke ved selve jeres sjæl og derefter lade den fortsætte og dens ånd blive formidlet, så den kan blive læst, hørt, sunget og forandret af jer og jeres egen slægt, så den kan styrke og hjælpe jer til at finde mening i jeres egen historie ...”

Der gik endnu et par år, før jeg selv blev rig og navlebeskuende.

Bruce Springsteen i ”Born to Run”, Politikens Forlag

Det er netop det, Bruce Springsteen har gjort for mig. Sat lyd og ord på min samtid. Arbejderdrengens gave til arbejderpigen og alle de millioner, jeg har delt ham med. For mig er Bruce Springsteen det ægte Amerika. Fyren fra før landet blev nasalt og begyndte at kalde God (Gud) for Gard. Han er de lange highways med de melankolske hometowns befolket af de ægte arbejdere. Han er virkelighed, og han er folket - uagtet, at han i dag efter sigende er milliardær.

Spørgerunden

Bagefter er der spørgsmål. Nogle har på forhånd fået lov at spørge, og da der bliver sagt sidste spørgsmål til dem, fornemmer Springsteen frustration i salen og indleder en improviseret runde, hvor nogle af de fægtende arme får lov at spørge. Jeg fægter, fægter og fægter ... forgæves.

Da også denne spørgerunde er slut, bryder anarkiet løs. Mænd med lange ben forcerer stolerygge på vej mod scenen og får tilkæmpet sig autografer på trods af, at vi har fået besked på at gå tilbage til kafferummet for at få en drink. Jeg prøver at gå ud så langsomt som muligt med bog og blyant klar og er lige ved og næsten ud for Bruce Springsteen, da jeg mærker en fast hånd på skulderen og et glidende puf, jeg ikke kan ignorere.

Mit hjerte hamrer, og jeg er skuffet.

I sidste ende er rockmusik en kilde til religiøs og mytisk magt.

Bruce Springsteen i ”Born to Run”, Politikens Forlag

Overraskelsen

Oppe i kaffelokalet sker der pludselig noget overraskende. HAN er kommet. Går roligt og storsmilende rundt mellem os med en øl i hånden. Trykker hænder, skriver autografer, lader sig fotografere.

Alle vil have ham og flokkes om ham. Hr. Jakkesæt og hans hjælpere har travlt med at styre os, for vi er tydeligvis ikke i stand til det selv.

Jeg styrker mig med et glas vin og møder ved baren en mand, jeg har set før, og som jeg mener at vide, at jeg kan li’.

- Er du ikke fra tv?

- Jo, jeg er vært på engelske ”X Factor”.

Jeg snakker lidt med Dermot O’Leary, som han hedder, og da han hører, at jeg er fra Danmark, fortæller han mig om sin begejstring for Norge. Jeg tænker, at min datter vil forlange, at jeg tager et foto, men jeg har en anden mand i hovedet.

Jeg ser nu, at en meget

smuk kvinde har fået Springsteens opmærksomhed. Han skriver flere ord i hendes bog. Jeg stiller mig bag hende. Det er nu eller aldrig.

- Dejligt at møde dig, siger jeg og stikker hånden og bogen frem mod ham i samme øjeblik, hun begynder at trække sig lidt tilbage. Og så siger jeg forfjamsket en række ubegavede sætninger, jeg vil fortryde resten af mit liv.

- Ja, nu er det så en lidt ældre model, der gerne vil have din autograf. Hø hø.

Pause.

Denne by, min by, kom aldrig til at forlade mig, og jeg kom aldrig helt til at forlade den, men at bo i Freehold kom jeg aldrig mere til.

Bruce Springsteen i ”Born to Run”, Politikens Forlag

Han har taget imod bogen, kigger op på mig og sender mig et stort og varmt smil, mens min mave trækker sig sammen i ét langt sug.

Han skriver hurtigt og giver mig bogen tilbage.

- Tusind tak. Jeg er fra Danmark. Du har så mange fans i Danmark.

Han takker og smiler. Lægger an til en sætning, men nogen siger noget, som får ham til at grine og glemme alt om, hvad han var ved at sige til mig.

Jeg forsøger at bringe mig selv på banen igen.

- Må jeg få et billede af os to?

- Sure (selvfølgelig) siger han, og ser ud til at ville lægge armen om mig. Jeg prøver på ikke at tabe bogen, mens jeg får telefonen befriet for det omslag, der har reddet den fra døden på gulvet en million gange, men som nu er verdens værste forhindring. Det driller. Og nu er han der, hr. Jakkesæt.

- Undskyld frue, men nu skal De flytte Dem!

”Hvis man prøver at fortælle folk, hvad de skal mene, ender man bare som enhver anden lille tankefascist fra reklamebranchen.”

Bruce Springsteen i ”Born to Run”, Politikens Forlag

I vers og omkvæd har Bruce Springsteen sendt utallige karakterer ud på mørke amerikanske biveje og endeløse highways i sine sange. Han har trillet ”Mary”, ”Joe” og ”Wendy” ud på lange køreture med uforløst kærlighed og hårde tider i bagagerummet, mens rockmusikken flød som et malerisk bagtæppe.

