Thomas Tingfinder

Thomas Dambo var en af bagmændende bag det første odenseanske hiphopalbum og senere maskeret voldsrapper i rap-fænomenet Odense Assholes. I dag har han stor succes som farveglad genbrugskunstner med en drøm om at gøre verden til et bedre sted

Vi er halvvejs igennem interviewet, da jeg første gang fanget et glimt af det. Thomas Dambos visitkort. Han rækker det til fotografen efter en ordveksling om fotografier.
Det ligner ikke noget visitkort, jeg før har set, og da interviewet efter fire timer lakker mod enden, får jeg endelig fingre i min egen kopi. En lille træplade, cirka 4x6 centimeter, med hans logo - en hammer og en savklinge - brændt ind i forsiden og hans personlige oplysninger brændt ind på den anden side.
Det er et af den slags visitkort, hvor ophavsmanden har gjort sig umage med at fortælle en historie om sig selv. Og kortet - i genbrugstræ og uden tryksværte - er som sådan en udemærket introduktion til Thomas Dambo, hans kunst og hans mission.

Thomas laver kunst af genbrugsmaterialer, som han sætter op rundt om i hele verden. Indimellem på bestilling og indimellem bare fordi han har lyst. Senest er han kommet hjem fra kunstfestival i Puerto Rico, hvor han byggede festivalens hovedattraktion: En kæmpe trold, der smadrer en bil, som fik navnet Wilsons Car opkaldt efter den fattige immigrant der donerede sin udtjente bil til værket.
Alle Thomas Dambos værker er nemlig bygget af materialer, han har fundet i lokalområdet, der hvor skulpturen er sat op, for at lære folk om glæden ved genbrug.

- Grundlæggende vil jeg gerne vise folk, at de ting, vi bare smider ud, og som jo ikke bare forsvinder af den grund, kan bruges til at skabe noget af værdi, fortæller han, da vi har sat os til rette i nogle overraskende behagelige havemøbler han har bygget af gamle vejspærringer.
Byggematerialerne får han som regel fat i ved at kontakte lokale virksomheder og høre, hvad de har af skrald, og om ikke han skal hjælpe dem af med det.

- Det er utroligt, hvad store virksomheder smider ud, siger han forarget og fortæller historien om en større dansk butikskæde, der har foræret han 1000 trækasser med hængsler på, som de har haft deres udendørsudstillinger i.
- Men nu ville de altså hellere have de var hvide end træfarvede, så i stedet for at male dem, så ville de smide kasserne ud og købe nogle nye.
Delene fra de mange kasser indgår nu i adskillige kommende kunstværker fra hans hånd.

Thomas Dambo Winther er en ægte original. En tusindkunstner, der sjældent lader sig begrænse og altid følger troligt i fodsporet på sine indimellem ekstremt outrerede indfald. Thomas Dambo Winther laver bl.a. kunst af genbrugsmaterialer i meget stor skala, rundt om i Danmark og i hele verden. Hans værksted i København bærer også præg af diverse sjove genbrugsløsninger.
Thomas Dambo Winther er en ægte original. En tusindkunstner, der sjældent lader sig begrænse og altid følger troligt i fodsporet på sine indimellem outrerede indfald. Her står han på toppen af Dare2Mansion med den lyserøde enhjørning der gik viralt.

Ved siden af os står en elefant i noget nær fuld størrelse bygget udelukkende af brugte plastikspande, han har fået foræret fra et andet firma. Elefanten står på et plateau med hjul, og navnet er Elespandt.

- Jeg har også bygget en svane af spande, der faktisk er endnu smukkere, men den har jeg desværre ikke her, fortæller han på en gang stolt og let undskyldende.

Prisvindende kunstner
Thomas Dambo voksede op i et kollektiv i Juelsgade i Odense, hvor hans hippie-inspirerede forældre lod ham fylde kælderen med hundredevis af brugte puder og sofahynder fra loppemarkeder rundt om på Fyn, så kan kunne grave sig igennem kælderen som en muldvarp.

