Muskelmand
og
madøre søger middelvej

Svedperlerne dekorerer Brian Matzens grønne polo, som matcher de bredstående sneakers. Tungt tager han luft ind.

Så bukker han sig med strakt ryg over den 16 kilo tunge kettlebell. Den højre hånd griber om håndtaget. Kroppen arbejder. Med strakt arm og gentagne bevægelser løfter han den rå vægtmasse op og ned, op og ned, mens ansigtet skærer grimasser.

- Mit mål er ikke at blive lige så stor som Ole. Jeg har et job, hvor vi løfter mange tunge ting - gryder og kasser - og det handler om, at jeg skal kunne holde til at være kok 30 år endnu. Mange får skader i arme og skuldre, og alene det, at jeg har holdt i 24 år, er en præstation. Jeg vil have fysisk overskud til at arbejde mange timer hver uge og samtidig være en god far og kæreste, siger Brian Matzen.

To gange om ugen træner han i fitnesscentret Fitness.dk, der tidligere hed Exersize Squash & Fitness, i det sydøstlige Odense med personlig træner Ole Stougaard. Samtidig er de to gået sammen om konceptet Eat & Train, hvor de tilbyder et livsstilsforløb med skræddersyet kost og træningsvejledning med Brian Matzen som testperson det første halve år.

Derfor mødes de to gange om ugen mellem vægtstænger, talkum, træningselastikker og vægtskiver, hvis farvede kanter er ramponeret af års brug.

- Jeg plejer at sige til de mænd, jeg træner, at man som minimum skal kunne tage én kropshævning. Ellers er man en slapsvans. Man skal også kunne dødløfte sin egen kropsvægt. Det er jo ikke skåret i sten, men det er nogle gode minimumskrav, siger Ole Stougaard.

Det ultimative race

Slapsvanse er der ingen af i ironman-konkurrencen Norseman i den storslåede norske natur, som Ole Stougaard har gennemført to gange. Det regnes som verdens hårdeste race.

Fra deltagerne hopper i Hardangerfjorden tidligt om morgenen, og til de 3,8 kilometers svømning, 180 kilometers cykling og et maratonløb senere kommer udmattede i mål ved en vejrstation på Gaustatoppen, har de forceret 5000 meters stigning.

Som regel afslutter Ole Stougaard et ironmanrace med et maratonløb på omkring tre timer. I Norseman kom han igennem den benhårde rute ad små, snørklede bjergstier med løse sten på fire timer og 10 minutter. Det var stævnerekord tilbage i 2006.

Triatlon fyldte alt

Ole Stougaard har altid været ekstrem. Han begyndte at vinde crossløb uden at træne, og da han kastede sig ud i triatlon, kom han straks på landsholdet.

Da var han 17. Nu er han 39, og indtil for et år siden troede han, at træning var det vigtigste i livet.

- Triatlon var hele mit liv. Jeg tror ikke, at jeg har været til en eneste gymnasiefest, for det var triatlon, jeg ville. Jeg havde også maksimalt fravær og planlagde mine dage, så jeg kunne holde mig inden for fraværsgrænserne men alligevel droppe forskellige timer for at tage ud og svømme i stedet. Heldigvis var jeg i en nørdeklasse, hvor alle var stræbere på et eller andet plan, så det var meget accepteret, at jeg var triatleten.

Senere tog han en fem-årig kandidatuddannelse i idræt og sundhed, mens han levede det usle hustlerliv på SU og som triatlet.
- Men det var fint nok at leve i en skotøjsæske, for jeg elskede sporten og det, den gav mig, husker Ole Stougaard, der blandt andet var med til at vinde VM-sølv for hold på hjemmebane i Fredericia.

Fra cykelløb til vægtskiver

Det er godt et år siden, Ole Stougaard og Brian Matzen første gang kom til at snakke træning en dag i deres børns fælles børnehave. Efter barndomstiden som fodboldudskifter i Odense-klubben OKS og senere en flirt med svømning løb Brian Matzen adskillige 10 kilometer-løb og halvmaraton i sin ungdom. Knæene begyndte imidlertid at strejke, kiloene satte sig, og til sin 30-års fødselsdag købte Brian Matzen en racercykel.

