Sara, min Sara

Hvis barndommen var et landskab, så det ud som her.

Træerne er høje og ranke som voksne ben at løbe imellem. Bakkerne er bløde. Og tre små røde træhuse står i armslængde af hinanden. Det er et trygt, frit og bittelille sted i verden.

Vi er i Bulderbyen, naturligvis. I Smålands smukke natur på en forårsdag.

Ved siden af mig på stien går en voksen kvinde.

Det er mange år siden, hun tog afsked med sin barndom.

Sara Schwardt fyldte 13 år i 1971. Det var det år, hvor hun pjækkede og stjal, men stadig var mørkeræd som en lille pige. Det var også det år, hvor hun besluttede sig for at hade sin far. Og så var det året, hvor hun begyndte at skrive med forfatteren, der skænkede os dette landskab at længes efter, Astrid Lindgren.

- Alle unge mennesker burde have en Astrid Lindgren i deres liv, siger Sara, mens vi går.

Det begyndte hidsigt.

Sara, stadig 12 år, syntes, at Inger Nilsson var forkert i rollen som Pippi på film, og at Astrid Lindgren i det hele taget skulle holde sig fra at få sine bøger filmatiseret. Det skrev hun i et brev til den verdensberømte forfatter. Hvor hun også plagede om hjælp til selv at få en filmrolle.

Den tone brød Astrid Lindgren sig ikke om. Hun skrev et afmålt svar til den unge pige, og det gjorde Sara så flov, at hun skyllede brevet ud i toilettet og i stedet skrev et nyt brev, nu med vreden vendt mod sig selv.

Det er mig igen. Kun nogle få dage efter jeg sendte det første brev fortrød jeg det.(...) Nu hvor jeg var så pokkers dum at jeg skrev til dig om den der dumme ting er det min egen skyld at du synes jeg er dum. Jeg var ganske enkelt ikke rigtig klog. Nu fortryder jeg hvad jeg skrev, måske blev du meget ked af det. Undskyld.

Og så skete der et eller andet i Astrid Lindgrens sind.

Hver eneste dag modtog den da 64-årige forfatter tusindvis af breve. De stod i sække hjemme i hendes lejlighed, og hun forsøgte at svare på dem alle. Men der var noget ved Saras brev, der fik hende til ikke blot at sende et nyt svar, men begynde en brevveksling, der varede i flere år, og som blev stadig mere fortrolig.

Brevene er i dag samlet i bogen “Jeg lægger dine breve under madrassen”. Og de hjalp Sara i de fortumlede, usikre år, alle må gennemleve.

- Man kan sige, at jeg havde en slags social fobi, siger hun.

Sara havde det svært som et stort barn i byen Ulricehamn mellem Göteborg og Jönköping. Hun troede slet ikke på sig selv og var meget alene.

- Da jeg var lille, blev jeg drillet. Jeg var ikke så god til at lege, ville hellere læse bøger, og jeg blev utryg i larm. De andre børn råbte efter mig, og det blev efterhånden sådan, at jeg ikke turde bevæge mig frit, fordi jeg var bange for dem. Og så blev livet ligeså stille begrænset. Siden følte jeg, at de andre så mærkeligt på mig. Jeg holdt mig hjemme, og hvis jeg gik ud, beskyttede jeg mig selv ved at spille hård. Som teenager, syntes alle, at jeg var vældig besværlig, og det var jeg også. Jeg brokkede mig over alting, husker hun.

Derhjemme var Sara hele tiden i konflikt med sine forældre. En tid boede hun hos en plejefamilie, siden flyttede hun til sin mormor i Småland, og en periode var hun også indlagt på en ungdomspsykiatrisk afdeling.

- Det var så smertefuldt. Et overgreb kan man sige, at låse mig inde. Nu om stunder er der en lov, der siger, at man ikke må låse en person inde, der ikke er farlig for sig selv eller andre. Og hvis man gør det, skal det for et ombud. Men jeg var helt retsløs dengang. Jeg var 13 år og havde konflikter derhjemme, men jeg forstod aldrig, hvad jeg skulle der. Jeg tror desværre, at det handlede om, at der var for mange tomme sengepladser på det tidspunkt, og lægerne skulle fylde pladserne, funderer hun.

Alt det kunne hun skrive til Astrid Lindgren. Hun fortalte ikke alle detaljer, men hun åbnede sig gradvist mere og mere for den ældre forfatter, der kvitterede med forståelse. Hun skrev:

Jeg forstår, at du hører til dem som kan have det svært, netop fordi du er intellektuelt udrustet og har følsomme nerver - det er altid den type unge der let bliver sårede, og som ser hvor meget sørgeligt og tosset der findes her i verden.

