Flugten til Danmark
Det spinkle håb mellem himmel og hav

↓   ↓   ↓

Flugten til Danmark
Det spinkle håb mellem himmel og hav

Af Inaam Nabil

Foto: Yilmaz Polat

I et asylcenter på Fyn sidder syriske Khalil og håber på at få lov at blive i Danmark og få familien hertil.
Nede i Tyrkiet sidder hans kone og fire børn og venter på udfaldet.
Stiftstidende besøgte Khalil i Brenderup og hans familie i Istanbul.



Brenderup

34-årige Khalil går langs strandkanten i Brenderup på en mandag formiddag i starten af oktober måned. Lillebælts bølger dør hurtigt ud langs kysten. De er små, svage og harmløse.

Men Khalil har et tvetydigt forhold til dem. De kaster ham frem og tilbage mellem minder fra de seneste få måneder af hans liv. I flere nætter har de efterladt ham desperat og tørstig efter søvn. Havde han vidst, hvor vrede og dybt ubarmhjertige havets bølger kan blive, havde han aldrig vovet at kigge dem i øjnene.

Den mandag, da han kigger ud mod Båring Vig, mærker Khalil sin utilstrækkelighed - opgivende forsøger han at se skillelinjen mellem havet og himlen. Kun en tynd, hvid tråd er at skimte i denne disede dag. Han kniber de røde øjne, omkranset af sorte rander sammen. De vidner om lange, vågne nætter. Det gør ondt at holde dem åbne i dagslyset.

- Lige nu skal der måneder til at komme over mine traumer. Jeg sover kun to timer om natten. Så står jeg op omkring fem om morgenen, ryger en del cigaretter, indtil der bliver serveret morgenmad. Så prøver jeg at sove igen om eftermiddagen, men det lykkes aldrig rigtigt. Jeg tænker og tænker ..., siger Khalil.

Han bor sammen med 77 andre syriske mænd på det tidligere Sct. Knudsborg Feriecenter. Stedet blev september i år omdannet til et asylcenter for flygtninge. Asylcenteret er et blandt mange i Danmark, der hen over sommeren er blevet oprettet i hast. Alene i august måned flygtede 2287 syrere op til Danmark. Tallet er steget til op mod 7000 registrerede asylansøgere i år. Indtil videre.

Istanbul

Solen bevæger sig hurtigt ned mod horisonten. På få minutter rammer den en kuppel og danner en solformørkelse. Kort tid efter bliver der kaldt til bøn. Det overdøver bilernes heftige dytten og de travle gader - men kan ikke dæmme op for lugten af diesel, der tynger luften, så man nærmest skal gøre en indsats for at trække vejret.

28-årige Aisha og hendes fire små børn gør sig klar til at tage ned til den lokale moské for at bede. De bor i en forstad til den tyrkiske storby Istanbul. Et fattigt sted, hvor mange syriske flygtninge har slået sig ned til billigere huslejepriser.

Aisha er selv flygtet fra Syrien. For to år siden boede hun sammen med sin mand og børn i Aleppo. Byen har i dag forvandlet sig til en kampplads mellem det syriske regimes soldater, en fragmenteret oprørsbevægelse og Islamisk Stat. Der bliver kidnappet og skudt alle vegne på gader, stræder og på hustage i Aleppo.

I Istanbul skal Aisha først lige forbi guldsmeden. Det er lørdag, så han lukker butikken tidligt. Hun skal sælge det sidste af det guld, som hun fik i gave, da hun blev gift for snart 11 år siden. Det er det sidste, hun ejer af værdi.

Hun er ikke så meget for det, men pengene som hun havde fra de møbler og hvidevarer de solgte i Syrien inden flugten, er for længst brugt op. Og hun har pendlet fra det ene til det andet job i Tyrkiet. Arbejdsgiverne snyder hende. Hun er flere gange endt med ikke at få sin månedsløn. Nu er hun arbejdsløs og træt.

