Af Mette-Marie Andersen

Foto: Peter Leth-Larsen

I 1987 blev den danske spion Jens Ellekær og makkeren Niels Hemmingsen fanget under en opgave i Polen. Efter flere måneders afhøring tilstod de begge, og de blev idømt syv og ni års fængsel. Senere blev de udleveret til Danmark, men her blev de mødt af en kold skulder. Hverken efterretningstjenesten eller de danske politikere anerkendte det arbejde, de to spioner havde udført bag Jerntæppet. I dag er Jens Ellekær flyttet til Sydfrankrig. Han ærgrer sig stadig over tilfangetagelsen, og han savner svar på, om han gjorde det rigtige dengang

Swidwin, Polen, 19. april 1987: Som så mange gange før bevæger Jens Ellekær sig ind i et skovområde for at komme helt tæt på en militær flyvestation. Det er den sidste af tre flyvestationer, som Jens Ellekær og makkeren Niels Hemmingsen skal fotografere den dag. Hjemme i Danmark venter Forsvarets Efterretningstjeneste på billederne, der skal give et bedre indblik i Polens flyvevåben.

Det er gået godt ved de to første flyvestationer, og ved den sidste tænker Jens Ellekær, at han har fået det bedste indblik nogensinde. Men herefter går det helt galt. En sikkerhedsvagt dukker op, og Jens Ellekær og Niels Hemmingsen tror, de er blevet opdaget i deres forehavende. De løber mod deres bil, men ender i armene på et par polske politibetjente. Makkerparret forsøger at ødelægge billederne, de har taget af flyvestationerne.

Det vækker for alvor mistanke. Politibetjentene trækker deres pistoler og anholder de to danskere. På et splitsekund slutter efterretningseventyret for Jens Ellekær. Situationen er katastrofal, tænker han.

I dag, 27 år efter, sidder Jens Ellekær i sit hjem i Sydfrankrig. Han er kommet på afstand af oplevelsen i Polen både geografisk og følelsesmæssigt, men i hukommelsen gemmer han alle detaljerne fra den dag.

Han har sagt ja til et besøg fra avisen. Jens Ellekærs historie er et indblik i de aktiviteter, Danmark udførte under den kolde krig, og som de færreste kendte til. Selv mener Jens Ellekær, at han blot var en lille brik i et stort puslespil. En brik, der oplevede de lukkede østeuropæiske lande helt tæt på, men aldrig fik anerkendelsen for det.

En spion bliver til

En forårsdag i 1982 - fem år før den skæbnesvangre dag i Polen - indleder Jens Ellekær sit samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste.

En officer er sendt til værtshuset Frederik VI på Frederiksberg Allé for at møde den 31-årige Jens Ellekær.

Efterretningstjenesten skal bruge en, der vil observere militærstationer i Polen og DDR, og den tidligere soldat Jens Ellekær kan være den rette.

- Jeg fik ikke at vide, hvorfor de kontaktede lige præcis mig. Men jeg havde tidligere nævnt over for mine kolleger i militæret, at jeg gerne ville rejse i de østeuropæiske lande. Det må være det, der førte til kontakten, gætter Jens Ellekær.

Der bliver dog ikke talt meget efterretning ved bordet på Frederik VI.

- Det var mest et spørgsmål om at fornemme hinanden. De skulle lige se mig an. En slags ”blind date”, om man vil. Vi talte i hvert fald ikke efterretningsvirksomhed på et offentligt værtshus. Det er helt sikkert, siger Jens Ellekær.

Mødet bliver ét af mange. Officeren og Jens Ellekær begynder at mødes i Jens Ellekærs lejlighed, hvor de kan tale frit. Jens Ellekær tænker ikke længe over tilbuddet, før han siger ja til at være efterretningskilde.

-Det virkede naturligt i forlængelse af min militæruddannelse, og så syntes jeg, at opgaverne lød spændende. I en tid, der var så præget af spændingerne mellem Øst- og Vesteuropa, var jeg også interesseret i selv at komme ind bag fjendens mure og se, hvad de foretog sig, fortæller Jens Ellekær.

Rejste som turist

Han har allerede planlagt en motorcykelferie i Polen, da samarbejdet med Forsvarets Efterretningstjeneste begynder. Turen er en oplagt start på efterretningsarbejdet, og officeren giver nu Jens Ellekær den første opgave.

