Udrykning til udkanten

Prolog

Landevejen fra Tromsø til Hansnes snor sig nordpå langs fjorden. På vejen passerer vi både en stejl bro og en dyb tunnel, som forbinder områdets mange øer med hinanden. Vi kører langs fjordbredden med udsigt til det mørkeblå vand på vores højre side. Indimellem kan vi se en laksemerde derude – en slags flydende platform med kran, undertiden med et tilhørende bassin – der bruges til lakseopdræt.

På den modsatte fjordside rejser bjergene sig. Mørke pukler med hvide tinder, der en efter en afløser hinanden. Enkelte af dem er helt hvide. Flere steder suser rindende smeltevand nedad fra lodrette flænger i bjergsiden. Når vi passerer et byskilt bliver der større tæthed mellem husene, og lige så selvfølgeligt spreder de sig igen i byernes udkant. Det mønster gentager sig flere gange på vejen mod Hansnes.

Vi kører efter adressen Kardemommebakken på gps’en. Ikke fordi vi skal præcis derhen, men fordi det moderne teknologiske apparat foreslog destinationen, da vi indtastede bynavnet. Det leder tankerne hen på den folkekære børnebog ”Folk og Røvere i Kardemommeby” af den norske forfatter Thorbjørn Egner og den besindige politimester Bastian. I Hansnes ca. 60 kilometer nord for Tromsø har de ikke længere en politimester à la Bastian. Som følge af den nyligt iværksatte Nærpolitireform er politiposten, som det hedder, blevet lukket i byen. Vi vil gerne spørge borgerne i byen, hvordan de oplever politipostens fravær.

Med 16 kilometer til Kardemommebakken begynder popsangen i NRK P3 at skratte.

 

 

 Politiet og udkanten


Fyns Politis udmelding om at skære landbetjentstillingerne ned på Ærø som følge af en større omorganisering af politiet i regionen gav os idéen til at undersøge, hvordan lokalpolitiet arbejder i de norske udkanter. Fra årsskiftet har nordmændene iværksat en nærpolitireform, der trods det besnærende navn vil medføre en større centralisering af politiet. 27 politidistrikter er blevet til 12, og man har allerede lukket en del lokale politikontorer. Fremtidens lokale politikontorer skal ikke have et hus - de skal have hjul at køre på.

Kort efter vores hjemkomst overhalede virkeligheden os. Fyns Politi har lovet døgnbemanding på Ærø. Det var en dejlig nyhed at komme hjem til.

På Fyn lukker man nærpolitistationerne på Langeland, Nordfyn og i Kerteminde og centraliserer politiet i Odense hovedsageligt, men også i Svendborg, og man vil have flere mobile enheder, der kan rykke ud lokalt. Det lyder næsten som et ekko af tankerne bag Norges nærpolitireform.Historien om lokalpolitiet i Norges yderområder er relevant for Fyn, da vi kan bruge de norske erfaringer til refleksion og debat. Som bekendt er gode intentioner på papiret ikke altid lig med gode løsninger i praksis. Ikke alle områder af Fyn er begunstiget af de særlige privilegier, der tilsyneladende tilkommer Ærø. Her vil det rullende politi være fremtiden.

Samtidig er historien om det norske lokalpoliti ikke kun en historie om politiet. Det er også en historie om, hvad det vil sige at være udkant.

Af Rasmus Hage Dalland

Fotograf Lasse Hansen

Kapitel 1: -I må fandme ringe, hvis der sker noget

Politihuset i Tromsø er lukket lørdag morgen, selvom nettet havde fortalt os, at der var døgnåbent. Der er ingen mennesker foran den store, sorte klods på fjordbredden. Vi ringer på en slags dørtelefon, da den elektriske dør ikke åbner automatisk ved vores tilnærmelse. Vores forsøg på kontakt bliver besvaret af en underlig lyd. Der står et par orange trafikkegler viklet ind i sort-gul afspærringstape og en bunke aviser til uddeling foran indgangen. Vi går rundt om klodsen og finder et telefonnummer på døren til en af de andre indgange. Stemmen siger, at det kun er servicekontoret, der er åbent i dag. Jeg forklarer stemmen vores ærinde og får en ventetone i et par minutter. Hvor politiet er, kan stemmen ikke udtale sig om. Heller ikke hvor mange der er. Komme i kontakt med dem kan vi desværre ikke, fortæller stemmen venligt.

Vi beslutter os for at tage til byen Hansnes i Karlsøy Kommune lidt nord for Tromsø for at få noget ud af dagen. Vi har hørt, at politiposten i byen er blevet lukket.

Holdlederen

Efter en times kørsel når vi Hansnes. Langs fjordbredden ligger et SPAR supermarked, en benzintank, et byggemarked og industribygninger, en lystbådehavn og færgelejet, hvor det hvide monstrum, som sejler mennesker til kommunens ikke-brofaste øer Reinøya, Vannøya og Karlsøya, netop anduver, idet vi kører forbi. Der er ganske få mennesker på færgelejet.

Byen vokser op ad skråningen. Der holder biler foran husene, her og der står en dør åben, en barnevogn står på terrassen, legeredskaber ligger spredt i haverne, men bortset fra et par børn, der sidder på en trampolin i en have, og en mand, der roder med noget i sin garage, er her ingen mennesker at se. Vi kører til rådhuset, der ligger et stykke op ad skråningen med god udsigt ud over byen. Der er lukket. Ingen biler på parkeringspladsen. Mågeskrig og blæst. På rådhusets facade er der et skilt, der bekendtgør: POLITI. Det hænger over et vindue med nedrullede, grå persienner.

Foran SPAR møder vi endelig nogle mennesker.

- Jeg synes godt, de kunne have beholdt politiposten her. Jeg føler mig ikke utryg, men jeg synes principielt, der burde være politi, for det har der været før, siger Svend Ole Lockerts, som har været inde og handle.

Øjeblikket efter kommer en kvinde ud gennem de elektriske døre med sine to små børn. Hun er fra Tromsø.

- Det er klart, at jeg ville være nervøs, hvis jeg boede her. Når det er akut, har man brug for hjælp, siger hun, mens hun sætter indkøbsposerne ind i bagagerummet.

Hun er i Hansnes for at besøge nogle venner.

- Nej, jeg kunne ikke finde på at flytte herud, svarer hun på mit spørgsmål.

- Men det har ikke noget med det manglende politi at gøre, siger hun og griner.

Jarle Rune Mathisen fylder energidrik i dunkene
Den tidligere politibetjent Jarle Rune Mathisen fylder energidrik i dunkene.

En ung mand i rød og sort træningsdragt har ikke rigtig nogen holdning til den lukkede politipost i Hansnes.

- Jeg er ikke herfra, siger han, men fortæller at holdlederen på hans fodboldhold Ringvassøya Idrettslag, Jarle Rune Mathisen, engang har været politimand i Hansnes.

De skal spille kamp klokken 14 mod et hold fra Bardu i den femtebedste norske fodboldrække.

Ild i tørt græs

- Da jeg begyndte at arbejde som politimand i Hansnes skulle man bo her. Det var et krav. Og det tror jeg, folk savner. Nu bor politiet i Tromsø, men arbejder her. Du var jo klar hele tiden, hvis folk ringede. Det er en ganske stille og rolig kommune, men når der sker noget, så sker der meget. Da jeg arbejdede her var det sådan, at der kunne gå uger uden at der var noget, men så lige pludselig kom alt.

Der lugter stærkt af kamfercreme på gangen, der leder ned til omklædningsrummene. Jarle Rune Mathisen er holdleder for Ringavssøya Idrettslag. Det er ham, der fylder vanddunkene, sørger for at spillertrøjerne bliver lagt frem og at medicintasken indeholder alt, der behøves.

Den 53-årige holdleder med det tynde, rødblonde hår var politimand i Hansnes fra 1984-87. Dengang havde politikontoret åbent fra 8-16. Men på skift havde politimændene på stationen hvilende nattevagt og var på den måde tilgængelige for borgerne 24/7. Ifølge Jarle Rune Mathisen er borgerne i Karlsøy Kommune ikke glade for nedlæggelsen af politiposten i Hansnes.

- Det synes vi ikke godt om. Vi er afhængige af politiet herude. Det tager cirka en time for politiet at komme hertil fra Tromsø ved normal kørsel. Med udrykning tager det 40-45 minutter. På den tid kan der jo ske meget.

Karlsøy Kommune består af flere beboede ikke-brofaste øer. Her kan man lægge en overfartstid med færge på 45 minutter oven i politiets responstid.

- Vi på Hansnes er mindst sårbare. Når nu vi også har tunellen, så kan det gå ganske stærkt med at komme hertil. Mens de på Reinøya, Vannøya og Rebbenesøya, hvor færgen går sjældent, nok vil mærke mere til det. Og de er vældig utrygge. Det er ikke populært.