Senere optog han mixbånd med de hiphop-bands, der i slutningen af 1990’erne besøgte Odense, med en båndoptager han smuglede ind til koncerterne i en bamse. Båndene distribuerede han blandt venner og bekendte i byen, år før han selv stillede sig op på scenen i front for hiphop-kollektivet Fler Farver og senere Odense Assholes, mens han ved siden af farvelagde byen med graffiti og streetart.

Nu spiller musikken en birolle, og gadekunsten er skiftet ud med en mere lukrativ geschæft, der har vundet ham adskillige priser, og som han nu for andet år i træk modtager kunststøtte for.

- Jeg var rapper i 13 år uden at komme til at leve af det. Nu laver jeg kunst, og det går så godt, at jeg kan forsørge mig selv og have to ansatte, så det er altså lidt sjovere, fortæller han med et smil, da vi har sat os til rette i gården foran hans værksted og atelier i København.

Han ligner ikke prototypen på den indadvendte og forpinte kunstnersjæl. Snarere tværimod. Med Volcom-skjorte og malerplettede hængerøvsbukser ligner han den hiphopper, han hele tiden har været, og stemmen klinger fint på fynsk. Smilet er stort og armbevægelserne større.

Fantast i samlebåndstempo
Første gang man møder Thomas Dambo er det svært ikke at tænke, at man står overfor en fantast. En af dem, der har tusinde idéer og som kan præsentere dem med entusiasme og armbevægelser og en mund, der ikke står stille ret længe ad gangen. Men modsat de fleste af den slags typer har han evnen til at udleve drømmene og gennemføre sine vilde idéer, og det i noget nær samlebåndstempo.

- Jeg er typen, der når jeg går i gang med noget, så skal det også gøres færdigt. Jeg gider ikke at sidde og nusse om det i ugevis. Så vil jeg hellere lave det færdigt, lære af de fejl, der måtte være, og så gøre det bedre næste gang, fortæller han.

Hans værksted er en del af iværksætterfællesskabet Dare2Mansion, der har til huse i et gammelt autoværksted i et stille kvarter i udkanten af Østerbro.

Et fællesskab der eksisterede, inden han fik lov til at overtage en tom garage, men hvor han siden har sat sit præg på de ydre rammer i en sådan grad, at man som udefrakommende i første omgang godt kan få den tanke, om der i virkeligheden er tale om en kunstinstallation, hvor Thomas Dambo har ladet en håndfuld iværksættervirksomheder flytte ind i sin kunst, bare for at skabe lidt liv.

Det er ikke tilfældet, men han har i den grad udsmykket stedet, og gjort det til et lille museum over sine værker, således at en tur rundt på Dare2Mansion også bliver til en tur rundt i hans kunstneriske karriere, hvor stort set alle hans hovedværker på den ene eller den anden måde er repræsenteret.

Fuglehuse og graffiti
Ved indgangen til Dare2Mansion har han erstattet den originale indgangs metalgitter med pigtråd på med en prototype af et af sine hovedværker ”Happy Wall”.

”Happy Wall” er en mur bestående af malede træklodser, som forbipasserende kan dreje på og dermed skrive eller tegne en midlertidig besked til omverdenen. Det endelige værk har været udstillet på Kongens Nytorv i København, i Hollywood og i Las Vegas, er blevet tagget mange tusinde gange på Instagram og har blandt andet været brugt til at sende så grimme beskeder mod Vladimir Putin, at det kom i de russiske medier og dermed formentlig også kom den russiske præsident for øre. Næste stop for muren er Brasilien, hvor den til sommer skal udstilles på Ipanema Beach i den brasilianske storby Rio de Janeiro.

Gavlene på den u-formede bygning har han også udsmykket. Den ene med et klassisk sort/hvidt graffitimaleri af indianerhøvdingen Geronimo og på den anden smyger træ bygget af gamle brædder sig op, pyntet med de farverige fuglehuse af genbrugsmaterialer. Fuglehusene var hans første, store genbrugskunstprojekt, og han har efterhånden produceret 4000 fuglehuse til udstillinger og workshops. Alle af træ, der ellers skulle have været smidt ud.

