Manden under overfladen

Stig Pryds er allerede i gang med at fortælle sin historie, inden han har nået andet end at stikke næven frem og sige hej. Håndtrykkets kraft fortæller noget om den styrke, der skal til for at blive en af verden bedste fridykkere.

Hans krumme tommelfinger med knoglefremspringet viser noget om den sygdom, der ødelagde alt for ham.

Og den tatoverede vielsesring på højre ringfinger er vidnesbyrd om, hvordan en kronisk sygdom kan smadre selvværd og kærlighed. Navnet på ringen er tegnet over med en ny krusedulle-tatovering, som når et barn streger en mislykket tegning ud.

For at forstå de utrolige omvæltninger i Stigs liv, skal vi tilbage til en tid, hvor intet var, som det er nu.

Det er sommeren 2008, og Stig Pryds styrer familiens komfortable Citroen Xantia hjem fra Italien mod Danmark efter en fantastisk ferie.

Tøserne på bagsædet er udstyret med dvd-skærme, og de har walkier, så de kan snakke med venneparrets børn i den anden bil. De to familier har boet i et lækkert lejlighedskompleks tæt ved Venedig, de har daset, og de har hygget i poolen.

Stig Pryds kan ikke huske, hvornår han sidst har haft en rigtig ferie. Han har knoklet og knoklet. Først med at bygge sit firma op, så med at udvide det og endelig med at bygge nyt kombineret hjem og firma hjemme i Nyborg.

Stig er stolt af det, han har. Virksomheden hvor han forhandler og monterer brændeovne. Han er stolt af sin kone, som han har kendt siden de vilde år, hvor han var bartender i det nyborgensiske natteliv. Deres hjem og deres ting. Og så selvfølgelig deres piger, Alberte og Karen, som sidder der på bagsædet, mens den tyske autobahn forsvinder under dem.

Nu skal de bare hjem. Da det begynder at gøre ondt i det venstre knæ, er Stig sikker på, det skyldes den lange tur, som han tager alene, så hans kone kan få sig en lille lur ind imellem.

- Det var faktisk først, da vi kom hjem, og jeg fik bukserne af, at jeg kunne se, at det var vildt hævet. Det så mærkeligt ud, for jeg havde jo ikke slået mig eller noget, siger Stig Pryds.

Men arbejdet venter, og han går i gang. Et par dage senere er den også gal med det andet knæ.

Fjenden hedder...

Nu går det stærkt. Lægen kan godt se, at der er noget helt galt. En skanning viser, at der er voldsomt store meniskskader i begge knæ.

- Jeg var jo hverken fodboldspiller eller noget, så det kunne jeg ikke forstå, siger Stig Pryds.

Operationen går tilsyneladende som den skal. Den hjælper bare ikke rigtigt.

- Så begyndte mine hænder at skabe sig, og jeg tabte ting hele tiden. Mine albuer gjorde vanvittig ondt, og mine kæber begyndte at hæve, hvis bare jeg tyggede. Og knæene blev bare værre. Det føltes som om, to stempler bankede op i knoglen på begge mine knæ, siger han.

Stig har en mistanke om, at det var operationen, der var fejlslagen. Men det er meget værre. Blodprøver viser ekstremt høje infektionstal. Hos de fleste ligger tallet på fem til seks og det dobbelte, hvis man har influenza. Stigs ligger konstant på 18-20.

Rigtigt mange prøver og undersøgelser senere får uhyret et navn.

Psoriasisgigt hedder det.

En kronisk gigtsygdom, hvor betændelse kan ramme både led og rygsøjle og give stærke smerter.

Det er ingen trøst at få at vide, hvad fjenden hedder, for Stig Pryds ved allerede, hvad psoriasisgigt er. Hans faster lider af sygdommen, så Stig har set, hvordan hendes hænder og tæer er blevet mere og mere krogede. Og hvordan hun går mere og mere mærkeligt.

- Det var grimt at få at vide. Det hang slet ikke sammen med den person, jeg var. Jeg kunne simpelthen ikke få det til at fise ind, siger Stig Pryds.