Jarle Rune Mathisen fortæller, at han kender de fleste i kommunen på grund af sit arbejde i politiet. Den tidligere politibetjent mener dog, at det er et tveægget sværd at have så stort et kendskab til borgerne i lokalområdet.

- Det er både en fordel og en ulempe. Ulempen er, at du måske må anholde en god ven eller en nabo. Fordelen er, at du kan få ting at vide, som man ikke ville få at vide, hvis man ikke er kendt her.

 

Lauge Elgaard med sin Corvette Stingray fra 1968.
Holdleder Jarle Rune Mathisen med spillerne fra Ringvassøya Idrettslag i baggrunden.

Og ifølge Jarle Rune Mathisen er det lokale kendskab vigtigt for det forebyggende arbejde. I nærpolitireformen fremgår det blandt andet, at man skal lave mere politiarbejde fra mobile enheder. Politiet skal være mere ude på vejene i stedet for at være bundet til en bestemt adresse. På den måde kan man skabe større synlighed og mere tryghed. Men ifølge Jarle Rune Mathisen har det ”rullende politi”, som ikke samme muligheder for at lave forebyggende arbejde i de små lokalsamfund. De er ganske enkelt ikke til stede.

- Det er ufattelig sjældent, de kommer herud. Det er vanskeligt at sige, hvor meget de er her, men måske en gang om måneden, hvis vi er heldige. Når de er her, så er deres opgave trafikkontrol eller sådan noget. De kommer ikke ud, når de unge mennesker står og hænger ved deres biler og snakker med dem. Det sker ikke. De er væk.

Jarle Rune Mathisen fortæller, at ”rusmiljøet” blandt de unge i kommunen er ganske blomstrende, men det er ikke noget, de mobile politienheder fra Tromsø nødvendigvis opdager på deres sjældne patruljer.

- Det forebyggende politi er, når politiet fra Tromsø kører en tur en eftermiddag og bare viser sig. Men der er alt stille og roligt, for det spreder sig jo som ild i tørt græs, at de kommer.

Jarle Rune Mathisen stoppede i politiet i 1995 på grund af sygdom. Efter Hansnes var han politimand i Lofoten, hvor han er fra. Nu arbejder han i NAV, som er en norsk udgave af et jobcenter. Den tidligere betjent mener ikke kun, at det manglende politi er problemet i kommuner som Karlsøy. Flere institutioner lukker.

- Det her er en dårlig løsning. Og nu mister vi jo også banken. Vi mister flere og flere offentlige kontorer.

Punktering

Ude på banen møder vi Svein-Marthin Thomassen. Han er baneansvarlig, og han plejer kunstgræsbanen, så den er i orden. De har også en græsbane i Hansnes, men den bruger de kun om efteråret, så de ikke ødelægger græsset.

- Det er hjemmebanen, og det prøver vi at holde så længe som muligt, så vi ikke skal flytte til Tromsø, siger han.

Ringvasøya Idrettslag træner i Tromsø. De spiller kamp her, når banen er åben. I år var den snefri den 17. april. Før i tiden havde de flere hold i klubben, men nu om dage flytter de unge til Tromsø, så det kan være svært at stille hold, fortæller den baneansvarlige.

- Folk, der spiller her, har ofte tilknytning til stedet. Måske bor de i Tromsø, men vi har også nogle få fra nærområdet.

Svein-Marthin Thomassens søn er midtstopper på holdet. Han har også en ældre søn, der går på politihøjskolen i Bodø.

- Hvis der sker noget, så går der en time før politiet kommer. Heldigvis har vi ambulancen, der er klar hele døgnet. Og deltidsbrandvæsen. Brandvæsen og sygehus bliver også oplært i at være skadeledere – de er jo ofte de første på stedet.

Billedgalleri. Naviger med musen. 

    Nærpolitireformen

  • Nærpolitireformen i Norge er vedtaget med virkning fra januar 2016.
  •  Formålet er at skabe et bedre lokalpoliti og samtidig udvikle robuste fagmiljøer og specialiserede enheder mere centralt.
  • Som følge af reformen er antallet af politidistrikter blevet reduceret fra 27 til 12.
  • Antallet af lensmannskontorer, som er lokale politistationer, skal reduceres. Det er endnu uvist, hvor mange der skal væk.
  • Et synligt og tilstedeværende lokalpoliti skal sikres ved flere mobile enheder - det såkaldte rullende politi. Politiet skal desuden lave mere politiarbejde direkte fra bilerne.
  • Et vigtigt kvalitetskrav i reformen er bl.a. bedre responstid og forebyggelse af kriminalitet

Med et kvarter til kampstart triller en melding ind. Dommeren er punkteret i sin bil på vej til Hansnes.

- Vejene er elendige, siger Svend Marthin Thomassen.

- Det er helt håbløst.

Ventetiden

Klokken lidt i 14, hvor kampen skulle have været fløjtet i gang, begynder tilskuerne for alvor at pible frem og skabe liv omkring anlægget. Nogle kommer piblende fra Kardemommebakken og sætter sig på skråningen. Mødre med barnevogne kommer gående i den modsatte ende, og de små poder indtager legepladsen bag ved banen. Parkeringspladsen er fuld af biler. Flere foran kaffevognen. Mange i tilskuerskaren har et familiemedlem, der tørner ud for Ringsvassøya Idrettslag denne eftermiddag. Solen bryder endda gennem skydækket over et bjerg lidt borte og skaber en lysere atmosfære. Jarle Rune Mathisen fortæller, at han har sørget for gratis vafler og kaffe til deres danske venner, så vi kan forsyne os, mens vi venter.

I spillerboksen møder vi Jostein Stefanussen, hvis søn er anfører for hjemmeholdet. Han er en mild og humoristisk mand. På hovedet bærer han en hue, der ikke dækker ørerne, hvorpå der står Reinøy Sjømat. Det er norsk for seafood – og det er det, han arbejder med.

Jostein Stefanussen havde SPAR supermarkedet i Hansnes i næsten 30 år, før han solgte det igen i 2010.

- Det er en betryggelse at have politiet, siger han og fortæller om et indbrud i SPAR, som han havde i 2008.

- Svaret var, at de ikke havde en disponibel bil. Så spurgte jeg politiet, om jeg selv skulle gå ud og skyde ham, siger han med et smil.

Da Jostein Stefanussen havde indbrud i SPAR, var der ganske vist stadig en politipost i Hansnes. Men dengang pendlede politiet fra Tromsø for at besætte posten, så de var ikke tilgængelige uden for åbningstid. Svein-Marthin Thomassen dukker op i spillerboksen og blander sig i samtalen.

- Når de, der arbejde som politi også boede her, havde vi politi døgnet rundt, siger han.

Jostein Stefanussen kigger på banen, mens han mumler noget frem for sig.

- I må fandme ringe, hvis der sker noget, siger han retorisk, tilsyneladende stadig i gang med en rekonstruktion af telefonsamtalen med politiet fra Tromsø.

Reportagetur om Norges nærpoliti for Ærø. Fodboldkamp.
Jostein Stefanussen med sine to børnebørn. Hans søn er anfører for Ringvassøya Idrettslag, der i dag slog holdet fra Bardu 2-1.

På parkeringspladsen foran klubhuset står Jarle Rune Mathisen og spejder efter dommeren. Foran kaffevognen bestiller den voksende tilskuerskare vafler med syltetøj og myseost.

Klokken 15, en time forsinket, ankommer dommeren endelig. Han ifører sig i al hast sin gule, selvlysende dommerbluse ved bagagerummet til sin bil og kort efter er kampen i gang. På anlægget i Hansnes har spillere, trænere og publikum ventet en time på dommeren. Omtrent den tid det tager for politiet i Tromsø at køre til Hansnes.

Karlsøy Kommune

  • Karlsøy kommune ligger ca. 60 kilometer nord for Tromsø.
  • Kommunen består af over 600 øer og holme, hvoraf 5 øer er beboede. Øerne Vannøya, Reinøya og Karlsøya er alle beboede, men ikke brofaste.
  • Der bor ca. 2300 indbyggere i kommunen.
  • Godt en tredjedel af kommunens indbyggere, ca. 750 mennesker, bor på den ikke brofaste ø Vannøya
  • Kommunecentret ligger i Hansnes på øen Ringvassøya, der har fastlandsforbindelse.
  • Politiposten ligger i Hansnes og har været ubemandet hele 2016.

