Last Man Standing - Historien om Springeren

Ved spisebordet sidder Evald Brinck med sine brødre. De laver lektier, så hurtigt de kan, under myndigt opsyn af deres mor. Udenfor står de andre drenge fra området og råber, “Evald, Ingolf, kom nu!”Wall Street er lige krakket. Boblen brast, drømme brast, og Evalds far mistede sit job i General Motors salgsafdeling på Rugårdsvej i Odense. Hvor han ellers havde fået lov til at køre i Chevrolet, sådan lidt under bordet.Men det skal nok gå for familien Brinck i Åløkkeskoven. Først og fremmest skal drengene med ud og lege under trækronerne, langt væk fra voksne fornuftige blikke. Skovfogeden er efter dem nogle gange, men op i røven med det, som Evald selv udtrykker det. Der er fri leg indtil aftensmaden står på bordet.

- Det må have været grunden til, at jeg havde denne forkvablede tendens til at stikke af, siger Evald Brinck.

En tendens, der siden skulle komme til at definere resten af hans liv og placere ham midt i en af det 20. århundredes største millitære operationer, D-dag. Med dansk blod i årene under en engelsk uniform.

En levende legende

Ved et andet spisebord i en anden tid sidder 94-årige Evald Springeren Brinck. Hans øjne er lige så indsunkne, som de er indtrængende. Farvespillet i dem minder om havvand i solskin, lige omkring den dybde, hvor man ikke længere kan bunde.

Evald slår insisterende i bordet, mens han fortæller om begivenheder, som få nulevende mennesker kan huske. Faktisk er han den sidste, der på dansk kan fortælle om D-dag fra de allierede styrkers side. Om at krydse verdenshave med truslen om torpedoer konstant lurende under vandoverfladen. Om at være langt hjemmefra, midt i en verdenskrig, i en alder, hvor de fleste kun lige er begyndt at føle sig voksne.

- Sidder midterskilningen som den skal, spørger Evald Brinck med glimt i øjet som hentydning til sin sparsomme hårpragt. Det gør den. Historien kan begynde.

Rita Hayworth lokker

Vi springer lidt tilbage i tiden. Det er oktober 1939. Spisebordet i Åløkkeskoven er det samme, men Evald er ikke længere en purk i korte bukser med skrammede knæ. Han er 17 år gammel, og hans storebror Ingolf er lige kommet hjem fra eventyr. Først som dæksmatros på Jutlandia, der lige er blevet søsat, og siden med et andet skib til San Francisco. Ingolf har et fotografi med hjem, der fanger Evalds opmærksomhed. Det forestiller Rita Hayworths verdenskendte ansigt, men det bemærkelsesværdige er, at billedet er taget i skuespillerindens hjem. Miss Hayworth har inviteret hele dæksbesætningen fra Ingolfs skib med hjem til en forfriskning.

- Så var der noget, der slog klik oppe hos mig, siger Evald Brinck og fører en kroget finger op til tindingen.

- Jeg sagde til mig selv, det er sådan noget, du vil.

Et diffust og uudtalt ønske om at komme væk, om at finde et sted, hvor det er til at være, har fået en konkret form. Evald Brinck skal til søs.

Fortøjningerne kastes

Derfra går det stærkt. Evald dropper handelsskolen med en halv eksamen. Dropper elevpladsen i kornfirmaet. Dropper den sikre, stabile fremtid og mønstrer på ØK’s passagerskib Boringia. Det er ikke helt nemt, for krigen er brudt ud, men det lykkes.

Dirch Passers far står bag roret på isbryderen Lillebjørn, der slæber Boringia og den 17-årige Evald Brinck gennem et næsten bundfrossent Øresund.

Evald er “dreng” om bord. Det vil sige bunden af hierarkiet, en man stikker en lussing efter forgodtbefindende, en der sover i et lille kammer, lige over for den evigt åbne dør til maskinrummet, sammen med fem andre som ham selv.

Umyndiggjort

Efter et kort stop i Liverpool ankommer Boringia til Marseilles. Tidligt om morgenen den 9. april 1940 er der en mærkelig stemning om bord. Der bliver hvisket i krogene. Telegrafisten har opsnappet en kritisk nyhed: Danmark er blevet besat af tyskerne.

Det franske gendarmerie kommer om bord. De stryger Dannebrog og hejser Tricoloren. Boringia og hendes besætning er interneret og skal afvente besked. Evald og hans landsmænd sidder i saksen, for beskeden hjemmefra lyder, at alle danske søfolk, der ikke melder sig i en venligsindet havn, vil blive henrettet.

En dag kommer tusindvis af franske soldater, der er flygtet fra tyskerne nordpå, om bord. I selskab med franskmændendes næststørste skib, Île de France, sejler Boringia mod Beirut  samme eftermiddag.