En slider med gangstativ

Hans nedtur går så hurtigt, at det er svært at følge med. Det er kun cirka tre måneder siden, han satte sig ind i bilen med en god italiensk feriefornemmelse i kroppen for at køre mod Fyn med familien. Og nu har han fået udleveret stokke og gangstativ og humper ynkeligt rundt.

- Jeg kunne stort set ingenting. Jeg sad bare der i min stol.

Det er den værst tænkelige situation for en rastløs mand, der flyttede hjemmefra, da han var 15 år og har knoklet lige siden. På et maskinværksted, som tjenerlærling, som bartender, som skorstensfejer og endelig med at bygge sit eget firma, S.P. Service, op.

Nu er han blevet sådan en, der bliver indlagt på reumatologisk afdeling sammen med de gamle gigtpatienter, når det bliver for slemt.

Og stakken af piller, han skal spise sig igennem, vokser. Der er gigtmedicinen, Methotrexat, som er en mild form for kemo, der giver ham kvalme og ubehag fem dage om ugen. Og så er der morfinen og de morfinlignende præparater, som skal holde smerterne nede. Men der skal mere og mere til, og pillerne gør ham afhængig. Metadon får også en plads på Stigs medicinhylder blandt de andre typer smertestillende:

- Det virkede sindssygt. Det er jo til narkomaner, og jeg er ikke narkoman, tænkte jeg.

Det vil snart vise sig, at Stig Pryds er mere narkoman, end han selv går og tror.

Ikke nogen rigtig mand

Men lige nu er hans største bekymring at holde hævelser og smerter så meget nede, at han kan holde fast i det, han har. Han har svært ved at passe sin virksomhed.

- Jeg kunne jo ikke selv tage ud at montere brændeovne, så det måtte jeg udlicitere til et VVS-firma. Jeg prøvede til gengæld selv at passe butikken, men jeg kunne jo knapt nok stå op og snakke med kunderne, så jeg fik en stor lænestol ind i butikken, siger Stig Pryds.

Oveni er finanskrisen ved at have bidt sig fast, og efter et år må han give op. Han betaler, hvad han skylder rundt omkring og lukker firmaet.

- Det skulle jeg have gjort fra starten. Vi mistede jo formuer på at prøve at holde fast så længe, siger han.

- Jeg isolerede mig mere og mere, og jeg havde ondt af mig selv. Det må også have været ganske forfærdeligt for min kone at se den, hun skulle leve sammen med, forfalde på den måde. Jeg kunne ingenting med børnene, der var ikke noget intimt med konen, og i det hele taget var der intet, der fungerede, siger Stig Pryds.

Forholdet er spændt til det yderste, og her bagefter har Stig ikke lyst til at dykke mere ned i, hvem der gjorde hvad og hvornår. Men forstår fuldt ud, at det gik som det gik:

- Jeg kunne ikke holde ud at være sammen med mig selv, og så kan man heller ikke forvente, at andre kan. Jeg fik jo skubbet hende og børnene mere og mere væk. Jeg ønskede egentlig bare, at nogen skulle komme og tage min plads. Bare hun kunne finde en ny mand, som kunne finde ud af at agere og være mand i stedet for mig, tænkte jeg.

Alene og på vej

Stig ender med at flytte. Først i et sommerhus og så i et lille rækkehus, hvor der har boet en ældre kvinde før.

- Det var nærmest en invalidebolig med gelændere og håndtag over det hele, så det passede fint til mig, siger han.

Det føles forfærdeligt og forkert at flytte fra familien. Og helt nødvendigt.

- Der var ingen, der forventede noget af mig mere. Det hjalp mig faktisk, at jeg ikke skulle leve op til noget, siger han.

Sideløbende med at Stig isolerer sig og til sidst flytter hjemmefra, går han til psykolog for at lære at leve med sig selv. Det rykker heller ikke rigtigt noget.

- Da psykologen så spurgte, om hun måtte hypnotisere mig, sagde jeg bare: Held og lykke med det. Jeg troede jo ikke en skid på det der.

Men psykologen får Stig i en form for trance, hvor han skal agere en lille mand, der går ind i sin egen krop og skal beskrive, hvad han ser.

- Der var mørkt og sort over det hele. Og der var store tandhjul, der prøvede at køre rundt, men de var knækkede. Det var ret forfærdeligt, og hun konstaterede bagefter, at jeg hadede min egen krop fra halsen og ned. Det havde hun jo ret i, siger han.