- Mit indtryk var, at de plejede at gå mere forsigtigt frem. Efterretningskilder skulle have lov at fornemme landet, de skulle observere i, før de fik opgaver. Men jeg fik altså en opgave på den første tur, og det var nok fordi, jeg havde militærbaggrund, siger Jens Ellekær.

I ugerne forud for rejsen planlægger Jens Ellekær og officeren, hvilke observationer han skal gøre i Polen. Jens Ellekær nærstuderer efterretningstjenestens store og meget præcise kort og forsøger at huske placeringerne for de militære stationer udenad. På selve turen må Jens Ellekær nøjes med et turistkort for ikke at vække opsigt.

Han pakker fuglebøger i sin bagage og forbereder en dækhistorie om, at han er fugleinteresseret turist. Selv om han skal memorere de udvalgte mål og strikke sin turisthistorie sammen, er Jens Ellekær ikke bekymret før den første tur.

- Jeg havde det godt med at skulle afsted. Jeg syntes ikke, der var noget at være nervøs for. Vi startede blidt ud med observationsopgaver, der ikke skulle fotodokumenteres, så risikoen for at blive opdaget var meget lille, husker Jens

Et adrenalinsus

Turen går problemfrit, og Jens Ellekær får smag for efterretningsarbejdet.

- Det at finde objekterne og opdage, hvor overraskende anderledes de så ud i virkeligheden, gjorde opgaverne spændende. Det var som et nyt orienteringsløb hver gang, fortæller Jens Ellekær.

Han siger ja til at tage af sted igen, og nu begynder han at tage billeder, så han kan komme hjem med mere nøjagtige observationer end dem, hukommelsen kan mestre. Risikoen for at blive opdaget bliver dermed også større.

- Jeg var udmærket klar over, at der var en risiko, men tager man ikke chancer, opdager man heller ikke noget, siger Jens Ellekær.

Opgaverne bliver flere, og Jens Ellekær trives med at løse dem. Han kan mærke adrenalinen i kroppen, når han er tæt på militærstationerne. Når opgaven er løst, ryger han tre-fire cigaretter for at falde ned. Men for Jens Ellekær er adrenalinsuset ikke i sig selv en motivation.

- Jeg tror, der skal mere til. Motivationen for den her slags arbejde er kompleks. For mig var det både det, at jeg kunne bruge mine færdigheder fra militæret, løse spændende opgaver og rent personligt opleve de østeuropæiske lande helt tæt på, fortæller han.

Selv ønsker Jens Ellekær sig at få flere efterretningsopgaver, men Forsvarets Efterretningstjeneste holder igen, for flere rejser kan tiltrække for meget opmærksomhed.

En lille brik i et stort spil

Jens Ellekær er vokset op med den kolde krig. Han har fået Cubakrisen visualiseret i forældrenes nyindkøbte fjernsyn i 1962 og mærket uroen, da Statsministeriet samme år sender pjecen ”Hvis krigen kommer” ud til alle husstande. Han har taget en militæruddannelse i en tid, hvor fjenden helt tydeligt var landene i øst, og som befalingsmand har han trænet sine soldater til at være godt forberedt, hvis der skulle komme krig. Jens Ellekær er med andre ord godt orienteret om konflikten mellem øst og vest, da han begynder at lave efterretningsarbejde. Han ved, at hans rolle i den sammenhæng er lille.

- Jeg havde aldrig det indtryk, at det, jeg fik med hjem af informationer, var altafgørende. Det var en lille brik i et stort puslespil, siger Jens Ellekær.

På alle ture for efterretningstjenesten består Jens Ellekærs opgaver i at observere Polen og DDRs militære installationer, militært materiel og civile infrastruktur. Han har aldrig direkte kontakt med folk under arbejdet. Men efterhånden bliver han klar over, at opgaverne kan løses bedre, hvis de er to om det. Han beder om en makker, og det får han i 1986. Niels Hemmingsen er en ung mand, der lige som Jens Ellekær er uddannet i militæret. Sammen tager de til DDR i efteråret samme år, hvor de løser en række observationsopgaver.