- Og så råbte en af drengene, at jeg skulle komme op på dækket. Havnen i Marseilles stod i flammer. Der havde tyskerne om aftenen været inde og bombe, fordi de troede, at Île de France og Boringia stadig lå der, siger Evald Brinck.

Således lyder startskuddet til en lang og farefuld tid til søs.

Mytteri

Forholdet mellem franskmændene og danskerne om bord er mildest talt anstrengt. Det kulminerer uden for Singapore, hvor danskerne saboterer Boringias ene maskine, så den ikke kan starte.

Da franskmændene lugter lunten, udbryder der tumult, Evald hører skud, men det er for mørkt til, at han kan se, hvad der foregår. Hvem skød først, og var det andenstyrmand Quist, der skød tricoloren ned?

Pludselig sejler en engelsk destroyer op på siden af Boringia. Alle kanoner er rettet mod Boringia. Det giver en vis autoritet. En engelsk kaptajn beordrer samtlige franskmænd ned på dækket.

- Der var en fransk styrmand, en rigtig blærerøv, der altid gik i en hvid kedeldragt. Da jeg så ham stå der med hænderne i vejret, pegede jeg på ham og klappede, siger Evald.

Senere mødes Evald med den engelske guvernør. Han må træffe et valg. Flygte i sikkerhed i Danmark eller New Zealand, hvor hans onkel bor, eller sejle videre under engelsk flag.

- Jeg ville hellere blive om bord og hjælpe englænderne. Det gjorde min ven Arnold også. Hvorfor fanden vi gjorde det, det ved jeg ikke, siger Evald Brinck.

Det var et held, at Île de France og Boringias kurs mod Vietnam blev stoppet. Få dage senere gjorde japanerne deres indtog i Saigon, og så havde det været ude med Evald og Arnold.

I Neptuns navn

Evald krydser ækvator for første, men langtfra sidste, gang, og i den forbindelse bliver han og Arnold døbt, som det er tradition til søs.

- Det foregår på den måde at vi gemmer os, for det er en hård kamp. Først skal vi i skibets svømmebassin, så bliver vi smurt ind maling og skal spise noget ækelt, man kaster op af. Så endelig havner vi hos Neptun, ham der døber os, siger Evald.

- Jeg fik navnet Springeren. Jeg hedder Evald Springeren Brinck, og det har jeg beholdt. Vi er døbt i internationalt farvand, og derfor er dåbsattesten gyldig.

“Nu er det sket”

Zigzag for livet

Kun under sjældne pauser i Evalds næsten uafbrudte talestrøm fornemmer man stilheden i køkkenet i Troense. To ure tikker næsten umærkeligt ude af takt. Evalds livs kærlighed, Anne Lise, lukker katten ind og holder øje med kaffemaskinen, der har sit eget liv. Den slukker i tide og utide, hvis man ikke passer på.

Det er det fredeligste sted, man kan forestille sig. Her er trygt og stille, og den eneste reelle fare er de vakkelvorne stabler af bøger, hæfter, breve, der ligger på næsten alle flader. En skarp kontrast til livet til søs i 1940’erne.

Boringia sejler civile, tropper og forsyninger fra Asien, over Afrika til Europa i knap to år. Sommetider i konvoj med andre skibe, sommetider alene. Ruten går gennem polarhavet, fordi de tyske u-både, der udgør en konstant trussel, ikke kan klare de isnende temperaturer. Til gengæld ligger de på lur i Golfstrømmen.

Evald er steget i graderne. Han får lov til at styre Boringia en time, to gange om dagen. En eftermiddag, har han knap nok stillet bakken med kaffe fra sig og påbegyndt sin vagt, før en 50 meter høj vandsøjle stiger op af havet.

- Jeg råber andenstyrmand Quist op, han har også set den. Han farer ind og ringer med alarmklokkerne, det betyder, at alle går til redningsbådene. Jeg får besked på at styre zigzag, så undervandsbådene ikke kan få os. Maskinerne blev sat op til 19 knob, og det var de slet ikke beregnet til. Alt stod og rystede, siger Evald.

På et hængende hår

Den krig, der føres til søs, er en lumsk og nervepirrende en. Konstant lever besætningen med truslen om angreb nedefra. Og hvis man ikke har respekt for tyskernes u-både, bør man have det for oceanerne selv.

Særligt husker Evald en tur gennem polarhavet i november 1941. Han er 19 år gammel og befinder sig en konvoj med mange andre skibe, midt i en snestorm. Klokken er seks om morgenen, og Evald er netop kommet ud på dækket. Det er bælgmørkt, og motorerne er gået i stå, da en gigantisk bølge får Boringia til at kuldsejle.

” Nu er det sket,” tænker Evald.