Men hun trøster sig selv. Hun hænger fast i et spinkelt håb om en udvej. Inden hun lægger sig i seng sent om aftenen tæller hun nætterne. 10. december - om en måned og 26 dage - får hun at vide, om hun går en bedre fremtid i møde.

Brenderup

Et pusletæppe med små spejle og dyremotiver dækker det rektangulære bord på værelse nummer 21. På tæppet er dinosaurer, heltefigurer og bilmodeller spredt ud over det hele. Også i vindueskarmen.

På gulvet ligger en billegetøjsbane og spærrer for indgangen. Fra loftet hænger legetøj til spædbørn og sender raslelyde ud i rummet. Værelse nummer 21 har siden Khalils ankomst til Danmark i slutningen af september måned i år været hans hjem.

Bag sig har han efterladt sin familie. Et usikkert sted bag Middelhavet, flere tusinde kilometer fra Danmark.

- ... Jeg tænker og tænker. Min hjerne er hele tiden hos dem. Det går hele min dag med. Alle mine venner, som jeg har rejst med, har hurtigt fået behandlet deres sager og fået midlertidig opholdstilladelse - undtagen mig. Sådan er det. Det er mit lod. De fleste af dem er endda singler. Og jeg har hørt af de andre på centeret (asylcenteret, red.) sige, at det er blevet sværere at blive familiesammenført. Jeg bliver så trist. Det har på mange niveauer kostet mig dyrt at nå op til Danmark. Psykisk, fysisk og økonomisk. Det sidste har gjort mindst ondt, fortæller Khalil.

Han venter på, at han er den næste der skal til samtale med Udlændingestyrelsen. Det sker først 10. december. Imens kvæler han tiden med cigaretter, samtaler med de andre asylansøgere og ikke mindst med sin familie.

Han hiver sin telefon frem. Taster nummeret til Aisha og venter. - Et øjeblik. Jeg har lovet hende at ringe på det her tidspunkt, siger han.

Hun tager den ikke.

- Jeg plejer at snakke med min kone og børn flere gange om dagen. Vi ser også hinanden gennem telefonens kamera. Det er rart. Vores danske naboer her er også rare. På en eller anden måde fik jeg kommunikeret det ud til et dansk par, at jeg har børn. Og pludselig væltede det med legetøjsgaver. ”Til dine børn”, sagde de til mig. Johanne, der arbejder på centret, oversatte det for mig, fortæller han.

Legetøjet står fremme i værelset det meste af tiden. Når Khalil får kontakt til sin børn, leger de sammen - virtuelt.

- Vil du tage den her med til min søn? Han elsker Superman. Khalil rækker ud efter bordet og hiver en figur op.

- Han siger, at jeg er en helt ligesom Superman. Han tror, at jeg er fløjet op til Danmark med en kappe på ryggen.

Han pakker figuren ind i en pose og giver den til Stiftstidende, som skal til Tyrkiet og besøge hans familie. Vi får en adresse.


Istanbul

En lørdag i starten af oktober finder Stiftstidende vejen i Istanbul. Adressen leder os op ad våde, hvide marmortrapper i en bælgmørk opgang i en forstad til storbyen. Der er intet gelænder at holde fast i, så vi støtter os op ad væggen. Vi banker på døren i tredje og øverste etage. Aisha åbner op. Hun byder os ind i en to-værelses lejlighed.

Inde i stuen sætter vi os i sofaen. Der er blomsterprint på den. På væggen hænger rammer med klassisk arabisk kalligrafi. Det er vers fra koranen. Teen er gjort klar på bordet i midten af rummet. Hun hælder op i små glaskopper og spørger, hvor meget sukker vi vil have i.

Så dukker hendes børn op. Døtrene Baraa, Amneh og Abrar på henholdsvis 10, ni og syv år og sønnen Adnan på fem. De sætter sig pænt på række i sofaen. Driller hinanden i smug og fniser lidt. Aisha beder dem opføre sig ordentligt. De har gæster .

- Velkommen til jer. Hvordan har i det? Hvordan har Khalil det?, spørger Aisha ivrigt.
- Fint tak. Han savner jer. Jeg har noget med til Adnan, svarer jeg.
Adnan springer op af sofaen og napper Superman ud af min hånd.

- Adnan! Sagde jeg ikke, at du skulle opføre dig ordentligt? Det beklager jeg, men han er særlig begejstret for den figur - og så savner han sin far, undskylder Aisha.

Det er præcis to måneder og to dage siden, at børnene sagde farvel til deres far. Aisha var ikke meget for det. Hun var lige blevet behandlet for sine traumer oven på deres fælles flugt fra Syrien.

- Min storbror, Khalil og hans bror kom på regimets liste over syrere, der skulle likvideres. Noget med noget oprør og politik. Og regimet rykkede tættere på Aleppo. Så vi flygtede en sommernat for to år siden. Mig, mine børn, min mand, mine forældre og søskende. På få uger havde vi solgt alt, hvad vi ejede, vi pakkede sammen og satte os i taxaer. Min bror nåede ikke at hoppe ind i bilen. Han blev skudt midt på gaden af en snigskytte. Vi måtte efterlade ham på vejen og kør videre. Så kørte vi ud af byen, mens bomber og patroner fløj over hovederne på os hele natten. Jeg græd. Synet af min brors lig hænger stadig fast i min erindring, fortæller Aisha.

De flygtede til Istanbul. Her forsøgte de at etablere et liv fra bunden med de penge, de havde. Men de dårlige arbejdsforhold og dyre leveomkostninger i storbyen gjorde, at Aisha og Khalil for to måneder siden måtte træffe en afgørende beslutning. Khalil kunne ikke få et arbejde, som både kunne række til husleje, mad og børnenes skole.

- Jeg husker den nat meget tydeligt. Det har tæret så meget på Khalil, at han ikke har kunnet forsørge mig og børnene, som han nu plejede i Syrien. Der havde han en virksomhed, hvor han solgte krom. Vi havde et fint middelklasseliv med pæn bil og lejet lejlighed. Min ældste datter gik i byen bedste skole. Alt var fint. Livet var stabilt, fortæller Aisha og fortsætter:

- Det liv ønskede han at give os her i Tyrkiet. Det er ikke lykkedes ham. I stedet er vi på vej mod fattigdom. Jeg betaler ikke husleje. Lejeren har givet mig lov at bo her indtil udgangen af året. Så bliver vi sat på gaden. Og kvarteret her er heller ikke sikkert. Syriske børn er blevet kidnappet for at tigge på gaderne. Alt er faldet fra hinanden. Derfor blev vi enige den nat om at bruge vores penge på, at han blev smuglet til Danmark. Det var Khalil selv, der valgte, hvor han ville smugles hen.

Aisha og børnene kom ikke med, fordi flugten er for farlig.

Brenderup

- Vil du have te? Spørger Khalil. Han rækker ud efter en cigaret, og så griner han. Det går op for ham, at man i Danmark ikke må ryge indendøre. Og så alligevel ikke. For han er jo hjemme. Han tænder cigaretten.

- Der er orden i det her land. Man bliver konstant mindet om, hvad der er godt og skidt for en. Det kan jeg godt lide. Nåh, men det jeg var ved at fortælle dig var, at når det, man har opbygget i 15-20 år bliver smadret på en nat, så forsøger man desperat at få det tilbage. Det er ikke lykkedes mig i Tyrkiet. Og pengene slipper op.

- Så jeg er nødt til at satse rigtigt. Mine børn skal i skole. Det er vigtigst. Derfor blev det Danmark. Så klarer jeg resten. Jeg lærer sproget, tager en uddannelse eller får mig et job, skraber nogle penge sammen og starter min egen virksomhed. Det er jo sådan, jeg gjorde, inden jeg blev gift. Men nu har jeg børn og kone, jeg skal tænke på. De skal have et trygt sted at være, forklarer Khalil.