Gry-Anita Isaksen

Reportagetur om Norges nærpoliti for Ærø. Voxpop fra fodboldkamp.
Jeg er ikke bekymret. Jeg kommer fra Kroken i Tromsø, der har været berygtet for meget kriminalitet, men der har jeg heller ikke været utryg. Jeg flytter fra Tromsø til Hansnes om et par måneder, men det har ikke haft indflydelse på mit valg om at flytte hertil. I kommunen er der ambulance og læger, som er på vagt hele tiden, og det er vigtigere. Det ville bekymre mig, hvis der ikke var ambulance- og lægeberedskab, for jeg har to små børn.

Tore Corneliussen

Reportagetur om Norges nærpoliti for Ærø. Voxpop fra fodboldkamp.
Det er lidt dumt, at de har lukket kontoret. Sidste år var der en betjent, men nu skal de komme hele vejen fra Tromsø. Jeg har selv brugt den lokale politimand, da jeg engang fik stjålet en påhængsmotor. Det gode ved politimanden her er, at han kender alle – og alle kender politimanden. Men det er egentlig ikke et stort problem, for der er ikke så meget kriminalitet, så jeg føler mig ikke utryg. Jeg er ikke nervøs for, at der ikke er et politihus mere.

Trond Svendsen

Reportagetur om Norges nærpoliti for Ærø. Voxpop fra fodboldkamp.
Jeg synes ikke, det er godt, at der bliver længere responstid. Som tidligere kommunalpolitiker ved jeg, at de begrunder nedskæringen med statistik. Der er færre forbrydelser – men det er fordi, at der er mindre politi til at opdage den. De er ikke synlige. På den måde bliver det mere usikkert at bo her, fordi synligt politi har en almen præventiv effekt. Politiet ikke prioriterer hverdagskriminaliteten, og det er et dårligt signal at sende.

Vibeke Steffensen

Reportagetur om Norges nærpoliti for Ærø. Voxpop fra fodboldkamp.
Jeg arbejder med psykisk syge som psykiatrisk sygeplejerske – og vi mærker til det. Det tager en time at køre hertil fra Tromsø. Jeg kunne godt finde på at lade være med at tilkalde dem. Hvis man fx ringer til politiet og melder, at nogen kører uden kørekort, så kan de godt finde på at sige, at de ikke kommer. Næsten halvdelen af befolkningen i kommunen bor på Vannøya, og der kommer politiet i hvert fald ikke. Og hvis de gør, så ved alle det i forvejen.

Svarre Sallevoll

Reportagetur om Norges nærpoliti for Ærø. Voxpop fra fodboldkamp.
Jeg synes, det er okay, at der ikke er noget politihus. Der kommer politi herud, og de dækker jo området. Jeg oplever det ikke som et problem, for de kommer, når man ringer. De har en lille time at køre for at komme herud fra Tromsø, men jeg synes ikke det er noget problem.

Marianne Hansen

Reportagetur om Norges nærpoliti for Ærø. Voxpop fra fodboldkamp.
Jeg synes ikke godt om det. Jeg er vokset op her med synligt lokalpoliti, så jeg synes, det er ærgerligt. Jeg har også små børn. Jeg føler mig ikke utryg, men det tager lang tid for politiet at komme fra Tromsø, hvis man har brug for dem. Jeg synes ikke, de er synlige overhovedet. Man har en lidt for afslappet holdning til politidækningen herude.

Kapitel 2: Hun vil have øremærkede betjente

Vi møder Mona Pedersen på Direktør’n Bistro og Pub i Hansnes, der ligger ned mod fjorden. Under sine studier, inden hun blev borgmester i kommunen, arbejdede hun deltid på beværtningen.

- Man lærte at dæmpe gemytterne, hvis der var optræk til noget, husker hun.

Da Mona Pedersen arbejdede på Direktør’n, var der ganske vist et politikontor i byen. Men dengang havde tjenestemændene ikke bopælspligt i Hansnes, så når kontoret var lukket, ville politiassistancen være længe undervejs i tilfælde af ballade. Nu er politiposten imidlertid lukket helt ned som følge af nærpolitireformen.

- Der går meget lang tid mellem, vi har uniformeret politi herude. Vi forstår godt, at man ikke kan forlange, at folk skal bo her. Men før i tiden, da man havde lensmannen (lokal politichef, red.), som boede her fast, kendte alle ham, og han kendte alle. Det havde en forebyggende effekt.

Netop forebyggelse er ellers et nøgleord i den norske politireform, der vil medføre en større centralisering af politiet, men som også sigter mod at skabe et bedre og mere synligt lokalpoliti ved at have flere politibiler på vejene. Indtil videre er det tilsyneladende en saga blot i Karlsøy Kommune.

- Nærpolitireformen er ikke et godt ord at bruge, for vi oplever ikke, at vi har et nært politi, siger hun. 

Øremærkede betjente

Mona Pedersen er især bekymret for den betydning, som et manglende nærpoliti eller et nærpoliti uden lokalt kendskab kan have for forebyggelsen af kriminalitet i området.

- Du må have daglig kendskab til miljøet. Man kan ikke komme en gang om måneden i turnus og tro, at man kan få folk i tale. Man skal vide, hvad der foregår i de miljøer, der er herude. Og det ved man ikke, hvis man ikke er lokal kendt, siger hun.

Reportagetur om Norges nærpoliti for Ærø. Mona.
Borgmester Mona Pedersen med færgen til Reinøya i baggrunden.

I Karlsøy Kommune har man et politiråd, der udgøres af en repræsentant fra kommunestyret, sundheds- og socialchefen i kommunen og en repræsentant fra politiet i Tromsø. I politirådet arbejder man sammen om at definere, hvilke opgaver politiet skal være særligt opmærksomme på i kommunen. I Karlsøy drejer det sig blandt andet om vold i nære relationer og et rusmiddelmiljø blandt de unge mennesker.

- Vi kan ikke sidde og sige, at vi bare vil have det sådan som det var i gamle dage. Derfor arbejder vi hårdt med at formulere nogle krav. Synlighed er meget vigtigt for at forebygge. Vi er en ø-kommune, så det kan være lidt vanskeligere at komme rundt. Men det at være i miljøet og køre rundt i uniform, i en politibil, er forebyggende.

Mona Pedersen så gerne, at man havde et døgnberedskab i byen. Men hun ved også, at det ikke kommer til at ske, da det kræver en del ressourcer at opretholde sådan en bemanding. I stedet ønsker hun sig øremærkede betjente.

- For at døgnbemande politiposten kræver det ti personer, og det får vi ikke. Men vi ville ønske, vi havde en to-tre stykker, der var øremærket os. Så vi kunne få tid med betjentene, blive bekendte med dem og have dialog med dem. De kunne arbejde med vores skoler og med ungdomsklubben. Sådan et lille team, som vi følte tilhørte os lidt.

Fra hovedet til computeren

Fremtidens rullende politi har den fordel, at politibetjentene kan udføre langt mere arbejde fra bilerne. Tidens moderne teknologi gør det muligt at rapportere hændelser undervejs og forsyne politibetjentene med væsentlige informationer og efterretninger om de områder, de patruljerer i. Men ifølge Mona Pedersen er det ikke alt, man kan putte ind i en computer.

- Viden om for eksempel rusmiljøet herude – hvem der er inde i miljøet, hvem der kan risikere at komme ind i miljøet – er ikke noget, man nødvendigvis har i et system. Det er bare noget, man ved. Naturligvis kan de komme og afhøre dem, der kører for hurtigt i en bil. Men der er andre kundskaber, man ikke nødvendigvis kan putte ind i en computer. Den viden sidder heroppe, siger hun og peger på tindingen med sin pegefinger.

- Man ved for eksempel ikke, hvad det kan betyde, når man ser to bestemte personer sammen i byen.

Men er det ikke bare et vilkår man må vænne sig til - at politiet med dine egne ord er mindre synligt - når man vælger at bosætte sig i Udkantsnorge?

Mona Pedersen begynder at grine, inden jeg har stillet spørgsmålet til ende.

- Jeg forstår godt, at man må have nogle specialiserede fagmiljøer. Det her med at arbejde med at bekæmpe hacking, misbrug af børn og så videre - det kan en enkelt tjenestemand herude jo ikke gøre. Specialkompetence trækkes mod store fagmiljøer – så det er godt. Men der er mange dagligdags politiopgaver herude, der kræver, at ressourcerne er her.

Ligegyldigheden

Vi promenerer sammen med Mona Pedersen på vejene, der går parallelt med fjorden. Ude på vandet kommer færgen fra Reinøya futtende. Hun peger mod konturerne af en ø i det fjerne. Det er Vannøya. Her bor cirka en tredjedel af kommunens beboere. 

- Når politiet kommer til Vannøya, ved alle det. Et reelt problem på Vannøya er fart- og spritkørsel. Og at tage nogen på fersk gerning er næsten umuligt. Når man kommer frem, er fuglen fløjet.