Det store skib ligger på siden. Evald forbereder sig på det værste. Man holder maksimalt fem minutter i det iskolde vand. Redningsvestene er beregnet til at holde en flydende i to timer, hvorefter de tager vand ind og synker til bunds.

Pludselig rejser Boringia sig igen.

- Tænk dig at stå der, skidevåd, ud for den grønlandske kyst.

Evald er sluppet med skrækken, men ikke alle i konvojen er så heldige. Da de ankommer til Liverpool, mangler tæt på 20 skibe. De er blevet torpederet. Evald har stået på dækket og set sømændene ligge i vandet og råbe om hjælp. Uden at kunne gøre andet end håbe, at et af konvojens redningsskibe er nået frem i tide.

- Det er den slags ting, der hænger på dig. Jeg tænker stadig på de sømænd sommetider, siger Evald.

Tæl til 80

Evald afmønstrer i Liverpool og slutter sig til den voksende skare af frivillige danske søfolk, der kæmper på engelsk side.

Han bliver udstationeret som rekrut ved Dover, som tyskerne jævnligt beskyder fra den franske kyst.

Soldaterne kan se, når granaterne affyres. Så tæller de til 80, før de smider sig fladt på jorden og håber på det bedste. Hvis granaterne rammer bygninger, hjælper de med at redde sårede ud af dem. Det er hverdagen ved Dovers hvide klinter.

Der går ikke længe, før Evald Brinck står til søs igen. I halvandet år er han fast inventar i Middelhavet, hvor han blandt andet hjælper til ved invasionen af Italien. Han bevidner begivenhedernes gang fra søsiden, i konstant pendulfart lastet med sårede soldater eller forsyninger til de stadigt kampdygtige.

Jeg tænker stadig på de sømænd sommetider

Sorg og uvished

På en cykeltur ser Evald vulkanen Vesuv i udbrud. Da hans skib bliver totalskadet af en hidsig vind, der driver det hårdt ind i en mole, bliver han indlogeret i et af kong Victor Emanuels paladser, hvor han nægter at bo, fordi han ser en stor rotte. Surrealistiske oplevelser, der udgør små indskudte sætninger i en større fortælling, som få har overblik over, mens den skrives.

Evald har ingen kontakt haft til Danmark. Hans vigtigste opgave er at holde sig i live, og han tænker sjældent på dem derhjemme.

- Det duer ikke at gå og drømme. Jeg tænkte næsten aldrig på min familie. Min eneste tanke var, at det går nok.

Hjemme i Odense sørger familien Brinck. De har fået at vide, at Boringia er blevet torpederet. Deres yngste søns navn var ikke at finde på listen over overlevende.

Så kom tidevandet

Evald Brinck fejrer sin 22 års fødselsdag i Sunderland, umiddelbart inden han igen står til søs. D-dag er lige på trapperne. Hans skib skal være med i anden bølge i invasionen. Det er lastet med Churchill-tanks.

Hundredevis af skibe ligger ud for Normandiets kyst tidligt om morgenen. Invasionen skal times med, at tidevandet er ude, så skibene kan lægge til uden frygt for nedgravede miner i sandet.

De tysker styrker er blevet bombet fra luften forinden, men de amerikanske bombefly har overset en deling tyske tropper, der ligger på en høj skrænt.

- Tyskerne skød hver eneste, der hoppede i land. I løbet af en time lå hundredevis på stranden, siger Evald.

- Og så kom tidevandet. Der var mange af dem, der gled med tidevandet ud med fuld udrustning. De gik til bunds, og vi har aldrig set dem siden. Hundredevis af dem. Du kan tro, vi tænkte på dem.

11 gange sejler Evald mellem England og Normandiet, indtil tyskerne er besejret.

Mellem to nationer

Når Evald er i London, kommer han meget i Det Danske Hus. En dag ser han et billede på forsiden af Frit Danmark, der viser medlemmer af den danske regering side om side med tysk millitær. Med udstrakte højre arme sender de en deling af Frikorps Danmark af sted mod Østfronten.

Englænderne driller ham. Spørger ham i spøg, ”hvad så Dannyboy, hvad er det vi hører?” Evald føler sig forrådt af sit eget land.

- Ovre i England vidste vi godt, hvordan danskerne rent ud sagt fedtede for tyskerne. Det var vi meget misfornøjede med.

Gåsesteg og nazijagt

Juleaften 1944 fejrer Evald i Antwerpen. Byen er under engelsk kontrol, men tyskerne giver ikke op så let. Evald leder en konvoj ind i havnen, men da skibene har lagt til, sprænger tyskerne sluserne i havnen og efterlader skibene strandet.

Og som om det ikke var nok, huserer der forklædte tyske soldater i byen. Hele juleaften og natten med jager Evald sammen med en lille gruppe soldater en enkelt tysker gennem byens gader.

