Popkongens liv er ét langt eventyr

En treårig dreng med grydeklip står på gulvet på pubben The Red Lion i byen Burslem i det midtengelske county Staffordshire. Han mimer rutineret til ”Grease”-sangen ”Summernights”, der flyder fra jukeboksen.

Gæsterne er ellevilde over den lille purks charme og talent for at underholde. Drengen, der er søn af pubejerne Janet og Peter, hedder Robert Peter Williams. Hans entertainment-gen er unikt.

38 år senere er Robbie Williams én af de bedstsælgende soloartister i britisk musikhistorie. Han har solgt 80 millioner albummer og sat verdensrekord med 1,6 millioner billetter til sin ”Close Encounters”-turné. Købt på en enkelt dag. Han er den mest spillede musiker i Storbritannien mellem år 2000 og 2010, og han har en karisma, der kan mærkes på 7000 kilometers afstand.

- Hej makker, det er Rob, siger han afslappet, da hans manager stikker ham telefonen, jeg har ringet op til.

Selv om der ikke er øjenkontakt, kan jeg fornemme hans tilstedeværelse og blikket fra de intense lysegrønne øjne. Min puls er mindst 160, selv om jeg sidder musestille på en kontorstol.

Det får mig til at tænke tilbage på min journalistiske mentor, der gav mig et råd, jeg har benyttet i 15 år: Han sagde til mig, at jeg skulle forstille mig, at en verdensberømt musiker var en virkelig dygtig tømrer eller murer, så jeg ikke ville blive nervøs. Gad vide, om Robbie Williams har fået et tilsvarende råd i begyndelsen af karrieren.

- Hmmmm, jeg tror det faktisk ikke. Jeg kan ikke komme i tanke om et godt råd, jeg har fulgt gennem hele karrieren. Jo, måske et! Min far er besat af, at jeg ikke må røre ved mikrofonstangen, når jeg står på scenen. Enten står jeg med mikrofonen i hånden, eller også putter jeg den i mikrofonstativet. Det er det eneste råd, jeg kan komme i tanke om, og det er umuligt at efterleve. Mikrofonstativet er et uundværligt redskab, og jeg kan ikke lade være med at støtte mig til det, fortæller Robbie Williams med en hæs stemme, som millioner af kvinder ville dø for at have i røret.

Mit liv er et langt eventyr

Tinderbox Festival har lånt sit navn af Hans Christian Andersens eventyr ”fyrtøjet”. Robbie Williams kender både den fynske digter og eventyret. Da han får spørgsmålet, hvad der er mest eventyragtigt ved hans karriere for tiden, er han ikke til at stoppe igen.

- Om der er elementer af eventyr i min karriere? Hele mit liv er et eventyr. At jeg har formået at gå fra ingenting, til hvor jeg befinder mig i dag, er et mirakel. Jeg gav en koncert i Østrig forleden, hvor publikum var så ekstatisk, varmt og kærligt, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle bearbejde det. Jeg endte med at fælde en tåre, fordi jeg var så emotionelt berørt. Jeg har hus i Beverly Hills og et endnu større i London, jeg har biler og folk, der arbejder for mig. Jeg lever et eventyrligt liv. Oven i købet har jeg en kone, der er smuk, sjov, klog og støtter mig i alt. Jeg har to børn, der er sunde, smukke og viser tegn på at være godhjertede og morsomme. Mit liv er et eventyr og en sand velsignelse, konstaterer Robbie Williams.

Det er bare fars job

På Tinderbox Festival-plakaten er Robbie Williams’ navn øverst, mens The Prodigy og Faith No More står nedenunder. Bands, der var kæmpestore, da han brød igennem som solist i slutningen af 1990’erne.

- Det overrasker mig ikke, at mit navn står øverst på plakaten. Men det handler i bund og grund om, at jeg har haft lang tid til at vænne mig til at være Robbie Williams og lært, hvad ”brandet” står for. Eller hvad det betyder for folk i bestemt lande. Jeg er 41 år, så jeg støder ikke på så mange overraskelser længere, selv om jeg er åben og villig til at blive overrasket. Jeg har vænnet mig til at være ham, der trækker mange tilskuere til og fylder stadioner, siger han og ler.