I Ulricehamn læste Sara brevene igen og igen.

- Det var en slags venskab. Jeg følte, at jeg havde en ven, at hun forstod alting. Og jeg blev uhyre stimuleret af at diskutere ting med hende. Alle andre voksne blev så irriteret, når jeg mente noget eller sagde noget. Men Astrid havde en anden indstilling. Hun fik mig til at føle, at der længst inde i mig selv, fandtes noget, som var godt. At jeg ikke bare var skidt, som alle andre signalerede.

Sara betroede sig efterhånden til Astrid Lindgren om sin fader, der slog hende, når hun blev besværlig, og han blev forbandet, som hun kalder det.

Hun skrev om det tabte barneparadis, da hun for længe, længe siden havde gået og holdt sin far i hånden. Dengang hun holdt af ham. Før han begyndte at slå, og hun besluttede sig for at hade ham.

Men hun skrev også om mere almene teenageproblemer. Om savnet af ægte veninder og om skolegårdens hakkeorden. Om at være mørkeræd og om at forelske sig i læreren. Om drenge og om det ækle spejlbillede, der pludselig betød så meget, hvis man ville fange en mand.

Astrid svarede tilbage med stor ømhed. Hun skrev, at det at fange en mand med sit udseende ikke var det samme som at være elsket. Og i konflikterne med faderen forsikrede Astrid Lindgren om, at hun var på Saras side:

Jeg vil have at du skal vide at et udenforstående menneske mener du har ret. Ret til ikke at være et artigt, eftergivende barn.

Der var også mere slagfærdige, bedstemoderlige råd om at holde sig fra rygning, stoffer og alkohol i forfatternes breve til Sara. Men først og fremmest var der forståelse.

- Astrid forstod menneskets grundlæggende ensomhed, siger Sara.

Den var at finde i Lindgrens bøger, når Pippi Langstrømpe sad alene og kiggede ind i stearinlyset ved nattetide, eller når selv de lykkelige børn her i fællesskabets Bulderby måtte gennemleve sorg. Men hun og purunge Sara skrev også med hinanden om den ensomhed og menneskers længsel efter mennesker i deres breve til hinanden.

Nytårsaften 1973 satte Astrid Lindgren sig således til skrivemaskinen og skrev til Sara:

Kære Sara, jeg skriver for at ønske dig et godt nytår. Og så takke for brevet du skrev til mig og for den fine lille livsbetragtning, som fulgte med. “Så uendelig meget som jeg aldrig nogensinde får at vide” står der i forbindelse med hvad der skjuler sig inde bag menneskers ydre skal, i deres sjæle. Nej, det har du så evig ret i! Fuldt og helt er der intet menneske der åbner sig, selv om hun længes efter at kunne gøre det. Men hver eneste en er indespærret i sin ensomhed. Alle mennesker er ensomme selv om mange har så mange mennesker omkring sig at de ikke forstår det eller mærker det. Før en dag…

Sara følte, når hun fik et brev, at hun fik lov at komme ind og sidde ved stearinlyset sammen med Astrid i dennes ensomhed. Og det lindrede hendes egen.

- Astrid var fantastisk til at lytte og forstå. Men allermest holdt jeg af, når hun skrev om sig selv. Det var virkelig betroelser. Jeg tænker tit, at når vi voksne taler med børn, kan vi, okay, lytte en stund, og vi kan tale om deres problemer, men vi taler ikke om os selv, om vort eget liv og vores sorger og glæder. At hun fortalte mig om sin brors sygdom, om sine følelser som ung, sin melankoli, det var det mest fantastiske.

Astrid Lindgren og Sara mødte aldrig hinanden. Da Sara blev voksen ebbede brevvekslingen ud, men blev dog drypvist genoptaget, senest i foråret 1992, ti år før Astrid Lindgrens død.

Alle årene undrede Sara sig over, hvorfor Astrid tog sig sådan tid til at hjælpe netop hende på vej i livet. Hvorfor hun kaldte hende Sara, min Sara og skrev til hende, at kun hun fik sådan nogle breve fra forfatteren. Med indgroet selvkritik troede Sara Schwardt længe, at det var, fordi Astrid Lindgren havde dårlig samvittighed over sit første, afvisende brev.

En stille aften i voksenlivet, da Saras børn sov, fandt hun alle Astrids breve frem og satte sig til at læse dem igen for at finde tegn på, om det virkelig var motivet

- Jeg græd og græd, mens jeg læste dem, fortæller Sara.

- Og jeg forstod, at hun var lige præcis, som alle håber, hun var. Godhjertet. Hun sagde engang, at hvis hun var i et selskab, søgte hun altid hen til børnene, og så sagde hun, at hun havde en enorm menneskeinteresse.

