Gadekunstner i den flydende verden

Ankomsten: I en af Helsingørs små, mørke gyder står ROA - et af de mest sky væsner i den europæiske kunstverden - midt ude på brostenene i varm omfavnelse med fotografen.

De står der længe uden at sige et ord og klynger sig til hinanden. De kender hinanden så godt som to mennesker, der kun har været sammen i et par timer, nu kan kende hinanden.

Natten er for længst faldet på, og siden ROA ankom til Københavns Lufthavn fra Tahiti med et kort mellemstop i Ghent er intet gået efter planen.

Vi skulle have været i Odense for længst.

Planen var ellers simpel og konkret: Ankomst i lufthavnen på Amager fra Bruxelles klokken 19. Herfra i en bil med fra Odense med kort stop på Christiania til en lille shoppetur i det alternative handelsliv og en hurtig bid mad.

Med 178 kilometer fra lufthavnen via Christiania til Hotel Plaza i Odense en tur, der burde have taget omkring tre timer. Sådan gik det ikke.

Det stod ikke i planen, at vi skulle komme væltende ind på en italiensk restaurant på gågaden i Helsingør i samme øjeblik køkkenet lukkede og solen var ved at gå ned bag Kronborg.

Italienerne forbarmede sig over os og bar pizzaer, rødvin og øl til bordet, hvor vi sad og snakkede i timevis om graffitikultur, psykoser i New York, hjertesorger, 6000 kilometer lange blaffeture og hvordan man angriber livet, så man får færrest skrammer.

ROA, der har skabt sig en enestående karriere på at male gruopvækkende, nærmest gotiske, men også melankolske og morsomme dyremalerier i byens gader verden over, er en skrøbelig sjæl, der stirrer døden i øjnene, hver gang han sætter sig for at lave et nyt dyremaleri på en mur. Malerier, der typisk bliver til, mens han balancerer alt for mange meter over jorden på vakkelvorne stilladser eller bomlifte med egne viljer.

Mens restauranten er ved at lukke bag os efter pizzaerne, vinen og øllet, kommer et par strejfende katte mod os. ROA rækker ud mod dem. Og fortæller om, hvordan han for få dage siden på Tahiti stod med en døende kat i armene og mærkede, hvordan livet sev langsomt ud af den.

Han siger, at det stadig er noget, der får følelserne til at bølge ukontrolleret i ham. Det havde han ikke behøvet. Et kort øjeblik efter er det så, at fotografen og kunstneren står og holder om hinanden på Helsingørs brosten, mens natten falder på over en fucked up dag.

Seks timer tidligere sad fotografen og jeg på et par stole ved ankomstmåtten i Københavns Lufthavn og spejdede efter en street art-type med stor oppakning og et søgende blik.

Og seks timer tidligere trådte ROA ud af ankomsthallen i sikker forvisning om, at han havde mødt de mennesker, der skulle samle ham op.

Vi havde fået nys om, at den belgiske kunstner, der omhyggeligt holder sin identitet skjult, så ingen kender hans borgerlige navn, og ingen medier har publiceret billeder af hans ansigt, var på vej til Fyn hyret af Odense Kommune for at lave, hvad de kalder ”street art i verdensklasse” på den gamle FAF-silo på Byens Ø på havnen. Og at han havde bedt om at blive hentet i bil, så han slap for at slæbe al sin bagage ind og ud af et tog.

Her bød vi os til som chauffører.

Han vidste, at han skulle kigge efter undertegnede, så snart han kom ind i ankomsthallen - en mand med skæg og en sort T-shirt med navnet på et obskurt rockband. Og netop som de matterede skydedøre i ankomsthallen gik op foran ham efter planmæssig landing med SAS’s Bruxelles-flyver, så han netop sådan en mand.

Et øjeblik efter sad ROA så i en bil med kurs mod Helsingør sammen med den skæggede mand, en skaldet finsk technomusiker med gedeskæg og to franske rockmusikere.

Sagen var bare, at ROA, at det var den forkerte mand med skæg og sort band-T-shirt, han havde mødt og sat sig i en bil med.

Og efter at have ventet halvanden time uden at vide, at ROA for længst var kørt i den forkerte bil med de forkerte mennesker, ringede jeg til det eneste menneske i verden, som jeg vidste havde kontaktoplysninger til ROA, som kender ham både ved rette navn og af udseende, fordi de er gode venner. Den mand er tilfældigvis dansker og bor i København.