Fælden klapper

På fem år når Jens Ellekær at tage 12 ture over grænsen til Polen og DDR for Forsvarets Efterretningstjeneste. Enkelte gange bliver han set af civile, men det lykkes ham at løse opgaverne og komme hjem i sikkerhed hver gang. Lige indtil den 19. april 1987. Der klapper fælden.

Jens Ellekær og Niels Hemmingsen tror, de er blevet opdaget. I virkeligheden er det tilfældigheder, der gør, at de ramler ind i politiet.

Mens de har taget billeder af flyvestationen, er opsynsmanden på den skrothandel, hvor de har parkeret bilen, blevet mistænksom over bilens udenlandske nummerplader. Han har ringet til politiet, der dukker op i samme øjeblik som Jens Ellekær og Niels Hemmingsen kommer løbende mod bilen. Da Jens Ellekær forsøger at rive filmrullen ud af kameraet, tror politiet, han griber efter våben. Politiet retter deres pistoler mod dem. Jens Ellekær og Niels Hemmingsen bliver anholdt og fængslet. De slipper først ud 187 dage senere.

- Fandens også

Det ærgrer Jens Ellekær, at de er blevet fanget i at observere. Han indser, at det formentlig er sidste gang, han har arbejdet for Forsvarets Efterretningstjeneste.

- Jeg tænkte ”fandens også. Nu er det slut med de opgaver”. Det lyder måske ejendommeligt i sådan en situation, men vi var jo blevet kompromitteret i en opgave, vi var tæt på at have løst. Og på en eller anden måde ærgrer det mig stadig i dag, fortæller Jens Ellekær.

Niels Hemmingsen og Jens Ellekær bliver kørt til den lokale politistation, hvor de bliver afhørt. Inden da har de nået at stykke en fælles forklaring sammen.

De fortæller politiet, at de er turister med stor interesse for flyvning. De forklarer, at de ved et uheld har taget billeder af en militær flyvestation, og de beklager.

De tror begge, det er lykkedes Niels Hemmingsen at destruere de sidste billeder, da han rev filmen ud af kameraet under anholdelsen. Hvad de ikke ved er, at filmstrimlen er knækket over ved den hårdhændede behandling, og at der er et stykke tilbage af filmrullen. Det polske politi fremkalder stykket af filmen sammen med den film, der sidder i Jens Ellekærs kamera. På billederne kan politiet se ikke bare én, men to flyvestationer.

- Jeg tror, vi havde haft en chance for at forklare os ud af én flyvestation. Men to flyvestationer var mindst én for meget, siger Jens Ellekær.

De bliver tilbageholdt på politistationen og tilbringer natten i samme celle.

Næste dag kommer der folk fra den polske sikkerhedstjeneste. Jens Ellekær og Niels Hemmingsen bliver nu adskilt og hver for sig transporteret til politistationen i byen Koszalin. De ser ikke hinanden før fire måneder senere.

Minderne hjælper

Det tager hårdt på Jens Ellekær at være alene i sin celle. Han har holdt hovedet koldt efter anholdelsen, men isolationen påvirker hans psyke, og han begynder at tvivle på, hvor længe han kan holde til presset.

Han bliver til sin lettelse flyttet til en celle med tre andre indsatte et par dage efter, og med det samme mærker han en forskel i sit humør.

- Da blev jeg klar over, hvor meget kontakt med andre mennesker betyder for mit psykiske velbefindende. Det var meget ubehageligt at sidde i den enecelle, fortæller Jens Ellekær.

Han begynder at skrive breve til sine forældre, endnu uvidende om, at det polske politi holder brevene tilbage. Han skriver også sine bedste minder ned for at holde gejsten.

I årene efter sin militæruddannelse og inden efterretningsarbejdet har han rejst verden rundt og oplevet andre kulturer. I cellen gennemgår han rejserne i sin hukommelse og beskriver dem med så mange detaljer som muligt.

- Da jeg begyndte at genskabe rejserne oppe i mit hoved, tog fantasien over, og jeg kunne på den måde sprænge de rammer, som indespærringen satte. Det hjalp mig meget, husker Jens Ellekær.

Sagen er svækket

Niels Hemmingsen og Jens Ellekær bliver afhørt hver for sig og på forskellig vis.

