En digter stod af toget

Det er over 30 år siden, at Lola Baidel sidst udgav en digtsamling. Hun trak sig tilbage, selv om hendes læsere elskede hende, og hun solgte i hundredetusindvis af digtsamlinger. Nu har hun vovet sig ud i det offentlige lys igen med digtsamlingen ”Uden videre”

 

Vi mødes på forgængerovergangen mellem Odense Banegård og Fyens Stiftstidende. Hun på vej fra banegården, jeg på vej fra mediehuset. Midt i overgangen stoppes vi af lyssignalets røde mand, og mens bilerne kører tæt forbi, genkender jeg hende. Jeg har lyst til at omfavne hende. Lægge hovedet på hendes skulder, som var hun en kær veninde, med hvem alle hemmeligheder er blevet delt. Vi giver hånd.

Lola Baidel. Hendes digtsamlinger solgte i slutningen af 1970’erne og første halvdel af 1980’erne over 50.000 eksemplarer - hver.

 

Jeg har lyst til at rive mit hjerte ud
lægge det i dine hænder
og sige
Gider du ikke lige holde det her et øjeblik

(”Handicap” fra ”En sagte raslen”)

Sådan skrev hun i 1978. Og vi var mange piger og kvinder, der vidste, hvad hun mente. 

En digtsamling fra Lola Baidel var et velkendt univers og den perfekte venindegave, hvori man kunne fremhæve det digt, veninden særligt ville have gavn af at læse. Eller det digt, der sagde alt om mænd, savn, begær, kærlighed ... hele ens sindstilstand.

Hverken flertallet af anmelderne eller kulturparnasset var helt så begejstrede, selv om hun også opnåede ros. For holdningen var, at Baidels knækprosa ikke var rigtig lyrik.

Blå Bog

Født 1951, forfatter, digter bogholder og coach.
Bosiddende i København.
Mor til Clara på 25 år.
Har skrevet:
”Kun noget levende”, 1977, digte
”En sagte raslen”, digte, 1978
”Du skal passe din have”, digte, 1979
”Jeg kan godt leve uden dig - men jeg vil helst ikke, bidrag i antologien ”Kærlighed dør aldrig en naturlig død, 1980
”Og søndagsbørn gav lov”, digte, 1981
”Små hop på stedet”,
roman 1983
”The mistress of laughter”, udvalgte digte, 1983
”Døren er åben”, digte 1984
”Sløjfer”, radiospil 1984
”Du kan sagtens”, selvhjælpsbog, 1997
”Som sendt fra himlen,
roman 2001

- Jeg har aldrig brudt mig om at udgive. Alle mente noget, og det var aldrig fint nok. Jeg var aldrig rigtig litteratur, konstaterer hun, da vi er kommet fri af trafikken og har gået os til varmen og ind på Filosoffens Cafe i Odense - med udsigt til en stillestående Odense Å i vinterdis.

- Jeg har heller aldrig brudt mig om at få dissekeret mine digte. Når nogle piller benene af dem og lægger dem på række. Hvis man ikke umiddelbart forstår et digt, er det nok, fordi det ikke siger en så meget. Hun vil hellere være brugslitteratur.

- Skrive, så det siger pling hos læserne.

Og det gjorde hun. Pling, pling, pling ... men i 1984 blev der pludselig stille omkring hende. Hun tav og lod alle os, der havde spejlet os i hendes letforståelige knækprosa, alene om kærligheden og kvalerne. Lige indtil nu. For sidst i 2015 udkom hendes første digtsamling i over 30 år. Den hedder ”Uden videre”, men inden vi kan tale om den, må vi gennem den langvarige, selvvalgte, lyriske tavshed. For hvorfor forsvandt hun, og hvor gik hun hen?
Hun holdt op med at skrive digte, fordi behovet for at kommunikere blev mindre. Men det blev dog i de følgende år til et radiospil, en roman og i 1990 blev hun mor. Enlig mor til Clara, og det kom der en rådgivningsbog ud af: ”Du kan sagtens klare dig uden en mand - men ikke uden en vaskemaskine”. Der var ikke noget ”synd for” ved at være enlig mor, mente hun. Som nyskilt var det trøstende læsning, når hun skrev:

» Der er ingen
forklaring på, at du er alene, og at de er sammen. De matcher bare hinandens neuroser.

»Er du endt i den
situation, at du ikke har en mand, og det er vi unægtelig nogle stykker der er, så fortvivl ikke, for det paradoksale er jo, at det på mange
måder er meget
nemmere.