Da han ringede ROA op for mig, blev sagens detaljer udredt, og fotografen og jeg ændrede kursen, så den gik mod Hotel Marienlyst i Helsingør, hvor ROA nu var strandet og sad og bællede gin-tonics i baren sammen med den finske technomusiker.

Finnen og de to franskmænd var kommet til Danmark for at optræde til videnskabs- kunst- og teknologifestivalen Click.

For ROA blev dagen lysere, da han på turen til Helsingør fik opringningen og oplysningerne om, at han sad i den forkerte bil i den forkerte retning med de forkerte mennesker.

Selv om han kort efter fandt sammen med den finske technomusiker i baren på Hotel Marienlyst, havde køreturen været en kold skandinavisk spand vand i hovedet.

Hvorfor sidder jeg i bil sammen med fire tavse mennesker, der er ligeglad med mig, tænkte han og så med gru frem mod 14 dages ophold i ensomhed i Danmark.

Så da den rigtige mand med det rigtige skæg og den rigtige sorte t-shirt trådte ind i hotelbaren og satte kurs mod ROA, drejede han hovedet mod mig med et stort smil og gav aftenens første omfavnelse.

En omfavnelse af ROA, om hvem vi havde fået at vide, at han er af en usædvanlig privat natur, og som vi skulle fare med lempe over for, hvis vi skal overbevise ham om, at han skal lade os komme tæt på ham. I hvert fald hvis vi ville skrive og fotografere historien om, dengang en af verdens mest feterede gadekunstnere kom til Odense lavede sit største værk nogensinde.

Det var derfor, at jeg hjemmefra havde formanet fotografen, at han skulle lade være at tage kamera med. Ingen billeder før vi havde lavet en aftale.

Vi skulle i første omgang bare gøre denne belgiske kunstner en tjeneste ved at hente ham og så se, hvad der skete derfra.

I mellemtiden havde fotografen bare drukket sig beruset i lufthavnen og i bilen mod Helsingør.

Så mens ROA, den finske technomusiker og jeg stod og hang ved bilen, som jeg havde smidt i parkering forbudt-zonen lige foran Hotel Marienlyst’s hovedindgang, stod fotografen og ladede sit vand i et af hotellets haveanlæg. Og da han havde gjort det, trak han sit lille Leica-kamera frem, som han ikke havde kunnet lade blive hjemme - jeg er jo fotograf, sagde han - og snuppede billeder af ROA, den finske technomusiker og mig, lige da vi drejede hovedet om mod hotellets hække for at se, hvor han var forsvundet hen.

Efter pizzaerne, fadøllene, rødvinen, den døde kat og omfavnelsen på brostene satte vi kurs mod Odense og lod den finske technomusiker blive i Helsingør, så han dagen efter kunne optræde på Click-festivalen. Vi skar gennem den sjællandske nat på et brændstof af psykedelisk hypnorock, golden age-hiphop, salte fisk, rygepauser og diskussioner om, hvorvidt hiphoppen virkelig døde i 1996, eller om den bare gik i dvale og nu var ved at vågne igen. Og om at der var ølfestival på Christian Firtal i Brandts Passage, så der kunne vi fortsætte natten, når vi ramte Odense.

Men da vi kørte ind på Hotel Plaza’s parkeringsplads på hjørnet af Vestre Stationsvej og Jernbanegade, var både ROA og fotografen gået ud. Da ROA blev sendt op med elevatoren mod værelse 415 med en flaske rødvin i hånden efter udveksling af telefonnumre og løse aftaler var klokken tre-fire stykker om natten. Otte timer efter tikkede den første SMS ind fra ROA:

”Hey man! Alive and kicking!”

1. dag i Odense:

Anden SMS fra ROA: “Beer sounds great!!”

Kvart over otte om aftenen mødes vi i lobbyen. ROA har tilbragt dagen med en af folkene fra Odense Kommune, der har fået ham til byen, og med at tænke over, hvad han skal male på siloen. En kæmpestor tun, tænker han. Der hænger med hovedet nedad. Han har været på nettet og fundet billeder, og ideen begynder at fæstne sig.

Men ølfestivalen på Christian Firtal er en todages-event, så kort efter sidder vi bænket foran værtshuset og går i gang.

Hurtigt er vi seks mand - fotografen, to af hans venner og en kommunal - som tager fat på den ene IPA-øl efter den anden.