Mandag 18. august starter Khalils flugt til Danmark. 52.000 kroner må han give til en kvindelig smugler ved navn Rawaa. Hendes navn betyder glæde. Hun skal guide ham hele vejen til Danmark.

Flugten består af flere etaper. Rawaa har givet Khalil en hemmelig kode, som han skal fortælle de mennesker, som skal sende ham videre efter hvert etape. Først flyver han fra Istanbul til Algeriet. Så bliver han kørt illegalt ind til Tunesien i byen Ben Gardane, 90 kilometer nordvest for Libyen.

- Jeg talte i telefon med flere smuglere. De er en skændsel for menneskeheden. De beroliger dig med snak om, at de er gode mennesker og det faktum, at flere er nået på den anden side af Middelhavet. Sådan noget sniksnak, siger Khalil.

Men Khalil har lavet en grundig research. Han ved, at Rawaas folk stå i kø for art rippe ham for alt, hvad han har af penge på sig. Derfor har han delt pengene i bukse- og skjortelommer. Han har også selv syet en inderlomme i skjorten. De første tog 15.000 kroner fra ham og troede, at det var alt, hvad han havde.

Khalil og nogle andre syrere bliver hentet på et hotel i Tunesien. De bliver spændt fast bag på en Range Rover og kørt tre timer gennem ørken til Libyen.

- De bandt os fast med reb, så vi ikke røg af. Så kørte de 120-150 kilometer i timen i timevis og nonstop, op og ned af en halv meter høje bakker af sand. De hverken standsede eller satte farten ned. Hvis de gjorde det, ville vi blive plyndret og dræbt af pirater, der lå og lurede i ørkenen.

De kører om natten uden billys, ledt af bildæk som spor, der fortæller chaufføren, hvor han skal hen. Ved et oliventræ i Libyen kommer nye folk og tager i mod dem. Khalil giver dem den hemmelig kode, han har fået af Rawaa. “Havet er blåt”, siger han til dem, og han bliver ført til endnu et hotel. Her overnatter Khalil i 11 dage, fordi smuglerne skal samle flygtninge nok til den videre rejse.

- Da jeg på den 11. dag bliver hentet og ført til en kaj på Libyens kyst, så ser jeg et syn, jeg aldrig glemmer, fortæller Khalil.

500 mennesker, mænd, kvinder og børn, bliver samlet ind i en båd, der egner sig til højst 100 passagerer. Khalil vil vende om, men en pistol mod hans hoved standser ham. Han bliver tvunget til at stige ombord. De sejler ud på Middelhavet.

- Halvvejs knækker båden lodret midt over, og alle falder i vandet. Vinden er kraftig den nat, så bølgerne er store. De kaster selv den bedste svømmer 100-200 meter væk. Jeg havde købt en redningsvest i Tunesien. Så det reddede mig.

En Italiensk skib har spottet dem. Men det er for sent.
- Jeg hørte børn skrige. Jeg så dem drukne. Jeg så små børn dø. En lille pige på min datter Amnehs alder klamrede sig til mig. Hun græd. Hun bønfaldt mig om ikke at give slip på hende. Hun overlevede. Kun 60 ud af de 500 overlevede.

Khalils stemme knækker. Han holder en pause. Går ud på toilettet og vasker ansigtet. Han tager en pille mod sine traumer og tænder endnu en cigaret.

- Mødet, som skal afgøre, om jeg får opholdstilladelse eller skal med fly tilbage til Tyrkiet, er blevet rykket 10 dage frem til 1. december. Det er jeg glad for. Min svoger har efter to en halv måned kunnet få min søster op til Danmark. Hvis det lykkes mig, skal Aisha nok holde de to-tre måneder ud, siger Khalil.

Vi går ud og tager en tur langs Brenderups strandkant. Khalil har et tvetydigt forhold til havets bølger.

- Havde jeg vidst, hvilken ubarmhjertighed og vrede, bølgerne rummer, havde jeg aldrig turde kigge dem i øjnene. De har ødelagt mig indeni. Men jeg har gjort alt det her for min kone og børn. Det er for deres skyld, siger Khalil.