Musketeråndens genkomst

Saybias beskedne øvelokale gemmer sig på tredje sal i Muzirkus, landets ældste øveforening, der har eksisteret i Nyborg siden 1972. Rummet er på størrelse med et stort teenageværelse og minder på mange måder om netop det med en gigantisk rulle toiletpapir og en bøtte slik triumferende på et skrammet teaktræsbord, der er placeret på et langhåret, skrig-orange gulvtæppe.

Gulvtæppet har fulgt bandet gennem årtier fra øvelokale til øvelokale og fra Fyn til Sjælland og retur. Hvis det kunne aflægge vidnesbyrd, ville det med garanti være opsigtsvækkende sager, der kom på bordet. Det er dog forsanger Søren Huss og trommeslager Palle Sørensen, der er stået tidligt op for at fortælle, hvordan Saybia i små, forsigtige ryk blev gendannet med netop dette øvelokale som omdrejningspunkt.

- For syv år siden flyttede Jeppe Knudsen tilbage til Nyborg, ligesom jeg gjorde for efterhånden en del år siden. Han fik fingrene i dette øvelokale for halvandet år siden, hvorefter han og jeg helt uforpligtende begyndte at skabe grundelementerne til nye Saybia-sange. Vi sendte nogle primitive optagelser til Palle og Jess samt Sebastian, der senere blev afløst af Kasper Rasmussen. Der gik ikke længe, før de sad i toget herover for at være med, siger Søren Huss.

Palle Sørensen nikker. Man kan næsten se hans øjne lyse op, når han beretter om de brudstykker, der blev sendt over Storebælt.

- Jeg kan tydeligt huske fornemmelsen af at lytte til optagelserne. Jeg kan love for, det gibbede i mig. Det var meget stærke sange, som besad noget udefinerbart, som manglede på vores forrige album "Eyes on the Highway". De stod bare skarpere. Jeg kunne mærke i hele kroppen, at jeg var nødt til at være en del af det. Efter 15 år i hovedstaden følte jeg også lysten til at vende hjem til Nyborg og mine forældre, derfor flyttede jeg tilbage i juli efter at have pendlet et års tid. Det har været skønt på mange måder, og hvis man lige ser bort fra timerne i øvelokalet, slår det mig stadig, hvor lidt støj her er, konstaterer Palle Sørensen.

Fire af fem nuværende Saybia-medlemmer indledte karrieren i Muzirkus i 1993, hvor de øvede i et dunkelt kælderlokale. I ni år tog de tilløb til debutalbummet "The Second You Sleep" fra 2002. 13 år senere er nerverne, fornemmelsen i maven og følelsen af at have givet sig selv fuldt ud identisk.

- "No Sound from the Outside" føles på mange måder som en slags "reboot", og det fik os til at kalde udgivelsen for vores andet debutalbum, selv om der er to udgivelser imellem. Arbejdet med den nye plade har i høj grad handlet om at genopfinde os selv. Genopdage os selv. Det minder på mange måder om processen omkring første album, siger Palle Sørensen.

Søren Huss brygger videre på den tese, mens han skænker stempelkandekaffe op.

- Jeg tænker, at arbejdet med denne plade i høj grad har handlet om at kappe navlestrengen til det Saybia, der var engang. Jeg tror, at vi alle var og er enige i, at det var nødvendigt, at vi blev fem selvstændige individer med vores egen fortælling, før vi igen kunne forenes i det, der på mange måder er et nyt band. Saybia version 2.0, konstaterer Søren Huss.

Medlemmerne har internt brugt de ord, der skal bruges på at finde ud af, hvorfor Saybia røg ud af kurs for otte år siden. Men de to medlemmer foran mig gennemgår for læsernes skyld deres egen analyse af bandet.

- Vi besluttede os for, at vi ikke ville tale mere om, hvad der havde været af problemer engang. Vi gad heller ikke snakke om, hvad fremtiden skulle bringe. Det eneste, vi behøvede at enes om, var at mødes her i øvelokalet og tale om og skabe musik. Vi har været meget fokuserede på at værne om den tilgang. Det handler om musikken og intet andet, fortæller Søren Huss.

Da Palle Sørensen kørte fra København til Nyborg og satte sig til rette bag trommerne, mærkede han straks, at noget vitalt havde forandret sig.