Sara genopdagede også, at de to kvinder, ung og midaldrende, havde genkendt en følsomhed i hinanden, og at det var den, der bandt dem sammen.

Som den 64-årige Astrid skrev i et junibrev i 1972:

Sara, min finepige, jeg begynder at føle mig rigtig knyttet til dig. Der er noget i dine breve som gør at jeg tror at du lidt efter lidt kommer ud af den puppe som du befinder dig i nu og sprænger den og bliver til en sommerfugl. Du ville ikke komme sådan i klemme her i verden hvis der ikke var en ekstra følsomhed hos dig som skyldes at du føler og tænker lidt mere end dine jævnaldrende.

Sara har svært ved at sætte ord på, hvad Astrid Lindgren har betydet for hende.

- Jeg ville jo på en måde ønske, at hun havde fået endnu større indflydelse. At jeg havde lyttet til alle hendes råd og eksempelvis kæmpet mere med skolen. Det er svært at sige, om mit liv var blevet anderledes praktisk og konkret uden hende. Men langt herinde gjorde hun en forskel. Og det gør hun også nu, siger Sara og lægger hånden på brystet.

Voksenlivet blev mildere mod Sara, men ikke uden kampe. En sårbarhed hænger ved den kvinde, der i dag viser os rundt.

Hun blev ikke skuespiller, som hun drømte om, men hun blev gift (og siden skilt), fik tre børn og en stærk kristen tro.

For nogle år siden begyndte livet atter at være tomt.

Sara havde et kedeligt job på et sygehus. Hun var træt af at tømme toiletstole, trivedes dårligt med kollegaerne og blev sygemeldt med stress. Det var sommer. Hendes søn var flyttet hjem til sin far, hendes datter flyttede sammen med sin kæreste og hendes anden datter kom hjem på ferie blot for at smide sin taske og tage over til kæresten.

- Det blev aldeles tomt og tyst, og jeg lagde mig på sengen med hovedet mod væggen fortæller Sara Schwardt.

På forunderlig vis blev det Astrid Lindgren, der hjalp hende igen.

En veninde fortalte om et sted, der hedder Barnfilmbyhuset i Mariannelund. Her kan børn lege i Emil fra Lønnebergs univers. Og her fik Sara arbejde som guide.

I dag bor hun i byen, som Ida kunne se fra flagstangen, og hvor Emil kom til doktoren. Ikke langt fra Bulderbyen, Kathult, Vimmerby og Astrids fødehjem.

Sara har også udgivet sin brevveksling med Astrid Lindgren og holder foredrag om dem. Selv om hun og Astrid Lindgren højtideligt lovede hinanden aldrig at vise brevene til nogen.

- Jeg tror, at hun ville være med på den, og jeg har hele hendes familie med mig. Jeg tror også, at hun ville blive glad, hvis hun vidste, hvad det har betydet for mig. Jeg troede, at jeg ville blive til grin, når jeg udleverede mig selv i bogen. Men på de hilsner jeg har fået fra folk, forstår jeg, at jeg ikke er den eneste, der har haft det sådan som ung. Vi mennesker er ikke så forskellige.

Mens snakken er løbet, har vi lagt Bulderby bag os.

Vi har været forbi Astrids barndomshjem, hvor Sara er en velkommen gæst. Og Barnfilmbyhuset, hvor hun serverer Pippi sodavand.

Vi taler om, at det er tid for konfirmationer. Om alle de unge, der lige nu står med tåen inde i voksenland, og om at det nu er Sara, der som 56-årig er den voksne og erfarne, de kan vende sig til.

- Unge skriver til mig, når de læser bogen, men jeg er jo ikke Astrid og bliver det aldrig. Alligevel prøver jeg at gøre nogle ting efter. Jeg kan i hvert fald fortælle dem, at det betaler sig at åbne sig for en voksen, og at de bare skal turde at række hånden ud.

”Som et stille råb, en jamren fra en skjult violin, går gennem menneskeverdenen menneskers længsel efter mennesker. Barnet længes efter forældrene som ikke har tid til det, søsteren længes efter søsteren som får andre veninder, broren efter broren som han beundrer, vennen efter vennen som er blevet kølig, manden efter kvinden som er gået, sidst, dybest og mest ydmygt længes forældrene efter børnene som livets lov har kaldt ind i andre sammenhænge. Som en klagende streng på en violin, som en vibes kald på heden går menneskers længsel efter mennesker gennem den verden som af mennesker bebos.”

Kilde: Digt fra Astrid Lindgren til Sara. Astrid Lindgren skriver, at digtet her stammer fra en bog, men ikke hvilken.