At stå foran 50.000 publikummere lørdag aften og ligge på gulvet og lege med sine to børn søndag eftermiddag kræver dog stadig tilvænning.

- Det er en igangværende proces, og heldigvis er jeg blevet langt bedre til at geare ned end tidligere i karrieren. Dengang drev det mig til vanvid at spekulere på, hvorfor så ekstremt mange mennesker kom for at se mine koncerter. Jeg er taknemmelig for, at de gør det, og jeg vil aldrig have, at de forsvinder, men det vil altid være umuligt at begribe. Fordi jeg har to børn i dag, begynder jeg at fatte, hvad det er, jeg laver. Det er bare daddy’s job at give koncerter og stå foran titusindvis af mennesker. Den erkendelse har hjulpet mig til at forstå mit liv langt bedre, konkluderer Robbie Williams.

Blev truet på livet

Det seneste Robbie Williams-album ”Under the Radar” udkom kun på hans hjemmeside. En af sangene hedder ”Bully”, hvilket gør det oplagt at spørge, om popikonet selv er blevet mobbet.

- Nej, ikke i traditionel forstand. Hmmm, og så alligevel. Som dreng blev jeg truet af andre drenge, der truede mig eller fysisk forulempede mig. Det er en del af processen i forhold til at blive voksen, hvor man skal lære at træffe de rigtige beslutninger. Som voksen kan man også godt argumentere for, at jeg er blevet mobbet i pressen. De ondskabsfulde kommentarer sidder meget løst, og der skydes ofte direkte fra hoften med uigennemtænkte og nedladende kommentarer. Jeg er selv skyldig, når det kommer til hovedløse kommentarer. Jeg gør det ikke bevidst, men jeg har både været mobber og offer, og i forsøget på at blive et bedre menneske, er det vigtigt at forholde sig til. Ligesom det er essentielt, at jeg forsøger at fortrænge alle de spydige ord, så det ikke gør så ondt at blive ramt af dem som i min fortid. Jeg er faktisk blevet truet med at blive slået ihjel flere gange, kommer jeg lige i tanke om. Det havde jeg komplet fortrængt. Det kan man vel godt kalde ekstremmobning, fortæller Robbie Williams og gnækker.

Stadig med i Premier League

Når vi alligevel har kastet os over det seneste album, er det oplagt at fokusere på sangen ”Greenlight” med metaforen om en visnet blomst - ”a faded flower”. For har Robbie Williams følt sig som sådan en?

- Jeg er sikker på, at mine neuroser nok skal finde en sprække at trænge igennem. De skal nok finde en årsag til at nedgøre eller hade mig selv. Eller minde mig om, at jeg ikke er så god, som jeg var engang. Eller overbevise mig om, at jeg stank, da jeg var bedst. Og så tvivl om, hvad jeg så er i dag ... Fysisk er jeg i bedre form, end jeg har været længe. Karrieremæssigt er det sværere at vurdere. Jeg har ikke verdensherredømmet, som jeg havde i en periode. Men jeg er bestemt med i Premier League, så blomsten er ikke visnet alt for meget. Jeg blomstrer stadig, understreger Robbie Williams.

De seneste år har han skrevet flere sange, der er direkte møntet på sin søn og datter. Sangen ”Go Gentle” til datteren Theodora Rose handler om at forberede hende på mødet med onde, sure og farlige fremmede. Sønnen Charlie Valentine har fået sangen ”Motherfucker” foræret.

- Der er ret stor forskel på de to sange. Til min søn synger jeg ”You’re a bad motherfucker, you’re a bad motherfucker”, hvilket er en markant anderledes tilgang end til sangen ”Go Gentle” til min datter. De ligger også milevidt fra en anden personlig sang, ”Nan’s Song”, som jeg skrev til min bedstemor, da hun døde. Man kan måske sige, at sangene alle er en del af Olympiaden, men er med i forskellige discipliner, filosoferer Robbie Williams.