Fuglehusene er hængt op vidt og bredt herhjemme og i udlandet. I Odense kan man blandt andet se dem ved Kulturmaskinen, i København blandt andet ved Dronning Louises Bro, hvor i hundredetusindevis af cyklister må have passeret dem, i de par år de indtil videre har fået lov til at blive hængende i lygtepælene.

På bygningens tag troner en lyserød enhjørning, der fik et massivt hit på Youtube med over 800.000 views.
Oprindeligt havde Thomas Dambo stillet den op på en nærliggende plads, men der blev den stjålet en nat. Han fandt dog frem til gerningsmanden og lagde efterfølgende en video op, hvor han jagtede - og fandt - den tømmermandsramte ungersvend, der havde stjålet ponyen efter en våd nat i byen. Han gav ham et rap over nallerne, tog ponyen tilbage og uploadede så videoen, der hurtigt blev populær.

O.k. at være banal
De seneste år har han flere måneder om året rejst landet og kloden tynd og bygget enorme skulpturer af det affaldstræ, han har kunnet finde.
Tomhændet er han således ankommet med et hold af hjælpere til blandt andet Puerto Rico og Australien, hvorefter han er gået på jagt efter træ på de lokale virksomheder eller lossepladser for derefter at bygge fire-fem meter høje skulpturer.

- Skulpturerne kan kun blive sådan, som de materialer, vi kan skaffe, tillader det. Derfor er det også en fordel at bygge stort - så behøver man ikke kæle så meget for de små fine detaljer, fortæller han grinende om skulpturerne, der også er opført adskillige steder rundt om i Danmark.

Han er udmærket klar over, at han ikke er en accepteret del af den etablerede kunstverden, men det rører ham ikke.

- Jeg synes, det er fint, at der er nogen, der laver noget, der handler om en eller anden smerte, de har inde bag navlen. Jeg vil gerne lave kunst, der handler om nogle udfordringer, vi alle sammen står med, og jeg vil gerne have, at det rammer så bredt som muligt. Så har jeg ikke noget imod, at der er nogen, der synes, at de ting, jeg laver, er naive eller banale, hvis bare det betyder, at det rammer nogle flere mennesker, og måske også nogle mennesker der ikke nødvendigvis er enige i budskabet som udgangspunkt. Det er jo rimeligt nemt bare at prædike genbrugens glæder for den københavnske elite, der allerede er omvendte, slår han fast.

Han var ellers efter eget udsagn tæt på at blive optaget på kunstakademiet i Odense, men endte i stedet på Designskolen i Kolding, hvor han tog en uddannelse i interaktionsdesign, som han trækker på i sit kunstneriske virke.

Her trækker han også på evner, han har tilegnet sig fra sin ikke færdiggjorte tømreruddannelse og en uddannelse som mediegrafier. Og så selvfølgelig erfaringen fra mere end et årti som udøvende musiker på store og små scener rundt om i landet. Hvor han, ligesom med kunsten, fik anerkendelse alle andre steder end blandt de etablerede.

Musikken blev en skole
I starten af nullerne var han med til at danne hiphop-kollektivet Fler Farver - som de kaldte for ”Odenses svar på Wu Tang Clan og rappens svar på Shubidua” - og indtog scenen med positive budskaber, der ligger fint i tråd med, hvad Thomas Dambo i dag prædiker. I 2006 udgav de Odenses første hiphop-album, ”Bekender Kulør”, men nåede aldrig ud af undergrunden, om end de bestemt var tæt på ad flere omgange.

Men bandet var også en skole, hvor han selv stod for at designe albumcovers, lave reklamekampagner, musikvideoer og meget mere.
Næste niveau var Odense Assholes, hvor han under aliaset Damp Rambuk rappede om vold, kvinde- og bøssehad og alt, hvad der i øvrigt er i opposition til ham selv, og blev et stort hit udenfor hovedstaden.

- Vi gjorde noget, som ingen havde gjort i Danmark på det tidspunkt. Ved hjælp af Youtube og Facebook, der kun lige var kommet frem dengang, fik vi skabt en kæmpe hype om vores band helt udenom de etablerede kanaler, fortæller han.

Hits som ”Bøsser bløder lyserødt” og ”Kælling - du kan ik’ køre bil” gik viralt, og uden et pladeselskab i ryggen eller et reelt markedsføringsbudget lykkedes det at skabe en enorm succes, med det han i dag kalder et ”sociologisk eksperiment”.

Gruppen optrådte med et koncept bestående af gotiske bogstaver, orange bandanaer og voldsrap og ramte ned i et marked, der ellers hovedsageligt var reserveret folk, der sælger tune til knallerter og dårlig coke. På tre år udgav gruppen to plader, spillede 150 koncerter og fik deres videoer set mere end otte millioner gange på Youtube.

Gruppens medlemmer - hvoraf de fleste var gengangere fra Fler Farver - aftalte, at de aldrig måtte gå ud af deres karakterer, når de var klædt ud, og de formåede at skabe tvivl om, hvorvidt de mente det, de rappede om, alvorligt.

- Vi nåede til et punkt, hvor vi til dels ramte en intellektuel, venstreorienteret målgruppe, der bare synes, at alt, hvad vi fyrede af, var skægt og ironisk, og så en målgruppe af unge fra provinsen, der i højere grad tog det, vi sagde, til sig. Og det interessante opstod jo især til vores koncerter, hvor de to grupper så mødte hinanden og skulle forholde sig til hinanden og til, om vores musik var for sjov eller ej, fortæller han.

I dokumentarfilmen ”Konstrueret Virkelighed”, der handler om Odense Assholes, ser man blandt andet unge fans, der tror så fuldt og fast på bandets fortælling, at de får tatoveret bandets logo på knoerne.

Til slut lukkede bandet dog endegyldigt ned, og til deres afslutningskoncert snavede Thomas Dambos karakter bandets trommeslager ”Fede Mads” i gulvet. Til samme koncert havde de overtalt konceptets absolutte hadefigur Sys Bjerre til at klæde sig ud som karakteren ”Tove-pigen” i smækbukser og orange elefanthue, blot for at hive huen af på scenen og dermed sætte et effektiv punktum for den provinsielle voldsrap. Indtil nu, hvor bandet genopstår på årets Skanderborg Festival, hvor også Fler Farver skal spille.

Vil redde verden
Umiddelbart er der dog ikke meget Damp Rambuk over ham denne dag på Østerbro. Men kigger man ham efter i sømmene, er der meget, der peger tilbage, i de ting han har succes med i dag. Ånden fra ”Fler Farver” og deres farverige ”Happy Army”, red verden-attitude skinner igennem i kunstværkerne, og lærdommen fra Odense Assholes skinner igennem i det arbejde, der bliver lagt i at dokumentere værkerne, at dele dem på sociale medier og komme ud til sit publikum uden for alvor at bekymre sig om, hvem publikummet er.

I dag er publikummet bare så meget større og mere forskelligartet, og hans kunst kommer efterhånden ud til alle afkroge af kloden, hvad enten han selv tager ud og bygger skulpturer og holder workshops om alternativ brug af affald rundt om i verden eller deler billeder af sine værker på online.

En artikel om sine træskulpturer, han har lagt op på en amerikansk hjemmeside, er eksempelvis blevet delt mere end 65.000 gange på Facebook, fortæller han. Og der er en grund til, at det er vigtigt for ham, at han kommer bredt ud med sin kunst.

- Jeg vil lave kunst, der giver folk sjove og inspirerende oplevelser med genbrug, og min mission er, at så mange som muligt får øjnene op for den værdi, der kan være i de ting, vi smider ud. Jeg vil have, at mine værker når bredt ud med det budskab.

Det er vigtigt at få spredt budskabet, slår han fast, og ligner en mand, der mener det. En mand, der har travlt med at redde verden. En genbrugs-skulptur ad gangen.

Udgivet den 12/06-2016.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *