Vi er bange for at møde hinanden i smerten

Forfatter Trisse Gejl har skrevet hjerte­skærende roman om at være hudløs og føle sig ramt af verdens tragedier.
Bogen er en hilsen til de depressive og en konstatering af, at vi ikke er gode til at møde hinanden
i smerte

”Det går over”, var der en, der sagde, da forfatter Trisse Gejl var i sorg over sin fars død. Han blev 63 år og døde af leukæmi, der tog ham eksplosivt. Men Trisse Gejl ønskede ikke, at sorgen skulle gå over. Hun ønskede forståelse for, at hun var ulykkelig.

- Vi kender det allesammen. Hvis en veninde fortæller, at hun har fået brystkræft, er jeg også hurtig til at sige: ”Det går over”. I stedet bør jeg sige: ”Sikke noget lort. Jeg kan godt forstå, at du er ked af det”.

- Vi er bange for at møde hinanden i smerten, konstaterer Trisse Gejl.

Forfatteren er i Odense, fordi hun arbejder med ”de sejeste mennesker”, hun nogensinde har mødt. En håndfuld eks-alkoholikere, der som led i deres behandling har fået tilbudt seks kreative workshops, hvor de skal arbejde med at skrive. Projektet er under Odense Universitetshospital og finansieret af forskningsmidler, for man vil undersøge, om det at udtrykke sig kreativt kan bruges i behandlingen.

Men Trisse Gejl er også i Odense for at tale om sin nyeste og ottende roman ”Ulvekvinten”.

Hovedpersonerne er pianisten Zoe med franske aner og en maniodepressivitet, der nedbryder hende. Frederik er hendes niårige, kloge, pligtopfyldende og fordomsfrie søn, og Beate er hendes veninde, fotograf og netop forladt af sin mand.

Det er Frederik og Beate, der på skift er romanens fortællere. De to, der altid har haft Zoe som omdrejningspunkt. Zoe og Frederik er tætte. Zoe lærer sin søn at tænke selvstændigt og gøre humoristisk oprør, da en lærer sætter ham til at skrive flere sider kun med f. Zoe får ham til at bryde mønsteret ved et enkelt sted at skrive lærerens forbogstaver. Men læreren opdager det ikke.

Det er også Zoe, der altid har støttet Beate og lært hende, at det eneste, man skal bekymre sig om, er, hvordan man er her.  At være et ordentligt menneske.

”Det har altid lignet sådan en let gang på jord”, tænker Beate. (Side 97.)

Trisse Gejl

Født 20. januar 1968 i Aarhus.
Opvokset med tre brødre.
Uddannet cand. mag æstetik og kultur.
Forfatter og ekstern lektor på SDU en dag om ugen i skrivekunst - der er et tillægsfag. Underviser også i kreativ skrivning på flere højskoler.
Bor i København nordvest sammen med sin mand, journalist Steffen Boesen, og parrets tre sønner, der er 21, 18 og 13 år.
Debuterede i 1995 med ”Hvor mælkebøtter gror”. Hendes øvrige romaner hedder ”Spradefuglen”, ”Bombayblues”, ”Stilleben”, ”Patriarken”, Skjul”, ”Siden blev det for pænt” og ”Ulvekvinten”.
Modtog i 2002 det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond samt Albert Dams Mindelegat i 2010.
Har også skrevet teaterstykker og medvirket i flere antologier.
Har også arbejdet som journalist. Var bl.a. redaktør på Dansk Forfatterforenings blad ”Forfatteren” fra 2000-2010, har skrevet for magasinet ”Auktionsliv” og har arbejdet freelance for dagbladet Information.

Det mest ensomme i verden
Men Zoes gang på jord bliver tung. Hun får svært ved at leve sit liv. Hun begynder at føle, hun som en anden Jesus skal bære alle verdens grusomheder. Når 133 knælende børn i Syrien får et nakkeskud, så lider Zoe de værste mentale pinsler. Når babyer giftgasses, så martres hun så meget, at søvn bliver umulig. Angst, alkohol, piller og psykiatriske afdelinger bliver en del af hendes liv. Langsomt holder tilværelsen op med at have værdi for Zoe, for hun kan ikke bære den.

- Og det er ikke tilladt, siger Trisse Gejl.

- Ikke at kunne klare livet er et tema, vi fortrænger. I stedet hersker der en tavs fordømmelse. Men hvordan skal vi straffe dem, der ikke kan klare at være her mere? Skal vi idømme selvmordsforsøgere evigt liv, spørger hun retorisk.

- Det eneste mere ensomme end et selvmord må være det mislykkede forsøg på det.

Trisse Gejl tier og slår sine ellers gestikulerende arme sammen. Vi sidder i Café Biografen i Odense, og et øjeblik høres kun klirren og andres latter og stemmer.

- Når nogen kalder selvmordere for egoister, bliver jeg så ked af det. Skulle de efterladtes savn være mere smerteligt end smerten for den, der ser sig selv nødsaget til at forsøge at vælge livet fra?

- Det er egoistisk at sige, at selvmord og selvmordsforsøg er egoisme. I stedet må vi prøve at forstå - at trænge ind i det, opfordrer hun.

 

Den falske tone
Trisse Gejl siger, at hun spiller alle roller i sine bøger. At hun henter en del af inspirationen til sine hovedpersoner fra sig selv. Men hun har aldrig været maniodepressiv som Zoe.

