En sømand vender hjem fra sit længste togt

Søren Lyngbjørn fortæller for første gang offentligt om friheden efter 839 dage som gidsel hos somaliske pirater, om hvordan han var ved at dø dernede, om helbredet, der stadig ikke er i top, og om den lange tur hjem til Ærø

Der er glimt i øjnene og filursmil på læben, men ingen tvivl om, at ansigtet tilhører en mand, der har nervepirrende og barske oplevelser i vadsækken.
Styrmand Søren Lyngbjørn har nu i tre måneder været tilbage på Ærø efter et togt, som blev mange hundrede dage længere end beregnet. Et togt, som var nær ved at koste ham livet, og et togt som i værste fald kan blive hans sidste.
- Psykisk har jeg det udmærket. Selvfølgelig drømmer jeg en gang imellem om de mange dage i fangenskab, men jeg har ikke mareridt, fortæller han og nipper til kaffen.
Lyngbjørns fysik har derimod taget skade, og lægerne kan ikke garantere, at han slipper for varige men. En krykkestok er i dag hans uundværlige følgesvend.
- Jeg var ved at dø dernede, det var jeg. Problemerne startede i april 2012 - altså cirka 15 måneder efter, vi var blevet taget som gidsler.

Stress over trusler og tæv

- Mine fødder begyndte at gøre ondt. Det stak og prikkede og føltes næsten som at gå på glasskår. Jeg gik rundt med bare tæer i sikkerhedssko, så først troede jeg, det var derfor, men smerterne blev bare værre og værre, og de bredte sig op i benene. Det gjorde sindssygt ondt, men man kunne intet se på huden.
- Vi havde jo bare siddet på vores røv i næsten halvandet år, så jeg snakkede med de andre om, at det måske skyldtes manglende motion - eller måske den ensformige kost, som mest bestod af ris og nudler. Men det var underligt, at det kun var mig, der havde det så dårligt.

Fire vagter henrettet

- Samtidig var jeg - og de andre fem - hver dag i tvivl om, hvad der nu skulle ske. Hvad vi nu blev tvunget til at sige, når de kom med telefoner og overvågede, at vi ringede til vores familier og alle mulige andre. Jeg har snakket med min mor, hvor de affyrede skud lige ved siden af. Jeg har sågar snakket med statsministerens sekretær på et tidspunkt dernedefra.
- Og det var tydeligt, at piraterne fik besked fra nogen i Danmark, når der blev bragt noget i medierne. De hørte alt.
- Piraternes trusler og tæv stressede en konstant. Vi blev slået jævnligt. Nogen på hovedet fik vi, og jeg har også fået pisk og har fået banket geværkolber ind i maven. Flere gange.
Som eksempel på, hvilke sindsoprivende hændelser, der foregik om ørerne på gidslerne, fortæller Søren:
- De menige vagter var jo ludfattige og fik ingen penge. Fire af dem lavede en dag et baghold på den bil, der hver dag kom til lejren med kat til piraterne. De skød chaufføren og stjal katten.
- Men Fadhi, som jo var boss, han opdagede det og henrettede alle fire på stedet. Lige bagefter kom han hen til os og ville spille kort med Eddy - mens vi kunne høre en søster til en af de henrettede skrige vildt et eller andet sted. Familien havde mistet sin forsøger. Det løb os koldt ned ad ryggen ...

Vi talte om at begå selvmord

- Jeg var ikke bange for at blive slået ihjel - vi var jo penge værd for dem, men jeg var bange for at dø af sygdom, siger Søren og hans blik bliver mørkt og alvorligt.
Da han, den chilensk-fødte kaptajn Eddy Lopez og de fire filippinske søfolk havde været gidsler i et år - uden at forhandlingerne mellem rederiet Shipcraft og piraterne havde givet resultat, var troen på, at de nogensinde ville slippe fri, så godt som væk.
- Vi var så nedtrykte, at vi sådan set sad og kiggede rundt og op for at finde et træ, der var egnet til at hænge sig i. Det var virkelig hårdt at passere etårsdagen ...