- I det gamle Saybia havde man ofte fornemmelsen af, at det var "alle mod alle". Især i forbindelse med "Eyes on the Highway", hvor man tog det som en personlig fornærmelse, hvis de andre rettede på ens spil eller kom med forslag til andre måder at gribe tingene an på. Instrumenternes rolle i bandet er fordelt anderledes i dag, hvor ét nummer kan være keyboard-båret, mens et andet har bassen som det fremtrædende instrument. Vi er ikke så ærekære og territorium-afpissende som i 2007. Tilgangen har ændret karakter til "alle med alle" i dag, siger Palle Sørensen.

Søren Huss nikker.

- Det er faktisk en meget god formulering, og det har krævet tid at finde frem til de nye roller. Når jeg hører albummet, synes jeg heller ikke, vi er så bombastiske, som vi var engang. Det gælder både instrumentalt og vokalt. Jeg krænger mig ikke helt ud sangmæssigt og fornemmer, at jeg er mere behersket. Jeg tror, det handler om en afklarethed i forhold til at lyde forceret eller ej. Det handler i høj grad om den modenhed, der omgærder bandet i dag, siger Søren Huss.

Med en ny mand i bandet (guitarist Kasper Rasmussen) er det oplagt at spørge, om det har ændret hierarkiet.

- Nej, det har ikke ændret sig. Det er stadig mig, der bestemmer, konstaterer Søren Huss tørt.

Et langt sekund er der helt stille rundt om teaktræsbordet. Så flækker både han og Palle Sørensen af grin.

- Vi har alle lige meget at sige i Saybia. Og vi er blevet utroligt meget bedre til at kommunikere med hinanden. Indimellem rusker og brager det som i et gammelt ægteskab, men alle ved, hvilke veje vi ikke behøver bevæge os helt ud for enden af. Der er ingen, der gider være derude, hvor det ender blindt. I dag stopper vi op og trækker vejret. Igen handler det formodentlig om modenhed, konkluderer Søren Huss.

Det er Søren Huss, der sædvanen tro har skrevet alle teksterne. Hvis man vil, kan man godt se dem som en forlængelse af sangene på hans to dansksprogede soloudgivelser. Det skal man ikke.

- Lyrisk har det på ingen måde været min intention at fortsætte min private historie fra mine to soloplader. Selv om Saybia-sangene bunder i mine personlige betragtninger, er de stadig et led længere ude. Det har givet mig noget frihed i forhold til både sangskrivningen og selve sangdelen. På mine soloplader reciterer jeg nærmest på dansk. Ved at vende tilbage til engelsk har jeg igen fået adgang til sangeren Søren Huss. Lytteren kan sagtens tage dystre sange som "Down" samt "I'm Still Waiting" og fortolke ud fra min private kontekst, men det har jeg ikke lyst til, de gør. Saybia og Søren Huss solo er to vidt forskellige verdener, konstaterer forsangeren.

Han medgiver, at det i store træk er en mørk plade.

- Når et album er skrevet af musikere omkring 40 år, der forholder sig til at stå midtvejs i livet, med alt hvad det indebærer af problemer og tanker, giver det god mening, hvis jævnaldrende tager sangene til sig. Men vi håber da, at der gemmer sig nogle sorgfulde unge derude, der også tager sangene til sig, siger Søren Huss.

Åndbeslægtede bands

Forsangeren har trukket nogle referencer ned over sangene, som han håbede, de andre medlemmer var med på. Blandt andet Fleetwood Mac, Joy Division, Beck og en snert af Arcade Fire var med i hans personlige bagage. Med fare for at stikke næven ind i en summende bikube er jeg nødt til at spørge ind til britiske Coldplay. Saybia blev kaldt Danmarks Coldplay i begyndelsen af karrieren, og især guitarelementerne på det nye album gør den sammenligning aktuel igen.

- Efter debutalbummet blev vi sammenlignet både med Coldplay, Travis og Radiohead. I Danmark var især Coldplay-referencen negativt ladet, mens det i Holland, Tyskland, Belgien, Schweiz og Norge var et udtryk for en kompliment og en indikation på, at vi blev betragtet som åndsbeslægtede bands. Hvis man tager udgangspunkt i Coldplays første to plader, har jeg det fint med sammenligningen, da det er virkelig velskrevne albummer. Jeg synes dog ikke, jeg synger specielt meget som Chris Martin, men melodisk kan jeg godt høre slægtskabet, konstaterer Søren Huss.