Reportagetur om Norges nærpoliti for Ærø. Mona.
Mona Pedersen vil have øremærkede betjente til Karlsøy Kommune.

Ifølge borgmesteren er det ikke kun politiberedskabet, der halter i kommunen. 

- Det er kritisk med ambulanceberedskabet. Vi har en ambulance her og en på Vannøya – men den hænger i en tynd tråd, siger hun og fortæller, at det er svært at finde kvalificeret personale til at bemande den. Skulle der ske noget på Vannøya, er man afhængig af, at de kommer med lægebåden eller helikopter fra Tromsø. Og der er ofte meget lang responstid.

Men en af de største panderynker hos Mona Pedersen skyldes en anden reform, der i kombination med nærpolitireformen presser den lille kommune. Den såkaldte samhandlingsreform giver kommunerne større ansvar for opgaver med psykisk syge og stofmisbrugere – opgaver, der før var statens ressortområde. Blandt andet har psykiatrisk patienter krav på at få bolig ude i kommunerne.

- Vi har ikke kompetencer til det. Og man kan forestille sig, at konflikter kunne opstå. Det er en udfordring i sig selv. Men når du samtidig får sådan nogle grupper og har mindre politi, så passer de to reformer meget dårligt sammen. Vi har behov for døgntilbud og opsøgende tjenester inden for rus og psykiatri. Og det at have et mere aktivt politi i nærmiljøet, ville have været vældig vigtigt. Men det har vi ikke.

Hun peger på bygninger og byggepladser og fortæller med en borgmesters kendermine om stederne. Vi passerer også ungdomsklubben.

- Det største problem er vel, når folk siger, at man ikke behøver at gøre noget, fordi der alligevel ikke sker noget herude. For så holder man op med at reagere på ting, der sker, fordi man oplever, at ingen gør noget ved det. De unge mennesker kan se, at de kan slippe uden om alt. Man får en ligegyldighed, og det er ikke godt.

Indimellem bliver Mona Pedersen forpustet af sine talestrøm.

- Vi ser, at tolerancen er ret høj for bestemte typer af let kriminalitet. Fordi det er så normalt, at man ikke gør noget ved det. Man ved jo godt, at man kan køre spritkørsel – og så længe man ikke kører nogen ned, er det vel fint, siger hun og stopper op.

- Det er ikke okay.

Patruljerne hjælper borgerne

Politimesteren dukker sig, når han skal åbne de aflåste døre i det kæmpestore politihus. Der er langt fra dørlåsene til id-kortet, han har om halsen. Her er både indtrængningslejlighed til øvelser, 50 meter skydebane, fitness og gymnastiksal. Men det er ikke huset, der kommer og hjælper borgerne, siger Ole Bredrup Sæverud. Det er patruljerne.

Så maler han et billede.

I Sørreisa lå politikontoret i samme kryds som pubben. Når der var betjente på kontoret, var der ingen på pubben, og når der var folk på pubben om aftenen, var alle på politikontoret gået hjem. Så sloges de på pubben. Nu er der ikke noget politikontor i Sørreisa. Men når der er folk på pubben, er der patruljer på vejene. Og så slås de ikke.

Reportagetur om Norges nærpoliti for Ærø. Politimester i Tromsø Ole Sæverud.
Politimester i Troms politidistrikt Ole Bredrup Sæverud fortæller, at han plejer at kalde distriktet verdens største. Det skyldes, at politiet i Troms PD dækker det gigantiske fiskevandsrum op til og nord for Svalbard.

Svar på tiltale

Vi konfronterer politimesteren med de bekymringer over nærpolitireformen, som vi er stødt på i Hansnes.

Hvordan sikrer I, at I får mere synligt og nærværende lokalpoliti i udkanten?

- Vi er nødt til at tænke på hele distriktet, alle byerne og lokalsamfundene. Der er større sandsynlighed for, at der sker noget i Finsness end i Gryllefjord. Men den chance må vi tage, hvis vi skal levere gode polititjenester. Skulle vi bare måles på responstid, så skulle vi centralisere patruljerne til der, hvor der sker mest. Det går ikke. Så rådner de små samfund. Og vi må blive bedre til at forstå, hvordan vi kan forebygge kriminalitet.

Hvordan kan politiet lave forebyggende arbejde uden at bo i eller kende lokalmiljøet?

- Vi skal kunne det faglige, kommunen skal kunne lokalmiljø. Det er bedre at samle ressourcerne og få opbygget en struktur, hvor man kan få bedre kompetencer over tid, og brede de kompetencer ud.

I Hansnes ser de politiet en gang om måneden, hvis de er heldige. Er det godt nok?

- Vi er der meget oftere end det. Vi har fået kritik for ikke at være på Vannøya. Men i loggen kan vi se, at vi er der oftere, og at vi gør mere, end vi gjorde før.

Så når de siger, de aldrig ser politiet, er det så løgn?

- Nej, det er ikke løgn, det er deres subjektive opfattelse. Før så man et skilt, og så tænkte man: Der er politiet. Mange husker politimanden for 25 år tilbage, som boede i byen. Hvis der skete noget lørdag aften, så rykkede han ud. Man følte tryghed, men den reelle kvalitet på produktet var ganske dårlig. Samtidig har vi heller ikke lov til at levere tjenester på den måde nu efter den nye arbejdsmiljølovgivning. Hvis jeg skal have en patrulje på arbejde hele døgnet, så kræver det mindst 18 årsværk.

I Hansnes siger de, at når politiet komme, så spredes det som ild i tørt græs. Så skaber det rullende politi vel ikke særlig stor forebyggende effekt?

- Hansnes er ikke det værste. Vannøya er værre, for der må du ud med færgen. Men det er ingen vits, at vi bruger tid på at komme ud og være på skolen, snakke med ungerne og fortælle dem, at det er vigtigt, de skal følge reglerne. Det er jo også dem, der bor der, som må tage ansvar for, hvilket miljø de gerne vil have. Det kan jeg ikke fortælle. Vi kan gøre en del af arbejdet.

Men hvordan kan man sikre forebyggelse, når man godt ved at politiet kommer?

- Det er vanskeligt. Men der har fx været problemer med spritkørsel på Vannøya. Typisk kørte man fra fest. Men hvis man har en kultur lokalt, hvor man siger vi organiserer hjemkørsel om aftenen og om natten efter fest, så har du jo gjort noget lokalt for at forebygge spritkørsel. Hvis du bare ser gennem fingre med, at folk kører spritkørsel, så har du jo i princippet accepteret det.

 

Reportagetur om Norges nærpoliti for Ærø. Politimester i Tromsø Ole Sæverud.
Politimesteren konfronteres med borgernes bekymringer.

Er det så borgernes opgave at forebygge kriminalitet?

- Hvis du er en del af et samfund, så er det også dit ansvar at sørge for at minimere kriminaliteten. For eksempel er vi også afhængige af, at folk stiller op som vidner i retten. Det er åbenlyst politiets ansvar, men ikke dermed sagt, at det kun er politiets opgave at forebygge kriminalitet. Alle har et fælles ansvar for det samfund de bor i. Dét er pointen.

Mange borgere i Hansnes føler sig utrygge, fordi der er lang responstid – hvad vil I gøre for at sikre borgernes tryghed?

- Vi forsøger at samarbejde med kommunen og finde ud af, hvilke problemer vi skal arbejde med. Vi kommer med tallene – hvad er den reelle situation. Frygten er sådan set irrationel. Politiet sælger jo i bund og grund en følelse af tryghed, så det er vi nødt til at tænke på.

Hvordan vil I sikre en følelse af tryghed så?

- Når vi spørger folk, er der over 90% i regionen Troms, der føler sig trygge. Hvis du spørger folk i forbindelse med spørgsmålet: Synes du, der skal være et politikontor her? - så er de ikke trygge. Men hvis du spørger dem uden at stille det spørgsmål først, så er svaret stort set, at de fleste er trygge.

Mener du, at I sikrer borgernes tryghed med det rullende politi?

- Ja, men det handler lige så meget om, at vi samarbejder andre institutioner i kommunerne. Det er jo et strukturelt arbejde som foregår fra 8-16 med seminarer og møder. Det handler ikke om udrykning om aftenen, men er et systematisk arbejde, som handler om kompetencer og fagmiljøer, efterforskningsmiljøer osv. Det er efter min mening lige så vigtig som beredskabet. Men vi skal hele tiden finde balancen.

Kommunerne står til at få et større ansvar for fx psykiatriske patienter og stofmisbrugere i kommunerne – er det noget I har tænkt over i forbindelse med politireformen?