Psykologen spørger, om han er villig til at prøve hvad som helst for at ændre situationen.

- Jeg var villig til at gå ud i haven og sige som en høne, hvis hun mente, at det kunne gøre en forskel, siger han.

Det er nu ikke hønselyde men tantramassage, psykologen har i tankerne. Snart står Stig foran et hus i Odense, hvor en kvinde på hans egen alder tager imod. Han fortæller hende, hvordan han i bund og grund hader sig selv, og hun beder ham tage et bad og gå ind i et varmt rum med dæmpet lys, bordeauxrøde vægge og meditativ musik. Stig sætter sig på briksen med kun et håndklæde om livet, som han har fået besked på.

- Så kom hun ind kun iført trusser. Jeg havde ikke været sammen med en kvinde i næsten to år, så det hele strittede på mig, fortæller Stig Pryds.

Det, der skal ske nu, er ret intimt, men det har ikke noget med kønsdele eller erotik at gøre:

- Jeg lagde mig på maven på briksen, og så begyndte hun ellers på tantramassagen. Hun brugte hele sin egen krop til at massere mig. Sine hænder, sine fødder og sin mave. Det tog næsten to timer, og bagefter havde jeg for første gang i fire år en rigtig rar og behagelig oplevelse af min egen krop. Jeg havde bare lyst til at blive der altid. Jeg fik troen på, at jeg måske kunne få et godt liv på trods af alt det lort med min krop, siger Stig Pryds.

Anja og det varme vand

Det næste vigtige skridt hedder Anja. Hun dukker op et par uger senere i Nyborg Badeland, hvor Stig kommer for at lindre smerterne i varmtvandsbassinet.

- Vi faldt i snak, og vi snakkede rigtig godt sammen. Og længe. Jeg fattede egentlig slet ikke, at en pige som Anja kunne være interesseret i sådan en halvinvalid som mig. Måske udstrålede jeg nogle andre ting på grund af tantra-oplevelsen, siger Stig.

De bliver kærester, og veterinærsygeplejersken, Anja, ved noget om medicin.

- Hun åbnede mine øjne for, hvad det var for noget medicin, jeg fyldte mig med, og hvad det gjorde ved mig. Medicinen dæmpede jo kun symptomerne, men den fjernede ingen sygdomme. Vi begyndte at snakke meget om, at der måtte være en anden vej, siger Stig Pryds.

Samtidigt er han begyndt at dykke lidt i svømmehalen.

Han kan ikke holde til at sidde med en fiskestang, som han gjorde tidligere, men han har købt en vådedragt af en bekendt, som har foreslået ham undervandsjagt med harpun. Stig begynder at øve sig i at holde vejret under vandet.

Han er også kommet til at snakke med en far til en af datterens klassekammerater. Han er yogalærer, og han hjælper Stig på vej til at trække vejret rigtigt og ved at meditere.

- Det der med meditation lød lidt mærkeligt. Men han sagde, at jeg kunne komme til at holde vejret længere, og det var det, jeg skulle, hvis jeg skulle jage under vandet, siger Stig Pryds.

Tingene begynder at give mening. Stig har stadig smerter og søvnløse nætter, men han har også fundet ud af, at vand, varme og vejrtrækningsøvelser hjælper ham.

- Jeg begyndte at ligge rigtig meget i mit badekar nede i kælderen og lave vejrtrækningsøvelser ved hjælp af en app. Når vandet blev for koldt, lukkede jeg det ud og fyldte op med varmt igen. Så lå jeg bare der med hørebøffer på og lavede vejrtrækningsøvelser. Når jeg havde lavet dem længe nok, kom jeg ind i sådan en meditativ tilstand, fliserne på væggen begyndte at flyde sammen, og det blev bare så lækkert, siger han.

Stig er høj over sin nye opdagelse og over at være forelsket i Anja. Han begynder at tænke på en anden måde. Han bestemmer sig til at droppe medicinen og til at gå all in i den kostændring, som Anja og han allerede i er gået i gang med.