I en periode rumsterede tankerne om at komme i form til det ultrahårde motionscykelløb La Marmotte i de franske alper i Brian Matzens hoved. For tre år siden besluttede han sig for at smide en del af de overflødige kilo ved at droppe al sodavand og bytte om på store og små tallerkner. God mad kan han ikke undvære.

27 kilo forsvandt, han halsede ikke længere efter kammeraterne i cykelklubben, og drømmen om at køre La Marmotte blev til virkelighed. Mere vil have mere. Måske kunne han gøre det en smule bedre? Komme under otte timer. Forbedre sig, udvikle sig, teste sig selv og sin ydeevne.

Dér kom Ole Stougaard ind i billedet, og det var dér, Brian Matzen lod en kæk bemærkning falde i børnehaven.

- Så havde jeg sagt det højt og regnede vel egentlig med, at det dermed var blevet en andens problem, så jeg kunne fise den af i yderligere seks måneder. Men Ole ringede næste morgen og spurgte, om vi skulle se at komme videre, husker Brian Matzen.

Simpel træningsplan

I første omgang revolutionerede de hans cykeltræning. Skar alle lange ture væk og brugte tiden på vægte og intervaller. Brian Matzen skar 43 minutter af sin tid til La Marmotte og nåede ned på syv timer og 44 minutter.

Mælkesyre og motivation boblede om kap. Drømmen om en stærk og holdbar krop, måske endda en lækker sixpack under den halvvåde polo, var begyndt at tage form.

Opskriften viste sig at være simpel. To gange 45 minutters styrketræning om ugen og et mål om at tage tre-fem kilo muskelmasse på fra sommeren og et halvt år frem til 1. januar 2015. Træningsplanen skulle være realistisk i forhold til arbejde og familieliv, og derfor har Brian Matzen i en periode klikket helt ud af cykelskoene for i stedet at bruge sin sparsomme træningstid på at optimere sin råstyrke.

Første gang, han blev pisket gennem et træningsprogram bestående af grundlæggende styrkeøvelser som kropshævninger, squat, øvelser med kettlebells og skulderpres, kunne han ikke gå i tre dage. Så ondt gjorde det i musklerne. Og så var det træningsdag igen.

Mønstret gentog sig.

Et kækt ansigt med strithår stikker nu op over vægtstangen, hver gang de kværnende armmuskler hæver Brian Matzens 65 kilo op.

Smag på livet

Nu handler det om at tage nogle kilo på igen, og store muskelbøffer kræver mange små retter.

- Jeg er begyndt at spise mere. Ole har sagt til mig, at jeg må spise alt det, jeg kan, for når man skal opbygge muskler, skal man være i kalorieoverskud. Man skal bruge en masse protein og kulhydrat, siger Brian Matzen.

Han vil til enhver tid sige nej til skyr og dårlig samvittighed over at spise et stykke kage eller drikke et glas vin. Hans vision er en smagfuld hverdag, for hans livskvalitet er stærkt forbundet med livets gode smag.

I stedet er han bevidst om, hvilke impulser der afgør, hvor store portioner, man sætter til livs.

- Første gang man smager på noget, bruger hjernen 10 sekunder til at finde ud af, hvad det er. Om det er koldt, varmt, surt, sødt, bittert, sprødt, klistret, fedtet eller knasende. Den analyserer absurd mange data, når den afgør, om det er tandpasta, flæskesteg med rødkål eller kaffe og kage, man putter i munden, forklarer den 40-årige iværksætterkok.

- Anden gang tager det hjernen tre sekunder og tredje gang kun en tusindedel sekund. Så forlader hjernen dig, og du er overladt til maven, som er en stor oppustelig gummibold, der kan puste sig op i en uendelighed, siger han.

Hjernen er ganske enkelt kun til stede i meget få sekvenser af et måltid.

- Det er alene maven, der afgør, hvornår den er fyldt. Derfor er de første tre mundfulde af en kage god. Resten kan man give til en anden, for man har ikke brug for det. Så vær bevidst om, at tre mundfulde er nok. Derfor spiser jeg også mange små retter i løbet af dagen, siger Brian Matzen.

Med to ugentlige træninger, mange småretter og en bevidsthed om, at hjernen kun er aktiv de første tre bidder af en kage, har Brian Matzen siden sommerferien tabt næsten tre kilo fedt og øget muskelmassen med 5,4 kilo.

Resultaterne kom hurtigt

Første gang han skulle hæve sit ansigt op over vægtstangen, hang han der bare.