- Det rammer os på en uheldig måde. Men konkret med de psykiatriske patienter er der sådan set ikke noget nyt for os. Det er måske nyt for kommunen, men det er ikke nyt for os. Mange af de psykiatriske personer har vi aldrig noget med at gøre. Men vi har mange opgaver om året knyttet til psykiatrisk patienter. Få af dem er alvorlige. For vores del handler det om at få god efterretningsinformation, som systematiseres og deles med politiet og sundhedstjenesten i kommunen.

Hvis man får flere psykiatriske patienter ude i kommunerne og politiet skal komme længere væk fra – kan det så ikke give nogle problemer? 

- Vi kan ikke definere, hvor folk skal bo, og vi kan heller ikke oprette eller nedlægge kontorer afhængig af, om bestemte mennesker bor i kommunen eller ej. Vi må arbejde mere struktureret end som så. Det handler også meget om transportmuligheder. Altså båd og helikopter for at være i stand til at rykke hurtigt. Du må have nogle operative evner og en kapacitet. Hvis det bliver alvorligt nok, så hjælper det alligevel ikke med to stykker. Så må du have flere politifolk.

Reportagetur om Norges nærpoliti for Ærø. Politimester i Tromsø Ole Sæverud.
Politimesteren foran en af indgangene til politihuset. Det er første gang, at politiet i Tromsø får konstrueret et hus særligt til dem. Indenfor er der faciliteter som fitness, skydebane og en lejlighed til øvelser i indtrængning.

Er nærpolitireformen ikke bare en fjernpolitireform, hvor borgerne taber?

- Nej, men det kan godt være vanskeligt for os at forklare, hvorfor færre kontorer giver en bedre nærpolititjeneste.

Hvordan gør det så det?

- Det gør vi ved at øge kvaliteten og niveauet på de politifolk, vi har. Den faglige tyngde, du møder i politiet og summen af det politiarbejde, vi leverer til borgerne, øges. Vi sørger for, det ikke stopper ved de enkelte kontorer, men kommer hele vejen ud i distriktet. Jeg tror, at den reelle kvalitet på det politiprodukt, vi leverer, handler meget om, hvordan fællesenhederne klarer sig. Mens folkedommen på reformen kommer an på, hvordan vi leverer polititjenester i hele regionen.

Er det her ikke bare en økonomisk manøvre?

- Nej.

Hvorfor ikke?

- Fordi vi ikke skærer ned økonomisk. Vi tilfører ca. 350 politiårsværk hvert år frem mod 2020. Vi er i en opnormeringsfase. Vi gennemfører en reform, hvor vi skal bruge flere penge på politiet.

I er ifølge dig selv tilsyneladende lykkedes med både at skabe bedre nærpoliti og bedre fagmiljøer centralt. Er den helt smertefri, den her reform?

- Nej nej, det er den ikke. Vi er inde i nogle paradokser og brydninger, for der vil altid være fagmiljøer, der vil have flere ressourcer og lokale ledere, som ikke føler sig robuste nok. Vi er i en retning, der er god. Men det er en meget vanskelig balance, og vi bliver ikke færdige med reformen, for der kommer nye udfordringer, som vi skal være i stand til at tackle.

Kapitel 3: Den politiløse hippie-ø

Den tidligere lokalbetjent i Hansnes, Jarle Rune Mathisen, kaldte Karlsøya for et ”paradis”, da snakken faldt på rusmiljøet i kommunen. Og så smilede han stort bagefter. Borgmester i Karlsøy Mona Pedersen fortalte, at Karlsøya var lidt i en ”særstilling”, hvad angår håndhævelsen af loven.

- De spiller guitar og snakker politik, sagde hun.

Og så ryger de hash. Sådan sagde hun det ikke. I stedet foldede hun sin tommelfinger mod sin pegefinger, og tog et drag af en imaginær joint.

Mytedannelserne klæber til denne ø, hvor politiet nærmest aldrig kommer. Måske har vi fundet et sted i Udkantsnorge, hvor borgerne stortrives i politiets fravær, og hvor man kun har brug for fredspiben til at opretholde lov og orden.

Vi tager tilbage til Hansnes for at springe på færgen til Karlsøya. Hele byen er samlet til konfirmation i Ringavssøya Kirke, hvor vi igen møder borgmester Mona Pedersen. Hun skal uddele roser til de nyslåede konfirmander.

- Ring til Svein-Egil, siger hun, da vi fortæller hende om vores planer.

- Han er Mr. Karlsøya.

Billedgalleri. Naviger med musen.

Kirkerummet er stuvende fuldt. En far retter på sin unge søns slips. Små drenge tripper på stolene iført blazer og skjorte. Der er kvinder og piger i traditionelle folkedragter med den grønne nederdel og den hvide top. Tilhørernes stemmer er næsten uhørlige i salmerne, og trosbekendelsen kaster kun en meget sporadisk med-mumlen af sig.

Halvanden time efter præludiet er vi efterladt med følelsen af, at det ikke er Gud, der har vækket indbyggerne i Hansnes denne grå formiddag. Der er tale om en anden kraft. Den samme kraft, som fik dem til at pible frem til fodboldkampen i går.   

Vi ringer til Mr. Karlsøya. Han vil modtage os på havnen i aften.

Mr. Karlsøya

Karlsøya har ikke snedækkede tinder som de andre øer i området. Den lille knold har brun-grønne gevækster og gule markarealer. Husene ligger hovedsageligt nede ved kajen, mens enkelte er strøet ud over bakkerne.

I salonen på færgen klukker en norsk fodboldkommentator voldsomt begejstret i radioen, der høres fra små højttalere i loftet. På bildækket møder vi Tore. Han er karseklippet i siderne og har lyse fletninger fra toppen af hovedet. Han har sin ulvehund i snor. Han ligner Karlsøya-typen. Tore begyndte at komme på festivalen, der startede på øen for 17 år siden.

- Pludselig boede jeg på øen, siger han og afslører flere tomme pladser i sit tandsæt.

Da færgerampen vipper ned, får vi en knytnæve af blæst og regn i synet. Svein-Egil Haugen står på kajen som aftalt, og vi hopper i læ i hans bordeauxrøde Nissan X-trail, en lille firehjulstrækker. Vi snegler os opad mod toppen af bakken på den grove grussti. Jeg springer ud og åbner og lukker indhegningen til hans grund. Der render får rundt alle vegne. De små kid er blevet født inden for de sidste tre uger. De mindste sorte er kun tre dage gamle. En lys træfarve dominerer inden for i Svein-Egil Haugen og hans kone Gretes  hus. Deres fire måneder gamle hyrdehund Kayla er eksalteret over at få besøg.

Reportagetur om Norges nærpoliti for Ærø. Karlsøya.
Svein-Egil Haugen - eller Mr. Karlsøya, som borgmester i Karlsøy kommune Mona Pedersen kaldte ham.

Fra panoramavinduet i stuen, der giver udsigt over hele øen, giver Svein-Egil Haugen en rundvisning med sin pegefinger. Mange af de bygninger han peger på, knytter sig til noget, der var en gang.

Præsten bor ikke længere på Præstegården, og den røde bryggergård ved kajen er blevet til et værtshus. Der har både været posthus, bageri, lensmannskontor  (lokalt politikontor), plejehjem og kommunecenter på øen – selvom der siden 60’erne aldrig har været meget mere end 100 fastboende.

På den skrånende, grønne grund ude foran huset render fårene rundt i blæsten. Deres brægen trænger gennem træet og ind i den varme stue. Før fårene var der geder. I 37 år havde Svein-Egil Haugen og Grete et dyrebrug med 50 malkegeder.

- Vi malkede geder hver morgen og hver aften i 37 år, siger Grete.

Svein-Egil Haugen og Grete flyttede til Karlsøya i 1972. Siden dengang har der været syv dyrebrug på øen. Nu er der kun fårene tilbage.

Hippier, punkere, muslimer

- Det er jo en gammel historie, indleder Svein-Egil Haugen, da vi tester myterne om øen.

- Der er kommet forskellige puljer, kan man sige. Vi var blandt de første, og vi repræsenterede hippierne. Og fem år senere kom punkerne. Og i midt 80’erne kom der en gruppe svenske muslimer.

Svenske muslimer?

- Ja, siger han bare og griner hæst, velvidende at den bemærkning han just lod falde, ville få mange til at hæve øjenbrynene i forbavselse.

- Hvordan de var blevet muslimer, ved jeg ikke. De var jo etniske svenskere. Men de kom med deres familier, og det blev lidt en vækkelse på øen. Vi var jo mange, der blev muslimer i en periode og fik arabiske navne, siger han og griner igen.

Reportagetur om Norges nærpoliti for Ærø. Karlsøya.
Et lille udsnit af Svein-Egil Haugens bestand af vildfår.

Islam var ikke noget, Svein-Egil Haugen selv havde lyst til at eksperimentere med, men på øens skole sørgede han for, at børnene fra de muslimske familier blev undervist i islam. Dengang var han skolelærer og rektor på skolen, der havde 20-25 elever.