Bemærkningerne flyver lavt, mens promillen ryger gennem loftet. På et tidspunkt crasher de sjove bemærkninger fuldstændigt, da en af fotografens venner begynder at fortælle vittigheder, der er så ustyrligt dårlige og upassende, at stemningen dør.

Det agerer overgang til en lang snak om vennens oplevelser med at siddet fanget som et af IS’ gidsler i 11 måneder i Syrien, om hvordan man må få det bedste ud af de kort livet deler ud, og hvordan smerte kan gå hen og blive et fænomen, man ser udefra på nærmest antropologisk vis.

Senere står vi i baren på W på førstesalen i en bygning i Vestergade og drikker gin-tonics, Fernet Branca og Jägermeister.

Det er en helt almindelig dag i kunstneren ROA’s liv. En ny by, en ny opgave, en ny flok mennesker omkring sig.

Ti år har han levet sit liv i en rejsetaske.

Ti år, hvor han har været hjemme i sit hus i Ghent tre-fire uger om året.

Ti år hvor han aften efter aften lytter til historier fra fremmede menneskers liv.

Ti år som en ensom ulv i en hvirvelvind af konstant skiftende flokke.

Denne aften ender i ladet på en christianiacykel, der styrer ham hjem til værelse 415 på Hotel Plaza.

2. dag:

Første sms: “Can we meet later?”

Anden sms: “Let’s say 12”

Tredje sms: “Can we do 1, still feel bad …”

3. dag:

Dagen skulle have budt på arbejde, men vejret stiller sig i vejen.

Det begynder at regne tungt fra ved middagstid, hvor temperaturen dumper ned under ni grader og frontpassager sender jævnlige stød med både frisk og hård vind ind over havnefronten.

Tømmermændende hos ROA er afløst af frustrationer over, at vejret ikke ville lade ham komme i gang med at male.

4., 5., 6. dag:

ROA arbejder fra morgen til aften.

Iført regnbukser, brun Carhartt-hættetrøje, blå vindjakke - alt sammen gennemplettet af maling - og åndedrætsværn står han i kurven på en orange lift og kører op og ned af den mur på FAF-siloen på Byens Ø, der vender mod Thomas B. Thrigesgade.

Høretelefonerne med forbindelse til iPhonen sender tung hiphop ind i hovedskallen og får ham til at rocke op og ned, så liftkurven svinger faretruende i op til 40 meters højde.

Omridset af den kæmpestore tun bliver tegnet groft op med spidsen af en lille malerrulle monteret for enden af en teleskopstang, og detaljerne bliver malet med lynfart med sort og hvid graffitispray, mens han med korte mellemrum skeler hurtigt ned til et billede af en tun, han fandt, mens han sad og surfede på hotelværelset på førstedagen.

Frokostmåltiderne bliver indtaget i restaurantbåden Den fede and eller med takeaway fra Aiko Sushi i personalets frokoststue i Nordatlantisk Hus.

Der bliver arbejdet hårdt og determineret, og den gigantiske tun bliver malet op i et tempo, der blæser luften ud af alle, det stopper op for at se, hvad der er i gang.

Når ROA går hjem til hotellet gennem tunnelen under banegården om aftenen er det med hænderne sølet ind i sort og hvid spraymaling.

7. dag:

ROA kommer fra graffitikulturen, og den sidder stadig som en integreret del af hans kunstneriske sjæl.

Selv om han lever af at lave betalingsopgaver rundt omkring i hele verden og udstillinger på anerkendte gallerier, er han stadig på evig jagt efter det helt rigtige spot - muren der skriger på at blive malet.

Han har nok at se til med kæmpesiloen på Byens Ø, som han har helt frie hænder med i de fjorten dage, han er i Odense.

Alligevel trækker byens mure.

Dagens arbejde på havnen er overstået, og nu ligger vi og kører rundt i Odense for at se på forladte bygninger.

Det kunne jo være, at tiden lige pludselig opstod, og om ikke andet, så kan de helt rigtige spots lagres i hukommelsen, hvis det rakkende liv om halve eller hele år af en eller anden grund bringer ham forbi byen igen.

Nordisk Fjers gamle fabriksbygninger på Rugårdsvej er dragende. Bevoksningen er ved at tage det gamle industrikompleks tilbage.

Et sort-hvidt dyremaleri kunne sagtens falde ind.