Hjælpeløs uden at kunne tvinge sin egen kropsvægt op mod tyngdekraften.

På et tidspunkt tog Ole Stougaard fat i Brian Matzens ben for at hjælpe ham op. En anden gang tænkte Brian Matzen blot, at der i grunden ikke var så forbandet langt ned. Han slap og havde ondt i ryggen flere dage efter.

Ret hurtigt kom resultaterne dog.

Pludselig kunne han tumle med børnene på seks og fire år på en anden måde, og hustruen Mette Lunding Smith noterede en sommerdag, hvordan der var kommet mere mandighed i de blottede overarme.

- Det er ikke et spørgsmål om, hvad jeg vejer, eller om jeg er super trimmet. Et supermenneske er for mig et menneske, der har det rigtig godt i hovedet og kan se sig selv i spejlet og sige, at sådan ser jeg ud. Det handler ikke om vægt, men om at have styrke til at leve sit liv. Det handler om velvære. At vågne frisk om morgenen.

Undgå humørsvingninger. Nyde dagligdagen, mine omgivelser og mig selv. Lade være med at blive påvirket af andres humør eller, om det regner og er vinter. Og stadig kunne nyde et glas rødvin og sige nej til skyr. Jeg siger til enhver tid nej til skyr.

Brian Matzen siger det sidste med en nærmest hånlig afstandtagen. For ham er det gode liv spækket med lækker mad, fuldfed is og overskud til at bære sine børn på samme tid, og han har trukket sin makker og personlige træner en anelse i samme retning.

Skruet ind på optimering

I sin tid som triatlet på internationalt topniveau var Ole Stougaard en relativt spinkel fyr, der ikke skulle have for mange muskler at bære rundt på hverken under svømningen, på cykel- eller løbeturen.

- Det er heller ikke sundhed for mig at sidde og græde over maden, men jeg har spist skyr uden at være specielt glad for det. Jeg skal arbejde med mig selv i forhold til at spise det, jeg har lyst til, og det er svært at give slip, for min mentalitet er skruet ind på optimering. Jeg er et levende excel-ark. Jeg er ikke særlig spontan, og det er svært for mig at mærke efter, hvad jeg har lyst til, siger Ole Stougaard.

Hverdagen som triatlet sled. Fem timers halvhård cykling efterfulgt af halvanden times løb var til at begynde med ikke noget, Ole Stougaard stillede spørgsmålstegn ved. Selv i de sure perioder var han triatlet helt ind i hjertet, og selv om der var dage, hvor det var rå disciplin mere end lystbetonet tråd, der fik ham frem, så steg han på cyklen.

- Jeg vidste jo, at når jeg havde cyklet tre timer, ville mit mindset - at jeg er triatlet - være tilbage, siger han.

Grebet af styrketræning

Fire år på landsholdet og 16 ironmankonkurrencer senere stoppede han for at bruge tid på at starte selvstændig virksomhed med personlig træning op. I stedet kastede han sig først over ultraløb og siden styrketræning.

- Der skulle ske noget nyt, så jeg kastede mig over styrketræning og læste vildt meget litteratur om det, men det bliver man ikke klog af, så jeg blev min egen case.

- Jeg testede metoderne af. Hvad sker der egentlig, hvis jeg følger en metode struktureret? Jeg testede forskellige principper, kunne se, hvor godt de virkede og blev mere og mere grebet af det. Det var noget helt andet. Det handlede ikke om at være i gang i mange timer. Det er et spørgsmål om på et splitsekund at kunne samle mental styrke nok til at tage et meget tungt løft.

Ole Stougaard gik som så ofte før all-in.

Fra at være en sej og udholdende atlet, blev han eksplosiv, pumpet og fuld af muskelstyrke. På tre et halvt år har han taget svimlende 20 kilo muskelmasse på, og han har netop sat personlig rekord med 200 kilo i squat.

- Det har aldrig været for at nå et bestemt kropsideal men et spørgsmål om at finde ud af, hvor stærk jeg kan blive. Og så er jeg fascineret af, hvordan kroppen adopterer den kost og træning, som man byder den.

- Jeg har ikke taget 20 kilo på bevidst. Det er en sideeffekt af, at jeg ville se, hvor stærk jeg kunne blive. Tværtimod har jeg også været drevet af at finde den grænse, hvor jeg ser mig selv i spejlet og tænker, at jeg ikke skal være større. Jeg har aldrig haft en ambition om at blive bodybuilder og stå i underbukser og posere.