Nu har den amerikanske sanger og musiker sat sig selv ind bag rattet i sin selvbiografi - som naturligvis har titlen ”Born To Run” efter hans mest romantiske epos. Sangen om at get out, mens vi kan, fordi ”tramps like us, baby we were born to run”. Bare træde sømmet i bund og ræse ud ad landevejen i jagten på et bedre liv. Derude i The Promised Land. Med en pige ved sin side og drømmene ude i horisonten.

Ens første sange udspringer af det øjeblik, hvor man skriver uden vished om nogensinde at blive hørt. Ind til da har man bare været alene med sig selv og sin musik. Det sker kun den ene gang.

Bruce Springsteen i ”Born to Run”, Politikens Forlag

I ”Born To Run”, som Bruce har skrevet på igennem syv år, får læseren lov at sidde ved siden af Bruce, mens han malende, stødende og hæsblæsende fortæller historien om sin jagt på drømmen. Hvordan han fra barndommens fattige katolske kår i Randolph Street i Freehold arbejdede sig til succes OG anerkendelse på ”E Street” rundt til alverdens koncertscener som en gigantisk rockstjerne.

Den maniske far

Historierne om den maniske, depressive far Douglas og den hjertevarme, livsglade mor Adele binder bogen sammen. Det er faderens indelukkede, ulmende vrede og maniske sammenbrud, unge Bruce flygter fra. Ind i musikken, op på scenen - først i små barer og senere på store stadions. Guitaren er våbnet - og bilen fragter ham af sted. Undervejs leverer moderen det lyse pust til unge Springsteens sind.

På scenen opnår han den anerkendelse, han ikke får fra faderen, gennem musikken og sine evner som bandleder. Det er her, han finder sit talent og rollen som showman.

Det er ikke den bedste måde at opsummere sine frustrationer over E Street på, men det var ikke desto mindre mit band og min by, hvor jeg selv både var borgmester, dommer, jury og sherif.

Bruce Springsteen i ”Born to Run”, Politikens Forlag

Indhentet af depression

Uden for rampelyset bliver han dog indhentet af den arv af angst og depression, som gennemsyrer den irske del af familien. Faderens. I 1983 får karakterne i hans sange følgeskab af psykologen Wayne Meyers ude i det virkelig liv. ”Doc Meyers” træder ind i Bruces liv, og bliver der i 25 år, mens depressioner og angst-anfald for alvor sætter ind. Det går op for Bruce, at han ikke kan undgå - eller undvære . det virkelig liv. Familielivet, ansvaret og kærligheden, som han er så bange for, fordi han kun har lært at fucke det up, ligesom sin far.

Det er hjerteskærende og brutalt åbent lagt frem i bogen, som er selvbiografisk, men nærmest også selvterapeutisk. Hvis Springsteen kan være både romantisk og svulmende storladen i sin musik, så er Bruce åben, nøgtern og ligefrem på bogform. Han beskriver sin kamp mod depressionen og angsten, som han gør det i musikken - ved at fortælle historier fra sit liv. Historien om The E Street Band (og bruddet og hvordan de fandt sammen igen), sangene og pladerne, venskaber og døden, koncerterne og de trofaste fans er der også. Men det ér historien om Bruces egen rejse ud og væk - og tilbage igen, som løber gennem alle siderne i bogen.

Et kæmpehit føles på samme tid, som om det altid har været der, og som om man aldrig før har hørt noget lignende.

Bruce Springsteen i ”Born to Run”, Politikens Forlag

En reflekterende fortælling, hvor han - ligesom karakterne i sine sange - faktisk vender bilen og kører tilbage til den smalltown, han kom fra. For at tage kampen op ”up on that hill” i mørket i byens udkant.

Som på tomandshånd

Når Bruce er bedst, føles det, som om han synger direkte til dig.

I ”Born To Run” føles det som at være på tomandshånd med en meget åbenhjertig Bruce,

selv om den danske oversættelse ikke føles rigtig. Det skaber en distance til Springsteen, der skriver, som han taler, når han fortæller historier - og det foregår altså på New Jersey-engelsk.

Bruce Springsteen løfter ikke sløret for alting, og der er passager, hvor man gerne vil høre mere. Det får vi ikke. Men der er (mange) sider i bogen, hvor man kommer så tæt på manden selv, at man har lyst til at rykke om på bagsædet eller måske helt stå af. Sætter man sig tilbage i sædet, kommer man faktisk med 67-årige Bruce hele vejen hjem igen - helskindet, sådan da.

På en blanding af lige dele hårdt arbejde, kærlighed, rock’n’roll - og en del antidepressiver.

Jeg ville gerne bruge klassisk rocksymbolik med vejen, bilen og pigen ... findes der overhovedet andet?

Bruce Springsteen i ”Born to Run”, Politikens Forlag