- Da jeg sagde til lægen, at jeg ville ud af både morfin, metadon og gigtmedicin, mente han, jeg skulle trappe ned over tre måneder. Han frarådede mig kraftigt at gøre det hurtigere, da jeg spurgte, om jeg ikke kunne tage en kold tyrker, som nogle narkomaner har gjort.

Men Stig Pryds kan ikke vente, og han er nået til et sted, hvor han tror mere på sig selv end på en læge.

Kold tyrker på Langeland

Der er hverken marcipan, gløgg eller julemad i bilen, da Stig og Anja kører mod fritidsejendommen på Langeland i december 2012. De er på vej mod den værste jul nogensinde. Og den bedste.

Bilen er læsset med kål, gulerødder og andre grøntsager. På dette tidspunkt tager Stig seks metadon-tabletter om dagen, men den nødration, han har med i bilen, er på sølle tre tabletter til en hel måned. Til gengæld har han et ordentligt læs pot med.

- Anja havde sat sig ind i alt det med kost og udrensning, og jeg havde snakket med en, der vidste, hvordan man kommer igennem en kold tyrker. Jeg havde en bekendt, som kendte en narkoman, og han fortalte mig ret præcist, hvad der ville ske med mig undervejs. Det var ham, der foreslog pot som den bedste lindring, siger Stig Pryds.

Den første dag uden piller går godt. Men så begynder kroppen at skrige efter medicin.

- Det kom for fulde skrald. Smerterne blev værre, og det kløede overalt. Også indeni. Jeg var ved at blive vanvittig. Jeg skiftevis græd og grinede og græd igen. Mest græd. De følelsesmæssige udsving var enorme, og jeg sov ikke. Jeg røg bare alt det pot, jeg overhovedet kunne. Anja fyldte mig med grøntsagsjuicer, som hun havde lavet af kål og ting og sager. Det smagte rædselsfuldt.

I ti dage sover Stig overhovedet ikke. Ud over pot er hans eneste lindring at ligge i badekarrets varme vand og prøve at holde vejret og lave vejrtrækningsøvelser.

- Efter de første ti dage kunne jeg sove lidt ind imellem, men højst tre-fire timer af gangen. Jeg frøs meget i en lang periode, min mave var helt smadret, og der gik flere måneder, inden jeg havde en normal døgnrytme, hvor jeg sov om natten og var vågen om dagen.

Selv om Stig er plaget, begynder bivirkningerne af medicinen at tage af. Han fortsætter med grøntsagerne, dyrker meditationsøvelserne i badekarret, og efter et par uger kan han mærke, at der er ved at ske noget godt med ham.

- Grøntsagerne havde virkelig en effekt på samme måde, som gigtmedicinen havde, når den fungerede bedst. Det kunne også ses på mine blodprøver, for infektionstallene faldt. Det gav endnu mere gejst til at fortsætte med den grønne kost, siger Stig Pryds.

Midt i januar 2013 smider han sin stok og sine krykker, for nu vil han lære at gå. Langsomt, men rigtigt.

Under overfladen

Man behøver ikke være god til at gå for at være god under vand. I slutningen af januar 2013 melder den afgiftede Stig Pryds sig ind i dykkerklubben Aqua Club Odense og lærer nye teknikker til at holde vejret længe. To måneder senere stiller han op til danmarksmesterskaberne. Han bliver nummer fem.

Det er nogenlunde samtidigt med, at han begynder på yogaskole i Nyborg sammen med en masse ældre damer. Og så er der stadig det med den nye grøntsagskost. Alt sammen ting, som den Stig, der kørte hjem fra ferien i Italien i 2008, ville have afvist som latterligt. Det var den Stig, der kom fra en familie, hvor gulerødder var noget, kaninerne fik lov at gnave i. Hans farfar var slagter, og man døde nærmest, hvis man ikke fik kød.

- For mig handlede det jo dengang om at være en fandens karl, der kunne klare alting og tjene en masse penge. Det hele skulle se godt ud, siger han.

Under vandet handler det om noget helt andet. Det handler om at holde ud og slappe af, når det gør ondt. To ting som Stig Pryds har været tvunget til at lære for at leve med sin sygdom.