Da Ole Stougaard for nylig satte sin personlige rekord, var han vokset ud af sig selv. Det var ikke så meget de 80 kilo, han havde rundet, men mere fornemmelsen af, at han ikke havde det godt i sin krop. Nu vil han 10 kilo ned i vægt, for prisen har været for høj.

I øjeblikket er han for eksempel hårdt presset på en fem kilometer løbetur. Musklerne er simpelthen vokset for meget, og værre endnu har hans prioritering af træningen været med til at ødelægge hans ægteskab.

Masser af gentagelser

I træningslokalet bliver ordene færre og vejrtrækningen dybere i takt med antallet af gennemførte øvelser. Programmet er det samme. Uge efter uge. Det handler om at mestre nogle få øvelser til perfektion. Så gør det mindre, at man måske kommer til at kede sig lidt.

- Hvis man skal være god til noget, skal man gentage det samme. En milliard gange. Mange tror, det er armene, man bruger i kettlebells, men det er hoften, der skubber bevægelsen frem. Det er en god øvelse til at træne din mave. Lige så snart man løfter tungt, skal man spænde i maven, forklarer Ole Stougaard.

Bliver øvelserne for trivielle, kan man i stedet glæde sig over, at fremskridtene bogstaveligt talt kommer i tunge skiver.

- De første tre til seks måneder kan du lave personlige rekorder, hvis du blot er strategisk omkring din træning, sådan som jeg er. Enten i form af øget vægt eller flere gentagelser med samme vægt. Men jo bedre du bliver, jo mere skal der til for at forbedre dig, siger Ole Stougaard.

På fire måneder guidede han Brian Matzen til at gå fra at kunne løfte 30 kilo i dødløft til 85. I dag løfter han 120.

Selv tager Ole Stougaard 230 kilo og drømmer om en dag at dødløfte sin egen kropsvægt på 75 - 80 kilo gange tre.

- Men det er jo ikke det, folk skal, siger han.

- Brian og jeg er ens på den måde, at gør vi noget, så gør vi det 100 procent, uanset om det handler om at lave mad eller træne. Vi optimerer, forfiner, leger og gør det så godt som overhovedet muligt.

- Skal du lære noget nyt, skal du være god til at være til stede i dig selv og arbejde med dig selv. Jeg oplever stor tilfredsstillelse ved at lære min krop at kende gennem styrketræningen. Jeg nyder at blive bedre til noget og lære nyt. Det bør alle gøre. Det behøver ikke være træning. Det kan også være et sprog eller et spil, men det handler om at øve sig, siger Ole Stougaard.

Leder efter middelvejen

For et år siden blev Ole Stougaard skilt, og det satte gang i en voldsom erkendelsesproces, som han har søgt psykologhjælp for at få has på.

- Jeg har altid sat mig selv højest. Det gør elitesportsfolk. Det var mig først, og så min søn og dernæst min kone. Det er der ikke mange ægteskaber, der holder til i længden - og slet ikke, når jeg ikke er elitesportsmand mere.

- Da jeg blev skilt, fandt jeg ud af, at der er noget her i livet, der er vigtigere end mig selv og min performance. Familien. Jeg savner min familie, men det har jeg først fundet ud af, da den ikke var der mere.

Ved hjælp af en psykolog forsøger Ole Stougaard at nå den gyldne middelvej. Den middelvej, som han gennem konceptet Eat & Train er fortaler for i samarbejde med Brian Matzen.

- For mig handler det ikke om at træne mere, men mindre. Det handler om at opnå små sejre hele tiden. Lige nu at holde én fridag fra træningen om ugen. Når det er implementeret, kan jeg holde to fridage om ugen. Jeg vil nok blive ved med at træne fem gange om ugen, for jeg elsker det. Senere kan det blive noget med at give slip på kosten.

Ole Stougaard har en lav fedtprocent. Det behøver man ikke måle for at fastslå. Han har ikke haft svært ved at spise slik eller drikke vin. Han har bare altid kompenseret for det ved at træne lidt mere. Nu arbejder han på at være i følelserne og tankerne uden hele tiden at regulere sit humør med et skud motionsbaserede endorfiner.