Første kig på skiven

Det er den keyboard-kyndige Jess Jensen, der er bandets visuelt kreative fyrtårn. Han har sammen med sine kolleger i det grafiske firma WAAITT stået for idéen bag bandets ekstravagante sceneudsmykning til den kommende turné og kreeret album-coveret til "No Sound from the Outside".

- Vi glæder os vildt meget til at se det færdigtrykte album, konstaterer Søren Huss.

Det findes der heldigvis råd for. Jeg fisker et funklende nyt album op fra min lædertaske.

-Nej, nej! Vi har slet ikke set det endnu. Hvor er det langt ude, at du allerede har det, udbryder Palle Sørensen og vrider sig i stolen af grin.

De får det ærbødigt langet over bordet, som var det et visitkort til en japansk finansfyrste.

- Hold kæft, hvor ser det flot ud. Det er genialt tænkt med det hul i coveret. Det får det til at minde mere om en lp og fremstå stofligt og organisk. Se, når man folder papiret ud, er det helt tomt indeni. Syret! Det er lige som livet, det giver ingen mening, siger Søren Huss spøgefuldt.

- Nej, seriøst så tror jeg, Jess har tænkt, at coveret skulle være et udtryk i sig selv. Blandt andet derfor er papirindlægget helt blåt og uden tekst. Uden at overfortolke intentionen handler det om, at folk skal lytte til sangene for at danne deres egne indtryk og koncentrere sig om, hvad der bliver sunget. Af samme grund er der heller ikke et billede af bandet. Hvis lytteren virkelig gerne vil se, hvordan vi ser ud, må de gå på nettet, opfordrer Søren Huss.

Sinatras spøgelse

En betragtelig del af albummet "No Sound from the Outside" er indspillet i sommer i Ocean Way Recording i Los Angeles. Et myteomspundet studie, hvor crooner-legenden Frank Sinatra indspillede evergreens, mens et revolutionerende rockband som britiske Radiohead 50 år senere skabte albummet "Hail to the Thief".

- Det var noget helt særligt at indspille i de rammer. Jeg kan huske, at der ved siden af mit trommesæt var tydelige mærker i gulvet, hvor Sinatras sangpodie havde stået. Hans gamle mikrofoner bliver stadig brugt, og det er sgu lige før, jeg tror den ene blev benyttet til at optage vores akustiske guitar på, udbryder Palle Sørensen.

Begge medlemmer medgiver, at alle i bandet blev påvirket af rammerne og dets nærværende historie og derfor gav alt, de havde i sig.

- Når man sidder i samme studie, som Frank Sinatra engang stod i, er man nødt til at leve op til en tårnhøj standard. Det er ikke noget med at sidde og lalle. Vi skulle ikke nyde noget af at kaste skam på Sinatras spøgelse, siger Palle Sørensen.

- Nej for fanden. Vi skulle ikke risikere at vågne op med et afskåret hestehoved i sengen, tilføjer Søren Huss og ler.

I studiet med Foo Fighters

Ugerne i Ocean Way-studierne i juni og juli kastede også andre uforglemmelige anekdoter af sig. Som da Saybia en morgen mødte op til komplet kaos med folk overalt som i en travl myretue.

- Vi var i Frank Sinatras gamle Studie B, og i Studie A var der over natten rullet adskillige flightcases ind med udstyr. Det viste sig senere på dagen, at det var Foo Fighters, der skulle indspille sidste del af deres "Sonic Highways"-album derinde. Det var sgu ret syret at løbe forbi Dave Grohl på gangen, nikke og få et "hey man" i retur. Det var lidt som at mærke historiens vingesus helt tæt på. Men vi var så fokuserede på vores egen arbejdsproces, at det aldrig kom på tale at skyde selfies med Foo Fighters. Men mødet med Dave Grohl og de øvrige medlemmer skabte en "vibe", som vi bragte med ind i studiet som kreativ saft, siger Søren Huss.

I det hele taget hang duften af musikalske milepæle og historieskrivning nærmest fast i gulvtæppet. Altså ikke Saybias orange tæppe, men det i Ocean Way Recording.

- Man kunne falde i svime over den endeløse række af guldplader, som er blevet til i det studie. AC/DC, B.B. King, Eric Clapton, Mark Knopfler, Joe Cocker, Michael Jackson, Paul McCartney, Miles Davis og Radiohead er nogle af de mest prominente navne. Og så glemte jeg næsten, at Brian Wilson fra The Beach Boys overtog Studie B efter os. Det manglede da bare, siger Søren Huss, inden rygeforbudet i øvelokalet tvinger os ud under den lune septembersol.