- Jeg har ikke større lunger end andre, og jeg er ikke noget naturtalent. Men ledsmerterne har lært mig, at jo mere ondt det gør, jo mere skal jeg slappe af. Hvis man spænder op, bliver det værre. Det samme gælder som fridykker, for jo mere kroppen skriger på ilt, jo vigtigere er det at slappe af. Det er lidt svært i starten, når blodet forsvinder fra dine arme og ben, og dine hænder begynder at sove, siger Stig Pryds.

Han har allerede bevist, at han kan holde vejret længe, men nu vil han i dybden. Helt ned i det dybe, mørke blå, som han har set i den franske filmklassiker ”The Big Blue”. To måneder efter sin femteplads ved DM, sidder han i flyet på vej mod Egypten for at tage et certifikat i fridykning på ned til 30 meter.

Vandet er lækkert og lunt, og fra overfladen er der 100 meter til bunden af et hul i havbunden. Nybegynderen Stig er instrueret i, hvordan han udligner trykket, når han kommer nogle meter ned. Normalt kommer en ny dykker ned på 10-15 meters dybde de første gange. Stigs rutinerede newzealandske instruktør har fortalt, at hvis blot han trykudligner, går det ikke galt. Stig begynder at trække sig ned ad en line, der forsvinder ned i mørket under båden, og han er fastgjort til linen, så han hurtigt kan trække sig op igen.

- Pludselig mærkede jeg, at jeg blev vægtløs. Jeg skulle ikke trække mig ned, så jeg lod mig bare falde. Det var simpelthen så fedt og vildt at mærke trykket omkring mig stige, mens jeg bare faldt og faldt gennem vandet. Det var det vildeste pis, jeg nogensinde havde prøvet, siger Stig Pryds.

Han bliver brat stoppet af en slags lås og må begynde turen op langs linen igen. Ved overfladen bliver han mødt af en rystet newzealænder.

- Hvad fanden tænker du på, sagde han, da han så, at jeg havde været nede på 40 meters dybe i mit første dyk. Han var lidt rystet, men han kunne også se, at der var noget potentiale i mig, siger Stig Pryds.

Lykken på bunden

Stig Pryds er nærmest høj af lykke over det, han lige har oplevet. Det, der sker, når han når ned på cirka ti meters dybde, er, at trykket på hele hans organisme bliver dobbelt så stort, som det er på landjorden. Trykket maser luften sammen i våddragten, i lungerne og i alle andre hulrum i kroppen, så han bliver tungere og derfor automatisk falder mod bunden.

I løbet af de bare to uger i Egypten tager Stig Pryds det firestjernede certifikat for fridyk ned til 40 meter oven i de 30 meter, han er kommet for at opnå. Og ikke nok med det.

- Jeg var helt forelsket i det, og jeg nåede at komme ned på 60 meter, inden flyveren ventede, og jeg blev nødt til at rejse hjem igen, siger han.

Allerede få uger senere er han tilbage i Egypten, hvor han sætter sin første danmarksrekord ved DM i dybdedyk. Han kommer ned på 68 meters dybde uden svømmefødder eller finne.

- Der var lidt opmærksomhed, for folk havde hørt om, at der var en skør dansker, som var kommet ned på 60 meter efter at have dykket i to uger, siger Stig Pryds.

Siden er den skøre dansker bare blevet bedre til at nå nye mål dybt under havets overflade. Han har fået noget at være stolt af som mand. Men det er ikke det vigtigste. Nej, det vigtige er noget, som også godt kunne fortælles af hans venstre underarm, hvor portrætter af hans to piger, Alberte og Karen, er tatoveret ind i huden.

- Jeg har jo fundet ud af, at det ikke betyder en skid, om jeg har penge og kan give dem alt muligt. Det troede jeg, da jeg ønskede, at en anden skulle tage min plads. Men de vil jo bare gerne vil være sammen med deres far, og jeg vil være sammen med dem, siger han.

Det er svært at tjene penge nok på at være fridykker, undervandsjæger og foredragsholder. Men det er ikke så vigtigt for den nye Stig Pryds:

- Jeg har fået en stor kærlighed til livet igen, og jeg er dybt taknemmelig. Nu bor vi på Langeland, og vi er begyndt at dyrke vores egne grøntsager. Der er godt nok snegle i det meste, men mon ikke vi klarer det også?