Ingen pille ændrer alt

Samarbejdet med Brian Matzen har været en hjælp. Hver for sig er de perfektionister. Sammen er de fortalere for en livsstil, hvor man passer på sig selv men har plads til rødvin og andre fristelser i ny og næ.

Arbejdet har foreløbig resulteret i, at Brian Matzen ved hjælp af to gange ugentlig styrketræning har tabt næsten tre kilo fedt og taget 5,4 kilo muskler på, men først og fremmest har han fået overskud i hverdagen, så han fuldt og fast tror på målet om, at han også de kommende 30 år kan holde til at være kok i en udmarvende branche.

- Det handler om at se i øjnene, at der ikke kommer en pille eller et dameblade, der pludselig ændrer alting. Man er nødt til at tage fat i sin egen krave og få sig selv af sted. Enten fordi man er nogle stykker, der hjælper hinanden eller fordi man, som jeg, hyrer en som Ole, siger Brian Matzen.

I årets sidste måneder er fremgangen imidlertid stagneret for ham. Med nyåbnet restaurant har Brian Matzen været nødt til at smage kokken Antonios retter, og fem retter italienske specialiteter er ikke godt for fedtprocenten. Til gengæld er træningen blevet en indgroet vane.

- Selv om jeg har vidst, at jeg skal hjem til 300 gæster og fuldt hus i min nystartede restaurant Ma’fia, har træningen været et sted, jeg ikke kunne pille ved. Det er lige så vigtigt, som hvis Margrethe kom på besøg. Den time får mig til at være gladere og stærkere resten af dagen. Den betyder, at jeg stadig kan stå med rank ryg, når klokken er blevet 24 efter en travl aften, siger han.

Tør ikke komme i dårlig form

Sammen forsøger de at lære andre, at man godt kan finde en livsstil, hvor man leve et smagfuldt liv uden at være fanatisk.

Som personlig træner ser Ole Stougaard, hvordan folk bliver gladere og gladere i takt med, at de bliver stærkere. For ham handler det om at blive svagere.

- Det er min store udfordring, at jeg ikke kan give slip på træningen. Jeg tør ikke komme i dårlig form.

- På et eller andet plan handler det om, at jeg er den jeg er, i kraft af at jeg er i god form. Bliver jeg en anden eller vil folk se mig som en anden person, hvis jeg kommer i dårlig form? Det er et mentalt spil, for det er forhåbentlig min personlighed, mine evner og kompetencer til at coache og træne, som de værdisætter. Ikke at jeg er veltrænet og i god form. Jeg kæmper meget med det. Det har altid ligget i mig at være i god form. Men jeg vil gerne ændre på det, så det er noget af, jeg arbejder med ved psykologen, fortæller Ole Stougaard.

At være fortaler for en velsmagende middelvej i Eat & Train forpligter ham til at kode samme adresse ind i sin egen trænings-gps.

- Jeg er kommet et stykke, men der er lang vej til mål endnu. Når jeg gør noget, så går jeg all-in. Mit mål var at nå 200 kilo i squat, og straks var der en gammel kammerat på Facebook, der spurgte, hvad mit næste mål er.

- Men jeg skal prøve ikke at have noget mål. Jeg finde balancen i det. Jeg skal nok gå all-in på at gå half-in. Det er sindssygt svært, siger Ole Stougaard.

Hans maratonrekord i det ekstreme Norseman-race blev slået sidste år, så Ole Stougaards tid nu er den næsthurtigste i historien. Svært fremkommelige norske bjergstier er fortid for ham, men man kommer aldrig til at se ham med en lille dunk og et tykt lag spæk.

- Der er gradbøjninger af vores prioriteter. Brian er kok. Jeg er træner og atlet og elsker at træne. Jeg skal bare væk fra det ekstreme og ned at ligge i den øvre ende af mellemzonen. Jeg skal ind i normalområdet på en eller anden måde.

Personlig rekord i smil

Svedperlerne på Brian Matzens grønne polo er blevet til plamager af vitterlighedsvidner på endnu en morgentræning. Kroppen er tømt og alligevel fyldt op.

- Efter at jeg er begyndt at træne med Ole, forstår jeg ikke, at jeg ikke har gjort det altid. Personlige rekorder handler ikke kun om, hvor meget man kan løfte i squat. Det er også at komme hjem og smile til sine børn for femte dag i træk, fordi man har overskud, siger Brian Matzen.