Men der er hegn. Sikkerhedsvagter som kigger forbi i ny og næ.

Vi kører videre.

I bilen snakker vi om Odense graffitipolitik. At tunneler og viadukter konsekvent bliver malet over med grå maling, hvis en graffitimaler eller en gadekunstner formaster sig til at gøre byen mere levende.

Vi ender i et kolonihavehus i byens udkant og kigger på fotos af Odenses skater-miljø, drikker Slots-pilsner på dåse og spiser saltlakrids, hummus og naan. Og ryger cigaretter rullet i en sjov facon.

Vi snakker om at leve på kanten af samfundet, om at alt handler om at slippe af sted med det og om værtshusslagsmål.

Da solen går ned over kolonihaverne, kører vi ind til byen igen og kalder det en dag.

8. dag:

Det er fredag. Odense går i byen. Vi sidder uden for baren og restauranten Sankt Gertrud, spiser burger og drikker Sierra Nevada pale ale.

I anledningen af fredagen har ROA ladet kasketten blive hjemme på hotellet, så de lyse lokker falder ned over panden over de glimtende øjne og det bløde smil.

Vi vender tilbage til det, ROA definerer som det helt centrale for ham i hans liv som omrejsende kunstmaler: At slippe afs ted med det.

At slippe af sted med at balancere på vakkelvorne stilladser og lifte i uhyggelige højder uden at falde ned.

At slippe af sted med at male ulovligt.

At slippe af sted med at male det rigtige, når man maler lovligt.

At slippe af sted med at være relevant, selv om man arbejder for myndighederne.

Han kunne bare have malet en kæmpestor penis på siloen, hvis han ville provokere, siger han. Men han vil ikke provokere. Han vil være relevant. Og når folk behandler ham godt, finder gode vægge til ham, giver ham penge til at opretholde et liv street artens fortrop, hvorfor skulle han så kaste skidt i ansigtet på dem?

I 2012 var han inviteret til Valby for at deltage i en street art-festival. Han fik et tårn over Valby Kulturhus at male på.

Der var mange ting, der irriterede ham ved arrangementet. Tårnet var langt fra at være det rigtige spot.

Han endte med at male en rådnende ål, der snoede sig rundt om tårnet. Ifølge ham selv det tætteste han er kommet på at male en kæmpestor penis.

Her - på ottende dags aften i Odense - har han har indtil videre malet på den ene side af siloen. En kæmpestor tun, der hænger ned fra taget i et reb.

Det kan godt være, at det bare er en fisk, og hvem kan have noget imod et maleri af en fisk, men det er altså stadig en kæmpestor død fisk, som han siger.

Det undrer ham egentlig, at han er blevet inviteret tilbage til Danmark efter den rådnende ål i Valby. Man skal jo ikke bare male for chokeffekten. Man skal have respekt for omgivelserne og dem, der skal kigge på det. Og så skal bare man bare sørge for, at det stadig er relevant. Har betydning.

A huge fucking dead fish, siger han.

Vi ender på Sir Club ved baren med gin-tonics og Michael Jackson, Kanye West og Justin Timberlake i højtalerne.

Da vi skråer gennem Kongens Have mod værelse 415 på Hotel Plaza er det lyst.

9. dag:

ROA ved at lægge sidste hånd på tunen i Odense. Der skal glimt i fiskeøjet.

Imens er der loppemarked på Toftegårds Plads i Valby, hvor ROA for tre år siden malede den ål, som han selv kalder det nærmest på en bevidst provokation, han har lavet.

Inde i selve København er byen ved at komme sig oven på pinsekarnevallet, amerikanerbiltræf i Kødbyen og gadefest i Istedgade dagen før, mens hotellerne tømmes for folk i T-shirts i svedtransporterende stof og tape på brystvorterne, inden de skal ud og løbe Copenhagen Marathon i sære knæstrømper.

Ude i Valby ligger tårnet over kulturhuset badet i solskin, så den rådnende ål, der slanger sig om tårnets vinduer, glinser.

Loppemarkedet på pladsen foran tårnet og kulturhuset går sin stille gang.

Ingen ænser den rådnende ål. Den hænger der bare på helt ukontroversiel vis.

10., 11. og 12. dag:

Den anden side af siloen på Byens Ø bliver malet - den der vender mod Gammelsø. Endnu et dødt dyr, der hænger i et reb.