- Der kun en, der havde kristendomsundervisning. Resten af klassen var delt halvt om halvt med livssynsundervisning, religionsneutral undervisning og undervisning islam, siger han og medgiver at det var lidt specielt.

- Men det fungerede vældig fint på skolen, det var ikke noget problem. Jeg husker, at vi købte fiskefrikadeller eller kalkunpølse i stedet for almindelig pølse, når vi skulle på skoletur.

Intet politi, intet problem 

Det lader ikke til, at indbyggerne på Karlsøya har brug for politiet. Tidens strømninger har skyllet ind over bredderne til øen, men ifølge vores værter har man tilpasset sig hinanden og søgt dialogen mere end konfrontationen.

Dukker politiet nogensinde op på Karlsøya?

- Nej, det gør de ikke, siger Svein-Egil Haugen og griner hæst.

Han har langt, hvidt hår og ditto fuldskæg. Dengang i 70’erne måtte politiet gerne blive væk.

- Vi var jo anarkister. Vi ville skabe vores eget samfund. Indimellem havde vi en razzia, hvor politiet kom med båden og søgte i husene og på grundene for at finde marihuanaplanter, siger han og Grete supplerer:

- De fandt nogle få stykker.

- Men de puttede dem i plastiksække, og så visnede de. Så de kunne ikke undersøge dem. Det var en handlekraftig politimester i Tromsø, som havde lyst til at vise sig, siger Svein-Egil Haugen og griner igen.

Når nu det er blevet bragt på banen, ser vi vores snit til at spørge ind til rygterne om hashrygningen.

- Det er ikke noget, vi mærker, siger Grete.

- Vi har måske et mere afslappet forhold til det, siger Svein-Egil Haugen, men påpeger, at folk ikke sidder og ryger hash åbenlyst.

- Der ville vi skride ind med sociale sanktioner, siger han.

Den dag i dag klarer indbyggerne på Karlsøya sig uden ordensmagten.

- Hvis der skulle opstå behov for det, så ved vi jo, at det i hvert fald tager en time eller to, før politiet kommer. Så der må man jo tackle det på anden vis. Og det er gået godt indtil videre. Stort set, siger han.

Stort set?

- Der har været tilfælde hvor folk har fået lidt ”juling”. Altså bank. Men der er mange år mellem hver gang. Vi havde et tilfælde i fjord umiddelbart efter festivalen, hvor politiet måtte komme. Den ene gang for at hente en dame, der nægtede at tage hjem. Det var egentlig ikke problematisk for hun var kun et problem for sig selv. Og en uge senere var der en mand, der begyndte at gå løs på folk. Han havde en psykiatrisk historie. Og så måtte politiet komme og hente ham.

Hvordan tacklede I det?

- Man ringer jo rundt. Man ved jo, at man kan ringe rundt og få hjælp af folk her. Det tog ikke særlig lang tid, før der kom nogen og tog vare på ham.

De første på internettet

Den gamle hippie lader til at nyde sit delvise otium som hyrde for fåreflokken på bakkedraget. Men han savner ungdommen. I 2004 måtte øens skole lukke ned, da der kun var seks børn tilbage. Hans egen datter Silja gik også på skolen, men flyttede til Tromsø som 16 årig for at komme videre i uddannelsessystemet. Den tur har flere af ø-børnene taget. Nu er de fastboende er primært mellem 40 og 70 år, og dem, der flytter til, er mestendels ældre mennesker, som opgraderer sommerhuset til helårsbolig.

- Der skal komme nogle flere unge mennesker hertil, det er klart. Flere børnefamilier. Jeg håber at nogle kan tage over med fårene. Om ti år kan jeg nok ikke mere. Det er ærgerligt, hvis der ikke er nogen til at køre det videre.

Billedgalleri. Naviger med musen.

Vi hopper ind i den bordeauxrøde firehjulstrækker igen og kort efter stopper foran festivalhuset. Døren er ulåst.

I det største lokale dækker et maleri hele væggen bag den interimistiske bar. Det er doneret til festivalhuset af tre mexicanere, der har været på festivalen. Fra loftet hænger et cykelhjul med fjer og gør det ud for en drømmefanger. Et maleri bag den lille scene med instrumenter skriger befri Palæstina.

På kontoret hænger nogle avisudklip fra Aftenposten. ”På randen av sivilisasjonen” af Carsten Jensen fra 1994. Han har også interviewet Svein-Egil Haugen.

- Der har vi saken. Det er ikke Karlsøy som er et alternativt samfunn. Det er Norge som er alternativt land. Selv dets opprørere innrømmer det: Her er det godt å være, skriver Jensen.

En anden artikel fra 1995, ”Langt fra Oslo, midt i verden”, fortæller, at den lille skole på Karlsøya var den første skole i hele Norge til at inkorporere internettet i skoleundervisningen. Idémageren var Svein-Egil Haugen.

På festivalpladsen står en gammel bus, der er overmalet med grafitti. Der er et kegleformet bygningsværk, der består af træpæle, som møder hinanden i en spids i toppen. Det er en tidligere festivalgæst, som er arkitekt, der er i gang med byggeriet. Det er samisk byggestil. 

Præstegården

Svein Egil kører os til Præstegården, hvor vi skal overnatte. Engang boede der 26 personer og 16 katte i et kæmpe kollektiv. Nu er der kun Berit M. P. Wind og Stein Ellysef Olsen tilbage. Berit Wind serverer blåbærtærte med creme fraiche og kaffe. Stein Ellysef Olsen drikker en stor dåseøl. De pulser begge to på deres hjemmerullede cigaretter.

Stein Ellysef er musiker og Berit Wind maler og laver skulpturer. Der er få bare pletter på væggene i det store hus. I forrådskammeret er der affaldssortering.

- Jeg vidste ikke engang, at politihuset i Hasnes var lukket. Heldigvis har vi ikke så meget kriminalitet, siger Berit Wind, da vi spørger om de savner politiet.

Har I behov for politi overhovedet?

- Det eneste vi har brug for er gaffa-tape, siger Stein Ellysef og griner, inden han fortsætter:

- Sådan som det er nu, så ved vi, at vi selv skal ordne det. Vi kan ikke vente på, at der skal komme nogen fra myndighederne. Det er vi vant til. Hvis du ringer til politiet, så kommer de om en uge, siger han.

Lauge Elgaard med sin Corvette Stingray fra 1968.
Berit Wind ved spisepladsen i køkkenet. Hun har tidligere boet en årrække i Danmark.

Men måske har vores spørgsmål om den manglende politidækning alligevel tændt en gammel oprørsgnist.

- Det er lidt skummelt, hvis det bliver sådan, at de overlader det til folk at passe på sig selv. Vi skal arbejde for det – det er en ansvarsfraskrivelse fra kommunen. Politiet skal være her for at hjælpe folk, siger Berit Wind, inden Stein Ellysef afbryder hende:

- Og nu er det os, der hjælper politiet.

Snakken om politiet giver anledning til en anden og mere principiel diskussion.

- Der bliver større og større enheder. Det er en udvikling, der er foregået hele tiden. Men det mest fornuftige er ikke at centralisere, for de små enheder har en bedre livskraft, siger Stein Ellysef.

Han fortæller om Karlsøya-præsten Alfred Eriksen, som vakte fiskerne politisk, og som grundlagde avisen Nordlys i 1902, der eksisterer den dag i dag. Han blev tillige et af de første stortingsmedlemmer fra Arbeiderpartiet.

- Mange stærke idéer kommer fra små samfund. Det, der er sket på Karlsøya, er i historiebøgerne i dag, siger Stein Ellysef Olsen.

 

Reportagetur om Norges nærpoliti for Ærø. Karlsøya.
Øens eneste butik. Varerne koster 3 kroner ekstra i butikken end normalt. På den måde kan beboerne opretholde foretagendet. Der ligger også et galleri i forlængelse af butikken.

Kan udviklingen vende – mod udkant igen?

- Jeg håber det, siger Berit Wind.

- Vi vil gerne have at ungdommen flytter hertil. Og jeg håber, at dem, der kommer, er bevidste. Det kræver mange ting at flytte til Karlsøya, men det kræver også en anden bevidsthed, end da vi flyttede til.

- Jeg tror på ungdommen, siger Stein Ellysef.

- Den rene, friske ungdom som tror på noget – men som måske ikke er lige så rå, som vi var.

 

Reportagetur om Norges nærpoliti for Ærø. Karlsøya.
Parret Stein Ellysef og Berit Wind på vejen, der fører ned til færgen. Til venstre ses en kunstinstallation, der hedder Bak Døren - Bag Døren.

Hvor længe skal I bo her?