Den underkuede dæksdreng har nu en pistol i hånden, selvom det ikke rigtig huer ham. Han er blevet udnævnt til underofficer, fordi han er en af de ”gamle”.

- Han angav, at han var belgier, husker Evald.

- Men det holdt ikke vand. Man behøver bare se på folk for at vide om de lyver.

Tysken i fåreklæder pågribes. En belgisk familie inviterer Evald og de andre soldater på gåsesteg.

Dagen efter Danmark blev overtaget af tyskerne, der blev jeg voksen

Hvad så nu?

Evald får job som kurer resten af krigen. Med en attachemappe lænket til sit håndled transporterer han dokumenter fra de allierede styrkers hovedkvarter til Downing Street. Kontrasten til livet til søs er slående, og til tider føler han, at han slipper for nemt.

Evald Brinck har været i krig hele sit voksne liv.

- Da jeg var 17 år, nede i Marseilles, dagen efter Danmark blev overtaget af tyskerne, der blev jeg voksen, siger Evald.

Det mærker han den dag, han kører forbi sine flagende landsmænd, på vejen op gennem et frit Danmark. Et Danmark, der ikke havde været frit uden mennesker som Evald.

Han bliver genforenet med sin familie, som han ikke har set eller kommunikeret med i fem år. Hans danske er rustent, og han føler sig ikke hjemme.

Evalds sjæl er arret, og de kompetencer, han har lært, er ubrugelige. Uden krig, ingen konvojsejlads. Han behøver ikke frygte fjendtlige u-både under havoverfladen, men den konstante årvågenhed og de håndgribelige opgaver efterlader et stort tomrum. Det er heller ikke nemt at finde en sød pige at stifte familie med, når sindet hjemsøges af død og ødelæggelse. Der skal gå flere år, før krigen slipper taget i ham.

Der er frit valg på alle hylder, hvis Evald vil have arbejde inden for staten. Blandt andet får han tilbudt et job som skipper på polarskibet Kista Dan.

- Jeg snakkede med min mor om det, men hun sagde “nej ved du nu hvad. Du har været væk længe nok. Du tager ikke et job som skipper!”

I stedet bliver Evald tolder. Han har en naturlig autoritet og opsnuser uærlighed og skjulte kartoner med cigaretter som en blodhund. Da han mange år senere når pensionsalderen, laver han sit eget dukketeater.

I havn

Eksotiske souvenirs fra fjerne destinationer kæmper om pladsen overalt i hjemmet i Troense. Bogreolen bugner af litteratur om Anden Verdenskrig.

Modelskibe og billeder af søfartøjer fylder også godt, og hvis man ved, hvad man skal kigge efter, kan man finde to indrammede fotografier af Boringia blandt dem. Et af disse er taget i et bundfrossent Øresund, den dag Evald stævnede ud og blev til Springeren.

Fysisk er der ikke meget tilbage af den 186 centimeter høje dæksdreng, der blev til konvojleder, siden tolder og dukkefører, men han kan stadig passe sin uniformsjakke, der klirrer af farvestrålende æresbevisninger.

Egentlig burde Ridderkorset have hængt mellem dem. Evald skulle have tilføjet Ridder af 1. grad af Dannebrogordenen til sit cv ved mindehøjtideligheden i Normandiet i 2014. Den dag hejstes Dannebrog for første gang blandt Union Jack og Tricolore, og de danske søfolk blev endelig anerkendt som en del af de allierede tropper.

Nej tak, Deres Majestæt

Men Evald nægtede at ledsage dronning Margrethe på rejsen. Han har aldrig tilgivet danskerne for at lefle for besættelsesmagten. Og sende dansk arbejdskraft til tyske fabrikker, der producerede de samme torpedoer, der satte Evald og 8000 andre danskere i livsfare.

- Da jeg fik invitationen, tænkte jeg på ham den 16-årige dæksdreng, jeg havde kendt. Som blev torpederet og nu lå nede på havets bund ved Islands kyst. Hvordan tror du, hans mor og far har haft det, spørger Evald.

Derfor har han aldrig set skyggen af det prestigefyldte symbol. Endnu en sten i muren af mangel på anerkendelse, som plagede de danske søfolk, der vendte fremmedgjorte hjem til dansk jord.

- Danskerne tog det som en selvfølge at blive befriet. De forstod ikke, hvad det havde betydet at sejle i konvoj. At tænke sig om to gange, før man gik i bad, for hvad nu hvis man blev torpederet, mens man stod der uden tøj på, siger Evald.

Der er visse syn, der er umulige at slippe. Skibbrudne sømænd i iskoldt vand, havne i brand, blod, bomber og håbløshed. Alle de gange, fynboen med den sorte engelske humor slap med skrækken. Springeren ved godt, at han har været blandt de heldige.

- Jeg er skideglad for at leve. Hver dag nyder jeg det. Mere og mere, siger Evald Brinck.