Pirat-boss blev nervøs

Men tilbage til Sørens smertende fødder og ben. Da efteråret 2012 nærmede sig, blev situationen for alvor kritisk.
- En af de ældre pirater forstod, at det ikke var skuespil. Han havde først givet os lov til at motionere lidt, men mig hjalp det ikke, og i oktober var jeg simpelthen dødssyg. Jeg rystede, var helt udmarvet og de vanvittige stikkende smerter var nu i hele min underkrop - op over navlen. Og samtidig begyndte det at stikke og prikke i mine fingerspidser, og min underlæbe føltes, som når du er bedøvet hos tandlægen.
- En af pirat-bosserne blev nervøs for, om jeg var ved at dø, så han sendte bud efter en slags læge. Den filippinske motormand havde det også skidt, og de andre havde hudproblemer.
- Lægen mente, to af os havde malaria, så vi fik stærk medicin, og Eddy hjalp med at give mig indsprøjtninger i en uge. Vi er jo begge uddannet til at kunne give drop og den slags, forklarer Søren.

En manipuleret virkelighed

Han havde åndsnærværelse nok til at gemme indlægssedlerne fra medicinen, så dem kunne han efter frigivelsen vise til lægerne. Efter den meget kraftige malariakur holdt de stikkende smerter op med at brede sig. Men der, hvor de havde bidt sig fast, blev de ved med at pine ham. Døgnet rundt. Og det gør de stadigvæk nu fire måneder efter frigivelsen.
- Jeg havde på det tidspunkt tabt mig omkring 20 kilo, men efter behandlingen begyndte jeg heldigvis langsomt at tage på igen.
Søren Lyngbjørn springer frem til dagene i den somaliaske pirat-lejr umiddelbart før en norsk-somalisk journalist ankom. Ham der stod for optagelserne til TV 2's dokumentarprogram, som blev bragt umiddelbart efter løsladelsen af Søren og de andre 30. april i år.
- Vi vidste ikke, hvad der skulle ske. Vi fik at vide, at der ville komme besøg, og at jeg skulle spille døende. Vi blev endnu engang slået for at understrege vigtigheden af, at vi spillede spillet godt, og som alle de andre gange, vi var blevet truet til et eller andet, så turde vi ikke gøre andet.
- Da Eddy blev slæbt af sted for at give lov til, at optagelserne blev brugt, var det selvfølgelig også med en pistol for panden. Jeg var syg, men det var jo en groft manipuleret virkelighed. Det er tåbeligt, hvis nogen tror, at vi gjorde noget som helst frivilligt.

Suset på vej væk i helikopter

Søren vil aldrig nogensinde glemme det øjeblik, da en helikopter med frømandskorpset hentede ham og de andre på stranden og bragte dem i sikkerhed på den danske fregat "Iver Huitfeld", der befandt sig i området.
- Vi sad i den der helikopter med redningsveste på og kiggede ned og puffede til hinanden og fnisede fjoget: Vi klarede det sgu! Vi er på vej væk!
- Hold kæft en følelse, siger styrmanden med et skævt smil og viser, hvordan han nev sig selv i armen for at finde ud af, om han var vågen eller om det hele var noget han drømte - efter 839 dage i fangenskab.
- Det var faktisk 839 dage, for det var skudår, mens vi sad der. Det havde Eddy og filippinerne tjek på!
- Og så skulle du se os, da vi var landet på fregatten. I vores lasede tøj blev vi placeret i nogle havestole og blev budt velkommen.

Damer i farvandet

- Og kaptajnen holdt tale, men jeg kunne slet ikke koncentrere mig, for hvad opdagede vi: Damer! hø-hø. Sådan nogen havde vi jo ikke set i umindelige tider, så vi gloede bare, og alle mennesker talte dansk. Det var så fantastisk!
Men trods det opmuntrende syn af piger i farvandet, led Søren meget under smerterne, så efter at han og de andre havde fået et bad, blev han bragt til undersøgelse i skibets hospital.
- Senere fik vi udleveret noget tøj, og vores gamle klude blev samlet sammen til nærmere undersøgelse hos efterretningstjenesten. Vi fik lov til at gå - og humpe - frit rundt, og vi var oppe i styrhuset og kigge. Tænk på, vi havde ikke oplevet noget andet end trusler, vold og en sandstrand i flere år. Vi spiste aftensmad, så noget fjernsyn, slappede af og snakkede med besætningsmedlemmerne.