(Uddrag fra ”Du kan sagtens”)

Clara, der i dag er 25 år og uddannet animator, har været den væsentligste grund til, at Lola Baidel trådte ud af offentligheden og ind i det, hun kalder for et rigtigt liv. Det var ingen lykke i at være kendt, men der var lykke i at være mor.

- Jeg har aldrig savnet rampelyset. Det var besværligt at være Lola Baidel. Det blev et kostume, der lukkede sig om mig og strammede i halsen. Og det blev svært at tale med andre, for der opstod en bestemt forventning om, at jeg levede et spændende liv, og det har jeg aldrig gjort.

Hun var servitrice, da hun debuterede, og havde ingen uddannelse, så da hun trak sig fra offentligheden, skulle hun finde en ny indtægt. Ved et tilfælde blev hun bogholder, og det har hun levet af lige siden som selvstændig.

Men ser hun sig selv om bogholder eller lyriker?

- Jeg identificerer mig ikke med noget af det og er spændt på, hvad jeg skal lave de næste 20-30 år, siger hun.

Det er også et tilfælde, at der er kommet en ny digtsamling, og igen er det Clara, der har været med til at forme Lola Baidels vej. Det begyndte med, at Clara lavede en facebookside med nogle af moderens tidligere digte.

- Og jeg fik så mange rare tilbagemeldinger fra læsere, der har fulgt mig gennem alle årene, og jeg blev simpelthen så glad. Jeg fandt også ud af, at jeg havde fået nye, unge læsere.

Lola Baidel begyndte at lægge nye digte op på Facebook. Og reaktionerne var så positive her der og flere vegne, at pludselig var den der, ”Uden videre”. Udgivet på eget forlag, for hun orkede ikke andet.

1978

1980

1981

1984

1997

»Morgen i byen
på alle måder på vej mod dagen
Mine fødder
på fortovets fliser
ivrigt erstattende
hinanden
Ikke meget at tage
stilling til
Det meste som i går
gentagelserne lurer
i morgen
År
sammensat af dage
uden hændelser
af betydning
Umærkeligt
nærmer jeg mig
det mål
jeg ikke har sat mig

(”Fortovsvandrer” fra ”Uden videre”)

Hendes tone er den samme, men ordene mere koncentrerede, og stemningen føles modnet. Et digt om at blive ældre måske?

- Nej. En kommentar til den beton-coaching, tiden er fyldt af. At vi alle skal sætte os et mål, og at man kan, hvad man vil. Nej, man kan ikke. I stedet skal vi lytte efter, hvad livet fortæller os. Og ja, der kan opstå magiske ting - som at jeg pludselig befandt mig det rette sted over for den rette person på det rette tidspunkt, siger hun som en beskeden kommentar til, at hun fik udgivet sine første digte, og som et eksempel på, at alt ikke afhænger af vilje og mål.

Flere af de andre nye digte er også en kommentar til tiden. En tid, hun kalder oplevelsesfikseret.

- Oplevelser er ikke lig med lykke. Tænk på nytårsaften. Alle ræser forventningsfulde til fest, for nu skal alt være så fantastisk. Og så spiser og drikker man for meget, og det ender altid med, at man skidefryser, mens man venter på en taxa.

- Og hvordan kan man opleve noget som helst, når alt er planlagt på forhånd? De særligt gode oplevelser er uplanlagte. De opstår i glimt.

Kort tavshed. Tænke over det sagte, spise, sippe af danskvanden. Snart er vi igen i gang med Baidels yndlingsbeskæftigelse næst efter skriveriet: Samtalen.

- Jeg oplever så meget, når en veninde er på besøg, og vi taler hele weekenden. Gensidig lytning er sublimt. Man skal lytte sig ind i hinandens liv.
Lola Baidel holder også meget af at være alene - for eksempel ved brændeovnen i sit lille sommerhus på Sjællands Odde, på stranden, hvor hun kan studere havet i timevis, eller når hun er på sine årlige meditationskurser.

Rejsen ind i sig selv er blevet vigtigere for hende end ungdommens søgen i ”andres referencerammer”.

»Når vi har tid
skynder vi os
at planlægge
så vi ikke længere
har tid
til noget
som måske er mere
givende
end det vi aftalte
Men nu er det aftalt
Så har vi styr på det
kan fremvise
en fuld kalender
Beviset på
at vi er travle og
spændende mennesker
Vi ved
præcis
hvad der skal ske
hvornår
Hvor kedsommeligt”

(”Kedsomhed” fra ”Uden Videre”)

 

» Livet er jo ikke andet end hverdagene stillet op i række efter hinanden, så hvis vi vil have et godt liv, må vi behandle hver dag med omhu, hvis ikke vi vil ende med at give den indstilling videre til vores børn, at livet ikke er værd at leve.