40’erne bliver det bedste årti

Min kone - og sikkert hundredtusinde andre danske mænds koner - savler over den kække brite. At han er blevet 41 ser ikke ud til at ændre fascinationen. Selv er han overbevist om, at 40’erne bliver hans bedste årti nogensinde.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det næste årti bliver mit højdepunkt som mand, når det kommer til udseende. Men igen. Se på Rod Stewart. Han ser absolutely amazing ud, og han er lige blevet 70. Når jeg ser ham på tv, kan jeg mærke hans vitalitet, energi og karisma gennem skærmen. Det minder mig om, at jeg ikke nødvendigvis bliver reduceret til en stakkels olding om 30 år. Se på Bruce Springsteen! Han er også bevis på, at alder ingen hindring er for at holde sig i fremragende form, understreger Robbie Williams.

Bruce Springsteen er ét af hans store forbilleder, når det kommer til at levere medrivende koncerter. Den afdøde landsmand, Queen-forsangeren Freddie Mercury, har også påvirket Robbie Williams’ måde at agere på under koncerter.

- Freddie Mercury har i høj grad formet mig som performer. Men der gemmer sig også elementer af Liam Gallagher, Tina Turner, Michael Jackson, Elvis, Tom Jones, Eminem, Jay-Z, Johnny Rotten og et væld af britiske komikere. Jeg er et produkt af dem alle sammen, konstaterer Robbie Williams.

Måske er de mange inspirationskilder en af grundene til, at han kan noget helt særligt på scenen. For at beskrive det, vender Robbie Williams tilbage til koncerten i Østrig, som fik ham til at græde.

- Når jeg står foran et euforisk publikum som den aften, føler jeg mig som lederen af en kult, der bliver hyldet af masserne. Jeg modtog stående ovation efter hver eneste sang, og publikum elskede mig. They truly adored me. Deres passion slog mig omkuld, og selv om jeg har optrådt i snart 25 år, forbløffer det mig oprigtigt, hvordan folk reagerer. Lige for tiden er Østrig noget helt særligt, selv om det danske publikum også har givet mig mange storladne oplevelser. På Tinderbox Festival skal det danske publikum fortsætte med at gøre det, de altid har gjort bedst: Være danske. Så skal alt nok gå godt, beroliger Robbie Williams smidigt.

Humor har reddet hans liv

Den britiske stjerne er kendt for sine grovkornede og ofte yderst humoristiske ”onelinere” som: ”Jeg er den fødte entertainer. Når jeg åbner køleskabet, og lyset tænder, bryder jeg ud i sang”.

- Humor er en del af det britiske dna. Vi har en helt særlig evne til at tage pis på os selv og være nedrakkende. Vi elsker den grovkornede og kulsorte humor. Den slags, der ikke egner sig til at blive sendt på tv, fordi det er på kanten af det kriminelle og injurierende. Humor er mindst lige så vigtig en bestanddel af livet som at spise, trække vejret, træne, læse og arbejde. Min sans for humor har reddet mit liv flere gange, og uden den havde jeg forladt planeten forlængst. Det er en vital del af mig og en essentiel del af at være britisk. Jeg er sikker på, at det samme gør sig gældende for danskere, konstaterer Robbie Williams.

For at fylde humoren til dørs, spørger jeg ham, hvem han helst vil på turné med, hvis han skulle vælge mellem de to yderpunkter Sting og Ozzy Osbourne.

- Sting er meget kontemporær og kunstnerisk. Han er en musiker med stort M og kunstner med stort K. Ozzy er vanvittig og uforudsigelig. Jeg vil hellere tilbringe min tid sammen med et kaotisk, energisk menneske, der minder om mig selv. Ozzy er et karismatisk unikum. Jeg tror, vi ville få det virkelig sjovt sammen på landevejen, konstaterer Robbie Williams.

Vi har brugt længere tid end aftalt på interviewet. Manageren gør i baggrunden opmærksom på, at vi skal få rundet af. Jeg takker for Robbie Williams tid og imødekommenhed.

- Selv tak, min ven. Vi ses i Danmark. Nu vil jeg gå ind og lave lidt tømrer- og murerarbejde, siger han og griner højt.