Dæknavne og karantæne

De seks frigivne søfolk blev bragt til Seychellerne midt i Det Indiske Ocean, og herfra gik turen i ambulancefly til Nürnberg i Tyskland.
- Det var et lille fly, og der var mange mellemlandinger, så vi sov det meste af tiden, men jeg kan huske, at jeg bad om en tandstikker. Mine tænder var blevet så dårlige under opholdet i Somalia, og flere af dem var knækket. Tandstikkere havde de ingen af, så jeg lånte en saks og klippede skaftet af en plastikteske i stykker til et par tandstikkere. Det var de meget imponerede af.
- Da vi landede i Tyskland, udviklede det sig helt surrealistisk. Flyet blev trukket ind i en hangar, og her holdt tre ambulancer, hvor vi blev fordelt. Ad tre forskellige ruter blev vi kørt til et hospital. Ambulancerne kørte ind i kælderen, jeg blev lagt i en seng og i elevator kørte vi op på en afdeling, hvor vi skulle være i karantæne i tre døgn. Vi var forinden blevet udstyret med dæknavne for at undgå pressefolk, beretter Søren.
Der blev taget et hav af blodprøver og andre prøver på de seks, og heldigvis viste det sig, at ingen af dem havde pådraget sig smitsomme sygdomme. Søren fik udleveret en rollator .
- Om aftenen blev jeg simpelthen så kaffetørstig, så jeg trillede lidt rundt på gangene i min jagt på en kop kaffe. Pludselig mødte jeg sådan en rigtig tysk læge, der så strengt på mig og spurgte, hvem jeg var. Og tænk, så kunne jeg sgu ikke huske mit dæknavn. Jeg mener, det var Simon i stedet for Søren - men efternavnet kan jeg stadigvæk ikke huske. Så spurgte han, hvor jeg kom fra, og da jeg pegede hen mod stuen, så kan det nok være, jeg blev fulgt tilbage. Vi var jo i karantæne.

Sendte postkort til Arrebo

Da de tre døgn var ovre, blev søfolkene kørt til et diskret beliggende hotel, hvor personalet fra SOS International skulle hjælpe med at sluse de frigivne gidsler langsomt ud i livet igen.
- Der var læger og psykologer og andre, og det var allesammen utroligt professionelle. Vi fik lidt lommepenge, og så blev vi to og to sendt ud for at købe lidt ind og se på byen.
- Og vi kom ud for noget helt grinagtigt. SOS-manden kørte Eddy og mig ind til byen. Jeg sad på bagsædet, og de to havde næsen helt nede i GPS'en omme foran.
- Pludselig kommer der en politibil helt op bag os, og jeg kan simpelthen ikke råbe de andre op, fordi de kigger GPS. Så kom en betjent op og bankede på forruden, og så går det op for os, at vi er blevet stoppet, fordi jeg ikke har sele på.
- Jeg skulle aflevere mit navn og cpr-nummer, og mens betjenten gik til patruljevognen og tjekkede os, så sad jeg og skraldgrinede. Tænk. Nu var vi lige blevet løsladt efter to et halvt år i Somalia - og så skulle vi måske bures inde i Tyskland for at køre uden sele!!
- Men det kan nok være, at betjenten fik fart på med at slå hælene sammen og sende os videre og ønske god tur, da han fandt ud af, hvem vi var, klukker Søren.
Det første, Søren købte, var et postkort, som han sendte til vennerne på stamværtshuset Arrebo hjemme på Ærø. Kortet hænger i dag på væggen på værtshuset.

Genforenet med familien

Han og de andre var også blevet udstyret med mobiltelefoner, og de havde talt med både deres familier og de nærmeste venner.
- På hotellet var det helt underligt at kunne lukke døren og være sig selv. Det havde vi ikke prøvet i to et halvt år, forklarer Søren Lyngbjørn.
Efter tre dage blev han og Eddy Lopez fløjet til Danmark, mens filippinerne blev fløjet hjem fulgt af SOS-folk.
- Vi fløj til Roskilde i en lille maskine. Eddy blev genforenet med sin kone, som var kommet fra Chile til Danmark, og mens de blev kørt til et eller andet sted i Sverige, blev jeg kørt til en kammerat i Odense. Her boede jeg, samtidig med, at jeg kom til en masse undersøgelser på OUH. Jeg blev afhørt af alle mulige myndigheder om vores oplevelser, og jeg blev genforenet med mine forældre og min søster.
- Mine stakkels gamle forældre havde jo været belejret hver eneste dag, så de måtte køre forskellige omveje, for at være sikre på, at der ikke var "halenisser" (journalister red.) efter dem. Vi snakkede i nogle timer, og så blev det overstået. Min søster blev i Odense et par dage, og min kammerat og jeg havde forberedt os på den måde, at han kørte ud i en forretning, der hedder Biltema, hvor de sælger alt muligt og umuligt. Her købte jeg briller med vinduesglas og anden forklædning - og så kunne vi komme ud at spise på pizzeria - uden at jeg blev genkendt. Min ven hentede også krykker til mig på sygehuset, for det der med rollator duer ikke i en lejlighed med dørtrin.

Brok og nervebetændelse

I slutningen af maj blev Søren indlagt på OUH. Han er blevet undersøgt af to professorer, og de har konstateret, at de stærke stikkende smerter i Sørens underkrop og fingerspidser og den følelsesløse læbe skyldes nervebetændelse, men de kan ikke sige, nøjagtig hvad det er kommet af.
- Det kan komme i forbindelse med sygdom, og jeg tror selv, det har noget at gøre med den malaria, jeg fik medicin mod. Den bevirkede jo også, at det ikke spredte sig videre.
- Jeg har stadigvæk ondt - hele tiden hver dag - og jeg får stærk smertestillende medicin for at holde det nede. Jeg går dårligt, fordi jeg ikke kan styre benene ordentligt, og de to gange, jeg har forsøgt mig på golfbanen er jeg ved at vælte, når jeg svinger køllen.
Før det skæbnesvangre togt var Søren en habil golfspiller og har været medlem af klubben på Ærø siden 2007.
Hvad helbredet angår, så har læger på Svendborg Sygehus så sent som i mandags fundet ud af, hvorfor Søren har haft ondt i maven også.
- Jeg havde jo fortalt, at jeg flere gange havde fået banket geværkolber ind i maven, og nu har de fundet et stort hul i bugvæggen, så jeg skal opereres for brok.
Tre gange om ugen går Søren til træning i kommunens fysioterapi, og det har styrket hans muskler gevaldigt, men undvære krykkestokken kan han ikke.

Sommerfugle i maven

Søren genser første gang Ærø i slutningen af maj, mens han ellers er indlagt på OUH.
- Jeg havde da lidt sommerfugle i maven, da jeg satte mig på færgen, og der var også flere, som kikkede en del, men ingen sagde noget højt, og det var jeg lettet over. Mit ø-kort var jo væk, så da styrmanden kom, kiggede han lige på mig. Sagde dav - og gik videre som ingenting. Fint.
Lyngbjørn og de øvrige fra coasteren Leopard er blevet sagt op af Shipcraft per 2. september. Alle har de fået løn for de 839 dage, de sad som gidsler, og feriepenge og andre tillæg - og 5000 dollars oveni. Søren har tre måneders opsigelse, og efter den tid kommer han på sygedagpenge.
- Jeg har købt et hus "ude på landet" for pengene, men det er ved at blive isoleret, så jeg bor på båden endnu. Jeg risikerer, at nervebetændelsen ikke vil forsvinde, lægerne siger, man først kan bedømme det endeligt efter et par år, men jeg er stædig, så jeg fortsætter træningen og håber at blive smertefri.

Så film i fantasien

- Psykisk er jeg sluppet let, nok på grund af min personlighed. Mens vi var gidsler, brugte jeg ikke nætterne på at ligge og grue for, hvad morgendagen ville bringe. Jeg gik i biografen. Jeg så film i fantasien. Alle Olsenbanden-filmene var jeg igennem i tankerne, og filmen Martha tror jeg næsten, jeg kan alle replikkerne til. På den måde flygtede jeg - i stedet for at frygte.
Han har dog stadigvæk kontakt med en psykolog, der besøger ham på Ærø en gang imellem.
Søren har ikke kontakt med de andre mere.
- Eddy og jeg havde kun arbejdet sammen i halvandet måned, da vi blev kapret, og vi er meget forskellige, fastslår Søren.
- Det er dejligt at komme hjem til vennerne på Ærø og min båd, hvor jeg bor i øjeblikket. Folk ved jo hvem jeg er, men jeg har fået lov til at være i fred, og selvom der har været en forespørgsel på et tidspunkt, så er det der med stor modtagelse og så videre altså ikke lige mig.
- Jeg er jo bare en almindelig sømand, der var så uheldig at møde nogle pirater ...

- Rederiet gjorde, hvad de kunne

- De var i en umulig situation, sådan noget var jo aldrig sket før, siger Søren Lyngbjørn
Rederiet Shipcraft blev mange gange, mens gidseldramaet stod på, kritiseret for ikke at gøre nok for at få søfolkene fri. Om det siger Søren Lyngbjørn:
- De gjorde, hvad de kunne. De skaffede de bedste rådgivere, de kunne få fat på, og lagde ikke skjul på, at de ikke selv havde forstand på den slags. De sørgede for, at de danske myndigheder og tre rådgivningsfirmaer optrådte enigt udadtil.
- Selvfølgelig kunne rederiet ikke gå ud med garantier om en løsesum. Det ville jo blive brugt imod dem i forhandlingen.
Der blev betalt 6,9 millioner dollar for os, og det er jo helt vanvittigt mange penge. Rederiet stod for omkring to tredjedele af det beløb, vil jeg tro, og resten kom fra "private". Og mon dog ikke den del kom fra bestyrelsen.
- Det er rigtigt, at vi gennem vores fagforening kører en sag om, at vi mener vi bør have udbetalt faretillæg fra Shipcraft for den tid, vi sad fanget. Det virker urimeligt, at man får faretillæg for at sejle fra A til B, men man får det ikke for at sidde to et halvt år som gidsler. Men det er en anden sag, fastslår Søren.

Pressen til gavn i det lange løb

- Kampagnen har skadet mig personligt, men den har jo sparet mange andre for at blive fanget
- Den massive pressedækning - og ikke mindst Ekstra Bladets kampagne betød, at vi blev dyrere og kom til at sidde dernede i længere tid.
Sådan siger styrmand Søren Lyngbjørn, men i samme åndedrag understreger han, at han ikke har noget imod pressen, fordi der kom fokus på de mange gidseltagninger ud for Somalia.
- Det fik politikerne op af stolen, og der blev sendt flere krigsskibe til området, så jeg vil gerne sige tak. Mange tak - også til Ekstra Bladet.
- Mig personligt har deres kampagne skadet, men den har jo sparet mange andre for at blive fanget. Så på den lange bane er det godt, og det vælger jeg at fokusere på, siger han.
Æren for at have skaffet Lyngbjørn og de andre søfolk fra "Leopard" friheden tilbage, tilfalder dog ikke medierne.
- Nej, det var rederiet og ingen andre, der fik os hjem, fastslår styrmanden.

Fakta
Født for 49 år siden og voksede op i Fynshav på Als.
Oldefaren var sømand fra Marstal, og hans far er fra Ærøskøbing. Farmoren havde fotoforretning her.
Siden barndommen har Søren sagt, at han gerne ville bo i Ærøskøbing - og det har han gjort i 25-26 år.
Som 16-årig på Søfartsskole i Svendborg, sætteskipper blev han i Frederikshavn, og for en halv snes år siden læste han til styrmand på Marstal Naviga-tionsskole.

Journalist: Hanne Füchsel

Fotograf: Roland Petersen

front-end developer: Kostadin Panchev