Ingen af dem bliver udsat for vold, men afhøringslederne lægger et psykisk hårdt pres på Niels Hemmingsen, som Jens Ellekær ikke på samme måde oplever.

- De prøvede selvfølgelig også at intimidere mig. Jeg husker, de skubbede et Ekstra Bladet over bordet, hvor overskriften var noget med, at danske spioner stod til dødsstraf. Men de talte altid høfligt til mig og råbte aldrig. Jeg tror, de havde fornemmet, at de ikke fik noget ud af mig med trusler, siger Jens Ellekær.

Ingen af de to har fået træning i, hvordan de skal opføre sig i en afhøringssituation. Jens Ellekær holder fast i historien om, at han er turist og interesseret i flyvning, for han ved endnu ikke, hvor gode beviser politiet har imod ham. Men for hver afhøring ved den polske anklager mere og mere, og Jens Ellekær begynder at mærke, at hans sag ikke står ret stærkt.

Tilstår efterretninger

En måned efter anholdelsen får de besøg af en sekretær fra den danske ambassade. En polsk viceanklager fortæller Jens Ellekær, at mødet vil blive afbrudt, hvis der bliver talt om sagen. Jens Ellekær kan derfor ikke få nogen vejledning forud for retssagen.

- Vi havde ingen muligheder for at opbygge vores forsvar. Det var dybt frustrerende, siger han.

Efter besøget fra ambassaden bliver der åbnet for breve til og fra familien i Danmark. Jens Ellekærs forældre ved, at han er i Polen for Forsvarets Efterretningstjeneste, men mere har de ikke fået at vide før nu.

Afhøringerne af Jens Ellekær bliver færre, mens de polske myndigheder stadig presser Niels Hemmingsen. Anklageren fortæller Niels Hemmingsen, at Jens Ellekær har adgang fået adgang til danske aviser, fordi han samarbejder. Niels Hemmingsen bliver efterhånden så presset, at han tilstår, at de arbejder for det danske forsvars efterretningstjeneste.

Utroværdigt forsvar

Varetægtsfængslingen af Jens Ellekær og Niels Hemmingsen bliver forlænget med to måneder, da de første tre måneder er gået. Jens Ellekær fornemmer, at anklageren ikke har tænkt sig at stoppe sine undersøgelser og afhøringer, før de får en tilståelse. Han beslutter sig for også at tilstå.

- Jeg var sikker på, de ville holde os fængslet, til de fik en tilståelse. Det kunne vare årevis, og jeg ønskede at finde en løsning hurtigere, fortæller Jens Ellekær.

Sagen skal for Polens militærdomstol, og Jens Ellekær og Niels Hemmingsen møder for første gang deres forsvarsadvokat. Det er også første gang i fire måneder, at de to ser hinanden.

Niels Hemmingsen har under fængselsopholdet fået at vide, at forsvarsadvokaten ikke er til at stole på og i virkeligheden varetager myndighedernes interesse. Det signalerer han til Jens Ellekær under mødet, og de fortæller ikke forsvareren mere end det, politiet allerede ved.

Dømt for spionage

Retsagen går i gang den 3. september. Jens Ellekær har ikke meget tilovers for Polens militære retssystem, og det prøver han også at vise dem, da han går ind i retssalen.

- Jeg tænkte ”gør nu god figur, Jens”. Det var jo min eneste chance for at vise, at jeg ikke var kuet af dem, forklarer han. Makkerparret bliver dømt efter den polske paragraf 124 for spionage for fremmede magter. Strafferammen er dødstraf, men dommen bliver syv års fængsel til Niels Hemmingsen og ni år til Jens Ellekær.

- Det overraskede mig ikke. For mig var spørgsmålet ikke, hvor meget vi ville blive idømt, men mere hvornår det reelt ville være ovre. Jeg vidste, at der i de fleste tilfælde ville ske en udveksling, så det rettede jeg mit fokus imod, fortæller Jens Ellekær.

Ventetiden var værst

Da dommen er afsagt, møder Jens Ellekær og Niels Hemmingsen den danske ambassadør Vagn Egebjerg. Jens Ellekær håber, han kan få den officielle danske vurdering af sagen, men han bliver skuffet. Den danske ambassadør siger, han ikke kender sagens sammenhæng, og at dommen er en overraskelse. Jens Ellekær står tilbage med det indtryk, at den danske stat ikke vil gå ind i sagen.

Dagene herefter husker Jens Ellekær som de værste i hele forløbet.

- Tiden inden retssagen var selvfølgelig ubehagelig, men der havde jeg hele tiden en dyst kørende med politiet, og det krævede noget tænkning. Efter dommen blev det afløst af en stor usikkerhed om, hvad der skulle ske. Det føltes som evigheder, før der skete mere, fortæller Jens Ellekær.

Nervepirrende tur

Et par uger efter dommen søger de om løsladelse mod kaution og venter på afgørelsen. Den 20. oktober får Jens Ellekær at vide, at han skal flyttes. Han ved endnu ikke, om han er på vej i frihed eller blot til et andet og større fængsel.

- Det var nervepirrende. Det var knald eller fald, og jeg var meget bevidst om ikke at tænke, at vi blev løsladt, for det kunne gå psykisk galt, hvis det nu viste sig ikke at være tilfældet, siger Jens Ellekær.

Dagen efter bliver de to danskere kørt 400 kilometer til Warszawa, hvor de overnatter i en fælles fængselscelle. Den 22. oktober bliver de løsladt mod kaution.

- Det var en enorm lettelse. Vi fløj hjem med et ganske almindeligt rutefly omgivet af almindelige mennesker. Jeg prøvede at koncentrere mig om at læse under flyveturen, men det kunne jeg slet ikke, fortæller Jens Ellekær.

I lufthavnen hjemme i Danmark venter et stort presseopbud. Sagen har kørt i de danske medier. Jens Ellekær og Niels Hemmingsen er blevet beskrevet som amatører, og der bliver set kritisk på de tre millioner kroner, der er betalt i kaution for dem. Jens Ellekær og Niels Hemmingsen undgår dog at møde pressen i ankomsthallen. De bliver hentet ved flyet af en politibil og kørt til Amager, hvor deres familier venter.

Svært at komme ovenpå

Den store omtale i medierne overrasker Jens Ellekær. Han er ked af pressens fremstilling af ham og Niels Hemmingsen.

- Det var virkelig ubehageligt. Jeg prøvede jo at samle mit liv i Danmark op igen, men det var svært at komme over den stigmatisering, fortæller Jens Ellekær.

Ved siden af arbejdet som efterretningskilde har Jens Ellekær uddannet sig til civiløkonom og ingeniør. Han er også blevet lovet et job i en større dansk virksomhed, som han skulle tiltræde efter rejsen til Polen. Men virksomheden er blevet solgt, imens han har været i fængsel, og der er ikke længere noget job til ham. Heller ikke hos andre virksomheder.

- Jeg tror ikke, det danske erhvervsliv synes, det ville være sjovt at ansætte mig efter den sag, siger Jens Ellekær.

Mangler officiel holdning

Der går nogle dage efter hjemkomsten, før Forsvarets Efterretningstjeneste kontakter ham. De vil have en redegørelse for forløbet, meget andet siger de ikke, ifølge Jens Ellekær.

Det skuffer ham.

- De mødte mig på en måde, så jeg ikke vidste, hvad deres holdning til sagen var. Den var væsentlig for mig, fordi jeg betragtede dem som dem, der bedst kunne vurdere, om jeg havde handlet korrekt i den her situation, forklarer Jens Ellekær.

Han får aldrig nogen officiel anerkendelse eller vurdering af sit arbejde for efterretningstjenesten. I dag er han stadig usikker på, om han håndterede situationen tilbage i 1987 rigtigt.

Hverken Forsvaret eller den danske stat har nogensinde erkendt, at Jens Ellekær arbejdede som efterretningskilde. Men i en DR dokumentar fra 2005 kommer det frem, at kautionen på de tre millioner kroner er betalt på et girokort med en underskrift fra en major i Forsvaret.

Selv om konsekvenserne blev større for Jens Ellekær, end han havde regnet med, vil han ikke gøre det om.

- Jeg fortryder ikke arbejdet med de opgaver. Heller ikke oplevelsen i Polen. Det var et led i en skæbne, og det ville være underligt at ønske sin skæbne anderledes, siger Jens Ellekær.