Hun har fået solskinsferier, glimtende diamanter, tusindkroner i stakke. Af mænd, hun tænkte var kærester og dates. Men de krævede sex til gengæld, og det har krævet stoffer at holde til i årevis. Læs her om den nu 25-årige Isabella, hvis dobbeltliv i gråzoneprostitution for alvor blev tydeligt for hende selv, da hun begyndte på en uddannelse
Isabella er ikke kvindens rigtige navn. Hun ønsker at være anonym, men redaktionen kender hendes rigtige identitet.
Når hun sidder der i klasseværelset på sin videregående uddannelse, kan hun synes som en ganske gennemsnitlig studerende.
Med bøger, med gruppearbejde, med fester, med drømme om et godt arbejde.
Men hjemme i den lille lejlighed i Odenses centrum hiver hun Chanel-pung frem fra sofabordets hylde. Hun har diamantringe, Miu Miu-solbriller og dyrt designertøj på bøjlerne.
Og så har hun en krop, der ikke kan mærke hverken sult eller smerte, og som hun forgæves forsøger at vaske ren i lange og mange brusebade.
Hun har et hoved med et mylder af dystre tanker om sig selv, om mænd og om fremtiden.
Isabella bærer på en hemmelighed.
Selv om hun kun er 25 år, har hun i knap 10 år bevæget sig i gråzonen omkring prostitution. Hun har aldrig trukket på gaden eller bemandet en massageklinik.
Men hun har levet et dobbeltliv, hvor mænd har foræret hende smykker, tasker, tusindvis af kroner, dyre middage og rejser.
Til gengæld har hun givet dem sex.
- Ingen vågner op en dag og er luder nede på gaden eller misbruger. Det er startet et sted. Ret uskyldigt. Og så tilpasser man situationen og rykker normerne hen ad vejen, forklarer Isabella.
Hendes vej begyndte med rengøring hos nogle rockere.
Senere syntes de, det var hyggeligt, at hun blev og lavede mad til dem.
- De er jo også ensomme, siger hun, der på det tidspunkt selv færdedes i kredsen omkring rockere.
De røg joints sammen.
Og havde sex.
- Det bliver meget flydende, fortæller hun.
- Og betalingen kommer ikke nødvendigvis med det samme.
Hun blev i de kriminelle kredse - der, hvor de store penge er - og tiltrak mange mænd.
- Jeg tænkte, at det var mine kærester. At det var nogle, jeg datede. Det føltes ikke forkert. Jeg kløede dem på ryggen, de kløede mig på ryggen.
Det lå som en usagt selvfølgelighed, at Isabella på den måde leverede sex.
- Jeg udstrålede grænseløshed. Og når de trådte ind over min intimsfære, så trak jeg mig ikke. Jeg har nemt ved at skaffe den korte, intime kontakt. Men så skal jeg også videre, konstaterer Isabella, der ikke har tal på, hvor mange mænd hun har haft. Men det er mange.
Nogle kendte hun i lidt længere perioder. Og nogle tog hende med på ferier.
En uge til Egypten eller en weekend til Berlin, Amsterdam, Paris.
- Vi lå ikke bare på hotellet. Vi var også ude og opleve ting, spise og shoppe, og jeg havde ikke en krone med selv, fortæller Isabella.
Alt blev betalt. Og der blev forventet sex.
- Første gang jeg var på sådan en tur, var jeg 16 år. Jeg tænkte det bare som en ferie, og så kom jeg ud og oplevede lidt.
Isabella fik altid penge for de seksuelle ydelser. Dertil kom gaverne som en slags ekstra forkælelse.
Hun kravlede ofte ind i en rolle, når hun gav sex. Som sygeplejerske, stripper, som bankdirektørens datter. Sammen med stofferne byggede det en forsvarsmur, hun forsøgte at gemme sig - og overleve - bag.
Men oplevelserne i gråzonen fandt sprækkerne i muren, og stofmisbruget tog til.
Et længere behandlingsforløb hjalp hende fri af de hårde stoffer, en HF-eksamen blev sikret og åbnede døren til den videregående uddannelse.
Og pludselig kom de spørgsmål, hun ikke vidste, hun ventede på.
En kommunal medarbejder - en bostøtte - der hjalp Isabella den første tid i lejligheden i Odense, undrede sig over, at hun altid havde hash, lækkert tøj og dyr lejlighed.
Mændene havde vekslet sedler til sex. Og sedlerne vekslede Isabella til joints, dyr rødvin, god mad, mærketøj, tasker, smykker og meget andet luksus.
- Jeg følte, jeg havde knoklet for det. Det var velfortjent. Og jeg blev nødt til at være lidt god ved mig selv.
Men bostøtten pressede på. Og da hun fulgte med til et møde på misbrugscenteret, nævnte hun for medarbejderne dér, at Isabella havde ”en grænseløs seksualitet”.
- Havde hun sagt andet, havde jeg lukket ned, understreger Isabella.
Men det gjorde hun ikke. Og hvad hun nemt havde holdt skjult i årevis, nærmede sig en overflade.
Ingen venner, ingen familie, ingen i de offentlige systemer havde spurgt, hvordan Isabella fik råd til luksustilværelsen.
- Det er mærkeligt ikke at sætte spørgsmålstegn ved, hvor pengene kom fra. Der er altså ingen, der giver dig penge, bare fordi du er sød. Og ingen kan betale et misbrug på kontanthjælp eller SU. Ingen.
- Jeg ville ønske, nogen havde spurgt mig noget før. Brugt noget mere opmærksomhed på mine grænser. Hvad er et kærlighedsforhold? Hvordan med sex?
De indledende ord fra bostøtten ledte Isabella ind i projektet Pro Odense, der hjælper kvinder ud af prostitution. Også dem i gråzonen.
- I begyndelsen var jeg ikke sikker på, jeg ville stoppe. Jeg ville bare have lidt styr på det, siger Isabella.
Og hun var egentlig heller ikke helt enig i, at hun hørte til i netop det projekt, i de gruppeterapier.
- Jeg kunne slet ikke identificere mig med stereotyperne på massageklinikker og i gaden. Dem, der har så meget brug for penge, at de ikke kan sige nej. Jeg har altid haft mit som ekstra penge og har altid haft min husleje og andre regninger dækket ind på en anden måde.
Alligevel følte Isabella for første gang en samhørighed og fik fornemmelsen af ikke at være helt alene.
Familie og venner kender stadig ikke til dobbeltlivet, og Isabella har derfor følt det som en lettelse, at Pro Odense har givet rummet til at dele ord og tanker.
Lige nu står Isabella midt i erkendelsen af, at hun har prostitueret sig selv.
Hun afviser at have været prostitueret.
- Jeg har ikke solgt mig selv. Jeg har solgt min krop. Ikke min personlighed og det, jeg holder af.
I knap et halvt år har hun ikke haft nogle mænd.
- Jeg er stolt. Føler mig lettet og mere værdifuld.
En enkelt mand har henvendt sig, men hun afslog.
- Jeg vil ikke. Jeg har ikke lyst. Det var fedt. Jeg har haft lyst til nej’et før, men konfrontationen var angstprovokerende, og så var det bedre bare at få det overstået.
Konsekvenserne af de seneste mange års liv med mænd og sexbyttehandler er imidlertid langtfra ovre.
En kropsterapeut hjælper hende med igen at kunne føle sulten og smerten.
Der er selvhadet.
- Nogle gang kan jeg tænke, at jeg ikke fortjener bedre. Og når jeg kigger i spejlet, er jeg ved at brække mig. Jeg har den der følelse af, at jeg ikke kan andet end det. Jeg føler mig som en lort, og det har påvirket min seksualitet, fortæller Isabella.
- Jeg er begyndt at tænke på at stifte familie og kunne godt tænke mig et kærlighedsforhold. Jeg vil bare gerne lave mad med ham, se en film, have en at vågne op ved siden af. Men jeg har svært ved at føle mig som kvinde, og er der overhovedet en almindelig, ordentlig mand, der vil mig? Jeg føler ikke, jeg fortjener andet end de mænd, der ikke er så gode.
Der er også kampen for at finde et hverdagsliv.
- Jeg har været vant til at være til rådighed klokken to om natten, hvis der var brug for det. Jeg har levet fra øjeblik til øjeblik, og nu får jeg hjælp til at få sat dagligdagen i system, for jeg har svært ved at overskue det praktiske. Stå op, lave mad, gå i seng. Da jeg begyndte på seminariet, blev mit dobbeltliv ridset op og meget tydeligt for mig.
Og der er pengene.
- Det er svært. Jeg har ikke været vant til at tænke over, om jeg nu har råd til sushi, inden jeg køber det. Jeg har impulsshoppet dyre ting, og det har givet mig et hurtigt fix. Men nu har jeg fået en billigere lejlighed og en bedre økonomi.
Endelig er der angsten for at blive genkendt.
Som da hun i et praktikforløb pludselig stod over for en mand, hun havde givet sex.
Isabella håber, at hun med sin historie kan få andre unge kvinder til at tænke over deres seksualitet, over grænserne, over modet til at sige fra over for det, flere kalder sugardating.
- Det er mere udbredt, mere almindeligt, end man tror, siger Isabella. Hun har selv haft flere veninder i samme situation.
- Der er jo sex over det hele. Dem i Paradise Hotel er ikke bedre end mig. De ligger og boller på tv og får ikke særlig meget for det. Man giver sin seksualitet for noget.
- Jeg kan ikke sige, jeg aldrig selv gør det igen, erkender Isabella.
- Men for første gang har jeg ikke lyst til, at det skal ske igen.