- Vi skal være her, til vi dør, siger Stein Ellysef og kigger på os.

Så skæver han til Berit Wind.

Why not?

Da færgen anduver Karlsøya for at tage os væk fra den lille forblæste knold, bliver vi overhalet af en ung kvinde på færgelejet. Vi falder i snak med hende på færgen. Hun hedder Ina Kristiansen og er 22 år. Hun har et kønt ansigt under sit mørkeblonde, bølgede hår. En lille flok fregner over næseryggen. Ina Kristiansen bor delvist hos sin kæreste på Karlsøya og delvist i Tromsø hos sine forældre. Hver anden uge arbejder hun i Coop Extra i Tromsø, hvor hun er på vej hen i dag. Vi giver hende et lift.

- Det er vigtigt at trække ungdommen ud på Karlsøya, siger hun og tæller fire mennesker mellem 20 og 30 år foruden sig selv, som bor på øen.

- Der er ikke så meget arbejde, så man må skabe sit eget og være kreativ. Drømmen er at lære at lave mange forskellige ting og skabe produkter, man kan sælge. At være selvforsynende. Og man har vel lov til at drømme, siger hun og smiler.

- Der er vældig god energi derude. Man bliver glad og rolig, bare man ankommer til øen. Der er ikke stress. By-stress.

Ina Kristiansen sidder henslængt og uden sele på bagsædet, mens hun fortæller om livet på Karlsøya. Hun snakker om urtehaver, høns og økosamfund, men også om en befolkning, der er trængt af samfundsudviklingen.

- Vi har lyst til, at der skal komme endnu flere herud og bo, så vi blandt andet kan komme i gang med permakultur og kurser – vi har så mange idéer.

Billedgalleri. Naviger med musen.

Ina Kristiansen fortæller, at rygterne om øens hash-forbrug er delvist sandt, og siden modererer hun det.

- Det foregår på samme måde som alle andre steder, siger hun.

Hun er klar over, at det er et vigtigt element i myten om øen. Et element, der også kan bruges til at skabe interesse og brande Karlsøya. Men den unge kvinde mener, at Karlsøya er noget andet den dag i dag. Og det er ikke mindst noget, der kan være vanskeligt at overbevise hendes forældre om.

- De er ganske konservative i tankegangen. De forbinder Karlsøya med, hvordan det var i 70’erne, siger hun.

Ifølge Ina Kristiansen forsøger hendes forældre at overbevise hende om, at et liv på andre breddegrader med en sikker uddannelse, er en bedre vej til et godt liv.

- De viser mig tit jobopslag, siger hun og griner.

- Der er så mange, der arbejder på Karlsøya uden at have papir på det. Hvis de kan, så kan jeg vel også. Why not, spørger hun retorisk.

- Hvis man kan lide det, man laver.

Hun har selv planer om at afholde en workshop om naturkunst til festivalen i år.

Kardemommeloven

Ina Kristiansen forsvinder et øjeblik ned i sin smartphone, før hun rækker den frem fra sin plads på bagsædet. Vi har spurgt om hendes holdning til politiets fravær på øen. ”Kardemommeloven” står der på skærmen. ”Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og for øvrigt kan man gjøre hva man vil.”

Sådan siger Politimester Bastian i børnebogen ”Folk og røvere i Kardemommeby” af norske Thorbjørn Egner.

Reportagetur om Norges nærpoliti for Ærø. Karlsøya.
Mågeægget, som Ina Kristiansen donerede til avisens udsendte.

- Vi respekterer politiet, men vi har ikke særlig meget brug for dem. Vi klarer os fint, siger hun.

Savner du ikke byen?

- Jeg trives derude. Men det er også godt at være i byen. Der sker ting i byen, som der ikke sker på Karlsøya. Jeg savner måske mine venner, siger hun og holder tænkepause.

- Jeg savner måske også et større udvalg i butikken og flere økologiske varer, siger hun så.

Så begynder hun at rumstere med noget omme på bagsædet. Hun rækker en udstrakt hånd frem og viser os et stort grønt æg med sorte pletter.

- Den har en blålig hvide og en meget rød blomme, siger hun

Det er et mågeæg. Man kan samle dem på øerne og holmene i området.

- Vi kan spise dem, når de er samlet herude fra. I byen er de fulde af tungmetaller.

Karlsøya

  • Karlsøya ligger i Karlsøy Kommune og er en af kommunens fem beboede øer.
  • Der bor cirka 50 fastboende på øen.
  • I nyere tid har øen haft en befolkning på lidt over 100 mennesker
  • I 70’erne oplevede øen en tilstrømning af hippier, der ville skabe sit eget samfund på øen.
  • Øen er kendt som en slags fristad, og myter om hashrygning og frisind klæber til stedet.
  • Om sommeren afholder øen sin årlige festival - den 17. i år.

Kapitel 4: I aktion med den rullende patrulje

Vi ankommer til politikontoret i Bardufoss en time før åbningstid. Vi går rundt om den hvide bygning til parkeringspladsen. Der holder et par politibiler foran garagerne. Vi møder en ung politimand.

- Nå, I er de danske journalister, siger han inden vi får talt ud.

Rygtet er kommet os i forkøbet. Troels, som han hedder, følger os op til 2. sal, hvor vi går forbi en række kontorer med åbne døre, der sidder en uniformeret politimand- eller kvinde bag hver og en, og de smiler til os idet vi passerer. Vi bliver anbragt i personalestuen, hvor vi venter i de svære lædermøbler. Der er fladskærmstv på væggen. Frugt i skålene på bordet. Den eneste påmindelse om, at vi ikke er i en dagligstue, er den halvanden meter høje, automatiske kaffemaskine, der brummer lystigt, når man trykker den på knapperne.

Overbetjent Katrine Grimnes tager imod os, og vi bliver vist ind i et mødelokale.

- Man havde tre pilotprojekter med det rullende politi, fortæller hun.

- På et lille politikontor, et mellem og et stort. Vi var den lille. Den dag i dag er vi ret langt fremme med metoden, siger hun.

Lauge Elgaard med sin Corvette Stingray fra 1968.
Overbetjent Katrine Grimnes på sit kontor på lensmannskontoret i Bardufoss.

Pilotprojektet startede i november 2013. Idéen er at tage de bedste erfaringer med fra pilotprojekter og indføre dem i hele Politinorge. Fra 2016-18 skal hele politistyrken i hele landet bedrive politiarbejde på stedet – eller det, Katrine Grimnes kalder for PPS. Moderne teknologi skal blandt andet gøre det muligt for betjentene at arbejde fra bilerne.

- Det har været diskuteret meget, om iPad’en kan løse kriminalitetsproblemer, siger overbetjenten og fortæller, at iPad’en i bilerne indeholder bestemte politi-apps, som også er installeret på betjentenes iPhones.

- Idéen er, at man skal skrive rapporten 100 procent færdig på stedet ved at have kontakt til en på kontoret, der kan sktrive rapporten enedeligt færdig samtidig. Der er vi ikke helt endnu.

Katrine Grimnes fortæller, at der er politidækning i regionen døgnet rundt. Efter klokken 15.30 kører de tre-skift i samarbejde med den tilstødende region Finsness. Det betyder, at der er en bil ude på vejene i hele døgnet på hverdage, to i weekenderne. 12 mand i alt er sammen om den fælles turnus. 

Alternative strategier

Et af de store spørgsmål i forhold til det rullende politi er, hvordan man sikrer den nødvendige nærhed og tilstedeværelse lokalt til at forebygge kriminalitet.

- Nogle er bange for, at vi taber nærheden. Andre siger, vi får mere nærhed, fordi vi er mere ude at rulle. Det er vanskeligt at svare på, men det er det centrale spørgsmål. Taber vi på det, eller vinder vi på det?

Men den kriminalpræventive indsats har andre og mere alternative veje i Norge, og Katrine Grimnes viser et slideshow, der både viser et fald i kriminalitet, mens hun gennemgår nogle af politiets strategier.

SLT-modellen står for samordning af lokale tiltag. Her arbejder politirådet, som består af ledere fra kommuner, politiet og forsvaret tæt sammen om at lave strategier for forebyggelse af kriminalitet i de enkelte kommuner. Herefter diskuterer kommunens institutioner strategierne på detailniveau og udfører arbejdet. Katrine Grimnes nævner et belastet boligområde, hvor man satte ind med konkrete tiltag som patruljering og individuel opfølgning for bestemte personer.

- Det er virker godt. Bare at lave anmeldelser og køre straffesager holder ikke.

Lauge Elgaard med sin Corvette Stingray fra 1968.
Frokoststuen på politikontoret, hvor alle stationens ansatte spiste frokost sammen.

Man har også noget, der hedder en “bekymringssamtale”, hvor unge mennesker, der vurderes at have risiko for at ende i en kriminel løbebane – eller allerede befinder sig i den – kommer til samtale hos politiet med sine forældre.