Tilstanden interesserer hende. Hun har gerne villet forske i den og derfor vidst i mange år , at hun ville skrive en bog om en, der var maniodepressiv. Men det var først, da hun hørte om ulvekvinten, at romanen faldt på plads for hende.

Ulvekvinten er et udtryk fra musikkens verden. Et musikalsk paradoks - en falskhed. I stemningssystemet, der består af kvinter, er ulvekvinten den 12. og sidste. Den falske, som er nødt til at være der, for at systemet kan gå op. Fordelt over mange oktaver bliver falskheden dog modereret og næppe hørbar.

- Det er sådan med naturens toner  -  det er ren matematik  -  at urskiven har tolv tal, ligesom klaveret har tolv kvinter. Hvis vi stemte kvinterne helt rent, ville klokken blive et sekund over tolv, og næste gang to sekunder og så videre. Det kan man jo ikke bruge. Før middelalderen valgte man at samle denne mislyd i én kvint, som man så undgik at bruge (for den lød falsk som ulve, der hyler i kor). Efter middelalderen lavede man det tempererede klaver, hvor man ligesom fordelte dette næsten usynlige problem over hele klaveret med det resultat, at alt, vi spiller i dag, er en lillebitte smule falsk, forklarer Trisse Gejl.

Metaforen er altså, at de fleste af os overhører mislydene i verden for at kunne holde ud at være her. At vi hellere løber en ironman end sætter os ind i forholdene i Syrien.

Men ikke Zoe. Hun hører mislydene alt for godt, og hun tager skade af dem.

”- Jeg vil bare gerne nå at ødelægge så lidt som muligt”, siger Zoe til Beate (side 78.) En hjerteskærende sætning fra et lidende menneske, der erkender, at hendes sygdom påvirker hendes nærmeste - herunder hendes lille dreng.

- Den sætning tog det mig en hel dag at skrive, siger Trisse Gejl - glad for, at den har gjort indtryk

Fik en depression
”Ulvekvinten” er den korteste bog, Trisse Gejl har skrevet. Men den har taget de sædvanlige godt tre år.

- Der er ikke et ord i den bog, jeg ikke har tænkt grundigt over.

Den var barsk at skrive, siger hun. Særligt har Frederik, hvis kærlighed synes uopslidelig, selv om ”mor har rod i hovedet”, påvirket hans skaber, der er mor til tre drenge.

- Frederik er udsat for omsorgssvigt. Alt det, Frederik oplever, skal et barn ikke opleve. Men det sker. I bogen og i virkeligheden. Og det er tragisk og et eksistentielt
paradoks, for det er ikke nogens skyld.

Trisse Gejls fornemmelse for mennesker, der kun kan se farven sort, er ikke blot empati, men også erfaring. Kort tid efter sin fars død fødte hun, og blandingen af nyforelskelse og sorg blev for meget, og hun fik en depression.

- Jeg gik ned, og siden har jeg haft respekt for, hvor sorte og hvor dybe kløfter kan være. Min roman er en stilfærdig og sørgmodig hilsen til de depressive .
Hun har ikke for alvor været depressiv siden, men i perioder er hun filterløs og søvnløs.

- På et tidspunkt underviste jeg på en højskole i brugen af adjektiver, og samtidig bombede Israel tre palæstinensiske drenge, der sad på en strand. Jeg kunne ikke komme af med den rystelse og kunne ikke sove om natten.

- Næste dag valgte jeg at fortælle mine kursister det - at jeg pludselig ikke kunne se formålet med at interessere sig for adjektiver samtidig med, at der skete noget så forfærdeligt. Men så var der heldigvis en, der sagde, at hvis vi ikke gør os umage med sproget, kan vi ikke beskrive det forfærdelige. Så kunne jeg komme videre.

Forfatteren har lært, at når mørket udvider sig, så udvider lyset sig bagefter. Jo mere mørke - jo mere lys bagefter.

- Derfor er der også meget kærlighed i min roman. For det kan godt være, at alting kan ramle, og at alting kan gå galt, men selv i det kan noget spire frem. Selv i det ender lyset med at slippe ind.

 

Evig undren
Trisse Gejl har skrevet det meste af sine bøger i et gammelt, hvidkalket smedehus ved Hald Sø ved Viborg - uden netforbindelse og det Facebook, hun ”er alt for meget på” . Væk fra mand og børn et par uger ad gangen.

- Der er ikke nogen, der banker på døren, ingen forstyrrelser, og hver dag tager jeg cyklen 10 kilometer ind til byen og køber mad til én portion aftensmad. Det er meget rituelt.

En spæd idé til næste roman går ud på at krybe ind i hovedet på en teenagepige, så Trisse Gejl har fundet sine gamle dagbøger frem, selv om ”det er skrækkelig læsning”, og planlægger at tage til smedehuset snarest muligt. Her skal idéen afprøves. Hver ny roman skal rumme en udfordring - noget hun ikke har prøvet før. Det er den arbejdsbetingelse, hun altid giver sig selv. Hun flirter også med tanken om at skrive om Frederik igen senere. Måske møde ham, når han er 18 år.


- Jeg er sådan et menneske, der aldrig ved, om noget er afsluttet eller noget blot er begyndt. Det er forundrende. Jeg undrer mig over alt!

Udgivet den 07/03-2016.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *