Fantasien er en muskel, der skal trænes

Med få meters mellemrum i det indre København ligger Shane Brox' to verdener.

I en hyggelig, lun kælder fuld af gammelt legetøj med patina - som den et-benede baby, kyllingen med cykelhjelmen og motorcyklen med en lighter i sædet - er det som at stå midt i eventyret om den mærkelige dreng, der måtte gennem års stridsom selvransagelse, før han turde stå ved sine eminent fantasifulde universer.

Et par opgange derfra ligger voksendelen af Shane Brox' verden. Det er en 150 kvadratmeter stor og fornemt indrettet lejlighed med udsigt over en af byens parker. Den er et helle, hvor Shane Brox tydeligt viser sin svaghed for ornamenterede ting og krummelurer, men hvor den stilrene side af Shane Brox også har sin plads.

- Jeg er storsamler af gammelt legetøj, men det er alt sammen nede i kælderen, hvor jeg bruger det i mit arbejde. Selv om det har en æstetik i sig, er det ikke nødvendigvis ting, jeg har lyst til at bo med fremme. Jeg har behov for orden og fokus i kaosset, siger Shane Brox.

Den populære tv-vært, designer og forfatter er vant til at tryllebinde børn med sine magiske figurer og fortællinger, og den fascinerende tiltrækningskraft er lige så effektiv, når han med sin indfangende stemme, momentvis lukkede øjne og fingre i bevægelse fortæller om rejsen mod sin nuværende stjernestatus og det, han oplever som sit kald.

- Jeg har følt på min egen krop, hvor vigtigt det er, at vi på en eller anden måde bibeholder en del af den kreative kraft, vi alle har fået som børn. Det at have en udviklet kreativitet er vigtigt, uanset hvem du er, og hvad du laver. Om du er sygeplejerske, ingeniør eller direktør. At kunne tænke ud af boksen og ikke falde ned i hvad-plejer-vi-traditionen er ekstremt vigtigt, hvis vi skal overleve i fremtiden, siger Shane Brox.

Udgangspunkt i egen historie

Hans egen rejse begyndte, da han som treårig flyttede med sin norske mor og danske far fra Canada til nordnorske Tromsø, hvor han voksede op i et disciplineret hjem med masser af tid, kærlighed og plads til at være kreativ.

- Jeg var et ekstremt følsomt barn, og det blev måske ikke helt set. Det lå ikke i tiden. Men jeg fik lov at være barn, og jeg fik lov til at være barn længe. Det er svært i dag. Børn vokser meget hurtigere op og bliver udsat for langt flere input end dengang. I alt det er det enormt vigtigt at bevare legen og barnet, siger Shane Brox.

Selv legede han, til han var 15 år. De sidste år i skjul, fordi det var pinligt at fordybe sig i fantasiverdener skabt af byggerester fra farens værksted.

- Jeg byggede byer, huse og universer, der kunne vare i ugevis. Jeg kunne følge en by gennem flere generationer, krige og brande. Jeg har sågar sat ild til mine legoklodser inde på mit værelse, fordi der skulle være brand, husker Shane Brox.

Ingen andre legede på den måde, som stadig er grundlaget for Shane Brox' store force og nuværende levevej. Men dengang blev der kigget mærkeligt på den 15-årige knægt med det specielle navn, og da kammeraterne begyndte at gå til fester, fik fornemmelsen af at skille sig ud for alvor næring hos Shane Brox.

- Da begyndte jeg at lægge låg på legene. Både bevidst og naturligt, fordi der kom en periode, hvor jeg også blev mere voksen. Jeg er også en festabe, og i gymnasiet begyndte jeg at komme ud af min egen verden, som jeg til et vist punkt nok havde isoleret mig i indtil da.

Flygtede til Kolding

Shane Brox tænker tilbage på opvæksten i Tromsø som en tryg opvækst, hvor børnene havde masser af private sfærer. Dengang havde han travlt med at komme væk, og som 18-årig flygtede han hurtigst muligt væk fra det magiske landskab med nordlys, metervis af sne og midnatssol og begyndte på Kunsthåndværkerskolen i Kolding.

For Shane Brox var det gode år med masser af selvtillid og sjov. Bagefter blev han headhuntet til Levi's.

- Det var helt fantastisk. Der var mange, der kom ud fra Kolding uden at få et arbejde. Det blev til en slags angst hos mig. Ikke at få et arbejde ville være et nederlag og et tegn på, at jeg ikke var god nok. I de år kæmpede jeg med en ret stor selvtillid, men et meget lavt selvværd, så ikke at skulle lykkes ville være en falliterklæring, der bare ikke måtte ske. Jeg var lykkelig for, at Levi's henvendte sig. Det var alle de smarte, der sad oppe i Sverige og designede for dem, husker Shane Brox.

På Levi's lærte han at konceptualisere og præsentere og tage et produkt fra tegnebrættet til produktion, mens hans indre fantasiverden pressede sig mere og mere på.

Et eksempel er den klassiske musik, som Shane Brox altid har lyttet meget til, men som også var med til at gøre ham anderledes. På Levi's holdt han interessen skjult af frygt for at blive stemplet som usmart. Han gik til punkkoncerter og blev inspireret af undergrundsbevægelser, sådan som det lå i kortene, at man skulle. På overfladen rejste han verden rundt som succesfuld designer med en stor selvtillid, der fungerede som en slags overlevelsesmekanisme. For Shane Brox er en survivor. Jo, han kan godt optræde som martyr og have ondt af sig selv, men i modgang kæmper han for at lykkes. Han var ung og endnu relativt uvidende om, hvordan han fungerede som menneske. Han pakkede følelser ind, skubbede til side og gemte væk. Han var ikke særlig glad, men heller ikke parat til at arbejde med sine sammenkrøllede sider, og det lave selvværd var en naturlig konsekvens af ikke at turde stå ved sin egen personlighed.

- Det, der er så skægt ved mennesker, er, at vi kan være så bange for hinanden, og selv om nogle virker arrogante eller meget succesfulde, så gemmer de alle sammen på et eller andet issue. Det gjorde jeg jo selv, siger han.

Blev for længe på Levi's

Til sidst blev Shane Brox decideret dårlig. Den vedvarende lyst til at skrive børnebøger havde han viftet væk med begrundelsen om, at han næppe var dygtig nok eller kunne leve af det, og han fastholdt derfor sig selv i jobbet på Levi's i alt for lang tid. Tre år, mener han selv. Tre år, hvor han nægtede at give op, indtil en latterlig lille bemærkning på et salgsmøde fik bægeret til at flyde over. Shane Brox kunne ikke mere, gik ud på bagtrappen og græd. Dagen efter sagde han op, og det er den bedste beslutning, han nogensinde har taget. Han var lettet, glad og lykkelig og skulle i gang med alle de kreative projekter, han havde drømt om i så lang tid, men ikke tilladt sig selv at prioritere.

Men der kom ikke noget.

Ingen skæve hovedpersoner, ingen finurlige universer og ingen børnebøger. Shane Brox blev mere og mere desperat og ked af det og ødelagde alt, hvad han lavede, igen. Det var aldrig godt nok, og til sidst søgte han professionel hjælp hos en terapeut.

- Det var ikke nok at rydde op på mit skrivebord. Jeg var også nødt til at rydde op i mit hoved, fordi jeg havde været igennem så stor en følelsesmæssig rutsjetur. Det gav mega meget sense for mig. Jeg var 29 og gammel nok til at begynde at forstå mig selv, og jeg kunne se tydelige spor til, hvordan jeg havde været som barn, og hvad jeg havde lagt låg på.

Processen varede nogle heftige år. Det var tungt og hårdt, men Shane Brox er ikke sortseer med depressive tendenser og formår altid at hive sig op. Det var også interessante år, hvor han skrev sin første børnebog.

- Jeg vidste, at hvis jeg skulle lykkes med at udgive den, var jeg nødt til at flytte tilbage til Danmark, for i Danmark har man en anden forståelse og en anden børnekultur end i mange andre europæiske lande. Jeg forstår kulturen, taler sproget, og så er det et lille land. Jeg vidste intuitivt, at jeg havde noget, som jeg ville være alene om. Der var et hul til mig.

Første bog var afgørende

I 2003 flyttede Shane Brox derfor fra Bruxelles, hvor han havde arbejdet på Levi's' hovedkontor, og ind i lejligheden, der dengang havde nedsunkne gulve og farveskrigende vægge, men også den perfekte beliggenhed og stort potentiale.

Udgivelsen af hans første børnebog blev et vendepunkt for Shane Brox.

- Da begyndte jeg at forstå, at meget af det bullshit om ikke at være god nok, som jeg fortalte mig selv, skulle jeg holde op med, fortæller Shane Brox, der stadig er igennem faser med ekstrem selvkritik.

- Min proces er stadig sådan, at jeg bliver dybt inspireret og meget optaget af noget og næsten ikke kan vente med at gå i gang. Men der går ikke ret længe, før jeg tænker "åh, du kan jo ikke tegne," "der er mange, der tegner meget bedre end dig" og "du har heller ikke nogen smag." Førhen stoppede det mig, men nu har jeg lært, at sige "hold kæft" til mig selv og være i den proces, selv om jeg ikke mener, tingene bliver gode nok. Jeg holder ud, og pludselig sker der noget. Jeg skal igennem tvivlen, spørgsmålsstillen og nærmest selvhad, men forskellen fra tidligere er, at jeg ved, at jeg kommer ud på den anden side med et godt resultat, siger Shane Brox.

Den ekstreme selvkritik betyder, at Shane Brox holder et yderst højt kvalitetsniveau i sine ting og først stopper, når han kan mærke, at noget sidder lige i skabet. I dag er hans selvtillid skrumpet, men selvværdet er steget, så de to ting er i balance, og Shane Brox oplever det som sit kald at slås for fantasiens plads.

- Leg og fantasi er som en muskel, der skal trænes. Hvis vi ikke træner den, svinder den hen, akkurat som en rigtig muskel. Det var også det, der skete for mig. Jeg brugte ikke mit indre legebarn i rigtig mange år, og derfor var jeg nødt til at kæmpe for at finde tilbage til det, siger Shane Brox.

Den kreative verden har accept

Han kalder det sit kald, fordi han slet ikke kan lade være med at inspirere andre til at finde en legende tilgang til tilværelsen.

- Vi taler så meget om, at vi skal være designland og leve af innovation, men vores samfund er ikke gearet til seriøst at støtte op om de kreative fag i skolen, og vi arbejder ikke disciplineret nok for virkeligt at udvikle og styrke vores børn kreativt fra en tidlig alder. Og hvordan kan vi så forvente, at de bliver de enere, som mange taler om? Det er altid det, der kommer til kort, når der skal penge på bordet. Det er blevet en ekstremt vigtig sag at kæmpe for, fordi jeg tror på, at der i den rige, legende verden, vi har som børn, også ligger en nøgle til, hvordan vi kommer til at fungere som voksne, siger han.

At bruge hænderne til at omforme æggebakker og mælkekartoner til legetøj er meningsfuldt ikke bare for finmotorikken og dermed hjernen, men også for, hvordan vi anskuer miljøet, og tolerance og respekt for folk, der er anderledes end den gennemsnitlige dansker, er et vigtigt element.

- En kreativ verden rummer muligheder for større accept og tolerance for dem, der er anderledes, og er der noget, vi virkelig har brug for, er det en accept af og forståelse for hinandens forskelligheder, mener Shane Brox.

Han har ikke selv børn og har nok i legebarnet i sig selv og alle de mange børn, han møder på sin vej.

- Paradoksalt set fra en ret egoistisk synsvinkel ville et barn betyde mindre tid til fokus og dedikation til det jeg allerhelst vil - at lege. Jeg har et kæmpe behov for at tale og skabe til børn, men jeg kommunikerer også altid til de voksne i mine projekter og giver dem noget, der kan inspirere til samvær med børnene. De voksne skal også kunne grine ad mine ting. Ellers er det ikke sjovt.