En hejre, som ROA har set en af de foregående dage gå rundt i haveanlægget med det firkantede bassin mellem slottet i Kongens Have og Odense Teater.

13. dag:

De to sider på siloen er færdigmalede. En kæmpestor død hejre i et reb på den ene side. En kæmpestor død tun i et reb på den anden.

Projekt Odense er ved at være forbi.

Efter aftensmad i hotellets restaurant ender vi i en smadret kæmpelejlighed af en ungdomshybel i en baggård et kort stykke vej fra Plaza.

Der bliver holdt improviseret køkkenfest i anledningen af en kvindes tyveårs fødselsdag med Asti, øl og musik fra en computer, der tapper Youtube og Soundcloud, mens røgskyer af blandet herkomst svæver rundt under loftet.

I gangen hænger en plakat fra 1983-filmen “Wild Style”, der med sin skildring af det spirende graffiti-, rap- og breakdancemiljø i New York var med til at tænde gnisten til hiphopkulturen i Europa.

Spisebordet i køkkenet er overmalet med miniaturegraffiti-pieces, og væggen bag er prydet af et kæmpe kors, der i sin tid var en del af scenografien i “Breaking The Waves” på Odense Teater. På korset hænger et koncertprogram fra spillestedet Loppen på Christiania sat fast i træet med en kniv.

Køkkenet bliver langsomt fyldt helt op. På et tidspunkt bliver festen afbrudt af en halvnøgen bjørn af en mand, der springer ind og opfører en hulabula-dans, inden han lægger en halvt spist burrito ind i køleskabet og trækker sig tilbage til sit værelse igen.

ROA har fundet en pen og et stykke papir og sidder og tegner logoer inspireret af korset på væggen.

Det er sidste nat i Odense.

14. dag:

Toget mod lufthavnen kører ved tolvtiden. ROA evaluerer dagene i Odense:

- Jeg er virkelig glad for, at jeg blev færdig med hele værket, og at jeg er tilfreds med det. Jeg arbejdede ikke for hurtigt.

- Det lyder måske dumt, men jeg fortryder samtidig, at jeg ikke fik malet en side mere. Jeg er inspireret til at lave mere. Jeg vil bare male mere og mere. Men jeg har det virkelig godt med det. Det er en af de bedste vægge jeg har malet. Jeg er begejstret. Det blev en god væg.

- Lige nu er et afgørende øjeblik i mit liv. Jeg mærker konsekvenserne af et liv på evig rejse. Jeg er hele tiden i en ny virkelighed, mens min gamle virkelighed i Belgien stadig er der, men jeg er bare ikke i kontakt med den. Jeg har venner over hele verden, men jeg har ikke tid til at være sammen med dem.

- Jeg prøver konsekvent at gå efter de muligheder og de veje, som ligger mit hjerte nær. Men jeg har mere og mere brug for et sted, hvor jeg kan være og slappe af og være tæt på mennesker, der givermig jordforbindelse. Lige nu er det ikke Belgien. Jeg er nødt til at etablere sådan et sted. Jeg tror, jeg vil tage nogle måneder til Argentina og koble af.

- Jeg har brug for noget, der minder om et hjem. Jeg har brug for en pause. Det skal være sådan, at jeg har brug for at male et værk, når jeg vågner om morgenen, og hvis jeg bliver ved med at presse mig selv, som jeg gør i øjeblikket, så har jeg det ikke sådan. Jeg har brug for en periode, hvor jeg ikke skal præstere. Hvor jeg kan arbejde med kunst for mig selv i mit eget tempo i min egen zone uden noget pres udefra.

- Jeg kommer aldrig til at være en kunstner, der bare laver kunst til galleri. Men jeg er sikker på, at jeg på et tidspunkt, bliver en kunstner med et arbejdsværksted et eller andet sted. Det har alle andre. Man har brugt for et sted at arbejde, hvis man vil være kunstner.

Vi er på vej ned mod havnen en sidste gang. En fotograf hyret af Odense Kommune skal dokumentere værket. Spraydåser bliver samlet sammen og liften kørt i stilling til at blive afhentet af udlejningsfirmaet.

Som det sidste inden ROA forlader siloen, Byens Ø og Odense, tager han en sort spraydåse, rækker tilbage til sin graffitifortid og maler sit tag på en hvid, kommunal container.

Næste opgave er på Sardinien.