- Det er ikke en moralprædiken fra en gammel politimand til et barn. Ungdommen bliver tvunget til at reflektere over deres egen opførsel. Det handler jo om at afdække de faktorer der gør sig gældende. Der er jo tit en årsag til at man begår kriminalitet.

Og så har de Konfliktrådet. Det er en slags forsoningsmøde man kan bruge i sager, hvor der er to identificerede parter – krænkeren og den krænkede.

- For eksempel møder butiksejeren og indbrudstyven ind på stationen, og så laver de en aftale, som begge er enige i. Den kan være mundtlig, det kan være et håndtryk, et beløb der skal betales, eller at der skal udføres arbejde i butikken, fortæller overbetjenten.

Metoden bruges også i afgørelserne af straffesager. I nogle forhold kan straffen falde bort, hvis de to parter kan blive enige i konfliktrådet.

De alternative strategier laver politireformen ikke om på. Men alligevel kan det være svært at vurdere, om det rullende politi vil skabe den nærhed, der er en vigtig ingrediens i det forebyggende arbejde.

- Efter 2020 har vi mere erfaring og data om forløbet, så der kan vi bedre vurdere det. Formålet med reformen er at få nærmere og bedre politi, så det må vi håbe, at vi får. Men man kan da frygte at centraliseringen ikke bringer det med sig.

På patrulje

To uniformerede betjente kommer ind i mødelokalet. Marte Øvergaard og Preben Buø har begge været på stationen et års tid. Her til formiddag skal de ud til en person, der har forsømt at betale en kommuneskat, som betyder, at vedkommendes hus kan ende på tvangsauktion. Vi får lov til at køre med.

- Hvis der sker noget vildt, kan det godt være, vi ikke når at komme tilbage til klokken 11, siger Preben Buø.

Han refererer til den interviewaftale, vi har med politichef Andreas Nilsen lidt senere. Men det lader ikke til, at han selv tror på det.

Billedgalleri. Naviger med musen.

Marte Øvergaard bærer en sølvfarvet flight-case med ud til bilen, og sætter den om i bagagerummet.

- Våben, svarer hun.

- Det norske politi bærer ikke våben, siger Preben Buø og drejer en omgang, så vi kan tjekke hans bælte.

Preben Buø taster adgangskoden på den iPad, der er fæstnet til instrumentbrættet. Politiet har sine egne apps. En af dem kan bruges til at søge på køretøjer og nummerplader og via en anden har de adgang til hele deres arbejdscomputer. Der er fire forskellige apps. Under ikonerne på iPad’en står der MOBILITI.

Mens Preben Buø taster på iPad’en, tjekker Marte Øvergaard sin iPhone. Plasticcharteket med papirerne hviler i skødet. Vi skal ud og besøge en person, der har forsømt at betale en kommunal afgift.

Vi kører igennem en rundkørsel og over en rindende elv. På alle sider tårner bjergene sig op. Det høje sneklædte bjerg, der bryder igennem skyerne – og som synes at være højeste her omkring – hedder Istinden, fortæller Marte Øvergaard.

For de to betjente giver det rullende politiarbejde god mening.

- Det er lettere. Man bliver mere synlig og lægger mærke til ting, siger Marte Øvergaard.

- Vi kommer ud og snakker med folk, supplerer Preben Buø.

Er det okay at arbejde i bilen?

- Det går egentlig fint. Metoden vi bruger, hvor vi har afhøring på stedet, fungerer godt, for så får vi måske nedfældet noget information, som var gået tabt mange timer senere, siger Marte Øvergaard.

Action

Omkring os vokser store arealer af nåleskov, som har flere meter bare stammer, før de grønne gevækster får fat længere oppe. Husene ligger spredt på arealer, der er ryddet for skov. Vi passerer en elv mere.

- En af Nordnorges bedre lakse-elve, fortæller Preben Buø og peger.

På stationen i Bardufoss har de en arrest. Men hvis betjentene anholder en lovovertræder og bringer ham til arresten, skal stationen bruge bemanding på at bevogte den. På den måde bliver stationen frataget en ressource, de kunne have brugt på vejen.

- Hvis vi skal i arresten eller af sted med en psykiatrisk patient, så skal vi til Tromsø. Hvis vi er heldige, kan vi mødes med politiet fra Tromsø på halvvejen, siger Marte Øvergaard og griner.

Sidder der så en psykiatrisk patient her på bagsædet, mens I kører?

- Ja, med sele på og håndjern. Det går fint for det meste, siger Marte Øvergaard.

De to betjente fortæller, at man lærer at tackle situationerne med kommunikation og krisehåndtering.

- Man lærer ekstremt meget af det, siger Marte Øvergaard.

Lauge Elgaard med sin Corvette Stingray fra 1968.
Preben Buø leder efter skyldneren på det store landsted.

Vi ankommer til et landsted. Der er en stor, rød lade med et sølvfarvet bliktag, der er plettet af rust. Der er et åbent garageskur, hvor der står en motorcykel, men ingen bil. Der er et hvidt hovedhus og et affarvet hvidt træhus med bliktag. Bagved rejser lysegrønne nåletræer sig og fortsætter op ad bjergsiden.

Betjentene hopper ud af vognen og tjekker bygningerne. Personen, de søger, er ikke hjemme. I bilen tjekker de en nummerplade på iPad’en. Vi kører igen.

Marte Øvergaard peger op mod et bjerg, da vi er kommet et stykke videre.

- Afterski, siger hun.

- Det kalder vi fjeldarbejde, siger Preben Buø.

En ATV kommer mod os, og vi sænker farten. Marte Øvergaard følger den med hovedet idet den passerer.

- Nej, den var okay, siger hun.

Der er ingen lyd fra walkie talkierne, der stikker op fra en lomme på deres politilæderjakker. Heller ingen summen i øresneglen med den spiralformede ledning, der hænger ned fra bagkanten af deres ører.

Savner I action herude?

- Ja, det må vi indrømme, siger Marte Øvergaard.

- Vi er unge, og vi vil gerne have action hele tiden. Nogle dage og perioder sker der lidt, nogle gange sker der vældig meget. Det er meget tilfældigt, siger Preben Buø.

- Men når der sker noget, er det ganske heftigt. Ofte er vi alene, og der kan gå ganske lang tid, før vi kan for hjælp af nogen, siger Marte Øvergaard.

Preben Buø fortæller, at han tidligere har været betjent i Hansnes. Selvom han holder af arbejdet på stationen i Bardufoss, kunne han godt tænke sig at komme til Tromsø på et tidspunkt.

Marte Øvergaard flirter tilsyneladende ikke med den samme tanke.

- Her er man tålmodig. Man tager sig tid til opgaverne. Vi føler, at vi kan varetage opgaverne godt, fordi vi har tid til det. I byen er det bare hurtigt videre, siger hun.

Politiet i Bardufoss

  • Politikontoret i Bardufoss i Målselv Kommune, dækker tre kommuner ialt - Målselv, Bardu og Balsfjord.
  • De er 20 politifolk og fem civile ansat.
  • Dækningsområdet er over dobbelt så stort som Fyn og der bor knap 17.000 mennesker.
  • På aften- og weekend vagter samarbejder de med den tilstødende region Finsnnes om at dække områder i en turnusordning.
  • Man startede et pilotprojekt med PPS - politiarbejde på stedet - på stationen i november 2013.

Epilog: Svendborgsund


Rejsen med M/F Ærøskøbing gennem Svendborgsund er præcis, som den plejer at være. Sådan lidt døsig. Folk bruger ventetiden på madpakkespisning, læsning eller med at slumre lidt hen i stolene til havudsigten, der i denne milde sommeraften tager sig ekstra godt ud.

Det er tiden, der definerer udkanten. Responstid, refleksionstid, rejsetid. En time og et kvarter tager overfarten med færgen. Det gør Ærø til en af Danmarks mere ufremkommelige steder. 
Politiet har for nylig klaret turen på tre kvarter i gummibåd. Så prajede de en taxa, da de nåede den ærøske kyst og kom endelig frem til Børnecentret i Søby, hvor balladen havde lagt sig. Sådan går det jo. Det løser sig.

Nu vil politiet være til stede på Ærø altid. Og det er glædeligt. Det sikrer ærøboernes sikkerhed. Og det er et godt signal at sende til udkanten om, at man prioriterer den.

Hvad kan vi lære af de norske udkanter? Måske at de er under det samme pres som de danske. Og at man skal blive ved med at insistere på sin ret til at være udkant, hvilket ikke behøver at være ensbetydende med, at man skal klare sig uden politiet eller beredskab i al almindelighed. 

Udgivet den 20/05-2016.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *