havet er flyttet ind på femte sal i et tårnatelier et sted på Frederiksberg. Bølgerne fra højtalerne kommer skyllende bag Martin Bigum, da han åbner døren.

Kunstnerens egen iscenesættelse er også fuldendt. Slipset er bundet i klassisk windsorknude, og han har helt bevidst taget sine særlige rugbybukser med dødningehoveder på, men det er hans smil og fortællelyst, der gør størst indtryk.

- Jeg er stadig enegænger og kan være meget rambuksagtig, hvis det skal være det, og der er stadig samme perspektiv på tingene som dengang i 1990’erne og samme drivkraft. Men den vrede unge mand er blevet dygtigere til at være i balance, siger han.

Indlysende nok er det for tiden havet, der sikrer balance.

Martin Bigum kan ikke male andet lige nu, siger han, netop hjemvendt fra et ophold ude ved vesterhavs­klitterne og stærkt optaget af livet i dem.

Af den grund er havmalerierne, han arbejder på, heller ikke til salg. Som på en usynlig snor i atelieret hænger de uløseligt sammen, og han er nødt til at fortælle historien færdig, før han kan skille sig af med dem.

- Hvert billede skal være nyt at male og give nye udfordringer, og inden du kom, stod jeg lige og tænkte på, at jeg har blandet en lilla, jeg aldrig før har malet med, siger han med barnets glæde.

- Når man er ung, maler man jo bare, nu tænker jeg meget mere over billedet og eftertiden. Det er jo det, der er en pikant mulighed i kunsten, at du kan lege med tiden. Synes man, tiden er skånselsløs, kan man sende billeder ud og forstyrre den. Tiden gnasker bare af sted, men et billede, der har fremtidens saft i sig, kan den ikke røre, siger han.

Det må han forklare:

Kunst, der ikke bryder en hinde og lader noget væske glide ind, som kan blive til blodet i værkets krop, holder ikke i mange år, siger han:

- Når jeg laver en billedserie, der hedder ”Havet”, vil den pege på noget, vi ikke kan sætte fingeren på endnu. Måske om 25 år.

Fremtidens saft

På samme måde har motiverne i tårnatelieret rykket sig, siden Martin Bigum for 25 år siden opfandt Art-figuren. Han har ikke malet den kutteklædte lille mand siden 1999 og kommer aldrig til det igen, forklarer han.

- Det ville være ligesom med festrygning - gør det ikke, man begynder bare igen. Og jeg er for længst kommet ud på andre græsgange, siger han.

- Men Art-figuren havde den der fremtidssaft i sig, den havde noget at dele ud af. Et kunstværk må ikke please for meget i sin samtid ved at være adræt og elegant, det skal også smadre nogle ruder, ellers kommer der ikke noget frisk luft derind, som det er en del af kunstens væsen.

Martin Bigum kan altid finde tid til at tale om kunst, og det er der en særlig grund til.

- I min generation - og i samtidskunsten generelt - har der været en helt enorm stor arrogance i forhold til at huske, at man laver kunst som et overtryk. Man sender signaler ud i det offentlige rum med sit kunstværk, så nogle kan bruge det til noget eller ikke. Var jeg en stram konceptkunstner, der lavede grå hylder, som hang på en væg, eller punkterede jeg en cykel og udstillede den, havde jeg måske ikke samme behov for at tale om kunst, men jeg kan rigtig godt lide det. Jeg får noget tilbage. ”Nå, det var dét, der gjorde, at det dengang måtte være sådan, ja, det kan jeg godt se nu” og ”var personen under Art-kutten mig, aha, det tænkte jeg slet ikke, da jeg malede den”, siger han.

Martin Bigum kom i sin tid ikke ind på kunstakademiet, men fordi hans ekskæreste var blevet optaget, fulgte han alligevel nogle af forelæsningerne og var rundt i miljøerne, som han siger.

Det særlige tegnetalent

At det skulle være sådan, betragter han i dag som lykkeligt. At det var med til at sikre hans helt særlige tegnetalent.

- Jeg har tænkt, at hvis jeg var kommet for tæt på de andre, ville mit talent være blevet smadret. Jeg har set rigtig mange store talenter blive savet til, siger han.

- Nogle gange har jeg følt mig sådan ”arggh” over at have det her tegnetalent, men jeg kan også se, hvad det gør for mig. At når jeg har været ude og eksperimentere med andre genrer, så kan jeg til enhver tid gå tilbage til mit eget greb, og det er jeg rigtig glad for.

Tænker Martin Bigum tilbage på dengang, da både tegneserie-grebet og lysten til maleriet skilte ham ud fra de øvrige unge kunstnere, glæder han sig over at have haft modet til at stå fast.

- Det er syret at tænke på, at alle dem, jeg skulle kæmpe med dengang, stort set er holdt op som kunstnere. Havde jeg vidst det dengang, havde jeg ikke ladet det gå mig så meget på. Men gud, hvor var de velformulerede, sorte, krakilske og avantgarde, siger han.

Koncepternes arvtagere

Dialogen mellem kunstere fortsætter. Sådan er kunst, konstaterer Martin Bigum: Den avler reaktion, der avler reaktion, og han har lagt mærke til, at nutidens unge kunstnere er i en form for granatchok. Og ikke uden grund.

- Husk, de er efterfølgere til en generation, der virkelig har været ude og markere sig - folk som Olafur Eliasson, Tal R, Jeppe Hein og Elmgreen & Dragset - og som har løftet kunsten op på et niveau, så den er skarpt udført, skarpt tænkt, og der har været de rigtige børshajer til at løfte den økonomisk. Men når kunst kommer op på det internationale niveau, fanger bordet også, og så skal der produceres værker, og den kommende generation har derfor set meget unødvendig kunst produceret af assistenter eller udtænkt af en arkitekt. Og står man som ung eksistentiel kunstner og ser alt det, tænker man: ”Aj, det kan jeg slet ikke hamle op med, jeg bliver nødt til at lave nogle ting, der peger den anden vej”, forklarer Martin Bigum.

Den retningsløse kunst

Resultatet er, at de unge kunstnere har så ømt og skrøbeligt et touch, at man ifølge kunstneren næsten ikke tør ånde i nærheden af det.

- Instinktivt og intuitivt peger de indad mod noget, der er blottet. Tag f.eks. Gudrun Hasle, der vedkender sig ordblindhed og det at være cutter, hun lader klædet falde og viser, at hun ikke er en superstar, der strømlinet kører derudad, siger Martin Bigum og tilføjer, at det er en klassiker at lave modtrækket mod noget, der på et eller andet plan har været for pænt.

Han fortsætter:

- Men det, jeg også ser på akademiudstillingerne, er en angst blandt de unge for at foretage nogle valg. Du kan sagtens bryde gennem lydmuren ved at tage nogle sensible historier, men jeg mangler et solidt tag i selvstændige tegne- eller malegreb. De få, der maler, har slet ikke tag i håndværket, det er helt forfærdeligt. Det er som at se en caféudstilling, du ved, hvor man tænker: ”Hvad sker der her? Er det med vilje, at det er så svagt?”- men det er det ikke. Det er fordi, de ikke kan.

De brudte drømme

Martin Bigum har filosoferet over, om det er, fordi unge har lært at tegne på en Ipad, at det er gået så galt med deres kunnen.

- Men det er godt, at de holder fast i deres eget udtryk, selv om det virker meget retningsløst, men det er tiden jo også. Tiden er fyldt med hurtig information, den er fragmenteret. Forleden, da jeg skulle med toget, tog jeg et billede af godt 100 mennesker på den modsatte perron, der alle stod og kiggede ned i deres skærm. De var væk. Måske er den slags hylende morsomt om 10 år, for der må da komme noget, der afløser det her, siger han lidt opgivende.

- Jeg ser i hvert fald tiden som en krisetid, for det er et krisetegn, at vi ikke kan abstrahere fra de der maskiner.

Den snart 49-årige kunstner må erkende, at hans drømme ikke er de samme, som de var hos den 22-årige komet. Han havde aldrig troet, han skulle være en af de gamle kunstnere, der ikke kan finde tid til alle de projekter, han bliver tilbudt. Hans arbejdsdag strækker sig som en bankansats, der skal hente børn (i hvert fald da de var små) og hjem og lave mad.

Det frirum, Martin Bigum som yngre regnede kunsten for, har ikke vist sig som et tilkæmpet kriterium, konstaterer han.

- De største nullerter bliver i dag til kæmpestjerner, og jeg kender mange store kunstnere, der end ikke er nået ud i offentlighedens rum, fordi de enten ikke har kunnet få deres værk udgivet eller fundet en gallerist, der ville udstille dem, siger han.

Men kunsten avler reaktion, der avler reaktion, gentager Martin Bigum.

Og af den grund flytter kunstnernes interesse sig ud af byerne til det, der kaldes Udkantsdanmark - et ord, som han mener er et udslag af globaliseringen.

- Det er jo simpelthen så arrogant at kalde områder det, men det er mange kunstnere også ligeglade med. Jeg har observeret rimeligt mange, jeg kender, begynde at interessere sig for at lave god kunst hvorsomhelst. I en gammel fabriksbygning eller på Lolland. Og jeg synes, jeg kan se tendenser til, at der lokalt rundt om i Danmark - på Lolland, i Randers, Vejle, Aarhus og Odense - er en gryende ny tilgang til kunst. Og jeg tænker, at når et program som ”Bonderøven” kan få succes, så tror jeg, man snart vil opleve det samme inden for kunsten. Jeg er spændt på at se, om de unge kan genoplive Udkantsdanmark, siger han.

Tilbage til sig selv

Det er meget naturligt, at samtalen flytter sig tilbage til havet. Martin Bigum finder en skitse frem blandt de mange værker, der er ved at tage form i hans atelier og kigger tilfreds på den. Det er en dreng, der hænger midt i luften med bølgerne i baggrunden.

- Jeg ved, det bliver til et maleri, for lige pludselig stod jeg bare og tegnede det. Der sker noget guddommeligt i det. Jeg tror såmænd, det er drengen inden i mig selv, der hænger dér, siger kunstneren uden at fjerne blikket.

Han griner.

- Jeg kan tale stolpe op og ned om, hvor idéerne til kunsten kommer fra, men der er også momenter af total autisme, og de er herlige, fordi kontrolfreaken bliver lagt ned. Billedet her er fisket op af en underbevidst strøm. Det kom bare, siger han.

Solen står ind af tårnets vinduer. Lyden af hav i højtalerne er løbet ud.