(Uddrag fra ”Du kan sagtens”)

- Og det mener jeg stadig. Man skal være tilfreds.

Lola Baidel ler, læner sig tilbage og slår ud med armene, da jeg læser hendes ord op for hende.

Men hvor er mændene og kærligheden, der var det altoverskyggende emne i hendes første digtsamlinger, og som også fylder i ”Uden videre”? En gang sagde hun, at hun skrev om kærligheden, fordi den interesserede hende og ikke, fordi hun vidste noget om den (antologien ”Kærlighed dør aldrig en naturlig død”).

Er hun blevet klogere, og hvorfor er hun stadig single?

 

»Er dette
hvad der er
nu datteren er voksen
Hente brænde
bage brød
Eksistere
Uden at ville nogen
noget
Og vel især
Uden at nogen
vil mig
noget
Alligevel kun så alene
som jeg selv ønsker det
Så ensom
som man er
når den man ville være nænsom med
ikke nærer det samme ønske”

”Hvad der er” fra ”Uden Videre”.

- Det er jo derfor, man er alene, siger hun stille som kommentar til ovenstående digt ”Hvad der er”.

For ifølge Lola Baidel er det et mirakel, når to mennesker kan finde ud af at være og leve sammen.

Hendes blik er blidt og attituden imødekommende, men bag smilet aner man en vilje og en selvsikkerhed, der er opstået af at have skullet, villet og kunnet selv.

- Mange kvinder er bange for at blive alene. Det handler om logistik, økonomi og statusfald. Men jeg vil kun være sammen med nogen, som vælger mig hver morgen.
Hmmn. Jeg spejler mig i det kontante svar. Ligefrem at skulle ville mig HVER morgen ...

- Så vidt jeg kan se, slås man lige så meget med kærligheden inden for ægteskabet som udenfor, siger Lola Baidel til mine usagte tanker.
Hun erklærer, at hun elsker at være alene og søger en anden slags kærlighed nu, end den man kan få i et parforhold. Og hun tilføjer, at sex ikke er noget, man har krav på og kan forlange af livet.

 

Vi udsætter det ellers planlagte opbrud. Jeg tænker på den sanselige lidenskab i hendes ungdoms digte. Hvad mon Baidel tænker om sine tidlige værker?

Hun synes, de fleste holder, blandt andet fordi de unge, hun taler med, kæmper med de samme udfordringer, som hun gjorde: ” Vil jeg noget, vil han noget ...”

- Og det er ikke blevet nemmere at være ung kvinde. Historien om den perfekte krop er direkte ondskabsfuld. Og så er der den amerikanske regel om, at man ikke må gå i seng med en mand på første date. Hvorfor vente, hvis man har lyst? Det er en glimrende måde at lære en mand at kende på, og man bliver ikke mindre værd af at have sex.

Vi forlader kærligheden. Og jeg vil afrunde med et spørgsmål om, hvad hun helst vil huskes for. Men det er hun ligeglad med, afviser hun.

Vi vender i stedet tilbage til den fremtid, hun er spændt på. Med færre kunder som bogholder overvejer hun, hvor den nødvendige indtægt skal komme fra. Hun har uddannet sig til coach, men finder det svært at tage penge for samtaler. Foreløbig er hun begyndt på to bøger om netop penge - en til voksne og en til børn. Og Clara skal illustrere.

Når talen falder på datteren, lyder stemmen stolt. De er tæt knyttede. Når den ene hælder 15 grader, gør den anden det også, siger hun. Hver især er de flyttet i en lille lejlighed ved Sydhavnen i København, men lejlighederne ligger i samme opgang.

Idéen til penge-bøgerne er opstået, fordi Lola Baidel har konstateret, at de fleste finder det akavet at tale om økonomi.

- Når jeg siger til veluddannede og begavede kunder, at de bør lave et budget, så laver de en ”Marilyn”, siger Lola Baidel og agerer naiv kvinde.

- Og når vi opdrager børn om penge, gør vi, som man gjorde med sex i 1950’erne: Vi skælder ud eller tier, og det giver usikkerhed og manglende fornemmelse.

Selv er hun hverken blevet rig af forfatterskabet eller bogholderiet.

- Men jeg er nøjsom og begavet med den opfindsomhed, man får, når man ingen penge har. Og modetøj har i øvrigt aldrig klædt mig!

»Ene
alligevel aldrig alene
Søgende
men sikker på retningen
Uskærmet
men beskyttet
af visheden
Selv når jeg går i ring
når jeg frem

(”Retning”fra ”Uden Videre”)

Udgivet den 21/01-2016.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *